Leder

Brexit: Storbritannien skal vælge mellem en dårlig løsning og en dårlig løsning

Briterne har stadig ikke besvaret det mest afgørende spørgsmål om Brexit: Hvis de ikke vil blive i EU's toldunion og det indre marked, skal der være en grænse. Hvor skal den gå? Der er kun dårlige løsninger for Storbritannien, men de nødt til at vælge én af dem
Briterne har stadig ikke besvaret det mest afgørende spørgsmål om Brexit: Hvis de ikke vil blive i EU's toldunion og det indre marked, skal der være en grænse. Hvor skal den gå? Der er kun dårlige løsninger for Storbritannien, men de nødt til at vælge én af dem

Mark Duffy/AFP/Ritzau Scanpix

31. januar 2019

»Theresas triumf«, stod der på forsiden af Daily Mail onsdag.

»Hun gjorde det,« skrev Daily Express samme dag.

Det lignede en sejr for Theresa May. Tirsdag aften vedtog det britiske underhus en kort tekst med 317 stemmer mod 301: Hvis May tager til Bruxelles og ændrer den såkaldte backstop, vil parlamentet stemme for hendes skilsmisseaftale med EU.

Det var et overraskende solidt flertal, de hårde Brexit-folk med Jacob Rees-Mogg i spidsen stemte for, og nu står de konservative pludselig relativt samlet. Og May har en plan: Backstoppen skal væk!

Backstoppen er den juridiske mekanisme i Brexit-skilsmisseaftalen, der skal sikre en åben grænse til Nordirland ved at binde hele Storbritannien til en toldunion med EU, selv hvis parterne ikke har forhandlet en ny aftale på plads inden december 2022, hvor transitionsperioden udløber, og briterne er helt ude af EU.

Man forstår godt briternes modvilje imod backstoppen. Ingen suveræn nation kan acceptere at være juridisk bundet til en toldunion og til tusindvis af EU-regler på ubestemt tid uden mulighed for at komme ud.

EU lover, at backstoppen ikke skal bruges, og selv hvis den kom i brug, ville den være så »suboptimal« en model for samarbejde, at der straks ville blive forhandlet en anden aftale. Men det er lidet betryggende, hvis man er brite, for sådan en aftale skal jo også løse det nordirske grænsespørgsmål, som indtil nu har været umuligt. Indtil da består backstoppen.

Men man forstår også godt, hvorfor EU absolut vil have en backstop. Det er den hidtil eneste model, der kan sikre ro og kontrol med grænsen og med det indre marked.

EU-lederne kan ikke give sig

For EU er Brexit en systemisk risiko, det handler om selve grundlaget for unionen. Det værste, der kan ske for EU, er ikke no deal eller en dårlig deal og fisk. Det værste ville være:

At det indre marked og toldunionen bliver kompromitteret – at der ikke opkræves told, og at der strømmer ftalatlegetøj og hormonoksekød ind i frihandelsområdet.

At sammenholdet i unionen ødelægges, fordi EU ofrer et medlemslands sikkerhed (Irland) for at lave en aftale med et ikkemedlemsland (Storbritannien). Og at briterne får så meget med ud ad døren, at det pludselig ser bedre ud at forlade EU end at blive i klubben.

Derfor kan EU-lederne ikke give sig. Hvem skulle rejse sig op og sige: ’Hey venner, lad os nu give briterne en hånd og sløjfe den backstop, selv om ingen har fundet på en bedre løsning’?

Bruxelles havde håbet på, at det store nederlag til Mays deal i forrige uge ville få hende til at vælge en blødere Brexit – en permanent toldunion eller en norsk model. Nu har hun i stedet vendt sig den anden vej.

Macron, Donald Tusk og Michel Barnier har allerede sagt blankt nej til at genforhandle skilsmisseaftalen og backstoppen. EU kan udskyde Brexit-datoen, og EU kan ændre lidt i den ikkejuridisk bindende politiske erklæring, men det er det.

Storbritannien må vælge én af de dårlige løsninger

Det dufter af no deal. For hvad skulle få EU-lederne til at ændre mening, hvad skulle Storbritannien kunne presse dem med? Uanset hvad der sker, bliver det værst for briterne selv:

No deal vil gøre ondt på EU, men for den britiske økonomi vil den være knusende. At true EU med no deal svarer til at sige: ’Hvis I ikke gør, som vi siger, skyder vi os selv i hovedet, og så splatter der altså en masse blod ud over jeres tøj.’

En grænse i det irske hav – som EU’s oprindelige forslag til en backstop lød – kan ødelægge den britiske union: Nordirland vil forblive tøjret til EU, mens Storbritannien langsomt flyder væk, og det kan ende med en folkeafstemning om irsk genforening. Og hvad så med skotterne?

Og en blød Brexit a la den norske model kan ødelægge Det Konservative Parti og skabe et demokratisk underskud, hvor briterne ikke har indflydelse på de regler, de er underlagt.

Theresa May har vundet en pyrrhussejr. Ja, hendes parti er rykket sammen, og for første gang længe har hun en plan, der kan komme igennem parlamentet, men briterne har stadig ikke besvaret det mest afgørende spørgsmål: Hvis de ikke vil blive i EU’s toldunion og det indre marked, skal der være en grænse – og hvor skal den gå?

Der er kun dårlige løsninger for Storbritannien, men de skal vælge én af dem.

Nogle hundrede irere var mandag samlet der, hvor grænsen mellem Irland og Nordirland skal går, hvis der ikke bliver fundet en løsning på grænseproblemer i forbindelse med briternes udtræden af EU. Demonstranterne frygter, at en genindførelse af grænsen melem Irland og Nordirland vil genoplive volden.
Læs også
Den nordirske grænse blokerer for en aftale om Brexit. Konflikten kan kort sagt koges ned til ét ord: backstop.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Estrup
Christian Estrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Var det ikke for at holde udlændinge ude at de ville ud? Så skal der vel vel være
en grænse a' la Df's?

Torben Lindegaard

@Signe Hansen

Det er mere kringlet med grænsen imellem UK & Republikken Irland.
Hverken UK eller Irland er medlemmer af Schengen.

Imidlertid er UK & Republikken Irland siden 1923 medlemmer af "Common Travel Area" sammen med de 3 Kronbesiddelser.

Så der er en åben grænse imellem Irland og UK også uden om Nordirland -
f. ex. hvis en irer eller brite tager færgen fra Dublin til Liverpool.

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Du ridser problemkomplekset såre præcist op.

Det er meget bekymrende, at det åbenbart tegner til en no-deal for så vidt angår Udtrædelsesaftalen - ingen kan være interesseret i det.

Men det går godt nok over min forstand, hvordan man kan finde et kompromis, der både tager hensyn til Republikken Irlands ønsker og bekymringer, og som kan blive vedtaget i Westminster.

Rådet minus UK træffer beslutning om Udtrædelsesaftalen med kvalificeret flertal, der ved denne lejlighed defineres efter Lissabonstraktatens artikel 238, stk. 3, litra b:

"Hvis Rådet ikke træffer afgørelse på forslag af Kommissionen eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, defineres kvalificeret flertal uanset litra a) som mindst 72 % af de medlemmer af Rådet, der repræsenterer de deltagende medlemsstater, idet dette flertal skal omfatte mindst 65 % af befolkningen i disse medlemsstater."

Det kan man så regne videre på. Håbet er, at EU vil bevare solidariteten med Republikken Irland, frem for at give efter for UK's pres.

Mihail Larsen

Det egentlige problem: Frihandel og deregulering

https://www.theguardian.com/commentisfree/2019/jan/29/britannia-rules-wa...

Grænsen mellem Irland og Nordirland er kun den synlige anstødssten. Bagved ligger to vidt forskellige samfundssyn: Et britisk-liberalistisk og et kontinental-republikansk. Briterne (eller i al fald de toneangivende af dem) ønsker frihandel og deregulering; resten af EU går ind for en reguleret markedsøkonomi.

Derfor er og bliver UK et fremmedlegeme i EU, en kilde til bestandig sabotage af den kontinentale velfærdstænkning. Det vil kræve en kulturrevolution i UK at gøre op med den herskende ideologi, der er baseret spå lige del af liberalistisk markedsøkonomi, imperial fortid og stokkonservativ tradition. Måske - måske - vil UK være parat til at genindtræde i EU om 20-30 år, når og hvis et sådant opgør har fundet sted. Ellers må UK sejle sin egen sø - med eller uden flåde.

Brexit er opium for folket!

Michael Friis, Steen Voigt, Pia Nielsen og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Grænsen er ikke kun et britisk/irsk anliggende

Grænsen er EU's, fordi den adskiller Storbritannien som 'tredie-land' fra resten af EU. Problemerne kan derfor ikke afgøres alene ved bilaterale forhandlinger mellem Irland og Storbritannien. Hvis grænsen er åben som en ladeport, kan alverdens varer, der importeres til Storbritannien, uden videre sælges videre i resten af EU gennem Irland. Det vil føre til det indre markeds og toldunionens sammenbrud.

Der kan og vil EU ikke bøje sig på dette punkt. Selv i det tilfælde, at knæene bliver bløde i Dublin under det britiske pres, vil det såkaldte backstop ikke kunne fraviges.

Det er såre elementært.

Lars F. Jensen, Ole Henriksen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mihail Larsen

UK kan måske vælge at genindtræde i EU om 20 - 30 år - skriver du.

Det passer nok meget godt - der inkarnerede EU modstandere skifter helt sikkert ikke mening; men ingen lever selvfølgelig for evigt.

Her er et link til BBC Politics Live 30.01.2019, hvor Stephen Kinnock debatterer med den konservative parlamentariker Peter Bone.

https://www.youtube.com/watch?v=dd9CVZJ89AE

Come Hell or High Water -
Peter Bone vil aldrig i livet kunne godtage EU in any way, shape, or form,
som de siger derovre på De britiske Øer.

Post-Brexit eventyr -skattely a la Singapore
"Senior government ministers have been signalling the Singapore-on-Thames development strategy since January 2017, when Prime Minister May and her Chancellor Philip Hammond both flagged it up as a potential route. Since then other senior ministers, including Foreign Secretary Jeremy Hunt and Home Secretary Sajid Javid, have signalled that this is the model they would pursue post-Brexit.

Just to put this in context, Singapore has rapidly expanded its role as an offshore financial centre in the past decade, currently ranks number five on the Financial Secrecy Index, and has a secrecy score of 67. That secrecy score reflects general weaknesses in Singapore’s corporate transparency regime and low level of commitment to tackling corporate tax dodging.

So this raises questions about what senior politicians in London mean when they talk about Singapore-on-the-Thames. Mr Javid – a serious contender to replace Theresa May as leader of the Conservative Party, who has worked as a banker in Singapore – has spoken about using tax cuts and deregulation as part of a “shock and awe strategy” to transform the post-Brexit UK economy.

What the Singapore-on-the-Thames visionaries appear to have in mind can be summed up as:

A commitment to sweeping tax cuts for corporations and mobile rich people – tax wars as a fiscal weapon;
Tax measures such as accelerated capital allowances to attract mobile investments to UK;
Comprehensive de-regulation, removal of social and environmental protections;
Weak or non-existent compliance with international anti-money laundering measures;
Retaining golden visa arrangements to provide residence rights of wealthy non-British citizens, increasing exposure to oligarchs and corrupt illicit financial flows."

https://www.nakedcapitalism.com/2019/01/brexit-singapore-thames-fantasie...

Brexit and the future of tax havens recorded livestream Tuesday, 22.01.2019
3:30 pm – 6:00 pm. Indlæg af John Christensen fra Tax Justice Network - 25:59 inde i streamingen
https://object4.de/ev/20190122/

Brexit handler mere om et intern opgør i UK end noget andet som Mihail Larsen også er inde på. Det hele er teater. EU vil selvfølgelig ikke endnu engang forhandle samme aftale med May. Der skal noget helt nyt på bordet.

Mihail Larsen

@ Torben Lindegaard

Det er ikke kun et spørgsmål om 'EU-modstand'. Sådan én kan for så vidt være velbegrundet ud fra en række politiske argumenter. Men jeg taler om 'kultur'. Det stikker langt dybere.

Jeg har i forskellige sammenhænge - bl.a. mange gange her i Information - henledt opmærksomheden på den grundliggende forskel på de to retstraditioner - common law og. civil law - hvis adskillelse går tilbage til middelalderen. Common law er fremherskende i de angelsaksiske lande; civil law på det europæiske kontinent (og mange andre steder i verden).

Lidt firkantet sagt, så har de to traditioner forskellige opfattelser af 'den første retskilde' - altså: Hvor kommer retten fra? De to retstraditioner udspringer begge af en 'sædvaneret' (her stammer retten altså fra historien eller traditionen), men de adskiller sig derefter mellem en 'præsocial' og en 'social' variant. Den 'præsociale' antager, at retten er medfødt (stammer fra naturen); den 'sociale' antager derimod, at retten skabes ved gensidig 'anerkendelse' (dvs. er delegeret fra det sociale fællesskab, evt. som herre-knægt relation).

Humlen er, at den præsociale variant er tilbøjelig til at fremhæve individet på fællesskabets bekostning (samfundet opfattes som 'ydre' og potentielt undertrykkende), medens den sociale variant omvendt tager sit normative udgangspunkt i fællesskabet (der således tillægges en positiv værdi i sig selv). Modsætningen finder sit politiske udtryk i modstillingen af liberalistisk og republikansk.

Med så dybt et spadestik bliver det klart, at det ikke kun drejer sig om et generationsskifte. Selv om alle de nuværende briter var døde om en årrække, ville deres kultur fortsat bestå i en eller anden form. Dét problem kan ikke løses ved et magt- eller generationsskifte, end ikke ved en politisk revolution, men kræver en kulturrevolution.

Torben Lindegaard

@Mihail Larsen

Brexit bunder i meget andet end forskelle i retstraditioner - og man kan godt forestille sig UK i EU uden retspolititisk kulturrevolution.

Mihail Larsen

@ Torben Lindegaard

Det er ikke meget af et argument, du præsenterer her.

Der er en meget god grund til, at de britiske brexit-tilhængere især hidser sig op over Europa-domstolens jurisdiktion. Den er nemlig indbegrebet af civil law. Det er den, der er grundlaget for EU's retslige form og normativitet.

Der er omvendt også en historisk grund til, at UK ikke har en egentlig forfatning - som alle de øvrige EU-lande har. Det skyldes engelsk rets forankring i common law. (Det er i øvrigt også denne mangel, der giver plads til de sidst indtrufne absurditeter i det britiske parlament.)

@ Signe Hansen,

Du har faktisk ganske ret i, at dette med at holde udlændinge (EU-borgere) ude af landet, egentlig var baggrunden for Vote Leave kampagnen.

Man påstod således:
1. At antallet af UK-borgere ville stige med 23 mio. i 2030 som følge af indvandring fra EU.
2. At disse indvandrere fra EU allerede nu belaster det britiske sundhedsvæsen.
3. At EU-medlemsskabet koster britiske borgere 350 mio.£ om ugen.

Og intet af det passer, f.eks. arbejder 78% af EU-borgerne i UK, og betale skat. Tallet for britiske borgere er tilsvarende omkring 42%. Men brexit-tilhængerne hang fast i de gamle fraser fra dengang UK var et stort imperium, hvor solen aldrig gik ned, og hvor briterne altid var i solens centrum.

Men de grænser man nu taler om, de befinder sig altså i Nordirland.

Niels-Simon Larsen

Englænderne har et problem. De tror stadig de har noget at skulle have sagt, sådan lidt mere end andre, lidt mere betydning end andre.

Mihail Larsen

Nu begynder den infame modkampagne

Den britiske boulevardpresse (eksempelvis The Telegraph) er allerede nu ude med historier om, at EU's 'raserianfald' og 'nedladenhed' bliver kritiseret af ledende topøkonomer i EU, som kræver en mere 'fleksibel' holdning til UK.

https://www.telegraph.co.uk/business/2019/01/31/german-anger-builds-dang...

og Farage skriver i samme blad, at EU's 'arrogance' vil forene de engelske politikere bag et et ønske om en No-Deal på WTO-betingelser.

https://www.telegraph.co.uk/politics/2019/01/31/british-fury-arrogant-hi...