Leder

Forvent ingen demokratiske mirakler fra Zimbabwes to spidskandidater

Forløbet af tirsdagens valg i Zimbabwe tegner til at blive en halv sejr for demokratiet
Valget i Zimbabwe er ikke en kamp mellem den onde og den gode, den diktatoriske og den demokratiske. Begge førende præsidentkandidater er blevet deres partis spidskandidat ved udemokratiske metoder, og det ville være mirakuløst, hvis en sejr ved valget skulle gøre dem til bedre mennesker.

Valget i Zimbabwe er ikke en kamp mellem den onde og den gode, den diktatoriske og den demokratiske. Begge førende præsidentkandidater er blevet deres partis spidskandidat ved udemokratiske metoder, og det ville være mirakuløst, hvis en sejr ved valget skulle gøre dem til bedre mennesker.

Marco Longari

1. august 2018

Valget i Zimbabwe er ikke en kamp mellem den onde og den gode, den diktatoriske og den demokratiske. Begge førende præsidentkandidater er blevet deres partis spidskandidat ved udemokratiske metoder, og det ville være mirakuløst, hvis en sejr ved valget skulle gøre dem til bedre mennesker.

Kandidaternes hidtidige erfaring er nemlig, at de har kunnet fremme egne interesser ved at skære hjørner. Præsident Emmerson Mnangagwa har lig i lasten fra sine mange år som Robert Mugabes højre hånd. Det er eksempelvis en velunderbygget og almindelig antagelse i landet, at han dirigerede tropperne, både de regulære og de bander af unge bøller, der tævede oppositionen ud af valget i 2008.

Denne voldskampagne sikrede Mugabe præsidentposten. Alle kunne se, at han hverken vandt fair eller frit, men det rørte ikke den kyniske Mugabe og den politisk-økonomiske elite omkring ham. De ville have magten, og det fik de.

Selv om oppositionslederen, Nelson Chamisa, står i spidsen for partiet Movement for Democratic Change, så han stort på sit eget partis demokratiske regler og procedurer og kuppede sig reelt til posten som leder, da partistifteren Morgan Tsvangirai døde i februar.

Så forvent ingen demokratiske mirakler fra hverken den ene eller den anden spidskandidat.

AJOUR: Zimbabwes regeringsparti vinder flertal i parlamentet

Zimbabwes regeringsparti, Zanu-PF, med Emmerson Mnangagwa i spidsen vinder flertal i parlamentet ved mandagens valg, oplyser valgkommission ifølge Reuters.

I dagens Zimbabwe kan mindre nok også gøre det. Valgets kerne blev i P1 Orientering tirsdag skarpt optegnet af den herboende, zimbabwiske jurist Jacqueline Mwenesani. Hun var ligeglad med, hvem der blev præsident – bare vedkommende sørger for, at landets indbyggere får bedre økonomiske vilkår.

Her ligger essensen i betydningen af dette valg. Zimbabwe har siden sin oprettelse i 1980 været en strømpil for makrobevægelser i afrikansk bevidsthed og statsdrift.

Lige nu tegnes Afrikas fremskridt af en økonomisk liberal, men politisk autoritær regeringsførelse. Det ses tydeligst i Rwanda og Etiopien. Begge lande fremhæves af Europas og USA’s erhvervsliv og donororganisationer.

Kinas præsident Xi Jinping valgte det lillebitte Rwanda som et af sine få stop på kontinentet på sin seneste udlandsrejse. Alle kan se, at de kan tjene penge i disse lande. Zimbabwes historiske baggrund tegner til, at det snart vil blive et fremtrædende eksempel på samme tendens.

Vil en ny regering også være indstillet på at dele indtjeningen med sin befolkning? Det er hverken tilfældet i Rwanda eller Etiopien, men Zimbabwe kunne blive en anden historie. Her har Mugabes arvtagere forstået, at forbedringer i befolkningens levevilkår er den vigtigste betingelse for, at de kan fastholde magten på længere sigt.

De har også lært, at de skal give folk frihed og gennemføre et valg, der som minimum byder på et skuespil af demokratisk karakter – for eksempel en valgkommission, der skaber spænding om resultatet med hyppige twittermeldinger og live-transmitterede pressemøder på Facebook.

Zimbabwes økonomiske struktur med kontinentets bedst uddannede håndværkere, småbønder, skolelærere og embedsværk kan danne ramme om et væksteventyr, der kan komme mange af landets indbyggere til gode. Som Jacqueline Mwenesani forklarede i P1, er mad på bordet, gode skoler og et veldrevet sundhedsvæsen det mest afgørende.

Foreløbig er forløbet af tirsdagens valg i Zimbabwe en halv sejr for demokratiet. Alle, som ville stemme, kunne stemme. Oppositionen førte valgkamp, hvor den ville. Folk, især i byerne, var friere end nogensinde før til at sige deres mening. Der var ingen rapporter om vold.

Underneden lurer imidlertid den udbredte opfattelse, at systemet ZANU-PF, der ikke bare omfatter Mugabes gamle parti, men også militæret, politiet, domstolene, statsledelsen og valgkommissionen, ikke har i sinde at afgive magten over landet.

Det er et dygtigt system. Det ved, hvordan det kan vinde et valg med fusk, der kun opdages så sent, at det er for sent.

Derfor har Chamisa taktisk erklæret sig som vinder. Det giver ham et godt udgangspunkt for at hævde, at han tabte på grund af fusk – for at bygge en kampagne, der kan vinde ham magten ved det næste valg.

Ingen har glemt, at en fremtrædende minister for nylig stillede det åbenlyse spørgsmål: »Hvordan kan nogen helt ærligt tro, at soldaterne tog magten fra Mugabe for bare at aflevere den til Chamisa?«

Noget sådant ville netop være mirakuløst.

»Mens udenlandske observatører har kunnet nyde et valg i Zimbabwe, der var velafviklet uden vold, føler oppositionen sig overbevist om, at der alligevel kan være foregået valgfusk.« skriver Peter Tygesen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Forhåbentlig bliver dokumentarfilmen om Nelson Chamisa vist på DR snart.
Han har jo lovet guld og grønne skove til Zimbabwerne, uden mulighed for at levere..

Altimens har Mnangagwe, med tilnavnet 'krokodillen', ganske snedigt afholdt sig fra voldelig modstand mod den nye rival.

Man har jo også lov at håbe på, at Mnangagwe faktisk har ændret sig, især efter det lykkedes militæret at få fjernet den nærmest urgamle 'silverback' Robert Mugabe.
Mugabe startede med at være progressiv og demokratisk, men degenererede over tid til diktatorisk enkeltmandsvælde.
Måske er hans trofaste våbenfælde ligeledes forandret, blot til det bedre?