Leder

Macron satte fingeren på det ømme punkt på et Europa, der efterhånden er alene hjemme og alt andet end forenet

Macrons antinationalistiske iscenesættelse af jubilæet for Første Verdenskrigs afslutning virkede som et ekko fra de sorgløse 1990’ere. Men faktisk satte han fingeren på Europas ømmeste punkt: Faren er i dag ikke krige mellem de europæiske nationer, men et nationalistisk og splittet Europa i en verden, hvor både Pax Americana og de multilaterale organisationer er i rivende opløsning
Macrons antinationalistiske iscenesættelse af jubilæet for Første Verdenskrigs afslutning virkede som et ekko fra de sorgløse 1990’ere. Men faktisk satte han fingeren på Europas ømmeste punkt: Faren er i dag ikke krige mellem de europæiske nationer, men et nationalistisk og splittet Europa i en verden, hvor både Pax Americana og de multilaterale organisationer er i rivende opløsning

Philippe Wojazer

13. november 2018

Med det rørende billede af Merkel og Macron ved Compiègne-skoven nord for Paris fik vi trods alt ét ikonisk forsoningsbillede, før en lang række af verdens ledere i weekendens silende pariserregn mindedes afslutningen på et af verdenshistoriens ondeste og blodigste kapitler for 100 år siden: La Grande Guerre, The Great War, Erster Weltkrieg.

Navnene viser, hvor forskelligt Frankrig, Storbritannien og Tyskland har set på de ufattelige myrderier helt op til i dag. Mens det for Frankrig og Storbritannien står som århundredets største tragedie, er det i tysk optik nærmere et forspil til Anden Verdenskrig, der med det entydige skel mellem gode og onde virker triviel i sammenligning med Første Verdenskrig.

I hele forløbet har Macron foretaget en forsigtig, men stædig europæisk nytolkning, hvor triumferende antydninger af »sejren« over arvefjenden Tyskland har været bandlyst. Krigen var ødelæggende for alle europæere, pointerede Macron. Og de allierede sejrede godt nok, men de vandt ingen varig fred. I Frankrig vakte det kritik fra EU-skeptikeren Marine Le Pen, som i ramme alvor mente, at Macron hånede de mange millioner soldater, der havde ofret livet for Frankrig. Selv på Tysklands nationaltsindede højrefløj kritiserede oppositionslederen, AfD’s Alexander Gauland, Merkel for at deltage i de allieredes »fejring af sejren«.

Den højrepopulistiske idioti understreger Macrons pointe: At »patriotisme er den diametrale modsætning til nationalismen,« der i dag truer med »atter at vække gamle dæmoner til live«.

Ikke bare i Le Pens og Gaulands ønskelande, men helt konkret i lande som Polen, Ungarn eller Italien gøres EU til et af tidens største problemer, mens mindretal som romaer, muslimer eller jøder gøres til syndebukke for alverdens dårligdomme i stadig flere europæiske lande, hvor man under stikordet »fædrelandenes Europa« drømmer sig tilbage til en sund nationalistisk fortid, der aldrig har eksisteret.

Macrons advarsel mod, at vi atter bliver nationalistiske my country first-søvngængere som i 1914, var dog ikke så meget en appel til de europæiske gæster som en bredside mod multilateralismens bedemand, Donald Trump. Han end ikke løftede et øjenbryn ved kritikken, og ligesom Putin valgte han senere at blive helt væk fra det multilaterale fredsforum for sikkerhed, handel og nedrustning i Paris.

Tidens store fare er ikke nye europæiske krige. Det er derimod en europæisk-nationalistisk opløsning, der gør os europæere hjælpeløse over for forfaldet i den multilaterale orden, både hvad angår menneskerettigheder, frihandel og sikkerhed.

Historien bliver mere kompliceret af, at fredsslutningen i 1918 ikke kun handlede om militære overvejelser og national magtpolitik, men også om politiske betingelser og internationale regler. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde faktisk en international retsorden for øje – samtidig med de nationale interesser, der gav et skub til USA’s finansielle og geopolitiske opstigning. Den Pax Americana, som voksede ud af verdenskrigene, står nu for fald i bevægelsen mod en mere multipolar verdensorden. At Trump op til jubilæet betegnede Macrons ideer om en europæisk hær som »fornærmende«, antyder derfor, at han havde forestillet sig noget andet med sit krav om større europæiske bidrag til NATO – formentlig på betingelser dikteret af USA.

En europæisk hær vil ikke løse de europæiske sikkerhedskvaler, som den sideløbende debat om den potentielle atomare ødelæggelse af Europa udstiller. Men heller ikke her vil et splittet Europa kunne føre seriøse dialoger med hverken Rusland eller USA – eller få en paneuropæisk fredsbevægelse på benene.

Det ville derfor være for billigt at affeje Macrons indtrængende opfordringer til internationalt sammenhold og mod nationalisme som et naivt ekko fra de historieafsluttende 1990’ere. Macron nægter at være nationalistisk søvngænger. Og han minder os om, at der faktisk ikke skal falde mange historie- og ansvarsbevidste statsledere i Europa, før vores kontinent atter kan blive styret af den nationalisme, som EU burde være et bolværk mod. Vel at mærke i en ny verden, hvor truslerne også kommer udefra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Niels Møller Jensen
  • Troels Ken Pedersen
  • Thomas Tanghus
  • lars søgaard-jensen
  • David Zennaro
  • Carsten Munk
  • Olaf Tehrani
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Oluf Husted
  • Poul Anker Sørensen
Morten Lind, Niels Møller Jensen, Troels Ken Pedersen, Thomas Tanghus, lars søgaard-jensen, David Zennaro, Carsten Munk, Olaf Tehrani, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Oluf Husted og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, nedlagde en krans ved Cenotaph-monumentet i London i overværelse af stort set hvem som helst fra de ledende kredse i Storbritannien.

Frank-Walter Steinmeier blev derved det første tyske statsoverhoved, der deltog i den britiske National Service of Remembrance.

Overskriften er ganske korrekt. Europa og unionen har ganske simpelt retning mod at falde fra hinanden. Fra at have været ret enige om mål og værdier, betyder fælles mål og fælles værdier ikke mere noget for de fleste af Europas nuværende politiske ledere. Her er det nationalisme og "egne" populistiske mål, der har betydning. Og dette dyrker en stigende andel af de politiske ledere ved at modarbejde hinanden, og udpege fællesskabet som ansvarlig.

Faktisk gælder alle kneb for at holde sig ved magten. I nogle lande er korruptionen helt åbenlys, og i andre lande kaldes det "vennetjenester". Og de få gravende journalister, der findes, lever livet farligt, - se blot på f.eks. Malta og Slovakiet hvor de simpelt hen myrdes.

Inden for unionen findes egoismen i Poland, Storbritannien, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Italien, Østrig, samt i nogen grad Danmark, Rumænien, Slovenien, Bulgarien og Kroatien.

Det er som en chefredaktør sagde i morges: - "Vi har desuden en tendens til overvurdere vores politiske lederes indsigt og evner til at gøre det rigtige". - Og der burde måske tilføjes "interesser".

Niels Møller Jensen, Anne Eriksen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Unionens krig for det føderale fantasteri mod ondskabens vrangvillige nationalstater klynker på sit sidste patetiske vers om de grimme nationalistiske populister og al deres væsen, men ømt ser det ud.

Grethe Preisler

Ja, det er da et sødt billede, Marie Jensen,
Men hvad signalerer det egentlig til beskueren?
Mor med søn - eller småbørnspædagog med en lille dreng, som venter på, at hans mor kommer og henter ham, før SFO'en lukker?

Flemming Berger og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Hvordan kan dette billede ses på som sødt eller rørende på nogen måde ?? Der står europas største forrædere. Alle de folk der mener at EU er en god ting har ikke fattet en meter. Centralisering af magten kan ikke være godt for den almindelige borger. At flytte en masse muslimer ind via George Soros´s NGOer er en stille krig på vores kultur og vores fremtid. De af jer som ser de to og deres handlinger som gode har været grundigt hjernevaskede. Nationalisme er ikke en dårlig ting. Alle statshoveder burde være nationalister frem i fingerspidserne. De skulle arbejde for sit folk og sit land først og fremmest. Ikke en fremmed magtelite som aldrig er blevet valgt af os. Vi har intet at sige længere. Vi skal bare holde vores kæft og betale vores skat. Være "ordentlige" i den forstand at vi tænker de rigtige tanker og føjer os på den rigtige måde. Vores system i sin nuværende form er ikke et streg af genialitet. Snarere et usynligt fængsel hvor vi har glemt hvem vi virkelig var. Intuitive mennekser af kød og blod fyldt med sjæl og frihed skabt af Gud moder og Gud fader. Ikke et firma som er reduceret til et tal.

Alf Bjørnar Luneborg og Georg Kallehauge anbefalede denne kommentar

Mange europæere er bare så hungrende parate til den næste stærke m/k, og nu hvor Merkel har smidt håndklædet op i luften, er Macron måske Unionens redningsbåd med ideen om en militær oprustning i form af en fælles hær i Europa mod Kina, Rusland og USA, og England ?

Konflikternes formering er ganske uhæmmet i forsøgene på at opretholde den ortodokse europæiske centralisering. Spændende at se, om Lars Løkkes Venstre går mod trut og fanfare, når det handler om europaparlamentet. Er freden ofret på projektets bevarelse ?

Torben Lindegaard

@Peder Bahne

Selvfølgelig kan Danmark ikke deltage i en fælles EU hær pga Forsvarsforbeholdet.

Det ved alle og enhver - vi står allerede udenfor det permanent struktureret samarbejde, PESCO, sammen med Malta & Storbritannien.

Ja Torben, men som unionsborger ved du også, at vi havde forbehold mod unionsborgerskabet, og euroforbeholdet kan vist ikke siges at være opretholdt 100%. For eksempel stillede vi en garanti på 40 milliarder for den forsagede mønt, da lokummet fængede, og det har hele tiden været unionisternes politik her i landet, at vikle os længere og længere ind i møntens institutioner skive efter skive.

Forsvarsforbeholdet har ikke haft den store betydning indtil nu, men hvis EU starter en centraliseret oprustning i de kommende år, har vi en del politikere, der er klar til at marchere med så langt de juridiske fiflerier muliggør. Peace in our time.

Torben Lindegaard

@Peder Bahne

Jeg er rørende enig med Keld Albrechtsen fra den hedengangne Juni-bevægelse i, at der slet ikke må fifles med forbeholdene - og hellere lade være end udsætte sig for beskyldninger om fifleri.

Jeg er med på at stemme JA til ophævelse af alle 4 forbehold - samlet afstemning eller hver for sig, det er lige meget - men jeg vil stemme NEJ til alle modifikationer af de 4 forbehold.
Ikke flere krejler-tilretninger.

Jeg forstår, at netop dén holdning kan medføre, at der aldrig bliver flertal for nogen som helst ændring eller ophævelse af noget forbehold - det perfekte er det godes værste fjende.

Men så er det sådan, det er. Punktum.

Jeg har altid været imod at skabe et europæisk magtcentrum med valuta, vilje, kontrol og militær. Jeg har forbehold mod euro, ret, uborgerskab og forsvar

?

Du har altid været for at skabe et europæisk magtcentrum med valuta, vilje, kontrol og militær. Du har ingen forbehold mod centraliseringen ?

Torben Lindegaard

@Peder Bahne

Jeg er normalt ret EU positiv; men nu nævner du lige nøjagtigt "valuta, vilje, kontrol og militær".

"Vilje & kontrol" .... det afhænger jo helt af, hvad der er vilje til og kontrol med.

"Valuta" .... Euro'en har vist ikke set sit sidste stormvejr - Italiens nationalbudget render i hu - så der er ingen grund til at opsøge problemerne ved at tilslutte Danmark til Euro'en lige nu.

"Militær" .... Jeg kan sagtens se fordele ved PESCO; men jeg er ikke parat til en EU Forbundshær à la US Army. Militæret skal stadigvæk være rodfæstet i Nationalstaten.

Så lige nøjagtigt på de felter, som nu nævner, kniber det lidt med entusiasmen; men ellers ....