Leder

De unge har forstået, at klimakamp også er social kamp

De unge tænker i løsninger og ser nødvendigheden af at koble klimakamp og social kamp. Det i sig selv er ikke nogen garanti for, at deres forehavende lykkes. Men prisen, som politikerne kan komme til at betale for ikke at lytte til de unge, kan blive høj
De unge tror på, at tingene kan laves om, og at de kræfter og interesser, der forsvarer dagens klimaødelæggende, ulighedsforstærkende økonomiske orden, kan overvindes, skriver Jørgen Steen Nielsen.

De unge tror på, at tingene kan laves om, og at de kræfter og interesser, der forsvarer dagens klimaødelæggende, ulighedsforstærkende økonomiske orden, kan overvindes, skriver Jørgen Steen Nielsen.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

21. januar 2019

Så meget håb. Så meget livsmod. Så meget engagement. Så megen potentiel vrede.

I USA skyller en bølge af ung, løsningsorienteret aktivisme gennem nationen. Båret ind i Kongressen af den nyvalgte, 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez er budskabet fra den fremstormende bevægelse Sunrise Movement om en Green New Deal med ét sat på dagsordenen.

Ledende demokrater som Elizabeth Warren og Bernie Sanders, klimaforkæmperen Al Gore, Nobel-økonomen Joseph Stieglitz samt 626 civilsamfundsorganisationer er blandt de mange, der støtter kampagnen med ambition om at omstille USA til klimavenlighed via et stort grønt investeringsprogram med bekæmpelse af ulighed og fattigdom som sideordnet mål.

De unge aktivister, der på halvandet år er gået fra at være en håndfuld til nu at tælles i tusinder i mere end 100 lokale grupper, indleder netop nu en landsdækkende kampagne med besøg hos ledende politikere for at inspirere eller presse dem til at arbejde for en Green New Deal.

Den demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har allerede to gange haft sit kontor besat af aktivisterne, Minnesotas guvernør tog imod de unge i forrige uge – og hans 18-årige datter sluttede sig til dem – demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, fik sit kontor invaderet i torsdags, og i staten New York har guvernør Andrew Cuomo netop lanceret sin egen Green New Deal. Den omfatter omstilling af staten til CO2-neutralitet med bl.a. et mål om 100 pct. grøn elforsyning i 2040 foruden en række andre tiltag, der skal gavne klima og miljø og samtidig skabe nye arbejdspladser og bedre velfærd.

Det, de unge har forstået, er det, Frankrigs præsident Macron er ved at lære på den hårde måde: At klimakampen aldrig kan vindes, hvis ikke den samtidig bliver en kamp for social retfærdighed.

Hvor De Gule Vestes militante aktivister kan ligne modstandere af Frankrigs grønne bevægelse, har de amerikanske aktivister indset, at der er tale om én og samme kamp: Kampen imod en økonomi der udbytter både miljø og mennesker, og kampen for en økonomi der skaber arbejdspladser og mere trivsel for mennesker ved omstilling til bæredygtighed. Hvor De Gule Veste er drevet af blind vrede, er Sunrise Movement båret af en konstruktiv vision.

Vi har været der før, vil ældre pragmatikere måske sige ved meldingerne om den fremstormende, unge bevægelse. Fra de omfattende globaliseringskritiske protester omkring år 2000 over Occupy Wall Street-bevægelsen under finanskrisen til det unge klimanetværk 350.org, der spredte sig fra USA til en stor del af verden.

Det ligner stemningsbølger, der ruller med vældig kraft, indtil de ebber ud. Men hvor den første globaliseringsmodstand degenererede i vold, hvor Occupy-bevægelsen manglede et politisk program, og hvor 350.org har afgrænset fokus på at presse investorer til at afhænde fossile aktier – og i øvrigt fortsat kører en fremgangsrig kampagne – er bevægelsen for en Green New Deal et initiativ med en samlet politisk vision, et egentligt bud på omstillingen til en ny økonomi.

Det er endnu ufærdigt og under udbygning, det er voldsomt ambitiøst, og det er straks mødt med frådende angreb fra konservative kræfter i USA. Præsident Trump sagde forleden, at demokraterne »er blevet kuppet af en gruppe unge mennesker, som jeg faktisk tror i nogle tilfælde ærlig talt – jeg har holdt øje med det – er vanvittige«.

Vanviddet består tilsyneladende i, at de unge tror på, at tingene kan laves om, og at de kræfter og interesser, der forsvarer dagens klimaødelæggende, ulighedsforstærkende økonomiske orden, kan overvindes.

I den forstand er aktivisterne i Sunrise Movement beslægtet med de unge, der hver fredag går i skolestrejke for klimaet i europæiske byer under hashtaget #climatestrike – i fredags var det titusinder – og herhjemme Den Grønne Studenterbevægelse, der søndag lavede en menneskekæde om Christiansborg for en »hurtig og retfærdig omstilling.« Også de oplever, at deres fremtid er truet, at de er svigtet af det etablerede system, og at de nu må stole på egne kræfter.

Det løfterige er, at de unge tænker i løsninger og ser nødvendigheden af at koble klimakamp og social kamp.

Det er ikke nogen garanti for, at deres forehavende lykkes. Men prisen, som politikerne kan komme til at betale for ikke at lytte til de unge, kan blive høj. Først og fremmest fordi den truende, dobbelte krise så bare vil tilspidses, men også fordi samfundet risikerer at tabe en generations konstruktive engagement og tro på demokratiet på gulvet.

Connie Hedegaard pegede forleden på den stærke utålmodighed, der i dag rumsterer i en klima- og socialt engageret ungdom, og hun advarede om den risiko for radikalisering, samfundet løber, hvis de unges engagement, deres krav om handling og deres bud på nye løsninger afvises.

Lytter det etablerede system ikke nu, kan håb og livsmod blive vendt til vrede og afmagt.

Søndagens klimaaktion på Slotsholmen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dina Hald
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • David Zennaro
  • Christian Skoubye
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Dina Hald, Claus Bødtcher-Hansen, David Zennaro, Christian Skoubye, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

De lytter skam, men i sidste ende sætter de kapitalindtjeningen først, og mener forrentning og profitter viser de er ansvarlige.
Selv Information priser sig selv i store toner over økonomisk forståelse, på trods af at økonomi er et fiktivt opfundet menneskeligt system, der først og fremmest har som mål at sikre magthaverne broderparten af samfundets rigdomme. I de første par millioner år af arten Homos optræden på jorden, overlevede den ved at dele alt i gruppen, familien. Økonomi er en tankepest, der har sin rod i agerbrugets opfindelse for omkring 10000 år siden. Det var her man lærte at samle på lager, og det var her, man lærte værdien af at få slaver til at arbejde for sig.
Det er økonomien der forhindre os i at udveksle ideer, viden og opfindelser frit.

Dina Hald, Michael Finn Jørgensen, Berith Skovbo, Troels Brøgger, Claus Bødtcher-Hansen, Flemming Berger, Torben Skov, Kirsten Lindemark, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er kapitalismen, der sætter penge over alt og ikke blot forstår dem som et middel til udveksling af disparate varer og tjenesteydelser. De er også ved at blive overflødige, fordi de bygger på en verden med begrænsninger, der overkommes igennem hierarkiske modeller for fordeling - fremfor en model, hvor den, der har mest behov, foretrækkes, hvis der altså overhovedet er tale om 'mangel', hvad der er på meget få områder i vores udviklede verden. Snarere er der jo alt for meget og kasseres af den grund alt for meget, hvilket reelt bygger på misbrug af den eneste virkelige og uerstattelige værdi, vi har: vores afmålte tid på jorden. Her er kapitalismen jo simpelthen en tidrøver, hver gang det at tjene penge på noget lukrativt går forud for at gøre noget ubetinget nyttigt.

Lise Lotte Rahbek, Dina Hald, Michael Finn Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Kirsten Lindemark og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis man betragter omstillingen som investering i livsvigtig infrastruktur - hvad det i sidste ende er - bliver det til en samfundsopgave der ikke skal give økonomisk profit,men opfattes som opretholdelse af livsbetingelser kun samfundet kan håndtere økonomisk dvs. både investere i de fysiske rammer og give borgerne økonomiske muligheder til aktivt at deltage i omstillingen. OK - det koster penge i første omgang (udstedelse af statsobligationer på baggrund af vores AAA-rating og i forhold til EU med vores statsgæld der ligger 20 % under grænsen på 60 % af BNP) - men det er småpenge i forhold til hvis vi fortsætter på samme måde - Det skal gøres til folkekrav alle deltager i .

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

PS : Det kan kun lade sig gøre hvis vi skrotter den udskældte Finanspagt som Henrik Sass-Larsen,kommende finansminister,bliver nødt til hvis han skal komme igennem med sine planer om delvis nationalisering af DSB.

Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

PS : Arriva - der kører i Danmark og Storbritannien - ejes af det 100 % statsejede DB er et godt argument for delvis nationalisering.

Hvor grøn er man egentlig, hvis man står som offer for politikerne stigende sociale ulighed til halsen? Den finder i høj grad også sted i Danmark, hvor fattigdom og hjemløshed nu er strafbart, samtidig med at politikerne beskærer overlevelsesindkomsterne til de svageste borgere.

I 2018 tjente de 2.000 dollar milliardære tilsammen 23 mia. kroner om dagen. Medens verdens 3,8 mia. fattige mennesker i stedet mistede 4 mia, kroner om dagen.

Samtidig kom der 1 dollarmilliardær til hver eneste dag i 2018. Og de rigeste i verden gemmer i øvrigt cirka 70 000 mia. kroner – for skattemyndighederne.

Grunden til denne ulighed i samfundene skal findes i, at skattesatserne for de rige og virksomhederne er blevet sænket kraftigt. F.eks. er de højeste skattesatser i de rige lande sænket fra 62% i 1970 til 38% i 2013. Samtidig tvinges 100 mio. mennesker over i ekstrem fattigdom på grund af vildt stigende omkostninger til sygebehandling. Og halvdelen af jordens befolkning lever nu på mindre end 50 kroner om dagen. I øvrigt dør der nu hver dag 10.000 mennesker, fordi de ikke har råd til sygebehandling.

Kilde: Oxfam, Credit Suisse Wealth Databook.

Lise Lotte Rahbek, Troels Brøgger, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Gert Romme, og derfor bør vi i Europa radikalt omlægge skattesystemet, så borgerne, der ejer samfundet, ikke belastes, mens virksomhederne, der profiterer på samfundet, selvfølgelig skal betale for det privilegium, de har adgang til. Derved slipper man for det største problem, vi har, på den økonomiske front: skatteunddragelse i milliardklassen.