Leder

Også i Sydafrika virker symbolpolitik tiltrækkende på skræmte politikere

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, og ANC vil gøre det muligt at konfiskere hvide farmeres jord. De har naturligvis set, hvad der skete, da Mugabe gjorde det samme i Zimbabwe, men også i Sydafrika virker symbolpolitik tiltrækkende på skræmte politikere og en trængt befolkning
Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, og ANC vil gøre det muligt at konfiskere hvide farmeres jord. De har naturligvis set, hvad der skete, da Mugabe gjorde det samme i  Zimbabwe, men også i Sydafrika virker symbolpolitik tiltrækkende på skræmte politikere og en trængt befolkning

ALEXEI NIKOLSKY

3. august 2018

Mens Zimbabwe for øjnene af hele verden stadig bløder på grund af sin katastrofale jordreform, lader Sydafrika til at gå med åbne øjne mod samme katastrofe.

Sent tirsdag aften meddelte præsident Cyril Ramaphosa, at hans regering vil ændre forfatningen for at kunne konfiskere (hvides) jord uden erstatning.

Selv om der er stor forskel på landbrugslandet Zimbabwe og Sydafrika, der er domineret af industri og minedrift, kan en sådan politik alvorligt true Sydafrikas troværdighed som investeringsland.

Ramaphosas meddelelse trækker paralleller til slutningen af 1990’erne, da Mugabe tilsvarende begyndte at agitere for at konfiskere de hvide farmeres jord uden erstatning.

I begge lande skiftede regeringspartiets politik som følge af voksende ulighed og fattigdom, hvor store dele af befolkningen, skuffede over brudte løfter og korruption, truede partiets monopol på magten over staten.

Ramaphosas parti, African National Congress, ANC, har lige som tidligere præsident Robert Mugabes ZANU-PF i Zimbabwe vundet regeringsmagten efter en langstrakt, dyr og smertefuld væbnet befrielseskamp mod en hvid overmagt.

At støtten til partiet ville mindskes efter de første jubelår var ventet, men gennem de seneste kriseår i Sydafrika er ANC’s folkelige opbakning eroderet med en hast, der bidrog til, at partiets ledelse i december valgte Ramaphosa som ny leder. ANC tabte kontrollen over tre hovedbyer ved det seneste lokalvalg, og mange i partiets ledelse frygtede, at det kunne miste sit flertal ved næste års parlamentsvalg.

I kampen om magten

Både ZANU-PF’s og ANC’s retorik er præget af en historisk funderet gammelkommunistisk tradition, der for eksempel kræver nationaliseringer i nationalismens navn. I begge partier besvarede en talstærk venstreorienteret fraktion den politiske krise med stadig stærkere krav om opfyldelse af den revolutionære retorik, herunder slagordet ’jord til folket’. I Sydafrika har en venstrepopulistisk opposition uden for partiet støt gnavet sig ind i ANC’s parlamentsflertal og dermed forstærket venstrepresset internt i partiet.

I begge lande stod partiledelsen samtidig over for en dobbelt udfordring, fordi dets magt samtidig trues af en stadig stærkere organiseret opposition med støtte i erhvervslivet og den hvide befolkning.

I en sådan situation må en partiledelse handle beslutsomt for ikke at tabe magten.

I Zimbabwe kortsluttede Mugabe, meget kort fortalt, truslen ved at pudse sin venstreorienterede opposition på den højreorienterede trussel. Partiets krigsveteraner invaderede de hvide farme, tog jord og ejendom og uddelte det som belønning til Mugabes loyale løjtnanter og følgere. Det virkede: De næste 15 år var Mugabes magt over partiet og landet uantastelig.

Den sociale og økonomiske pris var frygtindgydende stor. Eksportlandbruget brød sammen, investorer flygtede, og færre mennesker i Zimbabwe har i dag fast arbejde, end da Mugabe kom til magten i 1980. Ulighed og fattigdom blev forværret.

Insisterer på forfatningsændring

I Sydafrika har Ramaphosa og ANC naturligvis set, hvad der skete i Zimbabwe.

Men også i Sydafrika virker symbolpolitik tiltrækkende på både skræmte politikere og en trængt befolkning. Under apartheid blev sorte menneskers jord gentagne gange konfiskeret, og man kan stadig møde ofrene for disse uretfærdigheder. De fik ingen erstatning, deres børn er sultne, og mange kan ikke se, hvorfor de som skatteborgere i dag skal betale for, at hvide farmere får erstatning for de ekspropriationer, der er nødvendige for en jordreform.

Ramaphosa er realpolitiker. Han har hidtil i ord bakket op om partiets beslutninger om ekspropriering uden erstatning – med den faste tilføjelse:

»Så længe det ikke skader vores fødevareproduktion.«

Nu har partiet insisteret på en forfatningsændring, og som loyal leder har Ramaphosa måttet videreformidle dette. I sin meddelelse understregede han, at forfatningen allerede rummer mulighed for ekspropriation uden erstatning, men at det skal tydeliggøres, hvornår og hvordan muligheden kan benyttes.

Ramaphosa har nu et langt halvt år frem til næste års valgkamp til at skabe fokus på en politik, der er mere og andet end symbolsk tilfredsstillelse af hævnfølelse, og som kan løse landets voksende ulighed, arbejdsløshed og fattigdom. Og til at overbevise vælgerne om, at en sådan politik også rummer erstatning for Apartheids økonomiske ulighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer