Trump ønsker en justitsminister som sin bodyguard

Et forsøg på at presse sin egen justitsminister til at gå af. Sådan kan man udlægge, at USA’s præsident Donald Trump tirsdag rettede en række hårde angreb på den justitsminister, Jeff Sessions, som Trump selv har udnævnt.

Trump erklærede til mediet The Hill: »Jeg har ikke nogen justitsminister. Det er meget trist.«

Trump har længe fnyst over, at Sessions på grund af sin andel i Trump-kampagnens kontakter til det russiske Putin-styre har måttet erklære sig inhabil til at lede det amerikanske justitsministeriums undersøgelser af sagen. Men nu udvider Trump sine anklager til at omfatte USA’s behandling af migranter, hvor Sessions ellers har gjort sit bedste for at behage Trump med en hårdhændet politik.

Trump sagde: »Jeg er ikke glad ved grænsen. Jeg er ikke glad ved adskillige andre ting, ikke bare dette.« 

Trump udtrykte ærgrelse over at have udnævnt Sessions og over, at Sessions ved Senatets godkendelse optrådte »forvirret«.

Ydmyges til at gå af

Jamen, en fyring er vel løsningen, hvis en præsident er utilfreds med sin justitsminister?

Nej, ikke i den meget ømtålelige situation, Trump har fået anbragt sig i. For hvis han lodret fyrer Sessions, skal Senatet godkende den person, som Trump i stedet ønsker at sætte i embedet. Og ledende senatorer fra Trumps eget parti, Republikanerne, der råder over et spinkelt flertal i Senatet, har gjort klart, at de ikke uden videre vil holde høringer om godkendelsen af en efterfølger.

Bag denne trussel ligger, at det samlede Senat i hvert fald kun vil godkende en ny justitsminister, der lover at beskytte den særlige undersøger Robert Muellers igangværende granskning af Trump-kampagnens mulige samarbejde med Rusland. Da det er den undersøgelse, som Trump vil lægge hindringer for, ville han således være lige så svært stillet som i dag.

Men hvis Sessions går af sig selv, kan Trump udnytte en bestemmelse i lovgivningen, som tillader ham at udnævne en midlertidig minister for en periode af et halvt år og uden Senatets godkendelse.

Denne person skal blot være godkendt af Senatet til et andet embede i regeringen. Trump kunne således rokere en pålidelig håndganger ind i Justitsministeriet og få Mueller saboteret eller lukket ned. Altså skal Sessions trues eller ydmyges til at gå af.

Bag disse manøvrer ligger et overordnet mønster. Trump ønsker, at den amerikanske justitstop skal optræde som hans politiske bodyguards.

Tidligere FBI-chef James Comey har berettet, hvorledes Trump søgte at afpresse ham et løfte om personlig loyalitet. Det nægtede Comey under henvisning til, at hans loyalitet måtte være rettet mod forfatningen. Tilsvarende har Trump som nævnt raset over, at Sessions erklærede sig inhabil – og ikke fik afværget Muellers undersøgelse.

»Hvem er min Roy Cohn?«

Med til billedet hører, at Sessions efter sit ministeriums udtrykkeligt nedfældede regler var nødt til at erklære sig inhabil.

Sessions havde nemlig under sin godkendelseshøring i Senatet fortiet, at han under valgkampen i 2016 som Trumps repræsentant to gange mødtes med den daværende russiske ambassadør, Sergei Kislyak. Dermed gjorde Sessions sig selv til en del af undersøgelsens emner. Sådanne juridiske betragtninger ser Trump stort på.

Derimod har Trump efter Sessions’ erklæring af inhabilitet vredt spurgt i et interview med The New York Times: »Hvem er min Roy Cohn?«

Roy Cohn var den advokat, som ikke skyede noget middel i sin varetagelse af interesser for Donald Trumps far, Fred, og Donald himself i deres gebærden på New Yorks ejendomsmarked i 1970’erne og 80’erne.

Cohn var blevet kendt gennem sin rolle som juridisk rådgiver for senator Joseph McCarthy’s undersøgelser af ’uamerikansk virksomhed’ i de kommunistforskrækkede tidlige 1950’ere. McCarthys og Cohns forfølgelser af anderledes sindede er siden husket som McCarthys »heksejagt«. McCarthy gik for vidt og endte i vanære, men Cohn blomstrede – indtil det i 1986 blev kendt, at Cohn led af aids. Cohn døde forladt af sine venner, indbefattet Donald Trump.

På en sær måde ærer Trump mindet om sit tidligere forbillede, Cohn. Trump omtaler nemlig undersøgelsen af sig selv som »heksejagt«. En orwellsk brug af det ord, der ellers er knyttet til yderste højres kampagner mod kunstnere og intellektuelle.