Leder

Rolig nu: Internettet lever stadig – trods EU’s protektionistiske og nødvendige opdæmning af techkoncernerne

EU’s copyrightreform er fuld af huller, indre konflikter og åbne spørgsmål. Men den prøver i det mindste at handle politisk mod en ureguleret techsektor, hvor internetgiganterne vinder på indholdsproducenternes bekostning
Tyske demonstrationer mod EU’s copyrightreform. 

Tyske demonstrationer mod EU’s copyrightreform. 

Robert Michael

30. marts 2019

Du uploader en video på Facebook, hvor din femårige datter synger Lady Gaga. Du poster et billede med en plakat af Lady Gaga i baggrunden. Eller du smider et danseklip fra en klub, hvor der spilles Lady Gaga, på YouTube.

Fortsæt selv listen, gerne med mere åndrige forslag. For uanset indholdet antydes gråzonerne i EU’s reform af ophavsrettigheder på internettet: I fremtiden kan disse eksempler blive filtreret. Nogle vil sige: ’censureret fra’.

Efter en stærkt polariseret debat med demonstrationer og fem millioner protestunderskrifter blev copyrightreformen i denne uge stemt igennem i EU-Parlamentet. I sammenligning var EU’s afskaffelse af vinter- og sommertid fra 2021 pænt ligegyldig, for copyrightreformen vil på godt og ondt ændre fremtidens internet for alle europæere – hver dag.

For fortalerne er det »en sejr for demokratiet og grundretten til ejendom«, der vil sikre kunstnere, journalister og musikere en fair betaling for deres arbejde. For kritikerne er det derimod »et angreb på ytringsfriheden og vejen mod netcensur« i forsøget på at lave analog lovgivning i en digital verden.

I den to år lange og uhyre komplekse debat har branche- og fagfolk (herunder Lady Gaga) bombarderet medier, politikere og aktivister med argumenter, der afspejler netop deres interesser, mens fortalere for copyrightreformen har prøvet at udstille kritikerne som techkoncernernes nyttige idioter.

I den endelige ordlyd, der nu skal velsignes af EU-rådet, udgør to paragraffer de grundlæggende stridspunkter.

Den ene lyder, at deling af links med ophavsbeskyttet indhold nu kræver licens fra udgiveren. Nyhedstjenester som Google News skal altså f.eks. betale for links, hvor man ser en given andel af journalistisk indhold – en ordning, som på nationalt plan har vist sig at være relativt nyttesløs, men som under slagordet ’link-skat’ ifølge kritikerne ødelægger linklogikken på nettet.

Den anden paragraf kræver, at store platforme med over fem millioner unikke brugere om måneden som YouTube og Facebook i fremtiden skal hæfte for illegalt indhold, som brugerne uploader.

De skal altså ikke længere bare reagere, når der meldes om brud på ophavsrettigheder. De berygtede uploadfiltre nævnes ikke i den endelige ordlyd, men filtrene vil formentlig blive uomgængelige: alene på Facebook uploades flere tusind billeder i sekundet.

Det er kritisk. For uploadfiltrene er så dyre at udvikle, at de i sig selv kan blive de store techkoncerners nye ’monopolfilter’. Desuden vil de højst sandsynligt sortere mere indhold fra, end godt er – altså også ganske legalt indhold. At tale om censur er alligevel stærkt overdrevet, hvis man har prøvet at surfe i et land som Kina.

En anden berettiget indvending er, at det ikke så meget er en kamp mellem techkoncernerne og den enkelte kunstner, forfatter eller freelancejournalist, som mellem techkoncernerne og de etablerede forlag og mediekoncerner. Små onlinemedier, der er skabt på det eksisterende internet, kommer derimod i klemme.

Kampen om herredømmet over teknologi

Men i det store billede er det et faktum, at platforme som YouTube og Facebook lever fedt af indhold fra både professionelle og lægmænd – og af, at vi alle surfer rundt på deres platforme, glor på reklamer og lægger vores data i bytte. De, der leverer indholdet, går i reglen tomhændede fra den fest.

På den måde har digitaliseringen på et par årtier vendt vores analoge forestilling om værdiskabelse og vores kommunikations-, indkøbs-, kultur- og medievaner på hovedet. Det betyder bare ikke, at vi bør lægge os fladt på ryggen over for de store internetplatformes monopolkapitalisme og -teknologi, der netop lever af manglen på regulering.

EU’s hullede copyrightlovgivning er derfor et første og legitimt forsøg på at modgå den politiske afmagt over for de amerikanske techkoncerner.

Som Financial Times påpeger, er det – som gallernes kamp mod de overmægtige romere – en del af det »Europa, der beskytter«, som den franske præsident Macron kræver: beskyttelse mod skatteunddragelse og misbrug af vores data – og beskyttelse af Europas ydre grænser.

Kampen om nettet er dermed også en kamp om, hvornår den europæiske grundværdi om åbenhed i sig selv kræver beskyttelse.

Efter den polariserede debat hævder flere kritikere, at afgørelsen har rystet især den unge generations tillid til EU. Det er muligt. Men i så fald kan de ganske demokratisk vælge sig et nyt Europa-Parlament til maj. Desuden har internettet også nok tålmodighed til denne slags politiske indgreb, selv hvis de atter bliver ændret.

Med alle sine skyggesider kan copyrightreformen og kampen om det politiske herredømme over teknologi og kapital derfor meget vel ende med at styrke Europa.

Mere end 50.000 mennesker mødte op til Save Your Internetdemonstration i München d. 23. marts. Budskabet var klart: De var imod artiklerne 11, 12 og 13 i det nye direktiv.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Styrke EU? Ligesom du vel også elsker at klikke på de her fine vi bruger cookies som er plastret til på alle hjemmesider?

EU kan ikke regulere sig ud af det her, hvis de forsøger, ender de bare med at gøre det stikmodsatte af hvad de gerne vil, som din artikel dog også påpeger.

Alle internet sider SKAL lever op til denne nye lov.
Undtage hvis man opfylder ALLE disse krav
- er under 3 år gammel
- minder ind €10 million
- 5 million unikke besørge

Denne lov kan blive en død for små og mindre hjemmesider
de har ikke penge eller resurser til at leve op til loven.
eller adgang til en AI som de store har.
hvad skal de gøre??

Jeg er klar over ulovlige deling er et problem. Men at gør en hjemmeside ansvarlig for menneske handlinger er mig en gåder. For at flytte ansvar fra bruger, over på hjemmesiden, er for mig en forkert og umoralsk handling.

Og for slet ikke at snakke om at kunster og medie lever af at folk deler/bruger og gå op i deres indhold, og nu laver man en lov der begrænser deling af dette indhold.

Niels Duus Nielsen

Ejendomsretten til ideer, altså den såkaldte ophavsret, er en uting. Især inden for musik er det tydeligt, at genbrug af musikalske mønstre ikke nødvendigvis er plagiat, men ligeså godt kan være et frisk bud på en gammel musikalsk traver. Der kun er så og så mange mulige kombinationer af det musikalske materiale, givet de regler, som til enhver tid gælder for, hvad der på et givet historisk tidspunkt "lyder godt".

Tag som eksempel et typisk stykke blues-musik: Man kan skrive et bluesnummer og registrere det med henblik på at få monopol på dette værks ophavsret, men hvis min nabo skriver et andet bluesnummer, kan jeg ikke sagsøge ham, selv om han følger den selv samme formel, som mit blues-nimmer følger, fordi denne formel er universel. Derimod kan ham registrere sit nummer og få ophavsretten til denne version af den gamle traver.

Kan I se absurditeten? To mennesker kan have eksklusiv ophavsret til to ens stykker musik, hvor den eneste reelle forskel er teksten, der ledsager musikken. Og kender man blues-musikkens tekst-univers, vil man vide, at emnerne, som behandles, er de samme: Ulykkelig kærlighed, tørre lommesmerter og andre deprimerende begivenheder, som gør, at man har "the blues". Så to i det store og hele identiske numre kan have to forskellige ophavsmænd.

Vender vi os nu imod popmusik kompliceres billedet, for selv om formlerne for popmusik er næste lige så snævre som formlerne for bluesmusik, er de dog ikke bundet til faste mønstre. Så en helt igennem banal melodi med en helt igennem banal harmonisering kan "patenteres", og andre, som falder over den samme melodi kan nu sagsøges. Tag fx Bent Musikfabriks "Alley Cat"- han har selv erklæret, at han huggede ideen til nummeret, som han måske har tjent flere millioner på, fra en engelsk komponist, som af en eller anden grund ikke lagde sag an, hvilket jo er heldigt for Bent Musikfabrik. Men hvis jeg skulle føle mig inspireret af Alley Cat og få lyst til at skrive min egen version af denne gamle traver, vil jeg med stor sandsynlighed blive sagsøgt. Ikke fordi Bent er en ond mand, men simpelthen fordi han på grund af lovgivningen kan. Han ville være den første til at indrømme, at jeg jo bare har gjort ligesom ham, og ligesom musikere og komponister altid har gjort, men netop på grund af lovgivningen er det kun ham, der må tjene penge på dette stykke musik.

At denne regel nu også skal gælde som grundlag for regulering af internettet er intet mindre end en katastrofe. Reglen har allerede ødelagt mange spirende karrierer, men at lovgivningen nu går efter udbyderne snarere end efter udøverne, bliver strået, der brækker kamelens ryg.

Jeg abonnere på indtil flere YouTube-kanaler, som excellerer i cover-versioner af kendte musikalske travere - disse talentfulde musikere vil nu blive bortcensureret, fordi Youtube selvfølgelig ikke vil risikere at udsætte sig for de sagsanlæg, som uvægerligt vil komme. Husk på, det er sjældent kunstnerne, der går op i ophavsretten, men derimod snarere de kommercielle musikforlag, som har købt rettighederne, og som nu blot snylter på kunsten.

Så jeg kan ikke støtte Mathias Sonnes jubeloptimistiske forventninger til Internettets fremtid. Internettet vil selvfølgelig stadig være der, men det vil ikke længere være det sprudlende sted for nye ideer, som det engang var. Kommercialisering har altid dræbt den udøvende kunst, her sker det bare i et nyt format.

Men der er håb endnu: Stærke kræfter arbejder på at fremme helt ny blockchain software, der gør det muligt at fildele uden centrale servere som fx Youtube. Når disse nye decentraliserede og stærkt krypterede platforme bliver udbredte, vil loven ikke have nogen virkning mere. Ophavsretten vil blive sendt på lossepladsen, hvor den hører hjemme, og komponisterne må tilpasse sig crowdsiurcing, som er den forretningsmodel, som kan finansiere fremtidens skabende kunstnere.

PS: Bemærkningen om, at hvis vi er utilfredse, så kan vi da bare stemme et nyt parlament ind, er nok ikke udtryk for den rette arrogance at udvise, når den folkelige tillid til demokratiet i Europa efterhånden har nået samme lave niveau som under Weimarrepublikken. Det svarer til at sige til folk, der klager over brødpriserne, at de så bare skal spise kage. Den slags bemærkninger har det med at give bagslag.

Thomas Tanghus, Søren Hjernøe, Peter Knap, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Martin Rønnow Klarlund, Jens Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg sætter frihedsbegrebet meget højt, men er bevidst om, at den fulde frihed er et tag selv bord for magtfulde og grådige personer. Hvis vi mennesker ikke konstant forsøgte at underkue og tvinge hinanden til at acceptere vores personlige verdensbillede, ville frihedsbegrebet ikke give nogen mening og slet ikke eksistere.

Sikker ikke. Jeg læser artikler om begrænsninger eller frihed på nettet som forsøg på at forholde sig til frihedsbegrebet.

Henrik Hansen

Haha viste ikke det blev vedtaget ved en fejl, man byttede simpelhen rundt på rækkefølgen af forslegene og vupti, modstandere af forslagene blev taget med bukserne nede.
Demokrati - og en dygtig presse der ikke informere om den slags detaljer.
https://youtu.be/-u5z8XPDp6M