Leder

Italiens nye ledere har en pointe, som EU bør lytte til

Alarmklokkerne bimler og bamler over den nye italienske regering, men den repræsenterer langt hen ad vejen en forståelig vrede, som EU gør klogt i at tage alvorligt
Italiens nyudvalgte indenrigsminister og leder af regeringspartiet Lega, Matteo Salvini (tv.) 

Italiens nyudvalgte indenrigsminister og leder af regeringspartiet Lega, Matteo Salvini (tv.) 

Andrea Ronchini

4. juni 2018

Der er så sandelig en del at blive bestyrtet over ved den nye regering i Italien.

Eksempelvis er den nye familieminister, Lorenzo Fontana, modstander af både abort og ægteskab mellem homoseksuelle. Og den nye indenrigsminister og leder af regeringspartiet Lega, Matteo Salvini, spiller hårdt på en frygt for udlændinge med en retorik, der ofte tager dybe afstikkere ind i det racistiske grænseland.

Desuden er der så sandelig grund til at hæve de vagtsomme parader, når et persongalleri bestående af blandt andre den franske højrepolitiker Marine Le Pen og chefstrategen bag USA’s præsident Donald Trumps valgsejr, Steve Bannon, klapper begejstret ad den nye populistiske regering.

Og det gør det ikke bedre, at der i et europæisk kerneland nu er indsat en regering, som vil underminere EU’s fælles front mod Ruslands autokrat, Vladimir Putin. Putin har tidligere – meget sigende – ytret, at han da ikke behøver at blande sig utidigt i det italienske valg, da alt i det sydeuropæiske land alligevel er ved at udvikle sig til hans fordel.

Italien har fået en regering bestående af to partier – Lega og Femstjernebevægelsen – der tilsammen udgør et miks af populisme, xenofobisk nationalisme og oprør mod det etablerede politiske system. Og som har udtrykt direkte fjendtlighed over for EU og ikke mindst euroen.

Alarmklokkerne bimler og bamler, men bag den skrappe retorik, man har kunnet høre fra de politikere, der fredag blev svoret ind som ministre, anført af den politiske novice, premierminister Giuseppe Conte, har de en stærk pointe, som EU bør tage ganske alvorligt: Der er brug for et markant opgør med normaltilstanden i EU, specielt på de to områder, som de to partier har tordnet imod både før og efter valget: den stramme finanspolitik i eurozonen og EU’s flygtninge- og migrantpolitik.

På begge områder føler italienerne en berettiget vrede over at være blevet svigtet af EU.

Legas og Femstjernebevægelsens regeringsdannelse sendte chokbølger igennem EU-systemet og finansmarkederne, da der blev skabt alvorlig tvivl om den nye regerings loyalitet over for euroen.

En del af nervøsiteten er fordampet, da de to stærkt euroskeptiske partier især den seneste uge har forsøgt at overbevise om, at de faktisk aldrig har overvejet et exit fra euroen. Det er dog svært at tage alvorligt, da det trods alt er mindre end en måned siden, at et lækket udkast til et regeringsprogram sort på hvidt viste, at et farvel til eurozonen rent faktisk var på forhandlingsbordet.

Men selv om den værste nervøsitet har lagt sig, tyder meget på, at Italien vil blive et horn i siden på dem, der ikke ønsker at pille ved eurozonens regler.

Den nye koalition vil føre en ekspansiv finanspolitik i stedet for den stramme politik, som eurozonen ellers foreskriver, og den vil samtidig genforhandle en del af EU’s traktater. Og man forstår italienerne, da euro-reglerne har lagt stærke begrænsninger på den italienske vækst og mulighed for at kæmpe sig ud af krisen – ligesom det har været tilfældet i andre sydeuropæiske lande.

Mens Grækenland tidligere har forsøgt et opgør med EU’s påtvungne sparepolitik og har slået sig gevaldigt på det, er Italien med eurozonens tredjestørste økonomi så stor en spiller, at EU-systemet formentlig bliver nødt til at komme italienerne i møde.

Italiens nye regering er også opsat på at få EU til at komme Italien i møde på flygtninge- og migrantområdet.

Italien skal ikke længere være Europas flygtningelejr, sagde indenrigsminister Salvini hen over weekenden, og der er ingen tvivl om, at Rom – der længe og forståeligt har efterlyst større solidaritet blandt EU-landene – vil skrue op for presset på EU for at få gennemført en bedre fordelingsaftale, så andre nationer tager en større andel af de mange flygtninge og migranter, der ankommer til Italien – op mod 700.000 siden 2013.

Den første store test vil finde sted ved EU-topmødet i Bruxelles i slutningen af juni, hvor flygtningekrisen og reformer af euroen vil blive diskuteret. Her vil der danne sig et mere tydeligt billede af, om der er lagt op til et sammenstød, der vil tvinge EU og Italien længere fra hinanden, eller om den nye regering i Rom vil blive mødt med samarbejdsvilje fra EU’s side.

Forhåbentlig bliver det sidste tilfældet, da EU og Italien har brug for hinanden.

Serie

Populismens hjemland går til valg

Den 4. marts var der valg i Italien. En omfattende ændring af valgloven skulle give landet mere stabile regeringer, men to populistiske bevægelser og to populistiske partiledere har gjort magtforholdene i italiensk politik uforudsigelige.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Katrine Damm
  • Poul Erik Riis
  • Torben K L Jensen
Kurt Nielsen, Katrine Damm, Poul Erik Riis og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

".... Rom vil skrue op for presset på EU for at få gennemført en bedre fordelingsaftale, så andre nationer tager en større andel af de mange flygtninge og migranter, der ankommer til Italien ...."
citat fra artiklen

Heaven forbid - det er da godt, at vi danskere kan føle tryghed ved vores Retsforbehold.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "---- den stramme finanspolitik i eurozonen og EU’s flygtninge- og migrantpolitik.
På begge områder føler italienerne en berettiget vrede over at være blevet svigtet af EU".

Vedrørende EU´s flygtninge - og migrationspolitik er italienernes vrede berettiget, fordi de er blevet svigtet af EU. Kritikken af den stramme finanspolitik er generelt set berettiget, men kritikken er ikke specielt berettiget på dette punkt fra Italiens side, for opfylder landet i det hele taget betingelserne for en ekspansiv finanspolitik, der kan skabe øget økonomisk vækst?

Hvis landet ikke gør det, og der ikke politisk er blevet arbejdet for det, bliver kritikken bare en bekvem undskyldning for, at landet ikke selv for længst har gjort noget mere for at løse deres økonomiske problemer, bl.a. gennem en styrkelse af konkurrenceevnen og en nedbringelse af statsgælden.

Der er nogle forudsætninger, der skal være opfyldt, for at Italien kan føre en ekspansiv finanspolitik og på den måde kan få sat gang i væksten. Hvis man på forhånd har en statsgæld på ca. 135%, vil en ekspansiv finanspolitik, i hvert fald inden for kortere årrække, nødvendigvis føre til en forøgelse af gælden, inden det får sat gang i væksten, og det forudsætter, at der er tillid til et sådant projekt fra de finansielle markeders side, evt. ved at der stilles en form for garanti for den øgede gæld fra EUs side, hvilket dog er et noget tvivlsomt projekt, da Italien næppe vil finde sig i nogen form for styring fra EU.

Er Italiens erhvervsliv i det hele taget på en række parametre så konkurrencedygtigt, at det kan drage nytte af en ekspansiv finanspolitik og bidrage til væksten i den stagnerende italienske økonomi?

Italien er hverken specielt godt eller dårligt stillet, men på en række områder, hvor de tidligere har klaret sig godt som industrination, er de i konkurrence med en række lande i fjernøsten. Det er også værd at bemærke, at stort set alle EU - lande, også de fleste sydeuropæiske, gennem en række strukturreformer har forberedt deres lande på den globale økonomi.

Det har Italien ikke, og det gælder bl.a. erhvervspolitisk og inden for den finansielle sektor, hvor Italien har svært ved at tilpasse landet de nye krav i EU. Samtidig spiller det også ind, at Italien på en række områder kan sammenlignes med såkaldte "Banan - republikker", og det er f,eks når det drejer sig om korruption og kriminalitet i øvrigt.

Er den nye regering indstillet på et sådant større reformarbejde i sammenhæng med en ekspansiv finanspolitik, i forsøget på at styrke den økonomiske vækst? Forudsætningen for reformarbejdet er en ekspansiv finanspolitiker, da arbejdsløsheden ellers vil eksplodere yderligere.

Et genkommende politisk og økonomisk problem i Italien er de økonomiske og politiske eliters varetagelse af egne interesser og manglende samfundsmæssige ansvar. Værdier som tillid, fællesskab og sammenhængskraft, som vi i forskellige grader værdsætter i de nordeuropæiske lande, mangler åbenbart i relation til den politiske og økonomiske kultur i et samfund som det italienske, og det må vel også ses som medvirkende årsag til, at skiftende regeringer har ladet gælden vokse til 135%. Så længe det ikke passede med de økonomiske eliters interesser i Italien, havde ingen regeringer politisk interesse i eller reel magt til at løse statens gældsproblem.

Besparelser på offentlige budgetter skaber jo også nemt utilfredse vælgergrupper. Så er det langt nemmere med en populistiske overbudspolitik.

Philip Gotthelff, Lars F. Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Det er den første regering med politikkere som står uden anklager siden 1994, og alle de neoliberale lande kritiserer denne regering sønder sammen.
Femstjerne bevægelsen opstår fordi finanserne har købt venstre fløjen.
Det bliver spændende at følge dem.

Torben K L Jensen

Man kan ikke spare sig til vækst - Grækenland hvis gæld er vokset fra 119 % til 180 % af BNP samtidig med at de er blevet 30 % fattigere og en arbejdsløshed der er steget til usete højder.
Det er uholdbart.

Henrik Plaschke

Den altid interessante Wolfgang Münchau har et læseværdigt bidrag i dagens Financial Times med den velvalgte titel: Lack of European reform, not Italy, will break the eurozone.

Han afslutter sine betragtninger med følgende velvalgte ord, der ikke kun er relevante i en italiensk og sydeuropæisk sammenhæng

“If you are really pro-euro, my advice is to stop treating the euro as an article of faith but fight for its sustainability. That fight cannot be won in Italy alone. It requires big policy shifts in Brussels too.”