Leder

Ukraine er lige blevet en smule mere selvstændigt

Ikke kun politisk – men nu også kirkeligt – er Rusland kommet på kant med Vesten i sit forsøg på at holde fast i en magt og en indflydelsessfære, landet ikke længere har
Den russisk-ortodokse kirke vil bryde med det ortodokse lederskab i Konstantinopel, der har anerkendt en selvstændig ukrainsk-ortodoks kirke. På billedet er Kirill, Moskvas patriark og overhoved for den russisk-ortodokse kirke.

Den russisk-ortodokse kirke vil bryde med det ortodokse lederskab i Konstantinopel, der har anerkendt en selvstændig ukrainsk-ortodoks kirke. På billedet er Kirill, Moskvas patriark og overhoved for den russisk-ortodokse kirke.

Ritzau Scanpix

17. oktober 2018

Den russisk-ortodokse kirke vil nu bryde med det ortodokse lederskab i Konstantinopel i raseri over, at det har anerkendt en selvstændig ukrainsk-ortodoks kirke.

Nogle kalder det det største skisma siden år 1054, hvor den ortodokse kirke blev skilt fra den katolske kirke i Rom og det såkaldte ’andet Rom’ blev dannet i Konstantinopel (nu Istanbul).

Men i virkeligheden skal vi ikke længere tilbage end 1996 for at finde et fortilfælde. Dengang blev russerne så rasende over en selvstændig estisk-ortodoks kirke, at de suspenderede alle forbindelser til Konstantinopel i nogle måneder.

Det er i det lys, man skal forstå, hvad der virkelig foregår i den ortodokse verden. For i åndelig forstand er det sikkert alvorligt nok, at den russiske patriark Kirill er holdt op med at tage den økumeniske patriark Bartholomæus i Konstantinopel med i sine bønner. Men både de bagvedliggende årsager og de videre perspektiver er politiske.

Det ligger lige for at kæde hændelsen sammen med den verserende ukrainske krig mod de prorussiske udbryderrepublikker. En del af den ukrainske kirke spillede da også en aktiv rolle under Maidan-revolutionen i 2014 ved at give husly og førstehjælp til sårede demonstranter i Kijev.

Men kampen for kirkelig selvstændighed går faktisk tilbage til Ukraines selvstændighed som stat i 1991, hvor den ukrainsk-ortodokse kirke forblev under Moskva-patriarkatets myndighed. 

På den måde stikker den kirkelige strid dybere end de præsidenter og patriarker, der sidder på tronen lige nu. Den handler om Ruslands svindende magt over de randområder, der siden Det Russiske Imperiums fald og Sovjetunionens sammenbrud har haft den frækhed at erklære sig selvstændige fra ’det tredje Rom’ i Moskva – som nogle kalder det – og gå deres egne veje. 

Rusland er nu ikke kun politisk, men også kirkeligt, kommet på kant med Vesten i sit forsøg på at holde fast i en magt og en indflydelsessfære, landet ikke længere har.

Men hvad så nu? Har den ukrainske kirke endegyldigt valgt side og vundet sin fulde uafhængighed af Rusland?

Nej, det ville næsten være for nemt. Der findes adskillige ukrainske ortodokse kirker, og den største fraktion har tænkt sig at forblive under Moskva-patriarkatet. Rom blev ikke væltet på én dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Walid.
Hvilket jo betyder russerne er magen til os selv.
Konflikten, dem og os, er der kun så længe "igangsættere" holder den kørende.
Alt hvad du holder russerne op imod kan russerne holde os op imod.
Alle deres "særheder" er vores egne "særheder" .
Vi danskere mener at forstå russerne bedre end de forstår sig selv.
Og i øjeblikket er der meget stof i nyhederne (12års fængsel til fremmedmagter der bryder ind i valgkamp) om russerne, der mener bedre forstå danskerne end danskerne selv.

Niels Duus Nielsen

Hvis man har fulgt lidt med i denne sag, vil man vide, at patriarken i Konstantinopel er en fattig mand, da der ikke er så mange ortodokse kristne i Tyrkiet, som der var for 1000 år siden. Han finansieres derfor overvejende fra de amerikanske ukrainsk-ortodokse menigheder, som for nylig truede ham med at trække al økonomisk støtte, hvis ikke han anerkendte den ukrainske ortodokse kirkes selvstændighed.

Bortset fra det er det hele et propagandastunt. Patriarkerne i de forskellige autonome kirkesamfund er ikke små paver, og patriarken i Konstantinopel er kun den første blandt ligemænd. Den ortodokse kirke i Kiev er lige så meget i lommen på det siddende styre som patriarkatet i Moskva.

Og at en kirkens mand giver efter for økonomisk pres er jo ikke nyt, hverken i Kiev, Moskva, Konstantinopel eller Rom. Selv her i lille areligiøse Danmark kommer menighedsrådene op at slås internt over penge.

Hvad der kan undre er, at pressen ukritisk gengiver det ukrainske sandhedministeriums version af begivenhederne. Hvad blev der af faktatjekket som disciplin? Er det virkelig blevet læsernes opgave at faktatjekke faktatjekkerne?

"It’s an open fact (and elephant in the room) that the majority of the Ecumenical Patriarch’s funding and support comes from his holdings in the United States of America. Therefore there are questions of the political motives of the funders, with regards to Russia."

https://www.goarch.org/-/regarding-the-granting-of-autocephaly-to-the-ch...

Jens J. Pedersen

Kære Niels Duus Nielsen
Det er altid læserens opgave at faktatjekke og at være kritisk i alle retninger, men det bliver jo så ud fra læserens egen opfattelse.
Problemet er i stor udstrækning, at mange former for fakta faktisk ikke er uden subjektivitet. Således er mange former for fakta subjektive.

Niels Duus Nielsen

Tak, Jens J. Pedersen, jeg er helt enig. Primitive kendsgerninger, som fx at himlen er blå, er nok det tætteste vi kommer på objektive fakta. Når først vi begynder at inddrage abstrakte begreber i vore sætninger, bevæger vi os ud på gyngende grund.

Især når vi kritiserer, har vi et problem. For hvis vi vil kritisere en politisk position, må vi nødvendigvis have et udgangspunkt at kritisere ud fra, og dette udgangspunkt må nødvendigvis være politisk.

Min kritik af begivenhederne i Ukraine er således politisk bestemt. Jeg er modstander af det siddende styre, som i mine øjne er fascistisk i ordets oprindelige, historiske betydning. Jeg finder det under al kritik, at de vestlige "demokratier" støtter en regering, der åbent slutter op om en mand som Stepan Bandera.

Borgerne på Krim og i Østukraine ønskede ikke at leve i en totalitær stat, hvor de med god ret kunne frygte en etnisk udrensning, hvorfor de brød ud.

Dette er en subjektiv kendsgerning, for så vidt den bygger på et sæt præmisser, som ikke alle kan verificeres, hvorfor jeg må inddrage erfaringer og historiske paralleller for at kunne danne mig et sammenhængende billede af, hvad der foregår. Dette billede kan ændres i takt med at det tilføres yderligere informationer, men den alternative forklaring - at Ukraine er en uskyldsrent offer for imperialistisk aggression - holder simpelthen ikke.

I mine øjne er det lidt ligegyldigt, om russerne på mange måder er ligeså korrupte som amerikanerne. I denne konkrete sag er russerne garanter for, at Kiev ikke vil gennemføre den etniske udrensning, de havde planlagt, og som USA havde godkendt.

Når det handler om at forhindre folkemord, kan subjektive kendsgerninger være tilstrækkelige - når der er menneskeliv på spil, må den subjektive tvivl altid komme de truede mennesker til gode.

“incredible act of aggression” og “You just don’t in the 21st century behave in 19th century fashion by invading another country on completely trumped up pre-text,” sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry på CBS programmet “Face the Nation i 2014. Ca. 10 år efter at han eget land havde stået for den største katastrofe i dette århundrede, Irak-krigen. Op til 1 million døde. Dumme dumme Kerry..

""Bassim Walid
17. oktober, 2018 - 17:04
Nils. Hvilke magtstrukturer holder Danmark fast i? Hvilke af vores naboer undertrykker vi?""

Bassim. Jeg syntes du der udtrykker lidt "smalsynethed".
Ser du kun magtstrukturer og naboer der undertrykkes ?
Hvad med den undertrykkelse vi udøver imod os selv?
Når du handler, checker du da efter om du køber vare fra selskab i Vest, som kuer og undertrykker mennesker i Øst? Lægger du dine penge i sådanne lommer betaler du jo dem for at fortsætte.
Når du låner penge af bank/kreditselskab er du så sikker på disse selskaber ikke er nogen som hvidvasker sorte "russer-penge" i vort eget hvide vaskepulver? For så derefter igen tilsvine russerne, hvilke du financierer.
Når du går på apoteket køber medicin, hvor tror du så dine penge havner? Tror du pengene havner i en kasse som har til opgave sikre dig et bedre liv? Eller tror du der risiko for medicin-pengene omformes til aktier i våbenindustrien og sidenhen medvirker til finansere krige i Mellemøsten?
Har du gjort dig disse tanker?
Eller er dine skriverier baseret på hvad dine øjne ser og læser fra en propaganda, der fungerer helt som den russerne navigerer efter?
I såfald er du ikke den eneste. Vi ligger alle under for det.

Nils. Forskellen er at vi handler frit med vores naboer og ikke forsøger at dominerer dem. Russerne er kun tilfredse når der sidder pro-russiske ledere på magten i samtlige nabostater.

Hvem i vest undertrykker hvem i øst?

Din "alt er relativt" tilgang er velkendt i pro-russiske kredse hvor man altid forsøger at sidestille Rusland med vesten men bekvemt udelader at Rusland ikke er et demokrati og heller ikke tillader sine naboer at være det med mindre der sidder en Moskva-venlig stærk mand på magten.

Kære Bassim.

Jeg skal ikke forsvare Rusland.

Tager meget gerne stilling til vores "egen" måde handle på.

For bare besvare dit ene spørgsmål ("hvem i vest kuer hvem i øst"), med modspørgsmål.
Var det ikke Vest der flyttede deres militær (NATO) mod ØST ?
Og "vi" har helt sikkert ikke rykket til de russiske grænser for være russerne behjælpelige.

Nils Valla. Polen, Litauen med flere har inviteret NATO-tropper ind og i øvrigt selv søgt om optagelse i EU og NATO.

Putinister ynder at tale ud fra Sovjetunionens standpunkt i 1945 men glemmer at Polen siden er blevet selvstændigt og frit kan indgå alliancer. Stalin er død og det samme er aftaler henover hovedet på Baltikun, Tyskland, Polen og andre østlande. Det må russerne bare finde sig i. Østeuropa er IKKE Ruslands interessesfære. Hvorfor? Fordi det ønsker de lande ikke at være. Ganske simpelt og helt i demokratiets ånd.

Bassim.
Nu er historien jo den, de fleste Østeuropæiske gik med tyskland i krigen mod Sovjet 1941.
Man mener der døde 30-50mio russere som følge af krigen.
Man kan vel ikke fortænke Sovjet efter verdenskrigen, i udse sig Østeuropa som forsvarsbæltet næste krig (som man dengang formodede snart ville komme) skulle udkæmpes i og ikke på Sovjets egen jord?
Dybest set kan man jo så mene disse randstater var fængslet fra 1945-90.
Syntes du det var for hård dom Østeuropæerne fik?
Det eneste Østland for hvem som skete noget der kan betegnes uretfærdigt var Polen.
Sovjet havde ikke "ret" til besætte Polen.
Men prøv se det med Sovjets lederes øjne, de skulle sikre Sovjets suverænitet for fremtiden, og Polen der ikke havde været i stand til forsvare sig selv overfor tyskerne, var en kæmpe trussel for Sovjet.
Der kunne jo tænkes installeres US-tropper og missiler, ret op af grænsen til Sovjet.
Eftertiden viste da også amerikanerne ikke spildte et sekund, da de fik muligheden for rykke deres isenkram helt til Rusland.

Og nej, jeg syntes ikke det var i orden optage disse lande i NATO, endda på et tidspunkt Sovjet nedrustede, nedlagde sig selv i troen på en bedre fremtid, hvilket viste sig ikke skulle holde.
Hvis vi i den vestlige verden ville freden, havde vi den faktisk der i tiden for Gorbatjov.
I stedet, rykkede vi mod Rusland. Ikke noget sige til deres forfølgelsesvanvid.