Bare fordi Mbappé og Pogba vandt VM, betyder det ikke, at integrationen fungerer i Frankrig. Måske tværtimod

Den franske VM-sejr og Özils landsholdsexit afslører ikke nødvendigvis politiske sandheder om indvandring og national identitet. Det iscenesætter bare de spørgsmål, vi allerede har svært ved at besvare: Hvad skal der til for at være med i fællesskabet? Og hvilket slags fællesskab vil vi have?

Paul Pogba og Kylian Mbappé under VM-finalen mod Kroatien.

Mehdi Taamallah

25. juli 2018

Kommentarer (1)

Den franske fodboldstjerne Kylian Mbappé har sat ord på fodboldens fortryllende kraft: »Folk kommer på stadion for at glemme deres liv i 90 minutter,« sagde han i et interview med avisen Le Monde i november. »Det er op til os at tage sig af dem, at få dem op af stolene, så de kan falde i søvn med stjerner i øjnene.«

Fodbolden giver os noget at drømme om. Fodbolden giver os fællesskab og identitet, og »fodbolden holder os radikalt på afstand af døden, mens vi ser på den«, som den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint højstemt skriver i sin bog Fodbold.

Og måske er det netop, fordi det smukke spil kan rumme alle vores største følelser, at vi også tror, at fodbolden kan afsløre politiske sandheder om vores samfund.

Som vi beskriver i dagens avis, har det skabt stor debat i Tyskland, at fodboldspilleren Mesut Özil ikke vil spille for det tyske landshold, så længe han føler sig racistisk behandlet.

»Jeg er tysk, når vi vinder, men indvandrer, når vi taber,« skrev han mandag på de sociale medier. Sagen er det seneste eksempel på, at årets VM-slutrunde har trukket en hale af debat om national identitet og integration efter sig. Og over hele Europa bruges spillet på banen til at konkludere noget politisk om samfundet – at den franske sejr viser indvandringens gode sider, eller at det tyske nederlag viser indvandringens problemer. Men fodbold giver sjældent den slags klare svar. Tværtimod.

Black-blanc-beur

I Tyskland siger Alternative für Deutschland nu, at Özils exit fra landsholdet beviser, at den tyske integration har slået fejl. Det er ellers kun fire år siden, at selvsamme Özil vandt verdensmesterskabet sammen med et tysk landshold fuldt af spillere med vidt forskellige baggrunde – polsk, ghanesisk, tunesisk … Dengang blev holdet og Özil hyldet som eksempler på styrken ved det tyske multikulti-samfund.

Noget ligende er sket i Frankrig. Da landsholdet vandt VM i 1998 var holdet så blandet, at de fik tilnavnet black-blanc-beur (sort-hvid-araber). Og sejren blev udlagt som en sejr for det kosmopolitiske Frankrig. Men bare fire år senere røg Les Blues på hovedet ud af VM, og i 2010 smeltede holdet helt sammen i en pinlig strejke. Netop fordi der allerede var sat lighedstegn mellem fodbolden og nationen, blev landsholdets nederlag også hele nationens fiasko.

Det burde være en banal pointe, at spillet på banen ikke er den politiske sandhed om nationen. Ikke desto mindre virker det nogle gange, som om vi tror det. Nu har Frankrig igen vundet VM, igen med et multietnisk hold, og igen fortæller mange medier den samme historie: at triumfen viser, at indvandring kan være positivt, og at integrationen virker. Man kunne jo også drage den modsatte konklusion: at årsagen til, at der kommer så mange fodboldstjerne ud af forstæderne omkring Paris er, at den franske integration ikke virker – fodbold er blevet deres eneste vej ud.

»Der er kun fodbolden,« som den franske spiller Paul Pogba har sagt.

Ingen facitliste for samfundet

Hvis det var rigtigt, at fodbolden afslørede dybe politiske sandheder om vores samfund, hvad skal vi så lære af Kroatien – et land med fire millioner indbyggere, der nåede VM-finalen? Kroatien er en etnisk homogent stat, ikke mindst på grund af en borgerkrig og en etniske udrensning i 1990’erne. Kan vi derfor konkludere, at etnisk homogene stater er et gode? Eller at etniske udrensninger skaber store fodboldhold? Naturligvis ikke (desuden røg Kroatien allerede ud af VM efter gruppespillet for fire år siden, men det er en anden historie).

Fodbold er ikke en facitliste for samfundet, men det betyder ikke, at fodbold er ligegyldigt. Sagen om Özil har netop vokset sig stor, fordi spillet betyder noget. Det får os op af stolene og giver os stjerner i øjnene.

Fodbold skaber rollemodeller, stærke symboler og fælles drømme, men det giver ikke svar på tidens politiske spørgsmål. Fodbold er ikke en sandhedsmaskine, det er et lærred, vi kan projicere vores konflikter og forhåbninger op på. Özils exit og den franske sejr afslører ikke dybe politiske sandheder om indvandring og national identitet – det iscenesætter bare de spørgsmål, vi i forvejen har svært ved at besvare: Hvad skal der til for at være med i fællesskabet? Og hvilket slags fælleskab vil vi have?