Leder

WTO-strid giver Trump et forklaringsproblem

Verdenshandelsorganisationen godkendte onsdag at undersøge, om USA og præsident Donald Trumps brug af told på importvarer er ulovlig
Verdenshandelsorganisationen godkendte onsdag at undersøge, om USA og præsident Donald Trumps brug af told på importvarer er ulovlig

Eric Thayer

23. november 2018

På papiret handler det om stål og aluminium. I realiteten er det regelbundne, internationale handelssystem på spil, når WTO påbegynder en opsigtsvækkende sag rejst mod USA.

Verdenshandelsorganisationen godkendte onsdag at undersøge, om USA og præsident Donald Trumps brug af told på importvarer er ulovlig. EU, Kina, Norge, Canada, Rusland og Mexico mener alle, at det er i strid med WTO-reglerne, når Trumps administration bruger nationens sikkerhed som begrundelse for at indføre toldsatser.

Normalt ligger mandatet til at føre handelspolitik hos den amerikanske kongres, men Trump ville det anderledes. Den amerikanske lovgivning tillader, at præsidenten kan udstikke handelspolitikken, hvis det gælder nationens sikkerhed. Så med den begrundelse har Trump i stort omfang bragt handelskonflikter og toldtrusler til forhandlingsbordet – og både ramt venner og fjender.

Metoden er set før, men ikke i samme omfang som nu. Det er derfor ikke overraskende, at fremgangsmåden bliver udfordret i WTO.

Nye spilleregler

Den konkrete sag omhandler de 25 procent told på import af stål og ti procent på aluminium, som USA indførte i foråret. Alene EU eksporterer stål og aluminium til USA for 26 milliarder kroner. De fleste eksperter vurderer, at USA har et forklaringsproblem. Det er svært at se, hvordan eksempelvis stål fra Canada kan udgøre en trussel af nationale dimensioner.

Taber USA, kan Trump vælge at trække USA ud af WTO. Det er ikke sandsynligt, men han har tidligere truet med det. Skulle USA vinde, vil det åbne for, at andre lande også påberåber sig nationale sikkerhedshensyn, hvilket vil underminere hele systemet.

Normalt er man i WTO-regi påpasselig med at anfægte andre landes nationale sikkerhedssituation. Men USA’s syn på internationale aftaler og institutioner er under Trump ikke længere normen. Den internationale kritik af de amerikanske metoder har ulmet længe. EU har svaret igen ved at lægge told på udvalgte produkter fra USA, og allerede tilbage i juli satte EU-præsident Donald Tusk ord på, hvad der er på færde:

»Vi er alle klar over, at verdens arkitektur ændrer sig lige foran vores øjne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu