»Selv om det klør i fingrene for at afskaffe det korrupte, oppustede, udemokratiske, ukontrollerbare og totalitære EU-apparat, må man altid huske på, at følgerne (af at afskaffe EU, red.) måske kan blive uberegnelige.«
Måske uberegnelige!
Denne vilde og dog tvetungede smøre kom fra Alexander Gauland, leder af Alternative für Deutschland og dermed oppositionsleder i Europas største land, ved partiets anden Europa-partidag i weekenden.
At det var nødvendigt med to partidage, skyldes ikke kun manglen på egnede AfD-kandidater til EU-parlamentsvalget i maj, men også, at positioneringen over for EU udgør en betragtelig risiko for det populistiske protestparti, der har det bedst med diffuse fjendebilleder og trusler.
Nu kender vi endelig AfD’s EU-valgprogram. Det er ikke kønt.
På partidagen medgav Gauland, at flertallet af de borgerlige vælgere vil løbe skrigende bort, hvis AfD i disse Brexit-tider stiller »maksimalkrav om en Dexit«. Det ville bryde med en ellers urokkelig konsensus i tysk politik siden Anden Verdenskrig, nemlig den europæiske indbinding af Tyskland, og Tysklands størrelse og placering taget i betragtning ville Dexit i praksis betyde en opløsning af hele EU.
De moderate kræfter i partiet vil derfor slå på, at kravet om en tidsbestemt Dexit nu er blødt op med en række ultimatummer og formuleringer som »inden for et afmålt tidsrum«.
Men kravene for et fædrelandenes EU med mindre Europa og mere Tyskland er skarpe nok: AfD er ikke bare mod fælles europæisk asyl- og sikkerhedspolitik og for en tysk udtrædelse af euroen. Partiet kræver også en stærk reducering af EU-Kommissionens og EU-Domstolens beføjelser og mest opsigtsvækkende: en komplet afskaffelse af det eneste demokratisk valgte EU-organ: EU-Parlamentet.
De radikale krav er langt at foretrække frem for den diffuse kritik, hvor det »totalitære apparat i Bruxelles« bruges som prygelknabe til at score populistiske point uden skyggen af et realistisk alternativ.
Det kan ikke bare de tyske vælgere forholde sig til. På partidagen nævnte AfD østrigske FPÖ, italienske Lega og ungarske Fidesz samt unavngivne skandinaviske EU-skeptikere som oplagte partnere.
Det lyder i sandhed som et mareridt for Europa. Men for vælgerne i alle disse lande – herunder også i DF’s eget land – kender vi nu populisternes nye venner i EU-Parlamentet. Selv uden en fast tidshorisont for deres drøm om en Dexit, er den klarhed til at tage at føle på. Måtte de øvrige EU-skeptikere følge trop.
Jeg tror ikke på, at Tyskland kan melde sig ud af EU ? Hele komplekset omkring BRD´s forfatning er præget af besættelsesmagternes delaftaler fra 1949 af. Tyskland er ikke en fuldt ud suveræn nation: Det ses i 4+2 Traktaten, hvor de allierede besættelsesmagter godkendte sammenlægningen af BRD med DDR i Forbundsrepublikken Tyskland. Der er i denne traktat og i det tyske forfatningsvirvar at tekster flere aftaler fra besættelsestiden, hvor de allierede militærmagter USA, GB, Frankrig og Rusland stadigvæk har bestemmende indflydelse på, hvad tysk politik kan beslutte. F.eks kan tyskerne ikke beslutte, at de amerikanske og engelske baser i Tyskland nedlægges og overtages af den tyske hær. Tyskerne må ikke oprette en hær med mere end 370.000 mand og der er flere lignende klausuler, som viser at BRD selv ikke nu i år 2019 er en fuldt ud suveræn og selvstændig nation.
Helt officielt er der ikke sluttet en fredstraktat med parterne fra den 2. Verdenskrig. Krigen er ophørt men der er ikke sluttet en fredstraktat, som forvandler Tyskland fra en fjendtlig nation til en ligestillet fredelig nation på linie med de andre medlemmer af FN. Den længste våbenhvile i Europæisk historie har varet i snart 74 år.
Det var en fransk betingelse for Tysklands genforening, at Tyskland opgav deres nationale valuta DM og tilsluttede sig etableringen af en fælles europæisk valuta EURO. Den franske interesse at tøjle Tysklands økonomiske magt og anbringe denne i europæisk tjeneste.
Det tyske folk og den tyske nation har aldrig stemt om EF medlemskabet. Tyskland gled ind i samarbejdet via den fransk tyske stålpagt, hvor forudsætningen var at forhindre at de tyske store virksomheder og koncerner nogensinde igen blev motoren i en tysk oprustning. De tyske kampvogne og kanoner skulle forvandles til husholdningsmaskiner og lignende, der kunne eksporteres. Bare se til Krups, hvad er det for produkter, som nu ses i supermarkederne.
Med den nye amerikanske Præsident Donald Trump, som har beklaget sig meget og inderligt over, at det tyske militærbudget er for uambitiøst og for lavt, da ville det tyske modkrav meget naturligt være. Ja fint med så vil vi have 4+2 traktaten ophævet for ellers så kan Donald Trumps ønsker ikke realiseres. Hans egen amerikanske udenrigspolitik i Europa blokerer for dette.
AFD må som parti at forholde sig til disse tabubelagte realiteter at arbejde for at Tyskland nu får fjernet de sidste rester af besættelsestidens statutter. Så kan tyskerne ud fra nationale interesser, retten til selvbestemmelse og det mellemeuropæiske samarbejde selv bestemme, hvorledes landet skal involvere sig i det europæiske projekt.
4+2 Vertrag indhold og betingelser link:
https://www.youtube.com/watch?v=HhKx2x9a21A
"Helt officielt er der ikke sluttet en fredstraktat med parterne fra den 2. Verdenskrig"
Kim,
den blev indgået i 1990. Noget forsinket i forhold til krigens slutning, men stadigvæk en forrmel fredstraktat.
Måske burde der være en mulighed for at utilfredse borgere frit kan melde sig ud af unions-fællesskabet.
Alexander Gauland fra AfD er fremkommet med mange ubehagelige påstande. Bl.a.:
- At tyskerne skal holde op med at skamme sig over deres historie.
- At Det Tredje Rige har gjort mange gode ting man som tyskkan være stolt af.
- At Nazi-tiden (med milioner af aflivede og andre døde) blot er en fuglelort på Tyslands stolte historie.
Jeg syntes faktisk, at Alexander Gauland og ligesindede slet ikke skal finde sig i at være med i en union, de ikke bryder sig om. Og der må da findes steder, måske Brasilien eller Filippinerne, der passer bedre til deres opfattelser.
.
Kim, Krups har intet med Krupp at gøre. De har vist aldrig lavet andet end køkkengrej.
@Erik Karlsen
Jeg er helt enig i din fortolkning af, at 1990 ( 4+2 Vertrag ) i praksis er den officielle fredstraktat.
Men der en tilsyneladende en tysk debat på de sociale medier om dette spørgsmål.
Debatten ser ud til at være påvirket meget af politiske standpunkter på højrefløjen. Foreningen af Rigsborgere ( Reichsbürger ) bruger diskussionen til at kaste et dubiøst skær over Forbundsrepublikken Tyskland. Det skinner igennem, at foreningen opfatter den nuværende demokratiske stat, som en stat tyskerne er blevet påtvunget af amerikanerne og af de vestallierede efter den 2. Verdenskrigs afslutning.
Jeg har set påstande om, at der reelt ikke er sluttet fred efter den 1. Verdenskrigs afslutning. Det har jeg svært ved at anerkende. Versailles Traktaten fra 1919 og de efterfølgende traktater herunder Trianon Traktaten fra 1920 godkendte de nye grænser i Europa efter Central magternes nederlag i November måned 1918. Set i et historisk lys var traktaterne med til at grundlægge flere europæiske konflikter, der voksede frem efterfølgende herunder korridorstriden mellem Polen og Tyskland, som allerede var et åbenlyst stridspunkt i Weimar Republikkens tid.
Efter den 2. Verdenskrig er forholdet anderledes, da der slet ikke eksisterer et Tyskland efter Kapitulationen den 8 Maj 1945. Tysklands fremtid var på daværende tidspunkt ikke endeligt afklaret men Jalta Konferencen i Februar måned 1945 mellem USA, Sovjetunionen og England fastlage rammer for tiden efter krigens afslutning. Efterfølgende blev de rammer præciseret ved Postdam Konferencen i Juli måned 1945.
De amerikanske besættelsesstatutter har overlevet forskellige steder i den tyske forfatning den dag i dag. Det er det som er grundlaget for at anføre, at Tyskland reelt ikke har genvundet fuld selvbestemmelse og suverænitet. Vi har mig bekendt ikke udenlandske statutter i Grundloven eller i dansk lovgivning.
Og jeg ville anse det for fuldkommen uantageligt, hvis USA bestemte, at Frankrig eller England skulle tilføje bestemmelser i deres forfatning om størrelsen af deres militær og tilstedeværelsen af fremmede tropper på deres jord.
70 år efter krigens afslutning må det være et rimeligt krav, at kræve de statutter fjernet fra forfatningen og erstattet af bestemmelser, som alene er besluttet af Forbundsdagen.
Tak til Palle Jensen for den meget væsentlige pointe, at Krupp og Krup er to forskellige virksomheder, som ikke har noget med hinanden at gøre. Det var jeg faktisk ikke klar over.
Omkring EU spørgsmålet er det indlysende, at en tysk udmeldelse vil skabe uoverstigelige problemer for hele EU´s fremtidige eksistens. Vi skal ikke undervurdere det kommende EU valgs betydning. Hvis Front Nationale i Frankrig bliver den stærkeste politiske kraft i Frankrig, så vil det europæiske politiske landskab kunne stå overfor vidtgående forandringer.
Verdenskrisen i 1929 og 1930´ernes fascisme og nationalsocialisme førte til Folkeforbundets undergang.
Gert Rommes kommentar om AFD er derfor helt på sin plads. Partiet ser ud til at rumme både antisemitiske og revisionistiske kræfter, der vil protestere mod den nuværende demokratiske tyske stat uden dog klart at pege på, hvad der skal erstatte den føderale demokratiske stat.
Link til Wikipedia
Versailles Traktaten 1919
https://de.wikipedia.org/wiki/Friedensvertrag_von_Versailles
Krupps stålværker
https://de.wikipedia.org/wiki/Krupp_(Familie)
Krup Husholdningsmaskiner
https://de.wikipedia.org/wiki/Krups
Kim - Du skriver: "Det var en fransk betingelse for Tysklands genforening, at Tyskland opgav deres nationale valuta DM og tilsluttede sig etableringen af en fælles europæisk valuta EURO. Den franske interesse at tøjle Tysklands økonomiske magt og anbringe denne i europæisk tjeneste".
Synes du, at franskmændene har haft særlig held dermed? Tværtimod, så er Tysklands økonomiske magt jo steget voldsomt siden Euroen kom til, mens Frankrig er dybt forgældet, og vist slet ikke burde være medlem af Euroen.
Mht. AfD - "At det var nødvendigt med to partidage, skyldes ikke kun manglen på egnede AfD-kandidater til EU-parlamentsvalget i maj, men også, at positioneringen over for EU udgør en betragtelig risiko for det populistiske protestparti, der har det bedst med diffuse fjendebilleder og trusler."
Ligner til forveksling hvad Frikadellepartiet kommer med. Pia Kjærsgård har kaldt EU-Parl. for en rotterede, og Søren Espersen for et ubehageligt sted, hvor man ikke kan trække vejret. Racist-Kenneth kalder det for en "Mørk, beskidt havn" osv.
Også DF stiller krav om en folkeafstemning om medlemskabet af EU. Det er en gratis omgang, fordi DF ved jo godt, at luderpartiet Venstre aldrig vil gå med til en sådan, og DF ved jo også godt, at en sådan afstemning ville give et flertal for fortsat medlemskab. Det samme gælder naturligvis for nejsigerne på venstrefløjen. Men det gør sig jo godt på den billige langside, at kræve folkeafstemning.
Men kom der virkelig en sådan ville nej-sigerne være på den - ganske som i England - for ingen af dem ville ane, hvad de skulle stille op som alternativ til EU.
Et nej er ikke ét nej.
Brexit er en levende og slående illustration af, hvor let det er at få folk af forskellig politisk observans til at stemme nej - uden at vide, hvad de efterfølgende skal stille op med deres nej, hvis det får flertal.
I Danmark går DF og EL arm I arm, når der skal stemmes om EU. Men de ville være forrygende uenige om, hvad de skulle bruge en sejr til. Akkurat som i Storbritannien nu.
Hvis ikke der foreligger klart beskrevne alternativer, så giver folkeafstemninger ingen mening. Et ja giver et konkret resultat, der kan handles på. Et nej lukker blot op for Pandoras æske.