Leder

Den iranske udenrigsministers opsigelse er et opråb om, at konservative kræfter har overtaget udenrigspolitikken

Den iranske udenrigsminister Zarif var regimets venlige ansigt mod Vesten, som nu er blevet revet af. Tilbage står de konservative kræfter, som fører kampagne mod USA og krig i hele Mellemøsten
Mandag trak den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, sig fra sin post.

Mandag trak den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, sig fra sin post.

ATTA KENARE

27. februar 2019

Det er et nederlag for dem, som ønsker et mere liberalt, åbent og vestligt orienteret Iran, og det er en stor skuffelse for dem, der tror på små skridt fremad som vejen væk fra undertrykkelse, at Mohammad Javad Zarif mandag meddelte, at han trækker sig som udenrigsminister.

Zarif arbejdede intenst og målrettet på den atomaftale med de vestlige stormagter og Rusland, som blev underskrevet i 2015. Aftalen var et opgør med regimets historiske dæmonisering af USA som den store satan. En sejr for det liberale Iran, et nederlag for dem, der lever af kampen mod USA og en retablering af forholdet til Vesten.

Aftalen tillod inspektioner af de iranske atomfaciliteter, den frigjorde Iran fra økonomiske sanktioner og åbnede for vestlige investeringer. Præsident Obama sagde, at han åbnede Amerikas knyttede næve og strakte hånden til forsoning. Zarif var den iranske politiker, som greb den fremstrakte hånd.

Zarif var et nyt ansigt for præstestyret: Han optrådte på amerikanske talkshows, valgte at tale på engelsk og forklarede for en vestlig offentlighed sin regerings ræsonnement. Han var sammen med den forsigtigt, liberale præsident Rouhani den perfekte medspiller for Barack Obama.

Et nederlag for de liberale

Men da USA’s nye præsident Donald Trump trak sig ud af atomaftalen med Iran, stod Zarif svækket tilbage i sit eget land: Hans tillid til amerikanerne som forhandlingspartner blev afsløret som naiv. Og de konservative kræfter i præstestyret fik bekræftet billedet af USA som satans regime.

Europæerne og russerne opfordrer Iran til at blive ved med at leve op til aftalen. Men de amerikanske virksomheder har forladt Iran, og den amerikanske regering har truet de europæiske virksomheder med økonomiske sanktioner, hvis de ikke også trækker sig ud. Og den amerikanske økonomiske magt har vist sig stærkere end europæernes politiske magt: Europæiske virksomheder er igen på vej ud af Iran, som er voldsomt økonomisk svækket.

Fattigdommen breder sig, en voldsom inflation ødelægger købekraften, og regimets investeringer i militære indsatser i Mellemøsten bidrager til at forarme befolkningen.

Zarifs opsigelse er i det perspektiv et forudsigeligt nederlag. Men han valgte at erklære sin opsigelse offentligt på Instagram, fordi den også er et opråb til hans egne om, at de konservative kræfter havde overtaget udenrigspolitikken. Og efter at mere end 100 parlamentarikere tirsdag havde opfordret ham til at blive i stillingen, afviste Rouhani på samme medie Zarifs ønske om at træde tilbage.

Det, der ligner et nederlag for de liberale, rummer således mere end det: Det er også en aktion internt i de iranske magtkampe, hvor der altid er mere på spil, end vi ved og kan overskue.

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos særlige Iran-rådgiver, Brian Hook, forklarede formålet med genoptagelsen af USA’s sanktioner mod Iran på en telefonisk pressebriefing. Ifølge Hook vil sanktionerne presse præstestyret til forhandlingsbordet, hvilket på sigt kan gøre »Iran til en normal stat i det internationale samfund.«
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Olaf Tehrani
  • Poul Erik Riis
Gert Romme, Olaf Tehrani og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

Sanktioner mod Iran rammer befolkningen og styrker høgene.

Det samme synes at gælde sanktionerne over for Rusland. Levada Center – ”Ruslands mest troværdige analyseinstitut” ifølge Vibeke Sperling, ”Russernes drømme” – har målt, at der i december 2018 var usædvanligt stor utilfreds blandt russerne med regeringens evne til at holde priserne nede og indkomsterne oppe samt med regeringens evne til at sikre job til folk:

https://www.levada.ru/en/2019/01/25/complaints-against-the-actions-of-th...

Premierminister Medvedevs godkendelsesrate er dykket til 32% i februar i år, mens Putin med 64% er tilbage på det niveau, han stod på før annekteringen af Krim:

http://www.levada.ru/en/

Man kan selvfølgelig håbe, at Medvedev, Putin og resten af den herskende klasse vil reagere med en mere fornuftig politik, men de hidtidige erfaringer peger i en anden retning.

Det her kan vi jo så alle takke Trump for, det var på rette vej, indtil han brød aftalen. Desværre vil de vildførte nu følge endnu en uduelig præsident udi krigsforbrydelser, som så ofte før.

Niels Duus Nielsen, Anders Graae og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Den krig mod Iran, hvis den kommer, bliver en ideologisk krig, for der findes ikke grunde til.

Vesten drømte om mere sol, da den selv lever i kolde områder. og Mellem Østen er ideal på mange område og middelhavet sol gerne man vil finde sig i. Bedre klima med mere sol har været målet for Vesten for længe siden, velfærd uden sol er mangelfuld. Soviet Unionen blev hold væk med enddæmnings politik for at forhindre Soviet at komme ind i de varme hav, og det er middelhavet. Nu er Rusland nået middelhavet i Syrien; bliver Irans krig en mulighed for Vesten at realisere den sidste drøm eller bliver vestens endeligt.

Niels Duus Nielsen

Personligt ville jeg da ønske, at iranerne ikke behøvede at leve i et teokrati, da jeg ikke selv ville bryde mig om at leve i en stat, hvis lovgrundlag er baseret på en gammel religiøs bog. Men jeg anerkender den mulighed, at et flertal af iranerne faktisk er tilfredse med status quo i deres land, og jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle blande mig i landets anliggender. Selv lever jeg jo i et land, hvis lovgrundlag bygger på en anden gammel bog om "Nationernes Velstand", og jeg forventer da ikke, at andre lande vil komme og hjælpe mig med at udskifte denne bog med "Det kommunistiske Manifest", så vi kan få nogle lidt mere retfærdige love; det er et spørgsmål, som jeg selv og mine meningsfæller må slå til lyd for.

Liberalismen må være en meget skrøbelig ideologi, når den kun kan opretholdes med vold.

Hans Larsen, Trond Meiring, Søren Bro og Touhami Bennour anbefalede denne kommentar