Leder

En kansler med en tvivlsom fortid i finansverdenen? Det gavner ikke kun venstrefløjen

Merz-hypen hærger Tyskland. Uanset hvor lang den bliver, er euforien over den måske kommende kanslerkandidat Friedrich Merz en kærkommen anledning til at stille fundamentale spørgsmål om finansverdenens politiske magt og venstrefløjens afmagt
3. november 2018

Vi oplevede det sidste år forud for SPD’s forsmædelige nederlag ved valget i Tyskland: en stor hype om socialdemokraten Martin Schulz, som aldrig var i nærheden af at få sin forløsning.

Måske går det anderledes denne gang på højrefløjen. Her hærger nu en hype om en ekspolitiker, jurist og finansmand, som mandag var i rampelyset i en halv times tid som kandidat til at afløse Merkel som CDU-formand og blive kanslerkandidat. Siden har billeder fra og analyser af hans performance domineret sendefladen i de tyske medier. Meningsmålinger viser endda, at han netop nu er tyskernes favorit til posten.

Nytilkomne kan skrive sig navnet bag øret: Friedrich Merz. Den 62-årige jurist er oprindeligt Europa-politiker og har senere været medlem af forbundsdagen fra 1994 til 2009, hvor han bl.a. oplevede at blive fortrængt af Merkel fra toppen af CDU. Det lugter af hævn. Men det lugter endnu mere af penge – Merz’ karriere siden 2009 taget i betragtning.

Ved siden arbejdet som finansjurist har han siddet i en række tilsynsråd, bl.a. for banken HSBC, der er viklet ind i skandalen om cum-ex-spekulation (med ulovlige skatterefusion, red.), som Merz præventivt nu kalder »moralsk forkastelige«. Mest opsigtsvækkende er hans position som leder af tilsynsrådet i den tyske afdeling af BlackRock. Med hans kandidatur har verdens største, mest indflydelsesrige og påfaldende anonyme investeringsselskab endelig fået en pressedækning, der er proportional med dets magt.

BlackRock er indbegrebet af den anonyme finanskapitalismes magt og den politiske afmagt over for finansverdenen. Fonden er ikke bare den største aktionær i en række store tyske firmaer som Bayer og Siemens, men sidder også på rådgivende mandater – f.eks. i banktilsynet i Den Europæiske Centralbank og i flere europæiske nationalbanker, til trods for at Blackrock selv er engageret i mange af de banker, som tilsynet skal holde øje med.

Som tysk cheflobbyist for BlackRock må en af Merz’ missioner antages at være, at staten sætter så få hindringer for virksomhedens indflydelse og indtjening som muligt. Det har udløst en tiltrængt debat om jobskift mellem politik og den finansielle sektor. Trods ideer om, at der bør være en karenstid, er det i realiteten yderst svært at sætte vandtætte juridiske og/eller moralske skotter mellem kærkomne kompetencer og utilladelige interesseoverlap. Om den politisk går for Merz, vil de næste måneder vise.

Allerede nu godter den tyske venstrefløj sig over en ny potentiel yndlingsaversion. Venstrefløjen har heller ikke glemt, hvordan Merz i 2003 skitserede sit bud på et forsimplet tysk skattesystem, hvor alle borgere skulle kunne lave deres selvangivelse på en ølbrik – en skitse, der nærmere var til gavn for det veltjenende borgerskab end for prekariatet og middelklassen.

Med et konservativt og økonomisk-liberalt CDU kan Die Linke, De Grønne og især SPD atter profilere sig som garanter for social retfærdighed i Tyskland, hvor årene med de store koalitioner nærmest har udvisket forskellene på højre- og venstrefløjen. Venstrefløjsaviser som TAZ hævder ligefrem, at Merz er så neoliberal og ærkekonservativ, at han vil skræmme horder af Merkel-vælgere mod venstre og skabe klare skillelinjer i Merkels postideologiske grød i midten af tysk politik.

Her overvurderer de formentlig både den tyske sociale indignation og ikke mindst den tyske forargelse over finansindustriens anonyme magt. Cum-ex-skandalen har i Tyskland været kendt siden 2016 og har ikke ført til nævneværdig ophidselse, mens migrations- og identitetspolitik fortsat er den største og mest håndgribelige politiske markør.

På det felt kan den liberal-konservative frihandelsven og multilateralist Merz sikkert også vinde liberale AfD-vælgere tilbage til CDU. Men det kan hurtigt gøre AfD endnu mere nationalkonservativt og endnu mere til den lille mands beskytter mod globaliseringen og finansindustrien. Og den position står nu engang i konkurrence med venstrefløjen.

Frem for at sætte sin lid til en neoliberalisme gone wrong som yndlingsmodstander burde venstrefløjen formulere sin egen vision hinsides de nationalkonservative fantasier om at kunne genoprette verden af i går. Det kræver blandt andet en rodbehandling af den globale finanskapitalismes skyggesider eller som minimum en tæmning af den på europæisk plan. Altså en fremadrettet vision, som rækker længere ud i fremtiden end hypen om yndlingsfjenden Merz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Stig Bøg
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Stig Bøg og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu