Leder

Italien har en pointe – og en dårlig løsning

Med Bruxelles’ ultimatum til den italienske regering skærpes konfrontationen. Italiens økonomiske heroisme kan blive farlig for hele Europa, men problemet ligger faktisk også i euroen
20. oktober 2018

»Regelbrud i hidtil uset grad« og »konfrontation uden fortilfælde«.

Der ryger store ord fra Bruxelles mod Rom, hvor regeringen inden mandag skal revurdere sit udgiftsglade statsbudget for 2019. EU-kommissær for budget Günter Oettinger er klar i mælet: Uden ændringer vil EU afvise det. Omvendt vil Italiens ministerpræsident, Giuseppe Conte, ikke ændre på »det smukke budget«.

Det er højt spil, der både lugter af eurokrise og politisk krise. Italien vil i 2019 køre med et underskud på 2,4 procent af BNP. Det er godt nok en smule under eurokriteriernes grænse på tre procent, men med sin vaklende økonomi og tårnhøje gæld på over 130 procent af BNP har Italien egentlig accepteret en grænse på 0,8 procent.

Det ligger til højrebenet for en nord-syd-konfrontation. Men man må se på hele billedet. På den ene side vil budgettet for 2019 med sine løfter om lavere pensionsalder og borgerløn næppe sætte gang i de italienske hjul. På den anden side kæmper Italien med enorm ungdomsarbejdsløshed og spinkel vækst, mens euroæraen ikke har bragt afgørende fremskridt.

Der er altså ikke kun irrationelle grunde til den rebelske attitude mod euroens disciplinerende magt. Den bitre sandhed er bare, at den italienske statsgæld kan blive rigtig giftig, hvis Italiens kreditværdighed nedvurderes, og renterne stiger. Det vil også gå ud over banksektoren, og så kører gældscirkusset igen – vel at mærke i hele Europa og i langt større udstrækning end i den græske krise.

Man kan i stilhed håbe på, at finansmarkederne vil tæmme Italien. Men problemet er også politisk, så længe den italienske regering gambler med sammenholdet i EU. Derfor bør resten af EU ikke bruge de økonomiske kræfter som skjult tvangsmekanisme over for Italien, men mere direkte stille spørgsmålet: Er I med eller ej – i EU og i euroen?

Hvis italienerne for alvor stilles det spørgsmål, vil regeringens populistiske leg med ilden vise sig som det, den er: brandfarlig og destruktiv. For at komme derhen må både syd og nord se mere pragmatisk på forhandlingerne – og indrømme den enorme gensidige afhængighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Italien har haft en vækst nær 0 % i næsten 20 år og i den periode er statsgælden vokset fra 50 til 132 % af BNP. - så italienerne har helt ret i deres påstand - man kan ganske simpelt ikke spare sig ud af en voksende gæld. Sonne - du er for meget påvirket af den tyske tankegang udi økonomien.

Jan August, Alvin Jensen, Lars Lund, Torsten Jacobsen, John S. Hansen, Niels Duus Nielsen, Arne Lund, Torben Skov, Michael Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Torben K L Jensen

Det meste af den italienske statsgæld på 130% af BNP er efterhånden omlagt til lån med en løbetid på 7 år; men det er stadigvæk en gigantisk sum, der hvert år skal refinansieres sammen med det løbende underskud på betalingsbalancen budgetteret til 2,4% af BNP.

Den refinansierede gæld plus den nystiftede gæld skal forrentes til markedsrenten i dag.

Hvis investorerne begynder at frygte for Italiens evne til at servicere gælden, vil gældsrenten stige eksponentielt - og Italien vil ikke have en chance for at svare renter for slet ikke at tale om afdrag.

Så den forelagte italienske finanslov er i allerhøjeste grad både "brandfarlig og destruktiv".

@Torben K L Jensen.
"man kan ganske simpelt ikke spare sig ud af en voksende gæld"! men man slipper heller ikke af med gæld ved at låne flere penge. Det er det Italien har gjort i de sidste 20 år, og med euroen mistede de muligheden for devaluering.

"Man kan i stilhed håbe på, at finansmarkederne vil tæmme Italien". Er det virkelig Sonnes syn på tingene? OG avisens med?
Synes nu ikke, at finansmarkederne har nogen særlig heldig hånd, hvor de færdes. Med mindre Sonne/Inf. mener, at den benhårde tyske strammerkurs - der næsten ruinerer de gældsatte lande, fx Grækenland - er løsningen- En kurs, der er så brutal og uigennemtænkt, at selv Verdensbankens Christine Lagarde, tager afstand derfra.
Strammerjursen minder mig om en bekendt jeg havde for år tilbage. Han var sølvsmed med eget værksted og egen biks. Han var kommet bagud med momsen, og ville så have en ordning med SKAT. De tvang ham til at sælge sine værktøjer for ellers kunne han jo blive ved med at arbejde og dermed forøge gælden. At SKAT nu standsede hans muligheder for at tjene penge og dermed afdrage gælden, faldt ikke SKAT ind.

Jan August, Lillian Larsen, Per Torbensen, Alvin Jensen, Claus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Torben Skov, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Henning - efter bro-kollapset i Genova,Italien der som sagt var misligholdt af et privat firma som også driver store dele af motorvejsnettet vil den italienske stat selv finansiere,bygge drive infrastrukturprojekter - alt sammen for at komme korruption og ungdomsarbejdsløshed til livs.
Så det hele drejer sig om at investere sig ud af arbejdsløshed og i sidste ende gæld og lur mig om ikke det bliver billigere at låne penge til det end til at afvikle gæld.

Per Torbensen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

"Italien har haft en vækst nær 0 % i næsten 20 år og i den periode er statsgælden vokset fra 50 til 132 % af BNP. "

Så de har lånt og lånt og lånt uden at få noget ud af det. Det kaldes normalt inkompetence.

Erik Pedersen, Claus Nielsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Det er jo ikke fordi at der ikke består et beskatnings grundlag, i lande som Grækenland og Italien.

Der er jo en kæmpe sort økonomi, som hvis den konverteredes til en hvid økonomi, som der rent faktisk blev betalt skat af, så ville statens finanser se meget bedre ud.

Hvilket også betyder at den samlede økonomi, faktisk er meget bedre end den der er synlig i de officielle statistikker.

Men desværre, så er befolkningernes uvilje til at betale skat, og deres manglende tillid til at deres skat bliver brugt efter hensigten, to sider af samme sag.

Tror du som skatteborger først, at skatten ædes op af korruption, hvilket særligt i Grækenland tidligere har været tilfældet i et meget betydeligt omfang, ja så øges også din modvilje mod at betale skat til fælleskassen, og så undlader mange også at gøre det.

Den på trods af alle hjemlige skandaler, høje vilje til at betale en høj skat, beror på en tillid, der omend er under pres, så stadig grundlæggende er intakt.
Tilliden til, og oplevelsen af at vi alle få noget for vores skat, som det er værd at vi bakker op om at bevare.

Finanssektoren derimod, nationalt og globalt, er tilsyneladende uimodtagelig for ethvert argument, om at de har et moralsk ansvar for at bidrage med skat til samfundet.

Og derfor er det på tide at genindføre massiv regulering af, og kontrol med sektoren.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Lillian Larsen, Erik Pedersen, Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, John S. Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

"Italien har haft en vækst nær 0 % i næsten 20 år og i den periode er statsgælden vokset fra 50 til 132 % af BNP."
Citatet fra Torben K L Jensen, 19. oktober, 2018 - 21:40

Citatet viser med al mulig tydelighed, at også Italien har brugt Euro'en som bekvem sovepude.

Euro'en blev som bekendt indført i Italien d. 1. januar 1999 -
og den rasende gældsoptagelse finder sted efter indførelsen af Euro'en med den medfølgende dejligt lave rente.

Henrik Plaschke

Inden diskussion går videre, ville det måske være en idé at kigge lidt på statistikkerne.

Påstanden om at Italiens offentlige gæld i procent af BNP skulle være vokset fra 50 til 132 % har jeg svært ved at finde belæg for. I hvert fald hvis man skal tro på OECDs statistikker. Alt efter hvilken opgørelsesmetode (med dertil svarende forskellige definitioner) får vi en vis variation i tallene, men absolut intet der minder om en stigning fra 50 til 130.

Tager man eksempelvis OECDs opgørelse af ”General government debt” (http://www.oecd.org/), ser man at denne i perioden fra midten af 1990erne og frem til finanskrisen (2008) har ligget nogenlunde stabilt på 110-130 %.

Men interessant nok med vigtige skift. Frem til 1998 er tallet stigende – det er en periode præget af sparepolitikken i forbindelse med overgangen til den fælles mønt (konvergenskravene). Fra 1998 og frem til 2008 faldende fra ca. 130 % til ca. 110 %. Det er den periode, hvor den monetære union forekommer forholdsvis stabil, men hvor de underliggende spændinger bygges op i form af stigende nordeuropæiske (ikke mindst tyske) betalingsbalanceoverskud – først og fremmest fra 2004/5. Fra 2008 og til 2017 fra ca. 115 til godt og vel 150 %. Det er den såkaldte finanskrises periode, hvor den offentlige gæld vokser markant i en række lande som en konsekvens af krisen. Det er også den periode, hvor den tyskinspirerede sparelogik sætter sig igennem for fuld kraft. Andre opgørelser giver lidt andre tal, men tendenserne er de samme.

Torben Lindegaard, Alvin Jensen, Claus Nielsen, Tanja Nielsen, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Larsen

@Torben Lindegaard, @ Henning Kjær
Det er korrekt, at der budgetteres med et underskud på statens finanser på 2,4 %. Men det er altså noget andet end betalingsbalancen, hvor Italien har haft et solidt overskud de seneste år - og altså derfor ikke først og fremmest har brug for en devaluering.
Jeg deler Arne Lunds forbløffelse over Informations begejstring for finansmarkedernes overherredømme. Der er meget få økonomer uden for Nordeuropa, som synes at den tysk-inspirerede husholdning

Torben K L Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Michael Larsen

...stilgang til den økonomiske politik efter finanskrisen har været særlig hensigtsmæssig. Og at man efter at have kørt en serie om at tage økonomien tilbage ønsker sig at internationale finansspekulanter skal forhindre stater i at føre god gammeldags ekspansiv finanspolitik er godt nok bemærkelsesværdigt, for at sige det mildt.

Torben Lindegaard

@Michael Larsen

Jeg har pisket rundt i Eurostat for at få syn for sagn for Italiens overskud på betalingsbalancen - det er ikke lykkedes.

Har du et link ??

Det er klart, at så længe, der er overskud på betalingsbalancen, så finansierer italienerne selv underskuddet på statsbudgettet.
Det er jo klassisk Keynesiansk økonomisk politik, som bestemt forekommer rimelig med Italiens store ungdomsarbejdsløshed.

Henrik Plaschke

Torben Lindegaard – Michael Larsen

Det er ikke svært at finde statistik vedr. betalingsbalancer. I mit tidligere indlæg vedr. offentlig gæld henviste jeg til OECDs database (www.oecd.org), hvor der også er let tilgængelig statistik over betalingsbalancens løbende poster.

Det er korrekt, at Italiens betalingsbalance har vist et overskud siden 2013. Denne udvikling svarer helt til udviklingen i de øvrige sydeuropæiske lande (Grækenland, Spanien og Portugal), der alle har oplevet betragtelige forbedringer af betalingsbalancen i de senere år.

Men det nu ikke en given sag, at der er tale om et solidt overskud. De forbedrede betalingsbalancer skyldes formodentlig ikke mindst de lave og/eller negative BNP-vækstrater, der trækker importen nedad og hermed forbedrer betalingsbalancen. Dette er særlig grelt for netop Italiens vedkommende. Italiens BNP per capita ligger i dag næsten 10 % under niveauet i 2007.

Det hjælper på betalingsbalancen. Men det betyder desværre også, at stigende vækst i Italien hurtigt vil kunne føre til problemer med betalingsbalancen på ny. Dette gælder ikke mindst, fordi Tyskland fortsat insisterer på at opretholde store overskud på såvel betalingsbalancen som på det offentlige budget.

Som Financial Times sammenfatter det:

“Increased spending in Germany, whatever form it took, would increase domestic demand. Given that the country is at full employment, some increase in inflation and wages should result (overall inflation is low and stable at present, despite strong wage growth). From the point of view of the wider eurozone, this is desirable. It would drag the eurozone as a whole closer to its inflation target. Higher German wages would make peripheral countries more competitive, all else being equal, helping to reduce the internal imbalances that have bedevilled Europe and led to the build-up of bad debt. It would also make the European Central Bank more likely to tighten monetary policy, which would please German depositors.

… countries with an excess of savings must export them. In a world with an apparent dearth of good investment opportunities, the result tends to be poorly allocated capital or other distortions.

It would be better for the world, in other words, if Germany put its surpluses to work at home, where there are good targets for investment. That would have a pleasant side effect, too: it would make Germany a better place for Germans to live in.”

(FT View, Germany’s surpluses should be put to work, Financial Times, May 14, 2018).

Michael Larsen, Torben Lindegaard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Michael Larsen

Når det handler om artikler i Financial Times, er det en god idé at angive artiklens præcise titel. Har man den, kan google hjælpe en videre…

Michael Larsen

@Lindegaard og Plaschke
Tak for rådet, Plaschke. Jeg beklager, men jeg kan faktisk åbne den uden abonnement, hvis jeg søger på `italy current account`, og så klikker på den. Den hedder `Italy has transformed a recurring current deficit into surplus` og er skrevet af David R Cameron, Yale University, US.