Leder

Italien skal også kigge indad

Rom fortsætter sit skænderi med Bruxelles, om det er bedre for Italien at spare eller spendere sig ud af økonomisk stagnation. Men i sidste ende vil hverken det ene eller det andet opnå den ønskede effekt, hvis italienerne blot fortsætter med at give EU skylden for deres ringe forhold og ikke begynder at kigge indad
14. november 2018

Skal Italien spare eller spendere sig ud af krisen. Det er den sort-hvide konflikt mellem Rom og Bruxelles, som nu står til at blive yderligere intensiveret.

I sidste måned forkastede EU-Kommissionen det udgiftstunge italienske statsbudget for 2019 og krævede at se et nyt, revideret budget inden tirsdag. Men i skrivende stund lader Italien til at ville præsentere et budget, der er noget nær en tro kopi af det første – derfor vil det nok også blive afvist af eurozonens vogtere. I sidste ende kan det betyde, at kommissionen vil udstede Italien en bøde på flere milliarder euro.

Italien fortsætter altså sit oprør imod den herskende sparepolitik i euroland og vil skrue op for gælden i det allerede stærkt gældsplagede land for at finansiere tiltag, som ifølge regeringen vil kunne puste liv i den næsten pulsløse økonomi.

Fra Bruxelles lyder klagen, at den italienske regering uansvarligt vil kaste om sig med penge, som den ikke har, og at den derved kan udløse en gældskrise, som kan true hele eurozonens stabilitet og tvinge skattebetalere i andre lande til at finansiere en gigantisk italiensk redningspakke.

Begge sider har valide argumenter. EU er nødt til at give italienerne mere plads til at løbe økonomien i gang. Og Italien kan ikke skødesløst kaste sig bagover og automatisk forvente at blive grebet af sine naboer.

Men i sidste ende kan det dog vise sig omsonst at debattere, om det er bedst at spare eller spendere. Formentlig vil hverken det ene eller det andet opnå den ønskede effekt, hvis italienerne ikke også begynder at kigge indad og stopper sin fortælling om, at roden til deres misere kun findes udenfor landets grænser.

Alt er EU’s skyld, råber regeringen. Ja, euroen har været en spændetrøje, men i mindst lige så høj grad er det skiftende Rom-regeringers manglende evne til at gennemføre reformer, der har ført til stagnation.

Arbejdsmarkedet er ekstremt ufleksibelt, bureaukratiet gumpetungt, skattesystemet byzantinsk og innovation og effektivitet skal man lede længe efter.

Alt sammen hæmmer udviklingen. Og det er ikke EU’s skyld. Der er stærkt brug for strukturelle ændringer i Italien. Ellers kan det næsten være ligegyldigt, hvem der vinder armlægningen mellem Rom og Bruxelles.

Selv om både italienerne og den italienske regering har et temmelig anstregt forhold til EU’s budgetkrav, forsikrede premierminister Giuseppe Conte mandag, at landet ikke kommer til at forlade euroen.
Læs også
Euroen er et dødsdømt projekt, der har skadet Italien og udelukkende er kommet Tyskland til gode, siger italiensk økonom, der bifalder Italiens opgør med eurozonens forfejlede sparepolitik. Omvendt vurderer en tysk økonom, at Italiens gældsætning kan få hele eurozonen til at ryge ud i en ny krise, som EU bør gøre alt for at stoppe. Vi ser det truende eurodrama fra to sider
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Carsten Munk
  • Ebbe Wagner Smitt
David Zennaro, Carsten Munk og Ebbe Wagner Smitt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Typisk for populister som 5 stjerne Bevægelsen og Lega, at man kaster skylden for egne problemer på andre - her EU, der vitterligt ikke agerer særlig begavet. Den stramme kurs - dikteret af Mutti Merkel - gør kun ondt værre.
Italienerne kunne dog gøre en hel del selv ved dels af bekæmpe korruption og nepotisme samt den omfattende mafia-kriminalitet, der æder en utrolig stor del af samfundskagen.
5 Stjernerne blev bl.a. valgt på, at ville korruptionen til live, foreløbig ser det ikke ud til, at de er blevet til andet end ord for magten ligger hos Lega, og her er man ikke opsat på at bekæmpe korruptionen - og også her ligner Lega de andre populister: Jagter syndebukke (dvs. flygtninge og migranter) for landets problemer, mens de reelle problemer lades urørt.

Italien er dog - lidt endnu - i med i top 10 over verdens økonomier, så noget har de gjort rigtigt.
En god italiensk ven sagde engang, at Italien skal være med i EU, fordi Rom ikke kan finde ud af at styre landet.
Måske er det problemet. Demokratiet duer ikke. Trist.
Vi ser det pt i Sverige, hvor partierne ikke kan blive enige om en regering. Samme regeringskriser er tilfældet i mange andre demokratiske lande. Medierne kalder det "splittelse" - og de elsker dette ord, da det sælger aviser/giver klik. Og hver gang går det ud over opfattelsen af om demokrati duer som styreform.
EU er ikke demokratisk og centralistisk som et politbureau og det er ligegyldigt hvad vælgerne (eller borgerne eller ofrene) synes. De er mange og uenige og derfor ligegyldige.
Vi må blive bedre til at samarbejde og finde kompromiser ellers forstærkes EUs magt. Trist at mens EU vokser så falder EU landene - undtagen Tyskland - alligevel efter udviklinger i Asien og USA.

Torben K L Jensen

Mark Blyth - en kendt skotsk økonom har beskrevet en bog om "austerity" som en farlig ide.
Det er det Italien gør oprør imod. Han mener at man ikke kan spare sig ud af stagnation eller økonomisk depression. Italien har stået stille i 20 år samtidig med at statsgælden er steget fra 60 til 130 % i sammen periode og det de gør er blot en keynesiansk investering i infrastruktur og forbrug.

jens christian jacobsen, Trond Meiring, Per Torbensen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Jeg forstår ikke denne higen efter stor statsgæld. Her i landet er nettostatsgælden omkring 440 mia. eller omskrevet til millioner; 440.000. Denne gæld koster os omkring 18 mia. i skat som vi havde sparet hvis staten var gældfri.

Finansministeriet skønner, at besparelsen på rentebetalingen af statsgælden, fordi denne gæld er gnavet ned, er op mod 40 milliarder kroner om året, når 2016 sammenlignes med 1995. Det svarer til statens årlige udgifter til forsvar, politi, retssystem og kriminalforsorg tilsammen.

Jeg foreslår, endnu engang, at vi får indført i Grundloven at det offentlige ikke må låne - årsagen er tydelig i tallene ovenfor.

Arne Lund
5 Stjernerne gør faktisk en del for at lave bedre love mod korruption og økonomisk kriminalitet generelt - og nogle er allerede vedtaget. Det er rigtigt, at La Lega delvis sætter sig imod, men de har så til gengæld fået 5 Stjernene med på "anti-immagrations" tiltag, udvidet brug af selvtægt og andre grimme ting.
I virkeligheden er Kommissionens udfald mod regeringen meget mere politisk end økonomisk. Finanslovforslaget holder sig stadig inden for de 3% underskud, som er den "magiske" grænse. Macron har varslet et større underskud end It. Det er rigtigt, at Fr. har (lidt) mindre gæld, men It. har overskud på betalingsbalancen og en stor del af gælden er indenlandsk. Kommissionen maler fanden på væggen og puster til spekulationen, men i virkeligheden er den bekymret for at en EU kritisk regering får success med en politik, som ikke er stueren i Bruxelles og Berlin. Og jo flere som går med i hysteriet, jo mere selvopfyldende bliver budskabet om den øgede rentebyrde.
EU fik trynet den græske regering og nu skal Italien ha' medicinen.

Italien er en del af EUR-samarbejdet. Og uden at tage stilling til Italiens aktuelle budget eller hvordan EUR-samarbejdet er organiseret, kan det oplyses, at Italien gældsætning trækker kursværdien ned på Italiens valuta. Den bliver simpelt hen mindre værd i takt med den stigende risiko. Men da valutaen, EUR, er fælles for en række lande, trækker Italien også deres kursværdi ned. - Eller sagt på en anden måde, så er de andre EUR-lande faktisk på denne med til at betale for Italiens gældsætning.

EU har advaret Italien omkring denne ligegyldige holdning til forsat gældsætning. Jeg syntes, at EU og Centralbanken skal tilbyde Italien at vælge mellem en af to muligheder:
- Tage imod hjælp for at få styr på økonomien.
- Eller betale lånene tilbage til Centralbanken, og melde sig ud af EUR-samarbejdet.

Hvis EU havde været et solidarisk projekt var det, ikke Italien, men Nordeuropa (Dk, tyskland, Sverige, Finland, Holland) som havde speedet deres økonomier op efter finanskrisen. De havde råd til det, og så de kunne trække Sydeuropa med op. Men EU er ikke et solidarisk projekt.

Det gjorde vi desværre ikke. Da vi havde sundet os lidt over krisen i 2007/8 skulle regeringen, sammen med de andre rige Nordeuropæiske regeringer, have lavet nogle finanspolitiske tiltag (f.eks. bygget noget infrastruktur) for at stabilisere konjunktursvingningerne. Ganske almindelig Lykketoft-politik. Amerikanerne gjorde det! Vi gjorde det ikke.

"f.eks. bygget noget infrastruktur)"

Vi har de sidste 10 år investeret mere i infrastruktur end nogen sinde. Og fortsætter planerne for de næste 15 år.
https://www.trafikstyrelsen.dk/~/media/Dokumenter/06%20Kollektiv%20trafi...

Kommunerne har store investeringer i klimatilpasning. Her i min egen kommune er den lokale sø gjort 3 gange så stor og dæmningerne rundt om søen gjort højre og stærkere. Derudover er der nye store regnvandssøer i kommunen som en konsekvens af den nye jernbane mellem København og Ringsted.

Men udfordringen er ikke at foretage offentlige investeringer i stor stil når det går godt, men når det ikke går så godt. Og da Fogh regeringen havde brugt penge på store lønstigninger for offentligt ansatte før sidste i 2007, var der ikke penge til de store armbevægelser i 2008.

Jeg efterlyste en ekspansiv finanspolitik hos de rigeste europæisk lande i perioden fra finanskrisen indtil der kom gang i hjulene i hele Europa og altså også i Italien. Og således netop da det gik dårligt. Infrastruktur var et eksempel på ekspansiv finanspolitik, og var også et forslag som blandt andre Lykketoft nævnte i den tid. Og her mente man højhastighedstoge der forbandt Europas knudepunkter, som kunne erstatte de fly som bliver vores planets død. Ekspansiv finanspolitik kunne kunne ske på uendelig andre måder. Vi har på trods af vores infrastruktur-projekter ikke ført ekspansiv finanspolitik, snarere tværtimod. Den har stået på såkaldt austerity og vi har derfor ikke kunne f.eks. købe flere italienske, franske eller græske varer.

"eg efterlyste en ekspansiv finanspolitik hos de rigeste europæisk lande i perioden fra finanskrisen indtil der kom gang i hjulene i hele Europa og altså også i Italien. Og således netop da det gik dårligt"

Det kunne ikke lade sig gøre. Der var ført en alt for ekspansiv finanspolitik da det gik godt. De offentligt ansatte fik alt for høje lønstigninger i fra 2007 og i en årrække frem. Der er pengene til den ekspansiv finanspolitik. Lønførende offentligt ansatte som forhindrede den private sektor i hurtigt at genvinde styrke.
https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/offentlige-loenstigninger-...