Leder

Massakren på Yemen

Krigsførelsen i Yemen ligner mange andre asymmetriske konflikter i Mellemøsten, hvor krigsforbrydelser mod civile er normaliteten. Forskellen er skalaen, hvis megaformat synes uden relevans i de globale medier bortset fra sporadiske nu og da-skildringer af modige reportere
9. juni 2018

Vi bragte torsdag et lakonisk Ritzau-telegram, der rapporterede at ICRC, International Røde Kors, har trukket 71 medarbejdere ud af Yemen. »Vores aktiviteter er blevet blokeret, truet og angrebet direkte i de seneste uger,« erklærede hjælpeorganisationen.

Den ’blokerende, truende og angribende’ instans er den Islamiske Militære Alliance, reelt Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, der ud over at blokere og bombe Yemen har tropper i Bahrain, der polstrer den sunnitiske emirfamilies kontrol med det shiitiske flertal, og gennemfører en blokade mod Qatar som straf for det lille gas-emirats forbindelser med Iran.

Som det stod at læse her i avisen fredag, er blokaden en eklatant fiasko, akkurat som saudiernes forsøg på at dæmme op for iransk indflydelse i Syrien, Libanon og Irak, er grundstødt i jammerlige nederlag. I Libanon vandt det Iran-støttede Hizbollah det nylige parlamentsvalg, i Syrien er de saudiskstøttede jihadister parkeret i Idlib-provinsen og i Irak har kronprins, Mohammed bin Salman, der regerer på vegne af sin far, kong Salman, erkendt, at slaget er tabt for sunnisagen, og forsøger sig med soft power ved åbning af en ambassade i Bagdad, åbne grænser, samhandel og sportssamkvem.

Det patologiske had til shiiter går tilbage til den formentlig mentalt forstyrrede grundlægger af saudiernes statsreligion, wahhabismen, Muhammed ibn al-Wahhab, som efter et besøg i Basra i 1700-tallet udstedte en fatwa, der stemplede shiiter som vantro hedninge. Hadet fik ny næring med Irans revolution i 1979, og lige siden har de to teokratiske magter konkurreret om indflydelsen i Mellemøsten, i de senere år med en tredje aktør i kulissen, nemlig Tyrkiet.

Krigshandlingerne i Yemen er en af mange tragiske konsekvenser af denne rivalisering. De shiitiske og traditionelt oprørske houthistammer i det nordlige Yemen udnyttede Det Arabiske Forårs destabilisering af Yemen og gjorde oprør mod den saudisk kontrollerede regering i hovedstaden Sanaa i september 2014. I januar 2015 blev den sunnitiske præsident Hadi fordrevet og i marts besluttede kronprins Muhammed bin Salman at nedkæmpe de iranskstøttede houthier og genindsætte Hadi.

Den beslutning har, som det fremgik af Information i tirsdags, udløst en humanitær katastrofe. En halv snes millioner civile i de houthikontrollerede områder er truet af hungersnød, mindst en million har kolera, og 20 millioner er direkte afhængige af nødhjælp.

Saudikoalitionens blokade omfatter bombninger af landbrug, markeder, skoler, hospitaler, sundhedsklinikker, elværker og vandforsyning. Som led i søblokaden sænkes yemenitiske fiskerbåde i rum sø. Houthierne har svaret igen med iransk leverede missiler, men uden eller med begrænset effekt.

Således ligner krigsførelsen mange andre asymmetriske konflikter i Mellemøsten, hvor krigsforbrydelser mod civile er normaliteten. Forskellen er skalaen, hvis megaformat synes uden relevans i de globale medier bortset fra sporadiske nu og da-skildringer af modige reportere.

Den mangelfulde dækning har selvfølgelig at gøre med vanskelig adgang til konfliktzonen, men det er alligevel tankevækkende, at de nylige uroligheder i Gaza, hvor israelske snigskytter dræbte cirka 100 palæstinensere, blev mediedækket 24-7, hvorimod massiv bombning af Yemen, hvor civile kreperer i tusindvis af sult, kolera og klyngebomber, generelt forvises til noter i nyhedsstrømmen.

En årsag er konfliktens kompleksitet med mange aktører – al-Qaeda, sunnitiske krigsherrer, Hadi-loyale og illoyale hærstyrker og houthiernes militser – men en væsentlig medårsag er utvivlsomt Vestens støtte til saudi-koalitionen, der også handler om at inddæmme Iran.

Wall Street Journal skrev så sent som fredag, at præsident Trump overvejer »direkte militær støtte« til saudikoalitionens offensiv mod den vigtige havneby, Hudaydah, hvis kraner losser 80 procent af den humanitære hjælp til krigsofrene. For en måned siden kom det frem, at amerikanske specialstyrker, de ’grønne baretter’, deltager i ’antihouthioperationer på yemenitisk territorium trods Pentagons forsikring til kongressen om, at USA ikke deltager i ’fjendtligheder’. Frankrig og Storbritannien er USA’s partnere i opbakningen til saudi-koalitionen med salg af kampfly og optankning af dem i luften, våben, ammunition, militær træning og efterretninger.

Og som den britiske vicepremierminister, Damian Green, blev citeret for i The Guardian: »Britisk forsvarsindustri er ekstremt vigtig som skaber af job og økonomisk velfærd.«

Forargeligt? Absolut. Men også realpolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Troels Ken Pedersen
  • Hans Aagaard
  • Poul Erik Riis
Stig Bøg, Troels Ken Pedersen, Hans Aagaard og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu