Leder

Trump og Putin har i hvert fald én interesse tilfælles

De gør, hvad de kan for at splitte EU – og måske også NATO
De gør, hvad de kan for at splitte EU – og måske også NATO

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

30. juni 2018

Donald Trumps appetit på at mødes med Vladimir Putin begyndte for alvor efter det – i hans egne øjne – succesfulde topmøde med Kim Jong-un i Singapore. I et interview med Fox News fortalte Trump, at han kunne overtale Putin til det meste, hvis bare han kunne få ham til middag:

»Jeg kunne sige: ’Vil du gøre mig en tjeneste? Vil du trække dig ud af Syrien? Vil du gøre mig en tjeneste? Vil du trække dig ud af Ukraine?«

Trump er ikke den første amerikanske præsident med ambitioner om at skabe et godt forhold til sin russiske modpart; faktisk har hans tre forgængere søgt det samme. Men han er nok den første, hvor man rent faktisk kan frygte, hvad der kunne komme ud af et alt for nært venskab.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Alvin Jensen
  • Mihail Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Anker Sørensen
Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Mihail Larsen, Eva Schwanenflügel og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Her på Information

- har vi haft en perlerække af kommentatorer, der på finurlig vis har forsvaret Putin (Krim) og Trump (mod Hillary). En fællesnævner for dem er hadet til EU. Det er de samme, som har hyldet Brexit - naturligvis.

Nu, da konsekvenserne af Krim, Brexit og valget af Trump er ved at blive åbenbare for enhver, savner jeg, at høre disse apologeter for Putin, Brexit og Trump tage et ansvar for deres politiske kampagner.

Men nej.

Henrik holm hansen, Erik Karlsen og Michael Pedersen anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

1. Hvis Donald skulle komme til at ødelægge noget i EU, kunne det være Euroen.

I 2000, året for introduktionen af EUROen var den amerikanske økonomi 13 % større end hele Eurozonen. I 2016 var amerikanernes økonomi 26 % større. Efter reel økonomisk vækst på omkring 2,4 % i 2017 - ikke ligefrem nok til at vende årtiers dårligdomme - flader økonomien igen ud i Eurozonen. en kæmpe fiasko! Det er ikke et land der gør det dårligt. Og hvis alle lande gør det dårligt så er problemet strukturelt. Euroen splittende medlemslandene.

2. Hvis Trump uforvarende trak de amerikanske tropper hjem fra Tyskland, ville han have gjort alle en tjeneste. De har været der i 75 år...

EU behøver hverken Trump eller Putin for at ødelægge sig selv (skønt begge kunne have en interesse i et svagere EU). Professor Wolfgang Streeck har i bogen ”How Will Capitalism End?” og i artiklen ”Europe under Merkel IV: Balance of Impotence.” givet en glimrende analyse af EU og neoliberalismens problemer. Thatcher’s og Regans TINA ( There is no alternative) skabte taberne, som bragte Trump til magten (det yderste højre) samt styrkelse af det yderste venstre.
Trumpismens fremgang blev gjort mulig ved en nedgang i centrum-venstre i USA, Italien, Frankrig, UK, Østrig, Holland og Tyskland.
I 1990'erne gjorde centrum-venstre sig håb om at genoprette vækst og konsolidere offentlige finanser på liberaliserede internationale markeder. En verdensomspændende indsats på industriel og social omstrukturering fulgte. Den internationale konkurrence pressede de nationale økonomier til at blive mere effektive. Økonomiske tabere blev straffet af stadig lavere lønninger og reducerede sociale ydelser. Økonomiske vindere blev belønnet med højere overskud og lavere skat.
Hårde tider: Italien i forhold til Tyskland og Frankrig og Tyskland og Frankrig i forhold til hinanden, henter deres ekstern styrke fra intern svaghed. Macrons mest magtfulde våben er den tyske frygt for, at hans populisme kan blive overhalet af venstre eller højre eller begge dele og han ender som Renzi. Merkel kan for sin del afværge franske krav ved at pege på en ny indenrigspolitik, der binder hendes hænder og gør tidligere tyske løfter umulige. Og de, der vil styre Italien, kan afskrive tysk og for nylig franske opfordringer til "reform" ved at pege på uovervindelig indenlandsk modstand og skaden for hele Europa, som ville være resultatet af en italiensk exit fra euroen. Resultatet er en balance ikke af magt, men af impotens.
Hvem tror, at Merkel kan gøre europæisk integration ”stor igen”? Sahra Wagenknecht, De Grønne og FDP havde ikke meget godt at sige om den tekst, man endelig kunne blive enig om på sidste topmøde. Hvad angår Frankrig, ser tanken om at stabilisere landet ved at få det til at drømme om et Greater France og derved overvinde det "euroskeptiske" venstre og højre, ser ikke realistisk ud. Tyskland vil ikke lade sig blive integreret i en franskdomineret europæisk politisk økonomi, og fransk økonomisk utilfredshed vil ikke blive overvundet af officielt ordineret "proeuropæisk" entusiasme.
Italien ligner i mellemtiden Grækenland, idet det hverken kan håbe at helbrede sig selv eller at blive frelst af andre. Tyskland og Frankrig vil ikke lade Italien gå ud af euroen og Italien kan ikke blive helbredt så længe det forbliver låst ind i euroområdet. Der er vel ingen politisk gennemførlig institutionel reform, enten på europæisk plan eller i Italien selv, der kunne få landet tilbage på fode. Der er heller ikke grund til at tro på, at fornyet økonomisk vækst som på en eller anden måde vil løfte den europæiske politiske økonomi, givet usikkerheder i de europæiske omgivelser: Trumps protektionisme, kinesisk-amerikanske handelskrige, Brexit, grænserne for “quantitative easing,” den uundgåelige "korrektion "af aktiemarkedet boble, og så videre.
Efterhånden som Merkel IV's år passerer, vil "populister" af alle slags, Venstre og Højre, føle sig bekræftet i deres opfattelse, at de europæiske institutioner, der er arvet fra de nyliberale 1990'ere, aldrig vil blive omdannet til beskyttelser mod globaliseringen " , at de er så fastlåst i deres historiske vej, at de ikke kan omdannes eller "reformeres" overhovedet. Alt, hvad de, der kører dem, desperat forsøger at opretholde, er et udseende af kontrol og at håbe, at ting på en eller anden måde vil vise sig ok, af ukendte og uigenkaldelige grunde.
Her i DF-land (Sønderjylland) ved vi, at når en kat bliver født med to hoveder, er det Putin og Trump, der har været på spil. Vi tror dog ikke meget på Uffes forsøg på at blive Macron.

Det kunne da være interessant at høre, hvilke af Informations kommentatorer Mihail Larsen har i tankerne.

Bo Carlsen, Flemming Berger og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Splittelsen af Europa har jo været officiel russisk/sovjetisk udenrigspolitik siden Lenin.
Del og hersk - kort og godt.

/O

Allan Petersen

Amerikanske styrker i Tyskland udgør 1/10 af hvad der var udstationeret i 1960’erne. Det handler om tilstedeværelse, så USA bliver trukket med ind i krigen, såfremt et NATO land bliver angrebet. De fleste europæiske lande er ude af stand til at forsvare og fastholde deres et territorium med magt.

Jan Skovgaard Jensen

Netop. Men da NATO-lande aldrig bliver angrebet, er de amerikanske baser i Tyskland blevet mellemstation for det ene idiotiske militære eventyr i Mellemøsten efter det andet....

Allan Petersen

Skal vi så bare drage dig til ansvar og lade det være ved det, hvis nu et NATO land blev angrebet på trods af din påstand?
Det handler ikke kun om risikoen for et konventionelt angreb. Uanset om vi kan lide det eller ej, så betyder vestlig militær overlegenhed at vi har global indflydelse (læs USA og tildels Frankrig/Storbritaniens evne til at deployere styrker). Uden militærmagt er der ingen magt, og vi vælger trods alt, at anskue verden ud fra vestlige demokratiske værdier. Såfremt vi går mod utopia og afvæbner os selv, ville det blot overlade scenen til næste største militære magt - og Kina eller Rusland er næppe et godt alternativ.