Leder

EU’s plasticforbud er et lille skridt i den rigtige vej

Skål i rigtige, genanvendelige snapseglas: EU’s forbud mod en række engangsplasticprodukter er et meget lille, men meningsfuldt skridt hen mod en holdbar ressourceøkonomi
Skål i rigtige, genanvendelige snapseglas: EU’s forbud mod en række engangsplasticprodukter er et meget lille, men meningsfuldt skridt hen mod en holdbar ressourceøkonomi

Henrik Pyndt

Udland
21. december 2018

Symbolpolitik! Formynderi! EU-idioti!

Ved mangt en julefrokost kommer EU’s beslutning om et europæisk forbud mod en række engangsplasticprodukter fra 2021 til at udløse hånlige kommentarer om at redde verden for sugerør og snapseglas.

Men fakta er på EU’s side.

Hver europæer producerer i snit 31 kg plasticaffald årligt – eller samlet ca. 15 millioner ton. At det meste plastic i verdenshavene stammer fra asiatiske floder, kan europæerne ikke vaske deres forbrug rent i, så længe 70 procent af affaldet på Europas strande er plastic.

Her gør sugerør ikke den store forskel. Men det handler også om bl.a. engangsservice, vatpinde, fastfood-beholdere og ballonholdere af plastic.

Indtil videre gælder forbuddet kun produkter, der uden videre kan laves af andre materialer. For forbrugerne gør det altså ikke just ondt. For vatpinde af pap og komposterbart engangsservice findes allerede, og Tetra Pak er på vej med sugerør af papir.

For andre plasticprodukter har EU desværre kun formuleret reduktionsmål.

Tidens største plasticplage, engangsplasticflasker, forbydes heller ikke, bl.a. på grund af de forskellige nationale standarder og pantsystemer, men der er sat et mål om at samle 77 procent af plasticflaskerne i 2025 og 90 procent i 2029.

Selvfølgelig er der ved enkelte produkter en fare for, at alternativerne til plastic forurener mere, hvis de fortsat behandles som engangsprodukter.

Men den fælleseuropæiske retning er åbenlyst rigtig – både for producenterne af mere miljøvenlige løsninger og for forbrugerne, som ikke foretager de mest miljørigtige valg af sig selv. Derfor er forbud nødvendigt. Det gælder selv de mere symbolske forbud, som bidrager til at vise alternativer og ændre vores vaner.

EU’s tiltag er en positiv udgang på 2018, der begyndte med, at Kina forbød den gigantiske import af plasticaffald – herunder hele 87 procent af EU-landenes plasticaffald.

Nu er Europa i pinligt bekneb for lagerplads og anlæg til at genanvende plasticaffaldet. Det er svært at finde et mere synligt bevis på, at vejen frem mod en holdbar ressourceøkonomi ikke kun går gennem mere genanvendelse, men især gennem reduktion.

Så svar roligt igen på de platte kommentarer om at redde verden med sugerør – og skål i genanvendelige snapseglas.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Henriksen

"EU’s plasticforbud er et lille skridt i den rigtige vej" - kunne man måske skrue lidt ned for anglicismerne og i stedet skrive på et ordentligt dansk?

Lise Lotte Rahbek og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Danmark havde verdens bedste returflaskesystem indtil EU - dengang EF - satte en stopper for det.

Jacob Mathiasen

"lille skridt"... Hold da kæft for en overdrivelse. Det er et mikroskopisk, hvis ikke totalt ligegyldigt skridt.