Leder

Et år efter paladskuppet i Zimbabwe

På årsdagen for kuppet mod Mugabe står Zimbabwe midt i den værste økonomiske krise i mange år. Nu er spørgsmålet, hvor længe ZANU-PF kan holde fortet, mens inflationen udhuler borgernes og soldaternes realløn?
Zimbabwerne er fortsat udsat for ZANU-PF’s undertrykkelse og magtbrynde. I dagene efter valget tidligere i år skød soldater skarpt mod en ophidset folkemængde. Seks blev dræbt og flere såret, herunder en del tilfældige forbipasserende.

Zimbabwerne er fortsat udsat for ZANU-PF’s undertrykkelse og magtbrynde. I dagene efter valget tidligere i år skød soldater skarpt mod en ophidset folkemængde. Seks blev dræbt og flere såret, herunder en del tilfældige forbipasserende.

Luis Tato/Ritzau Scanpix

16. november 2018

For et år siden rullede kampvogne gennem gaderne i Zimbabwes hovedstad for at afsætte Robert Mugabe. Hundredtusindvis af zimbabwere hyldede befrielsen fra oldingepræsidentens vanrøgt af land og borgere.

Reelt foretog én fraktion af regeringspartiet ZANU-PF et paladskup og stødte en anden fraktion, ledet af Mugabe, fra tronen. Hærledelsen er ikke og har aldrig været partineutral, som forfatningen kræver, men en integreret del af partiets top.

Partiets nye ledelse indsatte tidligere vicepræsident Emmerson Mnangagwa som ny præsident, og herefter svævede to store spørgsmål over hans regering: Var Mnangagwas tale om et brud med fortiden et reelt løfte om demokrati med respekt for menneskerettigheder og forfatning? Ville hærledelsens pris for at have skænket ham præsidentposten være så høj, at den umuliggjorde opfyldelse af løfterne?

Kupleder, general Constantino Chiwenga, lagde uniformen og blev vicepræsident og forsvarsminister; flere andre generaler og officerer blev ministre. Militæret forsøgte at holde Mnangagwa i en spændetrøje.

Et valg blev afholdt den 30. juli, og observatører fra EU og USA var for første gang i mange år til stede. Hvilken standard skal udenlandske observatører bruge i deres vurdering? De valgte de retningslinjer, som Zimbabwes egen regering havde tilsluttet sig i den regionale samarbejdsorganisation Southern African Development Community, SADC.

Efter disse retningslinjer lykkedes det ikke regeringen at afholde et frit og fair valg. De to amerikanske observatørkorps konkluderede: »Små ændringer i valgpraksis var utilstrækkelige til at skabe bred tillid blandt de politiske konkurrenter og i Zimbabwes delte befolkning.«

EU-observatørerne fremhævede, at de afgørende stats- (læs: parti)kontrollerede medier ikke lod oppositionen komme til orde, og at oppositionen ikke, som krævet i forfatningen, fik mulighed for at tjekke valglisterne over stemmeberettigede. Tidligere valg har været præget af stærke indicier på netop fusk med valglisterne. Oppositionen påstår, det også skete i år, men dens klage blev afvist af forfatningsdomstolen, fyldt med ZANU-PF-udpegede dommere.

Fortids praksis er ikke brudt; zimbabwerne er fortsat udsat for ZANU-PF’s undertrykkelse og magtbrynde. Forfatningsstridige love, der indskrænker ytrings- og borgerrettigheder er ikke ophævet, men anvendes fortsat. En af disse forfatningsstridige love blev brugt nogle få dage efter valget til at indsætte hæren mod en flok berusede og frustrerede unge, der havde samlet sig i hovedstadens centrum med råb om oppositionens sejr. Soldaterne skød med skarpt på folkemængden. Seks blev dræbt og flere såret, herunder en del tilfældige forbipasserende.

En uvildig kommission ledet af fremtrædende personligheder fra andre afrikanske lande kulegraver hændelsen, men hærledelsen fralægger sig ansvaret og hævder, at de dræbte var døde, før soldaterne ankom. Offentligheden ved endnu ikke, hvem der beordrede soldaternes indgriben, men meget peger på vicepræsidenten.

På årsdagen står Zimbabwe midt i den værste økonomiske krise i mange år. Butikshylder er tomme, der er kilometerlange køer ved tomme benzinstationer, og inflationen vokser eksponentielt (fra fem procent i september til 21 i oktober). Landet løber jævnligt tør for udenlandsk valuta til importvarer – også de vigtigste fødevarer som madolie og mel. 170.000 borgere venter på nyt pas, fordi nationalbanken ikke har valuta til import af det nødvendige specialpapir.

Mange års lånefinansieret statsforbrug har bebyrdet Zimbabwe med så stor en gæld, at det ikke længere kan løfte sig selv op ved håret. Ingen vil låne det nye penge eller eftergive gæld, før gældsættelsen ophører, og staten sætter tæring efter næring. End ikke Kina vil låne penge ud, fordi tidligere lån er misligholdt.

Zimbabwes regering har alene i første halvår øget statsgælden med en sjettedel – pengene er angiveligt gået til dels den korruption, der længe har præget ZANU-PF’s statsdrift, dels til at købe stemmer ved valget.

ZANU-PF’s top, inklusive hærens ledelse, fremstår så gennemsyret og afhængig af misbrug af statens midler, at Mnangagwa ikke har kunnet eller villet bryde denne praksis. Hvor længe kan de holde fortet, mens inflationen udhuler borgernes og soldaternes realløn?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Claus Nielsen
  • Peter Beck-Lauritzen
David Zennaro, Claus Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Der findes ingen møntfod i Zimbabwe, ingen penge i banker og cash-automater, - Zimbabwe er bankerot! Men det fungere trodsalt! Helt utroligt. Et pengeløst samfund!
Embedsmisbrug meget udbredt. Griskhed, der overgår Danske Bank, i alle ministerier.

David Zennaro, Claus Nielsen og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar
Michael Andresen

Zimbabwe er Afrikas svar på Grønland. Her er det bare systemkritikere og journalister man skyder i stedet for isbjørne og sæler.