De unge har forstået, at klimakamp også er social kamp

Så meget håb. Så meget livsmod. Så meget engagement. Så megen potentiel vrede.

I USA skyller en bølge af ung, løsningsorienteret aktivisme gennem nationen. Båret ind i Kongressen af den nyvalgte, 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez er budskabet fra den fremstormende bevægelse Sunrise Movement om en Green New Deal med ét sat på dagsordenen.

Ledende demokrater som Elizabeth Warren og Bernie Sanders, klimaforkæmperen Al Gore, Nobel-økonomen Joseph Stieglitz samt 626 civilsamfundsorganisationer er blandt de mange, der støtter kampagnen med ambition om at omstille USA til klimavenlighed via et stort grønt investeringsprogram med bekæmpelse af ulighed og fattigdom som sideordnet mål.

De unge aktivister, der på halvandet år er gået fra at være en håndfuld til nu at tælles i tusinder i mere end 100 lokale grupper, indleder netop nu en landsdækkende kampagne med besøg hos ledende politikere for at inspirere eller presse dem til at arbejde for en Green New Deal.

Den demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har allerede to gange haft sit kontor besat af aktivisterne, Minnesotas guvernør tog imod de unge i forrige uge – og hans 18-årige datter sluttede sig til dem – demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, fik sit kontor invaderet i torsdags, og i staten New York har guvernør Andrew Cuomo netop lanceret sin egen Green New Deal. Den omfatter omstilling af staten til CO2-neutralitet med bl.a. et mål om 100 pct. grøn elforsyning i 2040 foruden en række andre tiltag, der skal gavne klima og miljø og samtidig skabe nye arbejdspladser og bedre velfærd.

Det, de unge har forstået, er det, Frankrigs præsident Macron er ved at lære på den hårde måde: At klimakampen aldrig kan vindes, hvis ikke den samtidig bliver en kamp for social retfærdighed.

Hvor De Gule Vestes militante aktivister kan ligne modstandere af Frankrigs grønne bevægelse, har de amerikanske aktivister indset, at der er tale om én og samme kamp: Kampen imod en økonomi der udbytter både miljø og mennesker, og kampen for en økonomi der skaber arbejdspladser og mere trivsel for mennesker ved omstilling til bæredygtighed. Hvor De Gule Veste er drevet af blind vrede, er Sunrise Movement båret af en konstruktiv vision.

Vi har været der før, vil ældre pragmatikere måske sige ved meldingerne om den fremstormende, unge bevægelse. Fra de omfattende globaliseringskritiske protester omkring år 2000 over Occupy Wall Street-bevægelsen under finanskrisen til det unge klimanetværk 350.org, der spredte sig fra USA til en stor del af verden.

Det ligner stemningsbølger, der ruller med vældig kraft, indtil de ebber ud. Men hvor den første globaliseringsmodstand degenererede i vold, hvor Occupy-bevægelsen manglede et politisk program, og hvor 350.org har afgrænset fokus på at presse investorer til at afhænde fossile aktier – og i øvrigt fortsat kører en fremgangsrig kampagne – er bevægelsen for en Green New Deal et initiativ med en samlet politisk vision, et egentligt bud på omstillingen til en ny økonomi.

Det er endnu ufærdigt og under udbygning, det er voldsomt ambitiøst, og det er straks mødt med frådende angreb fra konservative kræfter i USA. Præsident Trump sagde forleden, at demokraterne »er blevet kuppet af en gruppe unge mennesker, som jeg faktisk tror i nogle tilfælde ærlig talt – jeg har holdt øje med det – er vanvittige«.

Vanviddet består tilsyneladende i, at de unge tror på, at tingene kan laves om, og at de kræfter og interesser, der forsvarer dagens klimaødelæggende, ulighedsforstærkende økonomiske orden, kan overvindes.

I den forstand er aktivisterne i Sunrise Movement beslægtet med de unge, der hver fredag går i skolestrejke for klimaet i europæiske byer under hashtaget #climatestrike – i fredags var det titusinder – og herhjemme Den Grønne Studenterbevægelse, der søndag lavede en menneskekæde om Christiansborg for en »hurtig og retfærdig omstilling.« Også de oplever, at deres fremtid er truet, at de er svigtet af det etablerede system, og at de nu må stole på egne kræfter.

Det løfterige er, at de unge tænker i løsninger og ser nødvendigheden af at koble klimakamp og social kamp.

Det er ikke nogen garanti for, at deres forehavende lykkes. Men prisen, som politikerne kan komme til at betale for ikke at lytte til de unge, kan blive høj. Først og fremmest fordi den truende, dobbelte krise så bare vil tilspidses, men også fordi samfundet risikerer at tabe en generations konstruktive engagement og tro på demokratiet på gulvet.

Connie Hedegaard pegede forleden på den stærke utålmodighed, der i dag rumsterer i en klima- og socialt engageret ungdom, og hun advarede om den risiko for radikalisering, samfundet løber, hvis de unges engagement, deres krav om handling og deres bud på nye løsninger afvises.

Lytter det etablerede system ikke nu, kan håb og livsmod blive vendt til vrede og afmagt.