Kim Jong-un og Donald Trump har givet hinanden det, som alle ledere i historien har drømt om: et historisk øjeblik.
De har fået hele verdens opmærksomhed, de har fået bifaldet og billeder, der minder om dem, vi kender fra verdenshistorien.
Som Kim Jong-un gennem en tolk sagde til Donald Trump under deres topmøde tirsdag i Singapore:
»Mange i verden vil se det her som en form for fantasi … fra en science fiction-film.«
Det kan godt være, at den ene kommer fra Østen og den anden fra Vesten, at Kim Jong-un er regent i resterne af den virkeligt eksisterende kommunisme, og Donald Trump er den kapitalistiske verdens leder. Og det er sikkert, at de har truet hinanden med bomber, udslettelser samt bål og brand. Trump har mobbet Kim Jong-un som den »lille raketmand« og hånet hans overvægt, mens Kim Jong-un har kaldt Trump for en derangeret og senil olding.
Men de to var tirsdag under topmødet i Singapore enige om deres optræden på den store scene. Kim Jong-uns kommentar om fantasien fra fremtidsfilm afslører, at han godt ved, hvad vores forestillingsverden i Vesten er gjort af.
»Det har ikke været nemt for os at komme til det her punkt,« sagde den nordkoreanske leder også med noget, der kunne have været en replik fra en Steven Spielberg-film:
»Fortiden har holdt os tilbage og fordomme har dækket vores øjne og ører, men vi har været i stand til at overkomme alting.«
Den amerikanske præsident roste til gengæld den nordkoreanske leder: »Jeg har fundet ud af, at han er en meget talentfuld mand. Jeg har også fundet ud af, at han elsker sit land meget.« Og Donald Trump, som tidligere har kaldt Nordkorea for »et nedslidt udsultet regime« og har anklaget Kim Jong-uns ledelse for at være »på en selvmordsmission«, sagde i et interview med ABC efter mødet, at det nordkoreanske folk har stor veneration for deres leder.
De to ledere talte, som om de efter fjendskab og had var nået til forsoning og forståelse. Som om de efter hårdt arbejde havde leveret fundamentet for en ny fred.
Problemet er bare, at det historiske øjeblik er tomt. De to har ikke lavet en ny forpligtende aftale, de har ikke leveret gensidigt forpligtende indrømmelser. Det er en slags postmoderne historie, hvor der ikke er nogen realitet neden under de store ord og den spektakulære scene.
Det svarer til René Magrittes berømte tegning af en pibe, som der står skrevet hen over: »Dette er ikke en pibe«. Fordi det er en repræsentation af en pibe.
På samme måde er mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un ikke et historisk øjeblik.
I hvert fald ikke som vi kender det.
Vi er vant til, at den slags øjeblikke kommer efter års forhandlinger og diplomatisk arbejde. At embedsmænd og professionelle forhandlere på begge sider har siddet langt væk fra offentligheden, afstemt forventninger, vedtaget processer til at verificere, at aftalen overholdes, og forhandlet sig til et fundament.
Vi forestiller os, at den scene, hvor lederne træder frem for verdensoffentligheden og afslører aftalen, er kulminationen på den lange proces.
Men hvis der ikke er aftalt andet end det, som står i den meget overskuelige aftale, der er lagt frem for offentligheden, og som de to ledere har signeret, har Trump og Kim Jong-un vendt processen om. De er startet med bifaldet og proklameringen af det historiske øjeblik. Og så har de lavet en rammeaftale og en løs forpligtelse på nogle målsætninger, som det kræver hårdt arbejde og lange forhandlinger at realisere de næste måneder og år.
Topmødet i Singapore var endnu en lektion for offentligheden i, at tegnene under Donald Trump betyder noget andet, end vi er vant til. Ordene binder ikke på den måde, vi plejer at tro, at de forpligter den, der har udtalt dem. Hvis Trumps forfængelighed bliver anfægtet af noget, Kim Jong-un efterfølgende siger, eller hvis en bestemt udlægning af aftalen provokerer ham, kan han igen om et par dage eller en uge råbe på Twitter efter »den lille raketmand«, prale med sin store ødelæggelsesknap og true med udslettelse.
Aftalen med Kim Jong-un lever således ikke op til vores almindelige forestillinger om et historisk øjeblik, men den er karakteristisk for en ny historisk situation.
Det er ikke sådan, at Trump nu efter sine udfald mod den canadiske liberale premierminister Justin Trudeau og sin aftale med den nordkoreanske diktator har gjort de gamle venner til modstandere og den gamle fjende til sin nye ven. Han er ikke tilstrækkeligt resolut og konstant til, at han kan gennemføre et strategisk skifte, hvor den gamle verdensorden erstattes med en ny. Vi har med Trump tværtimod en ny uorden, hvor amerikanske alliancer er foreløbige, og alle aftaler er til løbende forhandling – og den amerikanske præsidents forfængelighed og impulser er blevet en uhyggeligt, uforudsigelig global autoritet.
Donald Trump henviser selv til sin særlige forhandlingskunst som en ny politisk ledelsesform. Men hvis vi ser på aftalen og mødet mellem Kim Jong-un og Donald Trump, tyder meget på, at den nordkoreanske kommunist var den bedste forhandler.
Han har givet Trump det store øjeblik og har til gengæld fået den virkelige indrømmelse, at USA ikke vil lave militære øvelser i Sydkorea. Og han har fået den amerikanske anerkendelse af et diktatur, som i årtier har været globalt udskammet. Nordkorea er nu ifølge den amerikanske præsident ikke en del af ondskabens akse, men et regime med en talentfuld leder, som er afholdt af sin befolkning.
Selv siger Trump i sit hovedværk The Art of the Deal, at han »spiller op til folks fantasier. Folk tænker måske ikke altid det store om sig selv, men de bliver meget optændte af dem, som gør det«. Det lader til, at Kim Jong-un har læst og forstået Trumps fantasier bedre end omvendt.
Aftalen mellem Nordkorea og USA er ikke ubetydelig, selv om den ikke er fundamentet for en ny fred. Det er altid et fremskridt, når formelle fjender mødes og skaber et forhandlingsrum. Den narcissistiske længsel efter det store øjeblik kan således også som sideeffekt have etableringen af en fællesnævner mellem fjender.
Sydkorea kan glæde sig over, at den højspændte situation, hvor de to ledere fra Nordkorea og USA gensidigt truede hinanden med bomber, er afspændt og afløst af en form for forhandling. Kineserne kan både glæde sig over forsikringen mod militære øvelser i Sydkorea og afspændingen af en konflikt i deres interessesfære. Man kan sige, at kommunisterne i Kina og Nordkorea var kapitalisten i USA overlegen, fordi de fik virkelige indrømmelser til gengæld for illusionen om et historisk øjeblik.
Det forhindrer bare ikke Trump i at triumfere.
Vi troede, at Trump ville blive indhentet af virkeligheden, når han overførte sin stil fra reality til verdenspolitik. Men foreløbig er det gået omvendt: Reality-tv synes at have overtaget verdenspolitikken. Det bedste, man kan sige, er, at det indtil videre ikke har ført til nye krige, økonomiske sammenbrud eller katastrofer i virkeligheden.
Den nødvendige tilføjelse er: endnu.
Fællesudtalelse fra Præsident for Amerikas Forenede Stater, Donald J. Trump, og Formand for Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Kim Jong-un
Underskrevet på deres topmøde i Singapore, 12. juni
Fællesudtalelse fra Præsident for Amerikas Forenede Stater, Donald J. Trump, og Formand for Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Kim Jong-un, underskrevet på deres topmøde i Singapore, 12. juni.
Præsident Donald J. Trump fra USA og formand Kim Jong-un fra Kommissionen for Statsanliggender i Den Demokratiske Folkerepublik Korea (DPRK), afholdt i Singapore den 12. juni 2018 et første historisk topmøde.
Præsident Trump og formand Kim Jong-un gennemførte en omfattende, dybtgående og oprigtig udveksling af udtalelser om spørgsmål vedrørende etablering af nye forbindelser mellem USA og Nordkorea og opbygningen af et varigt og robust fredsregime på Den Koreanske Halvø. Præsident Trump forpligtede sig til at stille sikkerhedsgarantier til Nordkorea, og formand Kim Jong-un bekræftede sit faste og urokkelig tilsagn om at gennemføre en fuldstændig nuklear afrustning af Den Koreanske Halvø.
Idet vi udtrykker vores fælles overvisning om, at etableringen af nye forbindelser mellem USA og Nordkorea vil bidrage til fred og velstand på Den Koreanske Halvø og i verden, og idet vi anerkender, at gensidige tillidsbygning kan fremme en nuklear afrustning af Den Koreanske Halvø, erklærer præsident Trump og formand Kim Jong-un følgende.
1) USA og DPRK forpligter sig til at etablere nye forbindelser mellem USA og Nordkorea i overensstemmelse med de to landes befolkningers ønske om fred og velstand.
2) USA og DPRK vil deltage i forenede bestræbelser på at opbygge et varigt og stabilt fredsregime på Den Koreanske Halvø.
3) Idet DPRK bekræfter sit tilsagn i Panmunjom-erklæringen af 27. april 2018, forpligter DPRK sig til at arbejde for fuldstændig nuklear afrustning af Den Koreanske Halvø.
4) USA og DPRK forpligter sig til at tilvejebringe de jordiske rester af krigsfanger eller savnede soldater, herunder til omgående repatriering af de allerede identificerede.
Efter at have erkendt, at topmødet mellem USA og Nordkorea – det første i historien – var en epokegørende begivenhed af stor betydning, og idet vi nu søger at overvinde årtiers spændinger og fjendtligheder mellem vores to lande og tage hul på en ny fremtid, forpligter præsident Trump og formand Kim Jong-un sig til gennemføre bestemmelserne i denne fælles erklæring fuldt ud og hurtigt.
USA og DPRK forpligter sig til at holde opfølgende forhandlinger ledet af USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, og en relevant højtstående DPRK-embedsmand på en snarest mulig dato for at føre resultaterne fra topmødet mellem USA og Nordkorea ud i livet.
Præsident Donald J. Trump fra USA og formand for Kim Jong-un fra Den Demokratiske Folkerepublik Koreas Kommission for Statslige Anliggender har forpligtet sig til at samarbejde om udvikling af nye forbindelser mellem USA og Nordkorea og til at fremme fred, velstand, og sikkerhed på Den Koreanske Halvø og i verden.
Oversat af Niels Ivar Larsen
Tredie ordens simulation af hypereal statsmand/mænd.
http://halliejones.com/wp-content/uploads/2014/11/Baudrillard-The-Gulf-W...
https://www.youtube.com/watch?v=4WZGdS7fJfk
Potemkin-kulisserne blev stillet op i en ruf - den græske tragedie udviklede sig til et hollywood-show med Trump som show-master med en lille fed klovn som statist til en reality-event der totalt overskyggede den kommende propaganda-feature i Rusland for ikke at tale om den totale fiasko i Canada med europæiske ledere der forvirrede som hovedløse høns med baskende protesterende vinger ikke kunne finde ud af hvordan de skulle tackle den orangehårede abekat fra United Bluff.
Kommer der så godt ud af hele komedien ? Sandsynligvis - med en god portion frygt for at Donald Trump bliver genvalgt i 2020 med en Nobel-pris på CV´et.
Med TV2 news til topmøde:
En forskerdame på tv2 news talte over sig og fortalte, at det var amerikanerne under (søde-)Obama der antændte forholdet til Nordkorea. Han beordrede et missilforsvar sat op i Sydkorea og et i Japan. Ikke bare Nordkorea flippede ud over beslutning, men Kina og til dels russerne ønskede store ændringer i amerikanernes forsvars- og angribsystemer.
Ellers drejede journalistikken mest om amerikanerne og Jesper Sønk? fortalte at Trump med sin Raketmand og andre sviner, hans aflysning for derefter at være på igen, hans 1. minuts fornemmelser og Stormy Daniels, havde været god for processen. Jeg tænker at vi snart skal afprøve den i Danmark i Folketinget og rundt på arbejdspladserne, måske også hjemme i familien. Ellers mener fortalerne for denne metode at det virker bedst på ..øhh..andre øh..racer...
En kendt journalist som vi fik at vide var Acosta råbte til Kim om han ville fjerne sine a--våben. Bare det var Jesper, der fik lov til at stille sådan et spørgsmål lige direkte fra den amerikanske regerings talepapirer. I øvrigt kende vi CNN's Acosta fra de daglige briefinger i det hvide hus, hvor de mest dovne journalister sider og gnubber sig med præsidentens stab. Nice Jesper..
Jeg synes derfor godt medierne kunne ridse de forskellige perspektiver op på konflikten og ikke bare tage de amerikanske perspektiver som danskerne ligger langt til venstre for.
Det er åbenbart en rimeligt status quo for de fleste journalister at der konstant i 70 år har været 30.000-40.000 amerikanske soldater, og tunge, tunge bombefly (jeg har fået en ny fobi efter at have set disse vistnok gamle bombefly. Tænk at blive overfløjet af dem!) og missilforsvar i stormagtformat både i Sydkorea og Japan.
Trump kender sine amerikanske medier, så hans sagde på pressemødet at han var sikker på de(han og Kim) vil komme til at få et fantastisk forhold i fremtiden. Haha de - de amerikanske medier vil hade det. og det kan man jo godt fryde sig lidt over, selv om man synes Trump er en højreradikal tosse. Kim synes at det hele var science fiction-agtigt....efter at have været sammen med Trump i en time mente han måske Pulp Fiction...
Rasmus Tantholt, den danske Anthony Bourdain og K¤ssetyv huskede på at fortælle os, at når man i Nordkorea fortæller man sine 3. årige børn at amerikanerne er det værste af det værste, så er det fordi amerikanerne bombedræbte i 100-tusinde vis i 1950'erne. Godt Rasmus! Absolut TV2's bedste mand i Singapore. Og tak for det.
Rasmus fortsatte i øvrigt: Hvor mange lande er det lige amerikanerne har invaderet siden de invaderede Nordkorea.... Kan man på den baggrund stole på dem....
Men alt i alt er det jo sådan med topmøder at den meste journalistik er fortolkninger af de hovedpersoners kropssprog....og journalisterne skiftede til sidst spor og kaldte topmødet en stor succes. "Verden er blevet endnu sikre" iflg. Jesper Steinmetz.
RL lidt som Trump om Iran-aftalen.
Hvis mødet mellem Trump og Kim er komedie, så et den journalistiske dækning i hvert fald en hysterisk tragedie.
Virkelig godt billede!
Man skal lede længe efter en person, der er så uvederhæftig som Trump.
Mødet med Kim drejede sig for Trump kun om Trump. Kim fik alt det han bad om og lidt til. Annerkendelse og verdensmand.
Tak til Jan Skovgaard Jensen for gennemgangen fra TV2 news .
Efter den er jeg glad for ikke at se TV2 , derimod var P1 - herunder Steffen Grams Verden ifølge Gram samt Orientering osv - noget mere nuanceret.
Topmøde med tomme kalorier!
Hvem narre hvem, og hvorfor i alverden skulle Nordkorea smide sin aller største trumpf væk, nemlig sine a-våben.Jeg tror ikke på det, og hvordan skulle man også nogen sinde kunne tjekke og undersøge dette.
To tosser mødes :-)
Jeg synes Kim har gjort det godt, på Obamas oplæg og Trump´s hidsighed; nu er der håb om en ny fremtid for det nordkoreanske folk.
Korea ligger langt væk for os. Men mon ikke de 10 mill inbyggere i Seoul ikke langt fra grænsen er begejstrede for at der er kommet gang i en mere positiv dialog. Når man tænker tilbage på dansk presses angst for atomkraftværket i Barcebeck.
To indbildske herrer er gevaldig store i hovederne af benovelse over deres store betydning og det enstående historiske øjeblik; kun små børn & kyniske 'party killers' råber: "De har ikke noget på!"
Det forlyder her til morgen fra de Nordkoreanske megafoniske medier, at Trump har "lovet" at løfte sanktionerne mod landet. Det har den Store Leder selv sagt.
Også selvom Trump aldrig har afgivet et sådant løfte.
Men nu ruller den runde Leder med bolden..
Også Kina kunne læne sig tilfredse tilbage og give high fives på stribe, efter Trump betydede, at de årlige militærøvelser skulle sættes på pause.
Altimens ved ingen hvornår eller overhovedet om hvorvidt Nordkorea har tænkt sig at påbegynde afskaffelsen af sit atomarsenal. Ej heller hvor stort bemeldte kapacitet måtte være, eller hvor den befinder sig geografisk.
Så historie er der helt sikkert skrevet. Problemet er blot, at ingen aner hvilken historie.
Uanset Trumps narcisisetiske og forfængelige motiver - og det tynde slutdokument - var showet i Singapore de facto et historisk øjeblik, som polstrer goodwill-kontoen på begge sider. I den forstand var mødet en succes.
Om det fører til reel nedrustning og afspænding er imidlertid et åbent spørgsmål. For mig at se, balancerer regimet i Pyongyang på en knivsæg. Dels vil det være umuligt at levere det, amerikanerne ultimativt vil have og samtidig kan regimet næppe tåle at åbne det nordkoreanske samfund på klem for omverdenen, uden samtidig at levere massivt til nordkoreanerne.
Endelig skal der kun et forkert ord til - om Trumps hår eller Kims korpus - før verden atter befinder sig i skyggen af atom-ragnarokket.
Var det ikke kun hensigtserklæringer der blev skrevet under på?
Måske kan Trump bruge det indenrigspolitisk som en sejr, og som han kan veksle med Iran-aftalen, og alligevel fremstå som vinder.
Den Nordkoreanske befolkning har lidt under årtiers diktatoriske regime. Undertrykt udsultet og ført bag lyset.
Skulle det lykkes en nar som Trump at medvirke til bare en smule fremgang på sigt for den Nordkoreanske befolkning, så må det hilses velkomment.
Men vi skal se det før vi tror det (Og så er det måske ikke engang bevis nok)
Elsker billedet. Two Buttnecks. Symbol på verdens tilstand.
Joeses ! Det er godt at I kan filosofere om moedet i virkeligheden har fundet sted i den virkelighed som I kender.Samt konkludere at det ikke indgaar under definitionen af et historisk oejeblik som I kender den.
Set fra min virkelighed, som maaske ikke indgaar i Jeres definition af virkelighed, var det en glaedelig begivenhed og et historisk oejeblik. Det gav haab om at Nord og Syd Korea en dag vil blive forenet. At bedoemme efter kommentarene lever i en anden virkelighed og I formaar ikke at relatere til min virkelighed. Aldrig har jeg laest saa meget negativt. I er voksne mennesker som sviner andre mennesker til, sorry orange abekatte, som en af kommentarene kalder usa's president. Hav en god dag i Jeres VIRKELIGE verden
Joeses ! Det er godt at I kan filosofere om moedet i virkeligheden har fundet sted i den virkelighed som I kender.Samt konkludere at det ikke indgaar under definitionen af et historisk oejeblik som I kender den.
Set fra min virkelighed, som maaske ikke indgaar i Jeres definition af virkelighed, var det en glaedelig begivenhed og et historisk oejeblik. Det gav haab om at Nord og Syd Korea en dag vil blive forenet. At bedoemme efter kommentarene lever i en anden virkelighed og I formaar ikke at relatere til min virkelighed. Aldrig har jeg laest saa meget negativt. I er voksne mennesker som sviner andre mennesker til, sorry orange abekatte, som en af kommentarene kalder usa's president. Hav en god dag i Jeres VIRKELIGE verden
@ Kooi Young
Jeg vil blot gøre opmærksomt på, at inderlige ønsker kan gøre blind og ukritisk.
Det er dog bedre at mødes og snakke end bekrige hinanden på afstand.
Samtidig er det interessant at se, hvad fremtiden vil bringe.
Denne fælles retorik om bål og brand hvor fred udfra kan skabes er virkelig en fiction med to tegneserie lignende figurer med særprægede frisure. Hvad mon Kina nu ser ud i? Næste træk med et forenet Korea og amerikanske soldater ved grænsen.
Kooi Young.
Ja, man kan undre sig over danskernes verdens udsyn.
Men Danmark er nok generelt et USA-venligt lille land under indflydelse af amerikansk presse- og nyhedsdækning samt historietænkning.
De lærerbøger der i Danmark undervises efter, er stort set allesammen fra amerikansk-ejede bogforlag.
Vi ynder selv, at kalde nordkoreanerne for hjernevasket. Måske fordi vi selv har stor erfaring i være hjernevasket.
Nils valla,
Hvordan skal din kommentar forstås? Vil du bytte det danske samfund ud med et Nordkoreansk? Vil du have dine børn i en nordkoreansk skole, med dertilhørende lærebøger?
Det historiske øjeblik bestod i, de to statsledere overhovedet mødtes. Som bekendt var det første gang, Nordkoreas leder overhovedet mødte USAs præsident.
"Og så har de lavet en rammeaftale og en løs forpligtelse på nogle målsætninger, som det kræver hårdt arbejde og lange forhandlinger at realisere de næste måneder og år."
Det bliver aftalen ikke mindre historisk af. Det vigtigste er endda, hvad Sydkoreas og Nordkoreas ledere bliver enige om.
Christian Birk.
Du og jeg kender kun til Nordkorea igennem den vestlige presse.
Den vestlige presse kan være ulidelig selvfed, hvilket dybest set udspringer fra vores politik,
hvor meget vi end måtte ønsker opfatte vores presse som fri og uafhængig.
Jeg har det fint med være dansker i Danmark. Vi danskere kan være mere nuancerede end det,
officielle Danmark står for.
Jeg kunne godt ønske, der blev plads, vist respekt for folkeslag, kulturer, lande, der tænker og lever anderledes end os.
Vi må simpelthen fralægge vores opfattelse af demokrati, markedsøkonomi er eneste vej.
Vi SKAL kunne inkludere og acceptere andre måder tænke på, når vi politiserer MED og ikke over andre lande.
No laughing matter?
My child, my sweet child, watch how they go,
The funnymen in this two-star reality tv show.
The orange one is an ardent Americanophile,
While the other one is sort of Gangnam Style.
Now the twain have met, and we must admit,
That the world is possibly a better place for it.
They do, however, affirm one fact that stinks:
At present, comedians are regarded as kings!
Men sagen er jo den, ingen af jer kender til virkelighedens Kim og Trump.
I antager jer kun den opfattelse pressen har givet jer, sikken en ynk
Man skal ikke beskue folk på nakkefedt og komisk stil,
Giv de to en chance, det kan ikke blive værre end hidtil.
En digter har sine pligter.
... og denne forstandige recensent har også sit eget digtertalent☺