Leder

I London demonstrerede 6.000 for klimaet. I Frankrig demonstrerede 288.000 for lavere dieselpriser

Hvis vi faktisk skal omstille til et mere bæredygtigt samfund, bliver vi alle sammen ramt på vores vaner, og vi kommer alle sammen til at betale noget. Man kan betragte det som et krav af omstændighederne, men det vil utvivlsomt også komme til at føles som et tab af frihed
Udland
20. november 2018

En smule depression på vegne af klimaet skal være tilladt den opmærksomme læser, der i mandagsavisen bladrede ind for at læse forsidehistorien om de 6.000 demonstranter i London, der har grebet til civil ulydighed og vejblokader for at råbe op om klimakrisen og kræve yderligere handling af politikerne.

For på avissiden inden Londonreportagen kunne man i en note læse om en protest, der havde fundet sted samme dag i Frankrig. 288.000 franskmænd menes at være gået på gaden i 2.034 forskellige demonstrationer over hele landet, primært på grund af den franske regerings beslutning om at hæve prisen på diesel for at nedbringe forureningen.

Groft sagt protesterede 6.000 mennesker altså for mere handling i klimakampen, mens 288.000 mennesker protesterede imod den klimaindsats, deres regering gør. Det er naturligvis alt for forsimplet, og der er masser af årsager til, at man ikke kan sammenligne de to protester så direkte.

Men det ændrer ikke ved indtrykket af, at der er langt større vrede og mobiliseringskraft i kampen for at bevare de frihedsrettigheder og privilegier, vi har i dag, end der er i kampen for at bevare den planet, vi har. 

Grønnere alternativ

Den britiske protest var led i en større bevægelse, ’Extinction Rebellion’, der opfordrer til civile ulydighedsaktioner, fordi politikerne ikke har formået at bekæmpe forurening og stoppe den masseuddøen af dyreracer i verden, som menneskelige aktiviteter og klimaforandringer har medført, og som – med bevægelsens ord – har potentialet til også at udrydde menneskeheden. 

Den franske protest begyndte på Facebook i oktober med opfordringer til at blokere vejene og har siden spredt sig til det utal af undersider og begivenheder, der fandt sted i weekenden under samlebetegnelsen ’de gule veste’, navngivet efter den klassiske gule trafikvest, som mange også bar på dagen.

En meningsmåling inden lørdagens vejblokeringer viste ifølge Le Monde, at to tredjedele af alle franskmænd kan identificere sig med bevægelsen. Den blev antændt af en stigning i prisen på diesel, som langt størstedelen af franskmændene kører på.

Frem mod 2021 vil den franske regering udligne subsidierne til diesel ned til samme niveau som til benzin, så flere bliver tilskyndet til at vælge et grønnere alternativ, og så staten i det mindste ikke længere giver større støtte til de miljøbelastende dieselbiler.

Men de højere dieselpriser rammer særligt franskmænd i forstæderne og uden for de store byer, som er mere afhængige af deres biler, fordi de har længere til arbejde, til fodbold og til deres venner. I forvejen føler denne del af Frankrig sig ramt af regeringens reformpolitik og af præsident Macron, som de kalder »de riges præsident«.

Mange har oplevet faldende købekraft og forringede pensionsmuligheder, mens de rige bare bliver rigere. Oven i det hele er de også sure over, at fartgrænsen på landevejene i sommer blev sat ned fra 90 km/t til 80 km/t.

Tab af frihed

Når man i forvejen er presset økonomisk, gør en stigning i dieselprisen ondt, som en pensionist fra Besançon i det østlige Frankrig siger til Le Monde:

»Jeg bruger min bil mindre end tidligere, fordi jeg ikke længere arbejder, men efter et langt arbejdsliv føler jeg mig berettiget til at køre ud for at handle, besøge venner og tage på tur.«

Hun oplever med andre ord et personligt tab af frihed og rettigheder, når staten forsøger at imødekomme hele samfundets ret til ren luft.

At fjerne statsstøtten til fossile brændsler virker som et af de mere åbenlyse skridt, hvis man vil komme de britiske demonstranter i møde. Men som de franske demonstranter har vist, er der en vis forklaring på den politiske træghed. Det kræves der ikke en populist for at kunne se.

Så hvad kan man gøre for at forene protesterne? Burde byboerne blive ramt hårdest for at køre i bil; de kan alligevel cykle eller tage offentlig transport? Måske. Burde de rige betale en større andel til den grønne omstilling? Utvivlsomt.

Problemet er bare, at hvis vi faktisk skal omstille til et mere bæredygtigt samfund, bliver vi alle sammen ramt på vores vaner, og vi kommer alle sammen til at betale noget. Man kan betragte det som et krav af omstændighederne, men det vil utvivlsomt også komme til at føles som et tab af frihed.

Og på sådan en mandag virker det ikke åbenlyst, hvornår der bliver flertal for dét.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er også gratis at køre med bus på Ærø. Gratis eller billig offentlig kvalitetstransport er ofte en samfundsøkonomisk god rentabel løsning. Det samme er cyklen, endda voldsom fordelagtig samfundsøkonomisk.

Bilen skal ikke afskaffes, mange er afhængige af den. Men mange andre kan allerede nu vælge alternativer. Hvor jeg bor (Hellerup) er der kystbanen, S-tog, busser og cykelstier. Alligevel er Strandvejen ligesom motorvejene proppet med biler med en mand/kvinde i hver. Biler som snegler sig ind til en ventende parkeringsplads hvor de så kan stå i 8 timer for så at blivet sneglet tilbage til en anden parkeringsplads. Biler der bruges i snit 1-2 timer om dagen for ellers bare at stå og fylde op. Det er en ekstremt dyr transportform som i vidt omgang kan gøres bedre og billigere - hvis man vil. Men folk ofrer hellere deres højre arm end at give afkald på bilen. Reklamens magt?

Og hvad er så reglerne for bæredygtig omstilling Philip?

Philip B. Johnsen

Et eksempel.

Planlagt forældelse.
CO2 problemet kan reduceres ved færre varianter udbud af samme type af vare og højeste standart af kvalitet af den udbudte vare, er den eneste solgte vare, hvilket betyder afskaffelse af planlagt forældelse.

Planlagt forældelse, det er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes, til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere.

Mine sparepærer er blevet af ringere kvalitet, lige siden den dag politikere bestemte glødepæren skulle udfases.
Enrich Not Exploit

"Ender er nær" "Jorden går under" - endeligt får dommedagsprofetter ret?
http://www.worldometers.info/world-population/
Nej vi mennesker har enorm evne til at overleve - men løsningerne er grusomme.
Tag DR Congo som eksempel. Masser af grundstoffer. Ebola. Krige og en befolkningseksplosion:
1960: 15.2 mill
1970: 20.0 mill
1980: 26.4 mill
1990: 34.6 mill
2000: 47.1 mill
2010: 64.5 mill
2018: 84.0 mill
Fremskrivninger
2020: 89.5 mill
2030: 120.4 mill
2040: 177.0 mill
2050: 197.4 mill

@Phillip B. Johnsen
Du har helt ret. Planlagt forældelse er fuldstændig absurd, givet de omstændigheder kloden befinder sig i nu. Planlagt forældelse illustrer det dybt problematiske ved den kapitalistiske markedstænkning, der opererer på en forudsætning om grænseløs vækst.
Men markedet imødekommer blot en efterspørgsel, så det egentlige problem ligger ikke hos industrien, men inde i hovederne på os alle sammen. Vi er grænseløst grådige.
Det er fuldstændig barokt, at høre i dagens nyhedsudsendelser, at ophobningen af CO2 og methan i atmosfæren er på det højeste niveau i 200 millioner år - samtidig med at nationen går i selvsving over den store - og på mange måder dybt perverse - forbrugsfest, black friday.
Suk!

Sider