Et år efter det tyske valg: Merkels løfte om stabilitet i endnu en stor koalition ligner for alvor en illusion

I demokratiske lande i opbrud er valgaftener en fest for nervesystemet.

Det tyske valg den 24. september 2017 var ingen undtagelse – og da slet ikke vurderet med et års afstand.

Alternative für Deutschland tordnede ind i Forbundsdagen til højre for CDU/CSU, og partileder Alexander Gauland begyndte festen hos de nationalkonservative med sit kuldegysende løfte om at jage regeringen.

I SPD’s lokaler udløste en slagen Martin Schulz trodsig jubel, da han kategorisk udelukkede, at socialdemokraterne igen ville gå i regering med Merkel og CDU/CSU.

Og Merkel selv? Hun fik klemt lidt tøvende klapsalver ud af partistøtterne ved at påpege, at der trods alt ikke kunne dannes en regering uden om CDU/CSU.

Efter et halvt års krampagtige regeringsforhandlinger endte det alligevel med endnu en GroKo-regering bestående af CDU og CSU, som knap nok kan samarbejde, og det socialdemokratiske SPD, som egentlig ikke vil samarbejde.

Ren og skær overlevelse

Med sin tredje store koalition, der i meningsmålingerne nu har mistet sit flertal, kunne Merkel som en europæisk klippe love politisk stabilitet i disse tider med Trump, Putin og Erdogan. Men Tyskland har ikke kun fået den frygtede teknokratiske regering.

Merkels kabinet ligner samtidig én stor neurose regeret af frygt. Frygten for det nyvalg, som flertallet af tyskerne ønsker, og frygt for de klassiske folkepartiers nedsmeltning, som GroKo-regeringen selv har sat fut under.

Dermed ser GroKo-modellen ud til at være brugt op som det stabile redningsanker, der har præget Merkel-æraen. Alene i løbet af denne sommer har den tyske regering oplevet to unødvendige – og dog eksistentielle – kriser i konfrontationen mellem Merkel og indenrigsminister Seehofer fra det pressede CSU.

Aktuelt i form af den bitre strid om efterretningschefen Hans-Georg Maasen, hvor udviklingen fortsat var uklar ved redaktionens afslutning. Kampene har ikke hjulpet CSU op til delstatsvalget i Bayern i oktober – tværtimod. Det har kun slidt voldsomt på partierne, på regeringens stabilitet og på kanslerens autoritet.

Merkels strategi ligner ren og skær overlevelse uden hensyn til, hvor mange politiske lig og radbrækkede principper, det måtte koste. En stor del af denne byrde bærer det kastrerede SPD, der af frygt for nyvalg lader sig køre rundt i manegen.

I et Tyskland i økonomisk medvind står klimapolitikken i stampe, lærermanglen og problemerne i plejesektoren spidser til, mens usikre pensioner og et boligmarked på himmelflugt udvikler sig til giftige politiske spørgsmål.

Dertil kommer den tyske integrationspolitik, hvor Merkel i den offentlige administration, i skolesystemet og i retsvæsenet stadig har til gode at skabe grundlaget for sit løfte om, at »wir schaffen das«. I stedet for at gå offensivt til disse praktiske politiske udfordringer kæmper Horst Seehofer, CSU og store dele af CDU hellere den principielle og ofte hysteriske kamp om, hvorvidt Merkels flygtningepolitik i 2015 var rigtig eller ej.

En krise for det Europa-orienterede Tyske partisystem

Det er derfor ikke forunderligt, at AfD i sidste uge overhalede SPD i en meningsmåling. Men det er dybt foruroligende.

I protest tager omkring 18 procent af den tyske befolkning åbenlyst med i købet, at AfD et år efter deres indtog i Forbundsdagen er et stadig mere radikalt parti, der uhyre effektivt formår at samle den negative energi i det tyske partisystem og bruge den som benzin på det bål, som de traditionelle partier sidder på.

Måske rider Merkel stormen af og får kørt en kanslerkandidat i stilling i CDU. Derfor behøver den tyske udvikling selvsagt heller ikke føre til en omvæltning a la Macrons Frankrig eller politiske ad hoc-bevægelser a la Italien. Men CDU og CSU – historisk nogle af Europas mest proeuropæiske partier – og det liberale FDP lader sig presse af den nationalliberale og nationalkonservative fristelse fra højre, mens det socialdemokratiske SPD er dybt splittet mellem at være et retfærdighedsparti på nationalt og på globalt plan.

Merkel-regeringens krise er således en krise i det Europa-orienterede tyske partisystem, som vi har kendt det hidtil. Det lover ikke godt for Tyskland som en politisk klippe i den europæiske brænding.

Mange nordeuropæere glæder sig over, at Macrons drøm om en tysk-fransk akse ikke bare er knækket, men nærmest allerede glemt. Men når Italiens Salvini, Ungarns Orban og Frankrigs Le Pen er holdt op med at ville ud af EU for i stedet at ville skabe EU efter deres eget billede, så bliver Merkel næppe den stærke modkraft.

Det vil 2019 måske vise. For der kan ske mange løjer på et år.