Leder

Folkemordet på rohingyaerne er udført i Aung San Suu Kyis skygge

Nobelprisvinder Aung San Suu Kyis opgave i Myanmar har aldrig været nem – militæret står stadig stærkt, og nationalfølelsen er ikke rohingyaerne venlig stemt. Men at hendes regering ligefrem benægter de mange overgreb og ødelægger bevismateriale, er beskæmmende
Aung San Suu Kyis vej til magten gav håb om en fredelig transition fra autoritært regime til demokrati i en region, hvor adskillige lande bevæger sig i den anden retning. I dag virker den tidligere frihedskæmper ude af stand til at sætte sig op imod de generaler, der holdt hende i husarrest i 15 år.

Aung San Suu Kyis vej til magten gav håb om en fredelig transition fra autoritært regime til demokrati i en region, hvor adskillige lande bevæger sig i den anden retning. I dag virker den tidligere frihedskæmper ude af stand til at sætte sig op imod de generaler, der holdt hende i husarrest i 15 år.

Ye Aung Thu

31. august 2018

Verdens største flygtningelejr er ikke én, men flere lejre, der er vokset sammen.

Den ligger i en af de fattigste egne af Bangladesh og er inden for det seneste år blevet hjem for flere end 700.000 rohingyaer fra Myanmar.

Hvad de er flygtet fra, har længe været kendt, men den til dato mest tungtvejende redegørelse blev tidligere på ugen præsenteret af et panel nedsat af FN. Det er en detaljeret beretning om folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

Myanmar er en af klodens mest etnisk sammensatte nationer med 135 officielt anerkendte grupper og folkeslag. Rohingyaerne er ikke en af dem. De er muslimer og bliver af landets civile og militære ledelse opfattet som bengalske flygtninge, der opholder sig ulovligt på den forkerte side af grænsen. Deres ubeskyttede status som statsløse har i årtier været kilde til systematisk undertrykkelse og grove overgreb – men intet har hidtil været så ekstremt, som den etniske udrensning de denne gang har været udsat for.

Sagen bør overgives til Den Internationale Straffedomstol

Myanmars militær har længe ønsket at »løse« det bengalske problem og brugte sidste sommer et angreb på sikkerhedsstyrker begået af en rohingya-oprørsgruppe som anledning. Militæret iværksatte en gengældelseskampagne mod mange hundrede landsbyer, hvor bygninger blev brændt ned og indbyggerne jaget på flugt eller dræbt.

FN-rapporten estimerer, at 10.000 blev slået ihjel. Et tal, der beskrives som værende lavt sat. Mænd og drenge blev massehenrettet, andre brændte inde, mens et stort antal blev skudt, da de forsøgte at flygte. Voldtægter og andre seksuelle overgreb fandt sted i et omfang, der tyder på, at der var tale om en planlagt strategi brugt til at intimidere og straffe civilbefolkningen.

Sammenlagt konkluderer FN-undersøgelsen, at sagen bør overgives til Den Internationale Straffedomstol, så de ansvarlige kan retsforfølges under anklager om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, eller at der oprettes en særdomstol med samme formål. Rapporten går skridtet videre og peger på adskillige medlemmer af den militære ledelse, herunder Myanmars hærchef, som mulige ansvarlige for overgrebene.

Heller ikke landets civile ledelse går fri. Årtiers militærstyre i Myanmar blev i efteråret 2015 skiftet ud med demokrati under ledelse af nobelprisvinder og rettighedsikon Aung San Suu Kyi. Hun har forsømt at gøre sin indflydelse gældende, fremgår det af FN-rapporten. Suu Kyi har »ikke brugt sin etablerede position som leder af regeringen eller sin moralske autoritet til at dæmme op for eller forhindre de løbende begivenheder«, hedder det.

Det var aldrig en nem opgave for Aung San Suu Kyi at balancere ønsket om reformer med den indenrigspolitiske virkelighed og den tidligere juntas egne agendaer. Militæret står stadig i spidsen for nogle af landets mest magtfulde ministerier og har fuld kontrol over de væbnede styrker. Og hos størstedelen af Myanmars majoritet af buddhister er sympatien for rohingyaerne ikke udtalt.

Men at hendes regering ligefrem benægter de mange overgreb, spreder misinformation, blokerer for uafhængige undersøgelser og ødelægger bevismateriale, er beskæmmende.

Aung San Suu Kyis vej til magten gav håb om en fredelig transition fra autoritært regime til demokrati i en region, hvor adskillige lande bevæger sig i den anden retning. I dag virker den tidligere frihedskæmper ude af stand til at sætte sig op imod de generaler, der holdt hende i husarrest i 15 år.

Det er derfor tvivlsomt, om et retsopgør er undervejs. Det vil enten kræve regeringens samarbejde, eller at FN’s Sikkerhedsråd kommer til enighed om at sætte Den Internationale Straffedomstol på sagen. Sidstnævnte er tæt på utænkeligt, idet Kina og muligvis også Rusland må forventes at sætte sig imod.

Hvad Aung San Suu Kyis tavse accept af militærets overgreb end måtte skyldes, kan den ikke forsvares. Hverken etniske, religiøse, sikkerhedspolitiske eller historiske argumenter kan retfærdiggøre de uhyrligheder, Myanmars rohingyaer er blevet udsat for.

Efter FN’s sønderlemmende kritik er et internationalt retsopgør ikke bare en mulighed, men en pligt. Myanmar og Bangladesh har indgået en aftale om, at flygtningene skal kunne vende tilbage inden for få år. Spørgsmålet er, hvad de har at vende tilbage til – og hvem der kan beskytte dem, hvis de gør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Erik Karlsen
Torben K L Jensen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Begge Informations ledere i dag bekræfter, at man ikke skal tage FN og dens underorganisationer alt for alvorligt. Der bliver obstrueret og nedlagt veto left, right & center.

Udviklingslandenes delegater lever et totalt anderledes liv end de mennesker, som de skulle repræsentere.

Fred være med det - hvis vi ikke havde et FN, så måtte vi opfinde det;
men vi skal ikke gå for meget op i det.

Torben K L Jensen

Alle oplysninger,data,informationer om krigsforbrydelser skal indsamles,dokumenteres for eftertiden - selv om FN og andre internationale institutioner degenererer til ubrugelighed SKAL der være et grundlag for at kunne opbygge nye når dette mareridt forhåbentlig engang ender.
Det skylder vi de næste generationer.