Leder

Putins udfordring af Vesten har aldrig handlet om ideologi, altid om magt

I stedet for at legitimere sin magt gennem frie valg har Putin gjort det gennem resultater. Først øgede han russernes velstandsniveau som aldrig før, så gav han dem noget, som måske betyder endnu mere: stolthed
I stedet for at legitimere sin magt gennem frie valg har Putin gjort det gennem resultater. Først øgede han russernes velstandsniveau som aldrig før, så gav han dem noget, som måske  betyder endnu mere: stolthed

Ritzau Scanpix

30. juli 2018

Det er ofte blevet gengivet, hvordan Vladimir Putin har kaldt Sovjetunionens sammenbrud for den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede.

Det er da også en ganske provokerende udtalelse taget i betragtning, hvilket undertrykkende regime Sovjet var for millioner af mennesker, og hvad der ellers skete af katastrofer i forrige århundrede: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og Gulag-arbejdslejrene for nu at nævne nogle.

Men hvis man vil forstå, hvad udsagnet siger om Putins verdensbillede, skal man hæfte sig ved ordet ’geopolitisk’. Det er et gammelt begreb i international politik, nogle vil mene forældet. Det er en måde at forstå verden på gennem staters geografiske forhold og kontrol med territorier og naturressourcer.

Sovjetunionens sammenbrud var ikke en katastrofe i Putins øjne, fordi det kommunistiske system kollapsede. Han bruger lige så gerne symboler og referencer fra tsartiden i sin egen magtudøvelse. Det var en katastrofe, fordi hele alliancen af sovjetstater og vasalstater gik i opløsning, så Ruslands modstandere i 1990’erne og 2000’erne kunne udnytte dets svaghed til at trænge dybt ind i, hvad Rusland i århundreder havde betragtet som sin legitime interessesfære som stormagt.

Det er i det lys, man skal forstå, hvad det er for en trussel, Putin udgør mod den liberale verdensorden og undermineringen af multilaterale organisationer som FN.

Kampen kan have ideologiske anstrøg, som når russiske statskontrollerede medier fremhæver national stolthed, gode kristne værdier og traditionelle familiemønstre som alternativer til det forfald, man ser i det liberale Vesten på grund af multikulturalisme, gudløshed og homoseksualitet.

Men for Putin er værdierne i sidste ende kun et middel til at udfordre en international orden, som han oprigtigt opfatter som uretfærdig, fordi den ikke giver Rusland den plads i verden, som dets størrelse berettiger til.

Til angreb mod liberal verdensorden

I en magtkynikers forståelse findes der ikke illegitim magt. Den stærke har ret, fordi han er stærkest. Så Ruslands udsatte position skyldes, at Vesten og dele af Øst- og Centraleuropa har rottet sig sammen mod det. NATO og EU har militært og økonomisk krabbet sig helt op ad Ruslands grænser, og selv om EU med sine associeringsaftaler med Ukraine og Georgien ikke i sig selv udgør en væbnet magt vendt mod Rusland, er unionen som politisk enhed pr. definition en trussel i Putins verdensbillede.

Rusland kan ikke matche den økonomiske magt, der er koncentreret i EU’s indre marked, hvilket ikke alene stiller Rusland svagere over for de enkelte EU-lande, som i størrelse og individuel styrke burde være Rusland underlegne. Det stiller også Rusland svagere i forsøget på at genvinde og fastholde kontrollen med nabostater i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien, hvis EU kan lokke med en mere fordelagtig aftale, der endda tilbyder Ruslands gamle allierede en større uafhængighed af deres gamle dominerende storebror.

Det er derfor, Putin med alle midler søger at destabilisere NATO og EU og spille medlemsstaterne ud mod hinanden og – hvis ellers det er muligt – ultimativt ødelægge den liberale verdensorden, som Rusland står uden for.

Men ét er at nedbryde sine modstandere. Noget andet er at genvinde sin egen styrke. I stedet for at legitimere sin magt gennem frie valg har Putin gjort det gennem resultater. Fra 2000 til 2013 øgede han russernes velstandsniveau som aldrig før, stærkt hjulpet på vej af skyhøje oliepriser.

Og siden 2008 har han givet russerne noget, som betyder måske endnu mere: stolthed. Med invasionen af Georgien, annekteringen af Krim, krigen i Østukraine og interventionen til fordel for Assad i Syrien har Putin bevist over for både russerne og Vesten, at Rusland ikke længere kan ignoreres på den internationale scene.

Putins udfordring er, om stoltheden over igen at være en stormagt kan kompensere for de seneste års faldende oliepriser og stigende isolering fra det internationale samfund i form af sanktioner.

Hvis Rusland skal have øget velstand, kræver det reformer og internationale investeringer. Det første vil gøre ondt på nogle grupper i samfundet og kan true Putins popularitet. Det sidste kræver en stærkere retsstat, øget åbenhed, og at Putin forsoner sig med EU og USA, så sanktionerne kan blive hævet.

Kort sagt har Putin bygget Ruslands storhed på modstand mod Vesten, mens Ruslands fortsatte økonomiske vækst i høj grad afhænger af samarbejde med netop Vesten.

Serie

De nye nationalister

’Mit land først’-doktriner og foragten for universalistiske principper som menneskerettigheder vinder frem verden over. En række autoritære mænd har formået at kapitalisere på de stærke følelser af national egeninteresse og af, at den gamle verdens dogmer må rives ned. Men hvad er det for en ny verdensorden, de arbejder for?

I denne lederserie tegner Informations korrespondenter et portræt af Trump, Putin, Orban, Kurz, Erdogan, Xi Jinping og Modi.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Morten Lind
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Toke Kåre Wagener
Espen Bøgh, Morten Lind, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Emil Rottbøll

Du har muligvis ret i, at "russerne" er stolte over landets annektion af Krim og interventioner både hist og pist; men det er da stolthed på skolegårdsniveau .... se bare, hvor mange vi kan mule.

Der må også findes et andet Rusland.

Kjeld Jensen

Før 1900 hadede vi Rusland, for de var en alvorlig hindring for Britiske imperiale ønsker i det centrale Asien. Efter 1917 hadede vi dem, fordi de ville have et statsstyret økonomi og faktisk i henved 70 år udgjorde en trussel mod vores kapitalistiske model.
I 1990erne elskede vi Rusland, for nu kunne vores store korporationer frit tage, hvad de ville af landets kæmpe ressourcer. De almindelige russere elskede ikke de 10 år. Selv Jeltzin indså, at tingene måtte ændres, og han indsatte Putin som Premierminister i 1999.
Nu hader vi Rusland uhæmmet igen - en herlig følelse - ikk? Det er nok fordi der igen er kommet noget styr på tingene, og landet igen får visse skatter og afgifter til at dække statens funktioner.
Krim har været russisk siden 1780erne. Under USSR havde Krim en selvstændig forfatning, som også blev bevaret ved associeringen med Ukraine fra 1956. Fra omkring 2010 startedes EUs initiativ for ekspansion i Ukraine. Sidst i 2013 vendte Yanukovic på en tallerken og brød ud af forhandlingerne om nærmere associering med EU og NATO. Og så kom Maidan og siden vestukrainernes massakrer på landet mange etniske russere. 67% af Krims befolkning er russere - de ønskede ikke tilstande som dem i Donbass - området og stemte sig hjem til Rusland med overvældende flertal. Kan vi huske 1920 i Sønderjylland?
Rusland har hele tiden haft havn for sin Sortehavsflåde i Sevastopol (Ja, Krim) med internationalt anerkendte aftaler herom om udstationering af op til 26000 russiske landtropper. Her lå de russiske skibe side om side med lignende skibe under ukrainsk flag indtil 2014.
Al den snak om intervention og besættelse er: SNAK

Morten Voss, Espen Bøgh, Henrik Leffers, Per Torbensen, Brian Nocis Jensen, Flemming Berger, Jens Jensen, Lars Løfgren, Holger Madsen, Anders Graae, christen thomsen, Jakob Trägårdh, Hans Aagaard, Niels Erik Philipsen, Torben K L Jensen, Palle Yndal-Olsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Keld Jensen

"Al den snak om intervention og besættelse er: SNAK"

Á propos snak: Du ser kækt bort fra Budapestaftalen fra 1994 mellem Rusland, USA, Storbritannien og Ukraine.
Ukraine skulle afstå sine atom-våben til Rusland - til gengæld skulle de 3 lande garantere, at der ikke ville blive brugt magt imod Ukraine og Ukraines landegrænser skulle respekteres.

hir, hir, hir .... tænk, at de troede på den !!

Så frem for Sønderjylland 1920, så husker jeg snarere Polen 1939.

Hitler så også stort på indgåede aftaler.

Lars Bo Jensen

Har i helt glemt at der var et kup i Ukraine af primært nationalistiske grupperinger, der som en af de første handlinger, uden nogen form for demokratisk legitimitet, forbød undervisning på russisk i skolerne.
Det brød det primært russisktalende Krim sig ikke om, hvorfor de afholdt en folkeafstemning og et flertal på ca 90% stemte for at komme "hjem" til Rusland.

Lars Bo Jensen. Russisk blev ikke forbudt i Ukraine. Der var heller ikke ukrainere på vej til Krim for at slås som russerne brugte som første påskud for at "forsvare" Krim.