Leder

Erdogan vandt sin niende sejr siden 2002 på frygt og fordom

Den tyrkiske præsident vandt sin niende sejr siden 2002 – ikke som dengang på håb og forventning, men på frygt og fordom. Med det ultranationalistiske parti som makker, kan det kun blive værre
I vælgernes bevidsthed er alternativet til Erdogan et uberegneligt kaos. Frygt for, at han ved et nederlag ville sende loyale stormtropper ud i gaderne – som ved Gezi Park-uroen i 2013 og kupforsøget i 2016 – er reel, om end ingen tør tale højt om den, skriver Lasse Ellegaard.

I vælgernes bevidsthed er alternativet til Erdogan et uberegneligt kaos. Frygt for, at han ved et nederlag ville sende loyale stormtropper ud i gaderne – som ved Gezi Park-uroen i 2013 og kupforsøget i 2016 – er reel, om end ingen tør tale højt om den, skriver Lasse Ellegaard.

Kayhan Ozer

26. juni 2018

Bundlinjen på det tyrkiske dobbeltvalg til præsident og parlament er identitetspolitik.

Med udsving, der kun flytter ondt til lidt værre, gentog de tyrkiske vælgere sig selv: Politisk uenighed i synet på økonomi, klima, uddannelse, sundhed, ligestilling, etc. er sekundær over for tilhørsforholdet til en sekulær veluddannet elite i vest, det centrale Anatoliens konservative koranbælte og det kurdisk-talende sydøst. Med citat af politilogen Bekir Agirdir, leder af analyseinstituttet Konda, har der »de seneste fem år ikke været valg, men optælling af identiteter«.

Oppositionens håb om, at præsident Recep Tayyip Erdogan måtte ud i en anden valgrunde, og at fremtidens impotente nationalforsamling i det mindste ville få et alternativt flertal, blev skuffet.

Eneste opmuntring til den misfornøjede halvdel af vælgerkorpset var det kurdiskgrønne HDP, der med godt 11 procent bevarede den parlamentariske repræsentation. Med en stemmeprocent på 87 vandt Erdogan embedet med 52 procent, hvorimod hans parti, AKP, gik tilbage fra 49 til 42 procent. Det blev opvejet af AKP’s valgforbundpartner, ultranationalisterne i MHP, der uventet tog tæt på 12 procent. Det sekulære oppositionsparti, CHP, gik tilbage fra 25 til 22 procent medens alliancepartneren, det nationalistiske udbryderparti, IYI, fik ni procent.

For første gang i tyrkisk historie har hver femte tyrker stemt nationalistisk. Et andet karakteristisk træk ved dette valg er, at personidentifikationen trumfede partierne. Erdogan fik 10 procent flere stemmer end hans parti ligesom CHP’s præsidentkandidat, Muharrem Ince, med 30 procent lå otte over partiets tilslutning.

Begge fænomener – nationalismen og persondyrkelsen – handler om den frygt, der har forurenet tyrkisk politik de seneste fem år.

Det kurdiske spørgsmål

Da Erdogan stadig var premierminister i 2013, fik han to chok: At det liberale segment gjorde oprør mod hans stigende autokratiske tendenser i den såkaldte Gezi Park-revolte, der efter gadekampe i hele Tyrkiet endte med otte dræbt.

Det andet chok var, at hans sengekammerat i de juridisk beskidte udrensninger af det magtfulde militær, prædikanten Fethullah Gülens netværk, vendte sig mod ham med lækkede aflytninger, der afslørede et eksorbitant korruptionsniveau i AKP’s inderkreds.

Det var de to elementer, der første gang fik Erdogan til at beskylde ’udenlandske agenter’ for at konspirere mod ham. Den politiske modvind blev til paranoia i juni 2015, da AKP tabte næsten ti procent og mistede det absolutte flertal ved et valg, hvor kurdiske HDP første gang kom over spærregrænsen på ti procent og blev tungen på den parlamentariske vægtskål. Det fik Erdogan – nu præsident, men stadig med kontrol over sit parti – til at droppe den kurdiske fredsproces, han selv havde igangsat flere år før, og udskrive et hurtigt nyvalg.

AKP genvandt absolut flertal, men kurderne blev i parlamentet. Erdogans løsning var at eliminere parlamentarismen ved en alliance med de nationalistiske arvefjender i MHP, der sikrede, at en ny forfatning for præsidentstyre blev vedtaget ved folkeafstemning.

Udenrigspolitisk udfordrede han EU, og militært kom han på kant med USA, der kom på tværs af Ankara ved at udnytte de syriske kurdere i nedkæmpelsen af Islamisk Stat. Og det mislykkede militærkup i juli 2016, der menes iværksat af Gülen-netværket, forvissede ham om, at Vesten – og Israel, selvfølgelig – udgør en ’eksistentiel trussel’ mod ham – og i hans optik dermed mod Tyrkiet.

Mand med monopol

Med et omtrentligt mediemonopol minder han dagligt befolkningen om den eksistentielle trussel, der har historisk resonans i det osmanniske imperiums nederlag i nittende og begyndelsen af tyvende århundrede.

Trussel-myten legitimerer massearrestationer, udrensninger, fyringer og livstidsdomme for skrivning af avisklummer i de sidste to års undtagelsestilstand, der har medført retstilstande, som en bananrepublik ville kvie sig ved. Den har givet de halvfascistiske nationalister politisk medvind og sat sig fast i den kollektive bevidsthed, så selv det sekulære CHP og dets præsidentkandidat Muharrem Ince er nødt til at gynge med i Erdogans antivestlige badehåndklæde.

I vælgernes bevidsthed er alternativet til Erdogan et uberegneligt kaos. Frygt for, at han ved et nederlag ville sende loyale stormtropper ud i gaderne – som ved Gezi Park-uroen i 2013 og kupforsøget i 2016 – er reel, om end ingen tør tale højt om den.

Erdogan vandt sin niende sejr siden 2002 – ikke som dengang på håb og forventning, men på frygt og fordom. Med det ultranationalistiske parti som makker, kan det kun blive værre.

Erdoğans tilhængere var ellevilde i deres hyldest af en præsident, der i forbindelse med genvalget søndag også fik magten til at afsætte parlamentet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jakobs

"I vælgernes bevidsthed er alternativet til Erdogan et uberegneligt kaos. Frygt for, at han ved et nederlag ville sende loyale stormtropper ud i gaderne – som ved Gezi Park-uroen i 2013 og kupforsøget i 2016 – er reel, om end ingen tør tale højt om den."
Er det ikke en påstand, som du burde underbygge, Lasse? Jeg synes, der associeres til SA i Nazityskland. Du går for vidt, medmindre der kommer fakta på bordet!

Niels Jakobs

De 2 begivenheder, der nævnes er nemlig til at forsvare juridisk - ud fra den tyrkiske forfatning er nemlig min opfattelse...

Touhami Bennour

Selv Muharrem Ince , leder af opposition, siger at det tyrkiske folk har kunnet vælge og det har valgt: punktum. Økonmiske går meget godt for Tyrkiet, Tyrkiet er nr.: 10 i verden økonomier, og vil bygge verdens største lufthavn i Tyrkiet, bare nogle eksempler. Jeg synes det var Tyrkiet folk har sat kryds ,hvor de skal,i økonomiske og sociale resultater. Det er ikke noget med Osmanner og om at være sultan, er pure spind. Ingen er interesseret i de mystiske projecter

Michael Kamp

"Den tyrkiske præsident vandt sin niende sejr siden 2002 – ikke som dengang på håb og forventning, men på frygt og fordom."

Det lyder jo næsten som dansk/europæisk/amerikansk politik anno 2018.
Det er noget med at man ikke skal kaste med sten når man selv bor i et glashus?