Leder

Endnu en våd klud i ansigtet på europæeren Macron

Endelig kom de: de europæiske finansministres nye skruer til eurozonens vaklende plankeværk. Men målt på ambitionerne om en stabil valuta med et fælles budget er de små reformskruer endnu en våd klud i ansigtet på Macron og hans offensive europæiske drømme
5. december 2018

»We made it!«

Der var udmattede, men store smil på tapetet og Twitter, da lederen af eurogruppen, portugiseren Mário Centeno, tirsdag morgen trådte frem efter 16 stive timers forhandlinger med de 27 EU-finansministre i Bruxelles.

Emnet var de længe ventede reformer af euroen, og Centeno var ikke i tvivl: Der er tale om »en omfattende reformplan« og »et gennembrud på nøgleområder«. Den tyske finansminister, Olaf Scholz, pippede på Twitter om »et godt resultat«, der »bringer euroreformerne afgørende skridt fremad«.

Magasinet Politico omtalte derimod den tekniske reform af redningsmekanismen ESM (European Stability Mechanism) som »eurozonens modreformation«, mens den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra, tilfredst udtalte, at »den franske elefant er blevet til en mus – og den er endda sat i bur«.

For at forstå elefantvitsen må man skrue tiden to år tilbage, hvor en fransk præsidentkandidat leverede en besk kritik af euroen i Berlin.

»Euroen er en svag tysk mark. Status quo vil betyde, at euroen vil blive afviklet om ti års tid. Vi må kollektivt indse, at euroen ikke er fuldendt og ikke kan overleve uden omfattende reformer,« sagde Emmanuel Macron dengang.

Efter valgsejren holdt Macron fast i sin reformdagsorden, der bl.a. indbefattede en europæisk finansminister og et budget for eurozonen på »flere procent af EU’s BNP« – altså flere hundrede milliarder euro – som skulle skabe vækst og konvergens i eurozonen.

Men først var Tyskland lammet af en pinagtigt lang regeringsdannelse, og selv da det lykkedes at danne regering, forblev Merkel lunken over for Macron – selv om de tyske socialdemokrater i SPD satte sig på finansministerposten og vakte franske forhåbninger om, at Tyskland ville bevæge sig.

Euroen vil nærmere blive drevet frem af reelle kriser end af Macrons visioner

Det skete ikke. Det virkede derfor som en kærkommen håndsrækning til Tyskland, da otte nordeuropæiske finansministre med den hollandske elefantvitsefortæller i spidsen og Danmark som påhæng i marts advarede Tyskland mod at marchere ned ad Macrons reformvej. En vej, som i deres øjne undergraver det nationale ansvar for at holde egen gæld nede.

Det undrer altså ikke, at de natlige forhandlinger i Bruxelles kun resulterede i små reformskruer på et meget teknisk plan. Konkret drejer det sig bl.a. om, at den europæiske redningsmekanisme ESM frem mod 2024 – afhængigt af bankernes ’sundhed’ – skal overtage nogle af Den Fælles Afviklingsfonds funktioner.

Desuden skal ESM udvides, gøres mere fleksibel og deltage i EU-Kommissionens overvågning af eurolandene. Hidtil har ESM kun givet kreditter til kriseramte lande til gengæld for opfyldelse af hårde reformkrav.

I fremtiden skal ESM også kunne bruges forebyggende og uden reformkrav. I lande uden for EU kan centralbankerne nemlig støtte forebyggende op om den nationale økonomi. Det går bare ikke i eurozonen. De nye initiativer, ESM-skruerne, skal altså udligne, at disse stolper mangler i det europæiske plankeværk.

Ikke overraskende krævede Tyskland og de nordiske lande bl.a., at de lande, som skal have adgang til ESM-midler, skal holde sig til gældskriterierne for euroen. Generelt blev betingelserne sat så stramt, at selv den liberale europæiske tænketank Centrum für Europäische Politik, CEP, undrer sig over, at kun meget få eurolande vil komme i betragtning – og næppe dem, der har brug for det.

Fra et liberalt synspunkt kan man tilføje, at det ekstremt komplicerede regelsæt er stadig mere nødvendigt, fordi den fælles valuta sætter markedsmekanismerne ud af spil for det enkelte euroland i forhold til gældsætning. Men man kan som Macron også vende den om og sige, at plankeværket aldrig bliver stabilt, hvis vi ikke fuldender det i stedet for at lappe på status quo med stadig flere regler.

Macron kan i bedste fald derfor se de tekniske reformer som meget små skridt i sin retning. Men som Politico betragter det: Før eurokrisen var der heller ingen, der ville have troet på, at Tyskland ville være med til at skabe en redningsmekanisme for andre eurolande – en mekanisme, som nu med museskridt udvikler sig i retning af en krisefond.

Derfor vil euroen nærmere blive drevet frem af reelle kriser end af Macrons visioner. Nærmest som en høflig gestus over for Macron lovede finansministrene afsluttende »at holde diskussionen om et eurozone-budget i live«. Den sidste sætning lød dog:

»De tekniske diskussioner vil blive fortsat.«

Euroen er et dødsdømt projekt, der har skadet Italien og udelukkende er kommet Tyskland til gode, siger italiensk økonom, der bifalder Italiens opgør med eurozonens forfejlede sparepolitik. Omvendt vurderer en tysk økonom, at Italiens gældsætning kan få hele eurozonen til at ryge ud i en ny krise, som EU bør gøre alt for at stoppe. Vi ser det truende eurodrama fra to sider
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Tre af de ti gode råd til bl.a. bekæmpelse at den internationale organiserede kriminalitet i finanssektoren.

"10 ways Bernie Sanders would make the economy work for everyone”

1. Stop corporations from using offshore tax havens to avoid U.S. taxes. Each and every year, the United States loses an estimated $100 billion in tax revenues due to offshore tax abuses by the wealthy and large corporations. The situation has become so absurd that one five-story office building in the Cayman Islands is now the “home” to more than 18,000 corporations.

The wealthy and large corporations should not be allowed to avoid paying taxes by setting up tax shelters in Panama, the Cayman Islands, Bermuda, the Bahamas or other tax haven countries. The first bill that I introduced in the Senate (the Corporate Tax Dodging Prevention Act) would raise more than $580 billion over the next decade by eliminating the most egregious corporate offshore tax haven abuses.

2. Establish a Robin Hood tax on Wall Street speculators. Both the economic crisis and the deficit crisis are a direct result of the greed and recklessness on Wall Street. Creating a speculation fee of just 0.03 percent on the sale of credit default swaps, derivatives, options, futures, and large amounts of stock would reduce gambling on Wall Street, encourage the financial sector to invest in the job-creating productive economy, and reduce the deficit by $352 billion over 10 years, according to the Joint Committee on Taxation.

3. End tax breaks and subsidies for big oil, gas and coal companies. If we ended tax breaks and subsidies for big oil, gas, and coal companies, we could reduce the deficit by more than $113 billion over the next ten years. The five largest oil companies in the United States have made over $1 trillion in profits over the past decade. ExxonMobil is now the most profitable corporation in the world. Large, profitable fossil fuel companies do not need a tax break.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

»Europæeren Macron« har såmænd ikke fået en våd klud i ansigtet af dette her. At vinkle historien på den måde er udtryk for manglende overblik.

Eurozonen har et enormt problem med at balancere mellem de sydeuropæiske lande samt fx Frankrig, som har brug for vækst og gerne vil opnå den ved at øge statsbudgette og de især germanske lande, som taler om sparepolitik og klarer sig så godt, at de hele tiden skal bekymre sig om ikke at overophede deres økonomier.

Macrons liberaliseringsreformer i Frankrig giver mening i dette perspektiv, for her har man Tysklands konkurrenceevne, som bl.a. er bygget på indkomstpolitik, for øje. Frankrig står svagt i forhold til dette, så liberalisering tænkes at kunne forbedre det – man kan sige, at Macrons største problem her er, at hvis Frankrig skulle gå hele vejen selv og opnå samme konkurrenceevne som Tyskland, ja, så ville det betyde, at den gennemsnitlige franskmand skulle gå 40% ned i indkomst. Det læste jeg i sin tid en dansk analyst skrive. Her kan man, hvis man absolut insisterer, isoleret set tale om et problem for Macron, for uden vidtgående reformer af eurozonen har Frankrig et problem . . .

Men det er IKKE et isoleret problem. Det handler om, hvorvidt der overhovedet skal være en eurozone i fremtiden. Det her er både euroens og den Europæiske Unions største problem bar none. Hvis vi fortsætter ned ad den tyske sti, så falder det sammen, og medlemsstaterne har reageret på samme måde som denne gang hver eneste gang – man sparker dåsen lidt længere ned ad vejen. Det har man gjort siden eurozonens begyndelse.

Så her ligger kimen til en anden vinkel: »Macron fik ikke ret – endnu.« Men der er i virkeligheden en 100 % sandsynlighed for, at manden får sin vilje, for ellers må Tyskland leve uden en eurozone. De andre lande går, lukker og slukker, og for hvert spark ned ad vejen bevæger vi os kun tættere på dette forudsigelige (og retfærdige!) resultat.