Leder

Den gode nyhed er, at Scott Pruitt træder tilbage. Den dårlige nyhed er, at Andrew Wheeler tager over

Med Wheeler som chef i miljøstyrelsen får kulindustrien, hvad miljøfolk har kaldt en ’inside man’ i Washington
Andrew Wheeler er kendt som en nær ven af kulindustrien og en inkarneret klimaskeptiker.

Andrew Wheeler er kendt som en nær ven af kulindustrien og en inkarneret klimaskeptiker.

Alex Edelman

9. juli 2018

Den gode nyhed er, at Scott Pruitt træder tilbage som chef for den amerikanske miljøstyrelse, EPA. Den dårlige nyhed er, at Andrew Wheeler overtager hans plads.

Efter knap halvandet år i embedet har Scott Pruitt sendt præsident Trump sin opsigelse med henvisning til den forfølgelse, han har følt sig udsat for de seneste måneder.

»De ubønhørlige angreb på mig personligt, min familie, er uden fortilfælde og har taget hårdt på os alle,« hedder det i brevet til præsidenten, hvor Pruitt underskriver sig »din trofaste ven.«

Han beklager at måtte ophøre med at tjene Trump, idet han betegner sit virke som EPA-chef som udtryk for »Guds forsyn«.

Meddelelsen om Scott Pruitts exit blev modtaget med noget nær begejstring blandt EPA-medarbejdere, der kaldte til Farewell Happy Hour på en bar nær hovedkvarteret. Californiens tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger betegnede i et tweet opsigelsen som »fantastisk«, mens organisationen CREW, der overvåger offentlige myndigheders og medarbejderes etiske standard, udsendte en lakonisk pressemeddelelse på ét ord: »Godt«.

Donald Trump selv udtrykte i et tweet sin taknemmelighed for Pruitts »enestående arbejde«.

Ifølge flere amerikanske medier er sandheden imidlertid, at præsidenten havde mistet tålmodigheden med den skandaleombruste miljøchef. »Der er noget med ham hver eneste dag,« skulle Trump ifølge New York Times have sagt til medarbejdere i sidste uge.

Allerede inden sin udnævnelse var Scott Pruitt som daværende statsadvokat i Oklahoma berygtet for sit nære samarbejde med den fossile energiindustri, sin klimaskepsis og sin ihærdige kampagne mod Clean Power Plan, præsident Obamas centrale klimapolitiske værktøj. På plads som miljøchef indledte Pruitt processen med at afvikle Obamas plan, neddrosle klimaarbejdet, tilbagekalde udledningsregler for biler, skære markant i EPA’s budget m.m.

Men det var, da det i marts kom frem, at Pruitt havde lejet et værelse i en luksusejendom nær Capitol Hill til en pris langt under markedsværdien af en lobbyist for den fossile industri, at skandalerne begyndte at rulle. I en endeløs strøm væltede skeletterne ud af skabet.

Pruitt havde brugt masser af EPA-penge på dyre rejser, som havde meget lidt med hans EPA-pligter at gøre, han etablerede ekstreme sikkerhedsforanstaltninger med bl.a. livvagter døgnet rundt, han udstyrede sit kontor langt over standarden for offentlige chefer – herunder med en privat telefonboks til 43.000 dollar – han holdt uforholdsmæssigt mange møder med fossile energiselskaber, han fyrede en medarbejder, der nægtede at foretage ulovlige, bagudrettede ændringer af Pruitts mødekalender for at skjule møder med lobbyister, han pålagde en anden medarbejder at skaffe sin kone et job i 200.000-dollarklassen …

Da opsigelsesbrevet blev afsendt forleden, var angiveligt 18 offentlige undersøgelser af Scott Pruitts embedsførelse i gang. Det var ifølge sagkyndige kun et spørgsmål om tid, før han ville blive fældet for magtmisbrug.

I sit farveltweet til Pruitt oplyser Donald Trump, at den næstkommanderende i miljøstyrelsen, Andrew Wheeler, nu sætter sig i chefstolen.

»Fremtiden for EPA tegner meget lys!« forsikrer præsidenten.

Han kunne have tilføjet, at fremtiden tegner lys for den amerikanske kulindustri. For om end Wheeler næppe er korrumperet som Pruitt, så er det kendt, at han er en nær ven af kulindustrien og en inkarneret klimaskeptiker. Han har arbejdet 14 år for den republikanske senator James Inhofe, der som formand for Senatets miljøudvalg har kæmpet indædt mod enhver klimalovgivning, herunder udgivet bogen The Great Hoax: How the Global Warming Conspiracy Threatens Your Future.

I 2009 gik Wheeler fra Inhofe til det store lobbyfirma Faegre Baker Daniels, hvor han indtil sin EPA-nominering sidste år har haft USA’s største private kulselskab Murray Energy som givtig hovedkunde.

Så med Wheeler som chef i miljøstyrelsen får kulindustrien, hvad miljøfolk har kaldt en inside man i Washington.

»Det svarer til at have en tobakslobbyist som chef for American Lung Association,« siger den tidligere EPA-medarbejder Judith Enck til magasinet Mother Jones.

Ikke underligt at to kendte klimaskeptikere på den amerikanske scene, Marc Morano og Steve Milloy, begge har sendt tweets med overskriften Winning!, Vi vinder. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer