Leder

To procent er ikke i sig selv vejen til en mere fredelig verden

Selv i Trumps fravær virkede det transatlantiske fællesskab splittet ved årets Sikkerhedskonference i München. At Nato-alliancens eneste konkrete svar på sin egen krise og en verdensorden i uoverskueligt opbrud er »to procent af BNP til forsvar«, ligner en strategisk og menneskelig falliterklæring
18. februar 2019

Det kan være forbandet fristende at drømme sig tilbage i tiden – bare en fem-seks år. Til dengang, hvor der var håb for det arabiske forår. Hvor internettet lignede en sikker demokratiseringsmaskine. Hvor Donald Trump var bolighaj, og Kina først og fremmest var et forjættende marked. Og Storbritannien stadig var en fast søjle i EU, mens Krim var ukrainsk styret.

Det er en forførerisk drøm. For dengang var verden absolut heller ikke ufarlig, og set i bakspejlet var de store revner i fundamentet af den globale sikkerhedsarkitektur for længst ved at bane sig vej mod overfladen.

Med Trump som murbrækker virker de revner nu synlige for alle.

Det gjaldt i højeste grad også ved weekendens årlige Sikkerhedskonference i München, hvor årets spørgsmål lød: Hvem samler stumperne op?

Altså stumperne af den globale orden med et USA i spidsen for den liberale verden, som set i bakspejlet virkede så naivt naturlig i årtierne efter Den Kolde Krig.

Sikkerhed og oprustning har flyttet sig markant

I München var Angela Merkel den eneste, der svarede direkte på dette spørgsmål: Vi skal da alle sammen i et multilateralt fællesskab samle stumperne op, mente Merkel og slog armen ud mod de forsamlede ledere og ministre fra over 50 lande.

Det var kulminationen på en glimrende, men også ganske idealistisk tale, som efter overvældende applaus hurtigt stødte på den benhårde virkelighed fra både kinesisk og russisk, men især fra amerikansk side.

Efter Merkel havde givet en verbal ørefigen til Trump for amerikansk protektionisme og den abrupte udmelding om en tilbagetrækning fra Syrien, gav Trumps vicepræsident Mike Pence igen med nærmest trumpsk iver: Europa undergraver de amerikanske sanktioner mod Iran, som planlægger et »nyt holocaust« og truer Israels sikkerhed, mens Tyskland med Nord Stream 2 hyklerisk blæser på de vestlige interesser.

»Vi vil omgås verden, som den er, og ikke, som vi ønsker os den,« mente Pence, der insisterede på, at Nato-partnerne skal leve op til målet fra 2014 om at bruge to procent af BNP på forsvar frem mod 2024.

Vel at mærke kort tid efter, at Merkel igen havde proklameret, at det tyske mål for 2024 er 1,5 procent.

Denne stigning handler om en tysk forøgelse af forsvarsbudgetterne på over 150 milliarder kroner om året – en udvikling, der havde vakt ramaskrig for fem-seks års siden eller endda ved Merkels berømte øltelttale i 2017 om, at »europæerne skal tage deres skæbne mere i egen hånd«: Viljen til sikkerhed og oprustning har flyttet sig markant i Europa på meget kort tid.

Trods den bitre tone på højeste plan gjorde mange af de mere end 50 amerikanske kongresmedlemmer og de øvrige amerikanske repræsentanter ved sikkerhedskonferencen sig umådeligt umage for at understrege, at USA trods Trumps bølleretorik og spørgsmålstegn ved alliancens musketered selvsagt står bag Nato.

Men også de kigger på det konkrete bidrag fra os europæere, der har svært ved at afvise argumentet: at vi selv længe efter Den Kolde Krig bekvemmeligt har lænet os et godt stykke tilbage og nydt godt af amerikanske lederskab og sikkerhedsgarantier.

To procent er absurd

Men at følgen af dette argument skulle være, at vi skal opruste, til vi – uanset de stærkt variable regnemåder og uvisse vækstrater – rammer to procent af vores BNP, virker absurd i lyset af den uoverskuelighed i den globale sikkerhedsarkitektur og det diffuse globale trusselsniveau, som sikkerhedskonference viste: handelskrise, cyberkrig, migration, hybrid krig, regionale konflikter – og dertil hele risikoen for et nyt atomart kapløb i en multipolar verdensorden med et utilregneligt Rusland og et autoritært Kina på vej mod stormagtsstatus.

Det er unægtelig en skræmmende palet, men endnu mere skræmmende virker det, at svaret er 2,0 procent, før der foreligger plausible analyser af både de egentlige risici og de effektive forsvar mod dem.

Som den danske forsvarsminister åbent medgiver i dagens avis, har Danmark smidt sine ekstra milliarder til forsvar oven i puljen efter pres fra USA – uden at man har defineret, hvad behovet er og dermed, hvad pengene skal bruges til.

Den teknokratiske diskussion om en procentsats har altså søvngængeragtigt fået sit eget liv, afkoblet fra det egentlige formål, nemlig vores sikkerhed som et supplement til det diplomatiske arbejde.

Desværre virker der hverken fra Europas eller fra russisk side til at være vilje til for alvor at sætte sig ind i modpartens motiver – eller at insistere på først at prøve at gå alle andre mulige veje end den »blinde oprustning«, som Merkel i sin idealisme advarede mod i München.

Hvis en nærmest teknokratisk diskussion om en procentsats kommer før viljen til at skabe reel dialog, tillid og transparens, lover det ikke godt for det 21. århundrede.

Claus Hjort Frederiksen (V) medgiver, at han ikke ved, hvad det forøgede forsvarsbudget skal bruges til.
Læs også
Det dramaturgiske højdepunkt på konferencen blev den kølige konfrontation mellem Angela Merkel og den amerikanske vicepræsident, Mike Pence.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Fosberg

Det er svært at se at det lige er oprustning vi har mest brug for i den nuværende situation. Med mindre selvfølgelig man ser det fra rustningsindustriens synsvinkel. Industrien i USA, Rusland, Kina, Tyskland, Sverige, England, Frankrig osv er alle drevet frem af en fælles interesse - borgernes penge.

En nobel interesse. En krig her og der holder hjulene i gang. Man skal også huske at den truende nedlukning af fossilindustrien vil være katastrofal for våbenindustrien hvis inderste rationale altid har været at sikre kapitalmagtens kontrol med strategiske resourcer. Her er solenergien en dårlig erstatning. Hvordan kan man dog kontrollere solen?

Nej det gælder om at redde hvad reddes kan og presse de sidste dråber ud af citronen inden der er for sent.

Minna Rasmussen, Carsten Svendsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Hvis vi skal forstå tiden rigtigt, så må vi erkende at udsagnet; "den globale orden med et USA i spidsen for den liberale verden", ikke er eller var sandheden, men derimod den kapitale verdensorden med halevedhænget det politiske system, der ikke turde modsige kapitalen, og erkende kapitalens interesse alene befandt i antallet af dollars de kunne putte i kassen.

Politik var sekundært for kapitalen, men ikke desto mindre skabte det den ændrede verdensorden, som Bush Sr. udråbte, men kapitalen flyttede sin produktion til Asien for at tjene mere på dårlige arbejdsforhold osv., osv., - men samtidig også skabte rigdom og politisk større spillerum i verden, og med deraf følgende politisk bevidsthed om egen rolle i verden som supermagt.

Det er så de brydninger vi ser i dag i verden, og som 2 % skal krigsmateriel skal rette op på, henholdsvis som et våbenkapløb, handelskrig(told) direkte og bilateralt virksomhedsmæssigt(Huawei), - og endeligt militært, sådan som Amerika altid har gjort det i bl.a. Sydamerika.

Æren for nutidens situation tilfalder et slapt og svagt politisk system, der er styret af kapitalen, hvis grådighed for gevinstmaksimering har været drivkraften for udenrigs- og handelspolitikken, - for liberale tro på at alt godt udspringer af kapitalen og liberalismen ideologi er fører til den rigtige udvikling - altså i kapitalens selvforståelse!

Kapitalens "nok i os selv" forståelse viser sig ikke at være rigtig, men derimod et salgsslogan for dem selv og ingen andre, for deres indsats viser sig forfejlet internationalt politisk.

- Kina vil nemlig ikke lade sig hundse rundt med i manegen, sådan som Amerika forestiller sig!