Leder

Ortega må gå af eller udskrive nyvalg

I Nicaragua bliver der ved hvert afholdt valg spist en del af demokratiet. Dels ved at forbyde politiske modstandere i at stille op, dels ved at nægte adgang for internationale observatører. Men nu siger folket stop. Hadet til Ortega er så stort, at mange i dag sammenligner ham med Nicaraguas tidligere diktator Anastasio Samoza
14. juli 2018

»Vi opfordrer endnu en gang til et stop for volden, et stop for undertrykkelsen og myrderierne. Vi tilskynder til en fredelig og demokratisk løsning i Nicaragua.«

– Luis Almagro, generalsekretær i Organisationen af Amerikanske Stater, OAS.

Det forholdsvis lille og relativt fattige mellemamerikanske land Nicaragua er i øjeblikket scene for de værste uroligheder siden borgerkrigens hærgen i 1970’erne.

Siden midten af april i år er mere end 200 blevet dræbt i kampe mellem demonstranter, politi og regeringens paramilitære styrker, og der er ingen umiddelbar udsigt til, at konflikten skal ende. Tværtimod tager protesterne til i styrke for hver dag og stadigt flere sektorer og grupper i samfundet involveres: Bondeorganisationer, studerende, fagforeninger og ikke mindst den magtfulde katolske kirke opfordrer således regeringen til at udskrive valg for at få en ende på urolighederne og genoprette den demokratiske orden.

Dét, der oprindeligt og for snart tre måneder siden satte gang i protesterne i Nicaragua, var en bebudet skattereform, der betød, at arbejdere og arbejdsgivere samt pensionister fik øget deres obligatoriske bidrag til den offentlige sundhedsforsikring – for pensionister med fem procent, for arbejdere med godt et par procent. Altså en rimelig voldsom og meget pludselig skattestigning for at finansiere sundhedssystemet.

Reformen holdt også kun et par dage, inden præsident Daniel Ortega måtte trække den tilbage, men på det tidspunkt var proppen røget af flasken, og protesterne imod præsident Ortega, vicepræsident Murillo og resten af hans regering havde bredt sig til de fleste større byer i Nicaragua.

De igangværende uroligheder i Nicaragua handler nemlig om meget andet end reformer og finansiering af sundhedssystemet. Protesterne er svar på mange års tiltagende undertrykkelse af politiske modstandere, medier og enhver opposition i et system, der i stadig højere grad minder om og fungerer som et diktatur.

Siden præsident Ortega og dennes samlever, vicepræsident Rosario Murillo, der også er regeringens talsperson, i 2007 vandt magten, er Nicaragua blevet holdt i et stadigt stærkere politisk jerngreb, der begyndte med den berømte ’pagt’, som Ortega efter sin valgsejr indgik med sin hårdeste politiske modstander, tidligere præsident (fra 1997-2001) Arnoldo Alemán.

Pagten gik ud på, at de to gamle partier henholdsvis Alemáns liberale PLC og Ortegas revolutionære sandinister i første omgang delte magten mellem sig, hvilket blandt andet betød, at Ortega fik opbakning til at ændre landets forfatning, så det blev muligt at vinde præsidentvalget med blot 35 procent af stemmerne imod tidligere 50 procent. Det har gjort det forholdsvis nemt for Ortega at blive genvalgt og bevare magten i foreløbigt 11 år. Til gengæld slap Arnoldo Alemán ud af fængsel. Han var dømt til 20 år bag tremmer for at have snydt og svindlet sig til skønnet 250 mio. dollar af statens midler.

Siden er der ved hvert et valg afholdt i Nicaragua – lokalvalg som parlamentsvalg – blevet spist en del af det nicaraguanske demokrati. Dels ved at forbyde politiske modstandere i at stille op, dels ved at nægte adgang for internationale observatører.

Men nu siger folket stop. En nylig meningsmåling viser, at 70 procent af nicaraguanerne ønsker, at præsidenten træder tilbage, og protesterne imod skattereformen var blot den berømte gnist, der satte gang i et i forvejen letantændeligt bål, som ikke synes at ville stoppe igen, ligegyldigt hvor meget præsident Ortega forsøger at forsikre, at der ikke bliver rørt ved skatterne fremover.

Hadet til Ortega og ikke mindst hans samlever, vicepræsident Rosario Murillo, er så stort, at mange i dag sammenligner Ortega med Nicaraguas tidligere diktator Anastasio Samoza, som netop Daniel Ortega og sandinisterne i 1979 besejrede i en væbnet revolution.

Ind til videre har præsident Ortega og resten af Nicaraguas styre valgt at sætte hårdt mod hårdt i stedet for at søge en politisk vej ud af konflikten. Men jo længere den blodige konflikt fortsætter, des sværere bliver det at kunne forsones igen. Det haster derfor med at finde en fredelig løsning, som kun kan være politisk: Ortega må gå af eller udskrive nyvalg.

Ellers er der risiko for, at historien gentager sig, og denne gang med Ortega i rollen som Somoza.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu