Leder

Det er på tide, vi indleder et nyt forhold til Rusland baseret på fornuft frem for frygt

Vi kan ikke straffe Rusland til at gøre, som vi vil, og selv hvis russerne en dag skulle blive så trætte af præsident Putin, at de smider ham på porten, skal vi næppe gøre os forhåbninger om, at landet vil slå ind på en anden kurs. Så hvad gør vi nu?
Sovjets leder Mikhail Gorbatjov og USA's præsident Ronald Reagan bytter kuglepenne under underskrivelsesceremonien atomnedrustningsaftalen INF i 1987. I weekenden suspenderede USA og senere Rusland aftalen, der forbyder opstilling af kort- og mellemdistanceraketter på land.  

Sovjets leder Mikhail Gorbatjov og USA's præsident Ronald Reagan bytter kuglepenne under underskrivelsesceremonien atomnedrustningsaftalen INF i 1987. I weekenden suspenderede USA og senere Rusland aftalen, der forbyder opstilling af kort- og mellemdistanceraketter på land.  

Bob Daugherty

5. februar 2019

Vesten er blindt vadet ind i en ny kold krig med Rusland, og det er primært vores egen skyld, at vi i dag har revet de fleste mekanismer ned, der kunne forhindre, at det denne gang ender galt.

Det var i essensen det, den britiske professor Richard Sakwa lørdag prøvede at advare om på forsiden af Information. Og selv om mange måske vil stejle over hans placering af ansvar for den nuværende situationen, behøver man ikke at være enig for at forstå pointen: At konflikten og retorikken har nået et punkt, hvor et vilkårligt sammenstød mellem blokkene kan ende med at eskalere til en tredje verdenskrig og atomkrig.

At tale om truslen for atomkrig virker overdrevent alarmistisk på nogle, men hvis vi ser på, hvad der faktisk er i færd med at blive revet i stykker af aftaler, er det ikke irrelevant.

Snart sagt alle tillidsskabende foranstaltninger er nu ved at være revet i stykker. Alt praktisk samarbejde under NATO-Rusland Rådet er stoppet. Og så sent som i weekenden suspenderede først USA og så Rusland INF-traktaten, der forbyder opstilling af kort- og mellemdistanceraketter på land. Da Reagan og Gorbatjov underskrev traktaten i 1987, var det et af de første store skridt på vejen mod at afslutte den kolde krig.

Det, der er værd at hæfte sig ved, er da heller ikke, hvor stor en katastrofe vi er på vej mod, men budskabet om, at vi selv – også i Danmark – er med til at blokere for, at vi indleder et mere fornuftsbaseret forhold til Rusland.

Sakwa daterer den nye kolde krig til at begynde i 2014, hvor Rusland invaderede og annekterede den ukrainske halvø Krim for at beskytte sin strategisk vigtige Sortehavsflåde, der boede til leje dér.

Mangel på reel dialog

I dag er Krim for Rusland at se russisk – også på grund af de historiske rødder og den store andel af russisksindede – mens halvøen for Ukraine og resten af det internationale samfund er en af kerneårsagerne til, at man ikke kan genoptage mere fredelige relationer.

Uden videre at overgive Krim til Rusland, som Sakwa foreslår, er nok ikke det bedste første skridt at tage mod en ny fredeligere verdensorden. For det første fordi halvøen hverken er NATO’s eller det internationale samfunds at give. Det er en del af Ukraine, hvad enten man bryder sig om den siddende regering og dens udenrigspolitik eller ej. Og for det andet fordi det næppe vil sende det ønskede signal om stabilitet og en mere regelbaseret modus vivendi mellem stormagterne at rykke rundt på nationale grænser.

Men det er sigende, at vi stort set ikke diskuterer alternativerne for at komme videre herfra. Fokus i Danmark og de øvrige NATO-lande er på, hvordan man militært ruster sig til at modgå eventuelle russiske udfald mod vest, mens det i EU handler om, hvordan man opretholder og eventuelt udvider de eksisterende økonomiske sanktioner mod Rusland og enkeltindivider.

Så længe Rusland fører så aggressiv en udenrigspolitik med væbnede interventioner i nabolande, cyberangreb og maskeret indblanding i vestlige valgkampe, giver det ikke mening at begynde at tale om tillid, lyder det typisk fra politikere i Vesten.

Omvendt er der, set med russiske briller, ikke noget som helst Rusland kan gøre anderledes, for at dæmme op for det tilspidsede internationale konfliktniveau.

Vi kan ikke straffe Rusland til at gøre, som vi vil, og selv hvis russerne mod forventning en dag skulle blive så trætte af præsident Putin, at de smider ham på porten, skal vi næppe gøre os forhåbninger om, at landet vil slå ind på en anden kurs. 

Rusland har sine legitime sikkerhedsinteresser, lige såvel som vi i Danmark har vores, men desværre virker der på begge sider til stadig at være større appetit på at opbygge fjendebilleder end på faktisk at tage vare på vores kollektive sikkerhed.

Det starter med, at vi taler mere sammen og forsøger at få en reel dialog i gang, så vi kan finde ud af, hvad der måtte være af fælles interesser.

Ville det være en god idé at begrænse brugen og udviklingen af nye, kortrækkende atomvåben? Ja. Ville det være en idé at formulere nogle spilleregler og kontrolmekanismer for staters ageren i cyberspace? Ja. Skal vi prøve at få Kina til at følge samme regler? Ja. Tør vi åbne op for mere gennemsigtighed i, hvad vi hver især opstiller af ildkraft på grænsen mellem de to blokke? Måske ikke. Skal vi prøve at tale om det? Ja.

Det har taget mere end et årti at nå hertil, og det kan tage endnu længere tid at komme videre herfra. Lad os bare komme i gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kim Folke Knudsen
  • Olaf Tehrani
  • Espen Bøgh
  • Flemming Berger
  • Jakob Trägårdh
  • Gert Romme
  • Viggo Okholm
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Kurt Nielsen
  • Stig Bøg
  • Henrik Leffers
  • Torben Skov
  • Niels Vest-Hansen
  • Michael Friis
  • Svend Erik Sokkelund
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Anders Graae
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Knap
  • Poul Erik Riis
  • Poul Anker Sørensen
  • Torben K L Jensen
Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Kim Folke Knudsen, Olaf Tehrani, Espen Bøgh, Flemming Berger, Jakob Trägårdh, Gert Romme, Viggo Okholm, Jens Thaarup Nyberg, Kurt Nielsen, Stig Bøg, Henrik Leffers, Torben Skov, Niels Vest-Hansen, Michael Friis, Svend Erik Sokkelund, David Zennaro, Ejvind Larsen, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap, Poul Erik Riis, Poul Anker Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Ren fornuft - par exellence og som overgangen fra angrebet fra "The Light Brigade" under Krimkrigen over 1. verdenskrigs teknologiske dødsorgie til 2. verdenskrigs afslutning med det ultimative våben der gjorde det meningsløst at tale om verdensherredømme. Nu har vi så fået internetbaserede våben der har langt større potentiale end atomvåben. Vi skal nødvendigvis have en ny Geneve-konvention der omhandler alle former for cyber-krig der retter sig både mod infrastruktur og demokratiet.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Erik Philipsen, Per Torbensen, Arne Lund, Steffen Gliese, Trond Meiring, Jens Thaarup Nyberg, Anne Eriksen, Ib Christensen, Svend Erik Sokkelund, Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Jo, bevares, det er i alles interesse, at vi søger at nå frem til en eller anden indbyrdes forståelse.
Men betyder det så også at regimet i Kreml har frie hænder til at gøre hvad der passer dem? Og at vi under alle omstændigheder skal holde vores kæft - af hensyn til den gode, konstruktive tone og den indbyrdes forståelse?
Opportunismen er veludviklet og spændstig her til lands, så det klarer vi nok. Vi har jo øvet os i adskillige år med Kina.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Jakobs, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Peter Hansen, Christian De Thurah, Gert Romme og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Jeg var i USA mange gange i 90'erne, mens Clinton var præsident, og hver gang var jeg overrasket over, at opløsningen af det Sovjetisk-dominerede østeuropa ikke blev set som en god ting! Men i medierne i USA var der et andet tema: En tæt alliance mellem Rusland og EU ville være en stor trussel mod den fortsatte amerkanske verdensdominans (som i USA er meget positivt!). Så USA førte en politik, der skulle forhindre et sæt samarbejde mellem EU og Rusland og organiserede et kup i Georgien, som skulle "løsrive" Georgien fra landets meget tætte samarbejde med Rusland, og “få Georgien tættere på EU”. -Men befolkningen i Georgien var bestemt ikke enige, de vidste godt, at Rusland var deres første handelspartner, og de afsatte (og landsforviste) kupmageren. Derfor betalte USA nogle år senere 4.5 milliarder $ for et kup i Ukraine (Maidan-kuppet!), som afsatte en folkevalgt præsident, og indsatte kupmageren som præsident. Poroshenko opsagde med det samme den 30-årrige lejeaftale Rusland havde for deres største flådebase Sevastopol. Det gav ikke Rusland noget valg, de kan ikke bare afgive deres vigtigste flådebase, og de brugte de 20.000 (russiske) soldater, der havde ansvaret for Sevastopol, til at overtage Krim! Det var dem vores medier kaldte "de grønne mænd", fordi de, som aftalt med Ukraine, ikke brugte russiske uniformer! Men de var meget populære hos de 80% på Krim, der ser sig selv som russere, og Rusland lavede en folkeafstemning på Krim, som ingen har sat spørgsmålstegn ved! Men den ville udenrigsminister Clinton ikke acceptere, så hun fandt på, at afstemningen skulle godkendes af Ukraine. -Noget hendes mand, præsident Clinton, ikke synes var nødvendigt, da Kosovo skulle have en afstemning om løsrivelse af Kosovo fra Serbien.

Politikkerne manglede forståelse for hvad der godt for DK og Europa har været en skandale længe! Men vores politikkere er så opsatte på, at fastholde det gode forhold til verdens største Oligarki (USA…), at de nu er ved at ofre middelklassen i Danmark, til fordel for en politik, der allerede har ført til en uhørt stigning i uligheden i verden! Men det bliver endnu værre: Rusland bliver den store vinder af klimaopvarminingen, og kommer til at kontrollere det meste af verdens fødevareforsyning. Det ved oligarkerne, der styrer USA, godt og forholdet mellem USA og Rusland frøs netop til, da Putin stoppede for amerikanske kapitalfondes opkøb af landbrugsjord i Rusland! Det er i øvrigt de samme fonde, der var de største støtter til Hillary Clintons valgkamp! De opkøber nu landbrugsjord i Ukraine…

Peter Beck-Lauritzen, Niels Erik Philipsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Juan Carlos Krebber, Per Torbensen, nils valla, Jette Steensen, Jan Weber Fritsbøger, Ida Larsson, Mogens Holme, Espen Bøgh, Flemming Berger, Steffen Gliese, Torben Jensen, Pietro Cini, Mikkel Schou, Jakob Trägårdh, Lars Løfgren, Bettina Jensen, Palle Yndal-Olsen, Michael Friis, Jørgen Tryggestad, Harald Strømberg, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Gaderummet Regnbuen, Viggo Okholm, Henrik Peter Bentzen, Kurt Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Fred er langt vigtigere end krig - men trods dette må man stille ret skrappe krav til Rusland, som også må kontrolleres løbende. Men for nærværende er det krav, som Vladimir Putin og folkene omkring ham næppe vil acceptere.

Og til kravene må høre, at der findes en fredelig løsning på forholdene i det østlige Ukraina, Samt at tiden skrues tilbage til 2014, og at der denne gang foretages en reel folkeafstemning blandt Krims daværende beboere, så man en gang for alle kan afgøre Krims tilhørsforhold.

Videre må kravene også omfatte reelle og kontrollerbare afrustninger, samt at Rusland herefter fuldstændig undlader at provokere nabolandene. - Herunder også fremover undlader at øve a-våbenkrig mod f.eks. Sverige.

https://www.foi.se/rapportsammanfattning?reportNo=FOI-R--4627--SE
https://www.nytimes.com/2017/07/31/world/europe/russia-military-exercise...
https://www.svt.se/nyheter/ryssland-ovade-karnvapenanfall-mot-sverige

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Kim Folke Knudsen, Niels Jakobs, Steffen Gliese og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

Det handler vel om, at der skal være en konsekvens når man står med besættelsestropper i Ukraine, Geogien og Moldova al a gammeldags berigelseskrig, hvor man indtager land for, at beholde det?

I det tilfælde, så er det vel agressor der i første omgang må vise velvilje, ved at acceptere international lov og orden.

Torben Lindegaard

@Henrik Leffers

"Det gav ikke Rusland noget valg, de kan ikke bare afgive deres vigtigste flådebase ...."
citat fra læserbrev kl. 15:43

Det er stjernevrøvl - selvfølgelig havde Rusland et andet valg.

Rusland kunne f. ex. have valgt at overholde Budapest aftalen fra 1994, hvor Ukraines grænser blev garanteret af bl. a. Rusland, til gengæld for at Ukraine skilte sig af med sine atomvåben.

§1 i Budapest memorandummet lyder således:
Rusland, USA og Storbritannien forpligter sig til at respektere Ukraines
selvstændighed, suverænitet og eksisterende landegrænser.

Kim Folke Knudsen, Steffen Gliese og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Men betyder det så også at regimet i Kreml har frie hænder til at gøre hvad der passer dem? Og at vi under alle omstændigheder skal holde vores kæft - af hensyn til den gode, konstruktive tone og den indbyrdes forståelse?"

Det må betyde at vi undersøger sagerne grundigere, før vi begynder at anklage russerne for kriminelle handlinger; som landet ligger nu, er der alt for megen løs snak, for megen automatisk tænkning baseret på ikke blot frygt, men også vrede og ambitioner om vinding.

Det må også betyde at vi retter samme kritisk undersøgende lys på andre stormagters gøren og laden, herunder naturligvis USA og UK, som gennem de senere år har glimret med ikke blot krigsforbrydelser, som er gået upåtalt hen, men også konfliktoptrappende erklæringer om russerne og Putin; erklæringer som i påfaldende grad har savnet substans og saglighed. Og endelig må det betyde at vi retter et kritisk blik indad og ser på hvad Danmark har bidraget til af forbrydelser mod folkeslag og menneskeheden, således at vores selvforståelse og sans for ret og vrang kommer i bedre balance.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Erik Philipsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Arne Lund, Jette Steensen, Jan Weber Fritsbøger, Flemming Berger, Jakob Trägårdh, Jens Thaarup Nyberg, Lars Løfgren, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Et nyt våbenkapløb har verden ikke brug for i denne tid,men det ser unægtelig ud til at stormagterne har opgivet klimakampen til fordel for at vinde "The ultimative Endgame"

Niels Erik Philipsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Kim Folke Knudsen, Jan Weber Fritsbøger, Lars Løfgren, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Torben Lindegaard
Mon ikke nogen betragtede §1 i Budapest memorandummet som forbigået med " Maidan-kuppet".

Niels Erik Philipsen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Espen Bøgh, Flemming Berger og Mikkel Schou anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

En på mange måder fin artikel med de helt rigtige pointer.

Men "Så længe Rusland fører så aggressiv en udenrigspolitik med væbnede interventioner i nabolande, cyberangreb og maskeret indblanding i vestlige valgkampe, giver det ikke mening at begynde at tale om tillid, lyder det typisk fra politikere i Vesten.". Det gør USA og NATO også og endda i langt højere grad. USA har et sted mellem 800 og tusind baser rundt om i hele verden (de vil ikke opgive det præcise antal), de betaler deres udvalgte "demokratiske" kandidater kassevis af dolars og så er det jo ikke Rusland, der laver militære øvelser på grænsen til USA (f.eks i Mexico), Nej, det er os i NATO, der gør det, få hundrede kilometer fra Moskva. Bare for at nævne nogle eksempler, der er mange flere. Hvis man går ind for en multipolær verdensorden (og det gør jeg), så er der ingen tvivl om hvem den store synder er.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Erik Philipsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Jan Weber Fritsbøger, Lars Løfgren, Flemming Berger, Bettina Jensen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Henrik Leffers, 05. februar, 2019 - 15:43

Meget rigtigt i dit indlæg, såvel som i Jens Thaarup Nybergs, 05. februar, 2019 - 18:25 indlæg om "Maidan kuppet", hvor hætteklædte og bevæbnede hooligans overtog magten fra den nyligt valgte præsident, der måtte flygte.

Var det sket i Europa ville alle de andre lande have protesteret, og kupmagerne ville blive idømt hårde straffe for deres kupforsøg.

Endvidere er det i den anledning værd at bemærke sig, at Julia "Bloddronningen" Timosjenko udtalte offentligt, at hun ville udrydde den Østukrainske russisktalende befolkning med et atomvåben, - en vanvittig manifestation af den såkaldte "orange revolution", som den blev kaldt!

På trods af hendes udtalelse tog Vesteuropa imod hende med åbne arme og på den røde løber, uden på noget tidspunkt at fordømme hendes udsagn?

I den forbindelse er det også værd at bemærke at EU ikke talte imod den forskelsbehandling, som mange russere var ude for i de Baltiske lande efter deres medlemskab af EU, - der med sine høje standarder for menneskerettigheder og ligeværd, men de vi så var en sigende passivitet og accept af denne forskelsbehandling.

Når Amerika taler om sikkerheds politik, så handler det først og fremmest om at ingen krig skal foregå på amerikansk jord, - og NATO er et led i den opfattelse, hvormed Europa er udset til at være krigszonen for en evt. krig med Rusland.

Man genfinder denne opfattelse hos de amerikanske militærhustruers udsagn fra tid til anden; "så vi kan leve i fred herhjemme( i Amerika)"!

En evt. dannelse af er Europæisk, EU forsvarssamarbejde - "Vest unionen" er slet ikke i Amerikansk interesse fordi så kan de ikke påvirke udviklingen politisk og militært helt så meget som de gerne vil, og hidtil er lykkedes alt for godt med i NATO.

I dag er verdensbilledet er helt andet, - men den amerikanske verdens politik har stået i stampe, i troen på "den nye verdensorden" som Bush Snr. udråbte i sin tid, og blev opfattet som "tusindsårsrigets" ankomst med Amerika som øverste og eneste leder for hele verdenen.

Sådan ser verdensbilledet ikke ud længere, og det har længe været undervejs, med den udvikling som igennem det sidste 30 år er sket i Kina, hvis politiske ståsted er nærmere Rusland, ligesom vi ser samarbejdet mellem begge lande er helt klar.

Kina opfører sig ikke helt så underdanigt, som Amerika gerne vil have og havde forventet, men derimod langt mere selvstændigt og med en selvsikkerhed som er uventet, og dertil også med samme exceptionalisme som Amerika i mange år selv har gjort rundt omkring i verden.

Kina vil ikke have amerikanske baser tæt på deres fastland, ganske som Amerika ikke ville have det i sin tid på Cuba, og vi ser et mere selvbevidst Kina gøre krav på områder i det "sydkinesiske hav", ligesom de også har erklæret deres ejerskab til Taiwan, som de ikke vil anerkende som selvstændig, og hævder det ikke er en selvstændig ø men derimod en kinesisk ø, ligesom der var før Chiang Kai-Shek måtte flygte fra fastlandet til øen for MAOs bondehær.

Det banalt ironiske er vel, at lige netop den liberalistiske kapitalisme som Amerika står for, også er den samme som har flyttet sin produktion ud til de asiatiske produktionshaller for fortjenestens skyld, også er den der har beriget Kina i dag, og som giver Amerikansk udenrigspolitisk hovedpine!

- Man ihukommer næsten Lenins ord; "kapitalisterne vil sælge os der reb vi vil hænge dem med", og det er den store ironi ved Kinas opblomstring til verden største økonomi og deres nyvundne militære styrke og teknologiske stade, og ikke at forglemme selvforståelse.

Set i tidens lys har Amerika ikke vundet mange krige - åh jo den første Irakkrig, for den anden tabte de grundet den løgn som de iscenesatte den med, - og i stedet for Saddam Hussein fik IS, der siden har været en svøbe for vesten.

Afghanistan er de ved at blive smidt ud af - en såkaldt ærefuld tilbagetrækning, ligesom i Vietnam!

Henrik Leffers, Peter Beck-Lauritzen, Niels Erik Philipsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring, Lars Løfgren, Jakob Trägårdh, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der er en del fornuftig pragmatisme i Rottbølls leder. Det er rigtignok på tide, at vesten opgiver sin (liberalistiske) fundamentalisme og indser, at en deeskalering af forholdet til Rusland er betinget heraf. Som Rottbøl fornuftigt anfører i indledningen, så er vesten blindt vadet lige ind i den nye kolde krig.
Iøvrigt er det bemærkelsesværdigt, at Information i dag synes at tage parti i den kolde krig på, hvad jeg vil betegne som, agressorernes side.
I lederen kommer det til udtryk i et par underforståede værdidomme.
Rottbøll hævder, at Rusland invaderede de østlige regioner, Donetsk og Lugansk, og at de besatte Krim. Det er forkert, selv om det er en del af den autoriserede vestlige fortælling. Baggrunden for begivenhederne i 2014 er rimelig kort fortalt, at den legitimt valgte præsident i Ukraine, Janukovitsj, var blevet fordrevet, at kupmagerne på Maidan - støttet og fremprovokeret af USA og støttet af Vesten - lykkedes med at få valgt chokolade- og våbenoligarken som præsident! Og at man, især fra de ultranationalistiske dele af oprørets side havde formået at fremprovokere en forfatningsændring, således at to-nationers staten, Ukraine, hvor Russisk og ukrainsk var ligestillet, og hvor lovgivningen og det offentlige sprog var russisk og ukrainsk, nu blev opløst og erstattet af en nationalistisk enhedsstat. Oven i købet med forbud mod at tale russisk i parlamentet, Radaen, hvilket indebar, at mange parlamentsmedlemmer var afskåret fra at sige noget. DEt er disse dramatiske begivenheder med kup på kup, det er denne begivenhed, der får de østlige regioner og Krim til at reagere- og på Krim tillige får russerne til at reagere og bidrage til at den russiske halvø, Krim, ligesom Sønderjylland, vender tilbage til moderlandet, efter en afstemning, der med bestemthed var betydeligt mere retvisende end præsidentvalget, der var en farce.
Befolkningerne i de østlige regioner i Ukraine og på Krim vender sig spontant imod kupmagerne. Deres oprør er berettiget, og russernes hjælp til deres selv-hjælp er narurligvis velkomment. Og burde have fremkaldt international støtte, som i forbindelse med den spanske borgerkrig.
Men summa summarum, Krim har aldrig været en del af Ukraine, til gengæld spillede Krim en militær hovedrolle for amerikanerne og deres indblanding i konflikten og den af dem antændte borgerkrig.
Rotbøl tilslutter i sin trætte leder endelig, resigneret, vestens ønske om et russisk opgør (vel amerikansk støttet) med Putin. Også dette fromme ønske beror på en intellektuel fejlslutning, en liberalistisk fejlslutning.

Henrik Leffers, Peter Beck-Lauritzen, Niels Erik Philipsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Gaderummet Regnbuen, Bettina Jensen, Jakob Trägårdh, Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Hvis man vil bygge fred via accept af at stormagter har ret til at erobre land de engang har ejet, og dominere vassaller de engang har domineret, regner jeg med at ingen vil have et problem med at USA tilbageerobrere "deres" Filippinerne, og "regime-changer" Cuba og Venezuela?

Ja, vi skal tale mere og bedre sammen. Men jeg ser hellere Rusland (og USA og Kina) brænde op i borgerkrig end jeg vil acceptere ideen om at stormagter skal have en "ret" til at erobre land eller at de har "ret" til såkaldte "interessesfærer". Hvis en stats ide om "fred" forudsætter at man bare lader dem tage hvad de påstår er "deres", er krig den fredeligste løsning.

Peter Beck-Lauritzen, René Arestrup og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Appeasement politikken døde bestemt ikke med Chamberlain må vi konstatere. Putins misinformations strategi virker og Sakawa fortjener forhøjet salær..

Putin er mere kløgtig end de fleste vestlige hetzende og krigsliderlige politikere, Han ved godt, at hvis han skal forhindre at Ukraine og Georgien blev medlem af NATO, så skal han skabe usikkerhed om deres grænser. Thi intet land kan blive medlem af NATO, hvis ikke deres grænser ligger helt fast, og det gør de ikke her.
Krims genforening med Rusland bruges kynisk af NATO-landene til at røre i gryden, og opruste mod Rusland. Nu har de fredelige tilstand siden Sovjets sammenbrud varet længe nok, lad os nu få lidt krigsretorik, dels for at fremme våbensalget, og dels for befolkningerne kan få noget at ryste i bukserne over. Med frygt skal land bygges, synes at være mottoet, og det ser ud til at virke ganske godt. Så godt, at de fleste er holdt op med at stille kritiske spm. til den anti-russiske hetz.
I den borgerlige lejr er Marie Krarup (ja! det skrev jeg, selvom jeg var lige ved at brække min arm)
der tør sige fra, og se hvad der skete med hende: Hun blev sat fra jobbet for forsvarsordfører, og erstattet af Søren Espersen, der i sin retorik er lige så hetzen som Claus Hjorth.
Dybest set e NATO kyskolde mht. Krim, men de kan bruge Khrsutjovs fejltagelse som påskud til hetze mod Rusland. Og hvis ikke det var Krim, så skulle NATO-landene nok finde på noget andet.

Henrik Leffers, Niels Erik Philipsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Bettina Jensen, Per Torbensen, Lars Løfgren og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Putin er mere kløgtig end de fleste vestlige hetzende og krigsliderlige politikere, Han ved godt, at hvis han skal forhindre at Ukraine og Georgien blev medlem af NATO, så skal han skabe usikkerhed om deres grænser. Thi intet land kan blive medlem af NATO, hvis ikke deres grænser ligger helt fast, og det gør de ikke her.
Krims genforening med Rusland bruges kynisk af NATO-landene til at røre i gryden, og opruste mod Rusland. Nu har de fredelige tilstand siden Sovjets sammenbrud varet længe nok, lad os nu få lidt krigsretorik, dels for at fremme våbensalget, og dels for befolkningerne kan få noget at ryste i bukserne over. Med frygt skal land bygges, synes at være mottoet, og det ser ud til at virke ganske godt. Så godt, at de fleste er holdt op med at stille kritiske spm. til den anti-russiske hetz.
I den borgerlige lejr er Marie Krarup (ja! det skrev jeg, selvom jeg var lige ved at brække min arm)
der tør sige fra, og se hvad der skete med hende: Hun blev sat fra jobbet for forsvarsordfører, og erstattet af Søren Espersen, der i sin retorik er lige så hetzen som Claus Hjorth.
Dybest set e NATO kyskolde mht. Krim, men de kan bruge Khrsutjovs fejltagelse som påskud til hetze mod Rusland. Og hvis ikke det var Krim, så skulle NATO-landene nok finde på noget andet.

Altså Arne, jeg læser dig derhen, at NATO er problemet og udgør de fredsfjendtlige. Putin og Rusland er de forfulgte / hetzede med gode gyldige grunde til aggression overfor fredelige uafhængige nabostater!?
Læs min kommentar overfor, den gælder i særdeleshed ovenpå dit indlæg her.Tak.

Kim Folke Knudsen

De såkaldte Helsingfors dialogmøder fra midten af 1970´erne bør genoptages nu med Rusland.

Oplagte deltagere EU, Nato General sekretær, og Supermagterne USA og Rusland.

Formål at drøfte arrangementer, som kan fremme og forsikre om dialog. Opsigelsen af mellemdistanceraket aftalen er et farligt skridt i den helt gale retning. Dialog med Rusland er ikke det samme som accept af Putin Regeringens politik men en anerkendelse, af at der er højere og vigtigere hensyn at tage nemlig sikkerheden i Europa og Rusland.

Af nære sikkerhedspolitiske spørgsmål er fredsskabende foranstaltninger i de områder, hvor Rusland grænser op til et NATO medlemsland og så selvfølgelig alle de større konfliktområder Kaukasus, Krim Halvøen, og Ukraine.

Der skal lægges pres på at undgå at opsigelsen af mellemdistanceraket aftalen bliver endelig.

René Arestrup

@Bjørn Pedersen
Netop. Det handler om at opretholde - og kæmpe for - en international retsorden, der stækker Rusland, USA og Kina mest muligt.

Susanne Schmidt

Ingen grund til at nærme sig Putin. Når først kameraerne slukkes har russerne masser at klage over. På et eller andet tidspunkt får de nok af Putin og smider ham på porten. Spørgsmålet er nærmere om man ikke skal forberede sig på den efterfølgende borgerkrig og lave en plandor udbryderrepublikker og mulig kinesisk annektering af østterritorier.

Niels Duus Nielsen

Niels Jakobs: "...jeg læser dig derhen, at NATO er problemet og udgør de fredsfjendtlige."

Korrekt! NATOs ledende medlem er for tiden uinviteret involveret i ni krige rundt omkring i verden, ingen af dem forsvarskrige, mens Rusland er involveret i en enkelt krig, en forsvarskrig, hvor de blev inviteret til at hjælpe en allieret.

Ligeledes kan man vist godt kalde russerne forfulgte og hetzede, når man de mange ubegrundede anklager, som den omsiggribende russofobi giver anledning til.

Dog ved jeg ikke, hvor du har de "gode gyldige grunde til aggression overfor fredelige uafhængige nabostater" fra; der er ingen her, der er fortalere for russisk aggression, så det må være noget, du selv har fundet på.

De eneste nabostat, Rusland har været bare tilnærmelsesvist aggressive overfor, er Ukraine, som på ingen måde er fredelig, og Georgien, hvor Rusland blev tvunget til at forsvare Sydossetien mod et uprovokeret georgisk angreb. I tilfældet Georgien var der tale om en forsvarskrig mod en ydre angriber, og i Ukraine var der tale om at beskytte det russiske mindretal i Ukraine mod en trussel om folkemord.

Vi kan diskutere om der reelt var tale om et muligt folkemord i Østukraine, om Julia Timoshenkos udtalelser blot var valgflæsk, og om det er legitimt at anvende R2P-doktrinen uden FNs godkendelse - men russerne valgte altså at handle med rettidig omhu, og gjorde samtidig brug af den præcedens for, USA havde sat i Kosovo.

Niels Duus Nielsen, du er ganske (al-)enestående i disse synspunkter på Ruslands udenrigs politik; måske du også har noget tilgode hos V.Putin?
Ville du vågne op hvis Putins tropper i anonyme uniformer en dag var på Bornholm, eller ville du overvindes af dine egne argumenter om Putins store fredsvilje og Ruslands forfølgelse fra Nato? Hvor meget skal man se før man kan se sandheden? Jeg ville ønske du havde bare lidt ret.
Putins ræsonnement er desværre dækket af gamle Machiavelli : "Vil du have fred og opbakning indadtil, så start en krig ved grænsen udadtil"!
Kleptokratiet har fortsat kronede dage med Putin og hans KGB brødre ved roret, og det kan de ikke slippe, for så risikerer de retsligt efterspil!