Leder

Europæisk politik er ikke en scene fra ’Ringenes Herre’

Vi taler, som om der står to hære over for hinanden i Europa: Orbán og højrepopulisterne mod Macron og de tolerante europæere. Men det er en dårlig måde at forstå det europæiske demokrati på, for det reducerer politik til en kamp mellem de gode og de onde. Det er også forkert – begge grupper er dybt splittet
I sidste uge kaldte Politiken Viktor Orbán for »populismens hærfører«, og lignende billeder står i kø. Men der findes ikke to afgrænsede hære. Det betyder ikke, at Orbáns politik er lige så god som Løkkes, men det betyder, at vi tænker forkert om europæisk politik – og det skaber en række problemer, skriver Christian Bennike i sin leder.

I sidste uge kaldte Politiken Viktor Orbán for »populismens hærfører«, og lignende billeder står i kø. Men der findes ikke to afgrænsede hære. Det betyder ikke, at Orbáns politik er lige så god som Løkkes, men det betyder, at vi tænker forkert om europæisk politik – og det skaber en række problemer, skriver Christian Bennike i sin leder.

Bernadett Szabo

18. september 2018

Det er, som om vi er blevet vant til at tale om politik i Europa, som var det en fortælling fra ’Ringenes Herre’: en krig mellem de gode og de onde.

Se nu bare i sidste uge, da Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ankom til EU-Parlamentet i Strasbourg. Det var »populismens hærfører«, der ankom, som Politiken skrev på forsiden. Og Grækenlands premierminister Alexis Tsipras sagde til græsk fjernsyn, at »vi skal besejre højrepopulismen«.

Det lyder næsten, som om der står to store hære over for hinanden – én med Orbán og resten af højrenationalisterne og én med Macron, Merkel og alle de andre tolerante helte.

»De europæiske demokratier er under angreb fra højrepopulister,« som De Radikales leder, Morten Østergaard, skrev forleden i Berlingske.

Men det er forkert – og det er en dårlig måde at tænke politik på.

Der er naturligvis en række ligheder mellem Europas højrepartier: De er indvandrerkritiske og nationalistiske, og de er skeptiske over for det, de kalder eliten. Men populisterne er også meget forskellige:

I Italien har Matteo Salvini besluttet sig for at beholde euroen og at blive i EU – hvis han boede i Storbritannien, ville han altså være remainer.

Orbán har i et årti siddet i samme gruppe i EU-Parlamentet som Angela Merkels parti, CDU.

Polske PiS er katolske abortmodstandere – det kan man ikke ligefrem sige om Jimmie Åkessons Sverigedemokraterna.

Marine Le Pen vil trække Frankrig ud af NATO, det vil Dansk Folkeparti og Alternative für Deutschland bestemt ikke.

Og UKIP og Front National placerer sig i hver sin ende af den fordelingspolitiske skala.

Mange frygter i disse uger, at Europas højrenationalister samler sig i en paneuropæisk bevægelse, der kan gøre EU uregerligt efter parlamentsvalget i maj. Men det er stadig svært at se, hvordan partierne i sådan en bevægelse for alvor skal blive enige.

Heller ikke på den anden side af den imaginære politiske frontlinje, er der enighed – ja, måske er de slet ikke så uenige med populisterne, som man skulle tro.

Selvom Emmanuel Macron siger, at han er Orbán og Salvinis »primære modstander«, har den franske præsident selv strammet migrationslovgivningen, han har nægtet ngo-skibet Aquarius at lægge til kaj i Frankrig, og han vil ikke bygge de flygtningecentre, som EU-lederne er blevet enige om, på fransk jord.

Macron er ikke det modsatte af Orbán. Og det er Merkel og Lars Løkke Rasmussen heller ikke – de har også indført grænsekontrol og strammet flygtningelovgivningen markant. 

I Spanien – som slet ikke har noget højrepopulistisk parti af betydning – slår de hårdere ned på kunstnere og politiske modstandere, end de gør i Polen. Og modsat regeringerne i Polen og Ungarn er De Konservative i Storbritannien ved at styre deres lande ud af EU.

Og hvor skal man egentlig placere den østrigske kansler Sebastian Kurz? Han har mødtes med Orbán og sidder i regering med højrepartiet FPÖ, men han er også stor EU-tilhænger, og i sidste uge var han den første statsleder, der meldte ud, at hans parti helt sikkert ville stemme mod Orbán i EU-Parlamentet.

Der er findes ikke to afgrænsede hære. Det betyder ikke, at Orbáns politik er lige så god som Løkkes, men det betyder, at vi tænker forkert om europæisk politik – og det skaber en række problemer.

For det første bliver det lettere for folk som Orbán, at sige:

»Se selv, der er en elite, som gør alt for at holde os nede, og de vil det modsatte af os: De elsker migranter og hader kernefamilien.«

For det andet ender fortællingen om de gode og de onde med at suge al politikken ud af politik. Når man siger, at »de europæiske demokratier er under angreb fra højrepopulister«, reducerer man demokratiet til en kamp mellem de gode proeuropæere og de skøre ekstremister, og så bliver det eneste mål at sørge for, at de onde ikke vinder. Det er defensivt, og det er upolitisk, for det er ikke en politik at være anti-Orbán eller anti-DF.

Demokratisk politik handler om noget andet: Om at oplyste borgere præsenteres for forskellige partiprogrammer, der giver forskellige svar på nogle af de store spørgsmål, som Europa stadig ikke har besvaret: migration, klima, national identitet, eurokrisen, ungdomsarbejdsløshed …

Europæisk politik er ikke en scene fra ’Ringenes Herre’. Og de, der taler, som om det var tilfældet, kommer let til at lyde som de populister, de gerne vil bekæmpe.

Viktor Orbán blev buhet i går i Europa-Parlamentet, men langtfra alle konservative parlamentarikere er modstandere af ungarerens ’iliberale demokrati’.
Læs også
Nu, hvor Ungarn »har set en succesfuld stabilisering af et politisk system bygget på et nationalistisk og kristent fundament,« er det tid til at rette blikket mod opbygningen af Centraleuropa – og derefter opbygningen af et nyt Europa. Sådan sagde Viktor Orbán, da hans parti Fidesz i april i år vandt to tredjedele af sæderne i det ungarske parlament.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian De Thurah
  • Torben Lindegaard
Christian De Thurah og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vores rummelighed og integritet er anløben, det er jo derfor vi forfalder til splitting, dissociering og primitive magtanvendelser, når vi skal have vores vilje igennem overfor anderledes tænkende. Vi har ganske enkelt ikke format til at udøve en passende selvkritik og ydmygt udstrække nysgerrighed; angste og narcissistiske europæere, som vi er. Vores såkaldte demokrati er langt hen ad vejen et bluffnummer; et figenblad for forulempende adfærd.

Torben K L Jensen

En leder der bygger på nogle mystiske antagelser om det politiske klima i Europa slet ikke er så slemt som medier og valgte politikere rundt omkring i Europa siger - er i bedste fald naiv. Feks. at Salvini - hvis han boede i Storbritannien ville være "remainer" er så dumt at man kun kan græmmes - han ville være værre end Boris Johnson. Så hele det positive scenarium der ridses op her er ikke andet end stilhed før stormen - den poliske klimaændring der rammer EU når valget til parlamentet og formandsvalget til kommisionen løber af stablen næste år. Noget der har været på vej i meget lang tid med sparepolitikken og tysk afmontering af demokrati med den skjulte neo-liberale konsensus-politik. Elendig leder.

Niels Duus Nielsen

Hvad er egentlig problemet: Alle de nævnte højreorienterede statsledere er så vidt jeg ved demokratisk valgte - de har med andre ord opbakning fra mindst halvdelen af befolkningen i de lande, hvor de er blevet valgt.

Der er en vis risiko forbundet med at lade en befolkning afgøre, hvem der skal lede et land, men i normale tider klares dette ved at give befolkningen et afgrænset udbud af potentielle ledere at vælge imellem. Om det bliver Løkke eller Frederiksen vil ikke gøre den store forskel, de repræsenterer jo blot to konkurrerende fraktioner inden for den samme herskende klasse.

Det, der er gået galt i Ungarn, Polen og andetsteds er, at befolkningerne har grebet chancen til at stemme på personer, som ikke tilhører denne herskende klasses inderkreds. Se på USA, hvor et flertal ville have stemt på Sanders, hvis de havde fået chancen, men da den blev frataget dem, stemte de i stedet på Trump. Amerikanerne var ikke sikre på, hvem de ville have, men de var helt sikre på, at de ikke ville have endnu en repræsentant for den traditionelt herskende klasse.

Og det er det samme, der sker her i Europa: folk er trætte af verdensfjerne politikere, og vælger i stedet mennesker, der siger tingene lige ud.

For tiden er det så de højreorienterede, der har det demokratiske flertal, og det er da noget lort, sagde hunden, men det er altså hvad befolkningerne har valgt. Vil man lave om på det, må man jo præsentere en venstreorienteret politik, der er bedre end højrepopulismens syndebukketeori. At påstå at demokratiet er i krise er bullshit.

Demokratiet har det glimrende, folk vil bare ikke, hvad de etablerede politikere vil. Så alt er, som det skal være.

Måske mere demokrati er vejen frem? Måske mere medinddragelse af befolkningerne i beslutningerne er vejen frem? Fire år er lang tid uden indflydelse, selv om man en enkelt dag får lov til at bestemme sammen med alle de andre. Fire år er lang tid, hvis man har stemt forkert.

Og hvis man ikke har stemt forkert, men regeringen faktisk udøver almenviljen, fungerer demokratiet som det skal, også i Ungarn. Selv om det selvfølgelig ærgrer mig at flertallet bakker op om Løkke og co., hvilket får mig til at overveje, om demokrati nu også er så godt, som det påstås, men jeg har ikke på stående fod et alternativ, så der er vel ikke andet at gøre end at prøve at argumentere imod højrebølgen. At forbyde den vil kunne gøre den stærkere, som Christian Bennike påpeger..

Flemming Berger, Peder Bahne, Lise Lotte Rahbek, Per Torbensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det er vel ikke blot som det står et spørgsmål om to parter der står overfor hinanden hvad enten man kalder dem det ene eller det andet. Det er da også et spørgsmål om hvad der skal være grundlag for landenes samarbejde og for deres fælles organisationer. For det er jo lande der både er med i EU og NATO og sikkert en masse andet. Når det nu er sådan og man fortsat vil være del af både det økonomiske og det forsvarsmæssige, herunder militære garantier, og det vil jo så vidt jeg kan se både polakker, ungarere, danskere og en masse andre (flertallet) så kan man vel ikke da også sige at ens samarbejdspartnere blot skal blande sig uden om alt på samme måde som hvis man garanterede sin egen økonomi og sine egne grænser.

Niels Duus Nielsen

jan henrik wegener, jeg tror, at det er et spørgsmål pm suverænitet. Afgivelse af national suverænitet gør ondt på både højre- og venstreorienterede, hvilket viste sig bl. a. omkring Brexit, hvor det var en uskøn blanding af socialister og nationalister, der stemte UK ud af EU.

Hele ideen med at være medlem af en overnational forening er vel, at man blander sig i, hvad hinanden laver. At så mange ønsker, at EU skal blande sig udenom, skyldes måske, at EU har blandet sig i ting uden at udvise den rette fingerspitzgefühl? Alle goderne har vi vænnet os til, men ulemperne irriterer til stadighed. Jeg har svært ved at forestille mig DK uden for EU, men samtidig irriterer det mig græmseløst, at vi har bundet os selv i finanspagten.

Vl stemte jo netop imod euroen, fordi vi ville bevare suveræniteten over vort statsbudget, men det første politikerne gjorde, var at binde kronen op på euroen, så nu må vi ikke have underskud på statsbudgettet. Hvad rager det de øvrige EI-lande, hvordan vi bruger vore skattekroner?

Højrefløjen er meget bange for indvandrere, og de frygter, at EU vil pålægge os at tage imod millioner af flygtninge. Jeg deler overhovedet ikke denne frygt, men fordi det er EU, der står bag begge initiativer, befinder jeg mig pludselig i samme skuffe som Orban og de britiske EU-skeptikere.

Der er mange grunde til at være EU-tilhæmger, og mange grunde til at være EU-skeptiker. Nåske EU skulle prøve at forhilde sig til disse mange grunde, og ikke blot gøre det til et spørgsmål om for og imod?

Da jeg stemte nej til ophævelse af retsforbeholdet var det netop det, jeg stemte nej til, og ikke til EU som sådan, men således blev det fremstillet i medierne. Måske medierne skulle forsøge at forholde sig lidt mere til folks faktiske bekymringer, og mindre til den binære modsigelse, som alligevel ikke forklarer noget som helst?

Carsten Nørgaard

Niels: "De har med andre ord opbakning fra mindst halvdelen af befolkningen" - nej, for Danmark er ikke det eneste europæiske land med negativ parlamentarisme.

jan henrik wegener

Niels Duus Nielsen: Jeg påpegede blot at selv bortset fra EU samarbejdet er der gensidige forpligtelser landene imellem. Ikke mindst for de der er medlem af den absolut største militære alliance i Europa p.t., nemlig NATO. Selvom denne organisation i høj grad har "kørt videre" er jo grundlaget stærkt ændret. Mon ikke man på et eller andet tidspunkt det grundlag igen kommer til debat, som ikke kun drejer sig om militære udgifter i procenter af BNP? Det drejer sig jo om "fælles forsvar". Spørgsmålet om "forsvar af hvem og af hvad?" vil måske komme op igen?

Jens Thaarup Nyberg

Torben K L Jensen; - 08:50
Jeg tror, det er de radikales ( Politiken/Østergård ) simplificerende gengivelse af situationen, lederen er vendt imod.

Niels Duus Nielsen

Carsten Nørgaard, det er så en hel anden dåse orm, du der åbner, som de siger i udlandet. Problemet, som jeg ser det, er at det passive demokrati, som praktiseres her i landet, altid står i fare for at blive løbet over ende af et mere aktivt demokrati - typisk i form af en bevægelse mod højre, sjældnere mod venstre. Mit argiment er, at hvis man tror på demokrati, må man også acceptere at folk stemmer på "de forkerte".