900 millioner indere skal til stemmemaskinerne for at træffe det vigtigste valg i Indiens historie

Efter 21 måneders undtagelsestilstand udskrev premierminister Indira Gandhi valg i marts 1977. Hun havde lammet alle institutioner, fængslet oppositionen, lukket den frie presse – med henvisning til »interne og eksterne trusler mod landets sikkerhed«, naturligvis. Nu ville hun så lige høre, hvad vælgerne mente om hendes bud på en mere autokratisk styreform.

For en ting stod stadig tilbage i det indiske demokrati: de frie valg.

Der er noget lignende på spil, når de op imod 900 millioner indiske vælgere på torsdag begynder marchen mod de omkring én million valgsteder for at få en lilla fingerspids: den blæk, der viser, at de har deltaget i den største demokratiske begivenhed i menneskehedens historie. 

Premierminister Narendra Modi og hans hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP), har brugt de seneste fem år ved magten på at vise, hvilken vej, de mener, Indien skal gå. 

Genvælges Narendra Modi, vil det være en demokratisk sanktionering af en politisk kurs, der på afgørende områder gør op med det Indien, som voksede ud af uafhængighedskampen mod den britiske kolonimagt. Indien som en sekulær stat, der ikke bare tolererer religiøse og etniske mindretal, men som ser diversiteten som et adelsmærke og har lovfæstet en radikal accept af den. Men også et opgør med idealet om et moderne liberalt demokrati, hvor synspunkter mødes og strides frit i parlamentet, ved domstolene og i pressen.

Når vælgernes dom over det eksperiment først falder nu, skyldes det, at Narendra Modi førte valgkamp med en helt anden dagsorden ved valget i 2014. Borte var mindet om hans fortid som leder af delstaten Gujarat under den pogrom, der i 2002 kostede mindst 2.000 mennesker, primært muslimer, livet. Fortiet var også hans opvækst som aktiv i den militante hindunationale græsrodsbevægelse RSS. Væk var hans hyldest til hindumajoriteten. Modi talte nu kun om udvikling, teknologi og vækst og lovede eksporteventyr a la Kina og jobskabelse.

Manden, der havde haft status som paria med indrejseforbud i USA, førte en valgkamp rettet mod den oplyste, urbane middelklasse. For han vidste, at han allerede havde hindukernevælgere. 

Modi kilder vælgernes fanasi-nerve

Men de seneste fem års konkrete politik har vist, at Narendra Modi aldrig glemte sit udgangspunkt. På stort set alle samfundsområder revitaliseres og mainstreames den politiske hinduisme, hindutva. 

Det har været fem år, hvor Indiens mindretal i stigende grad har følt sig forfulgt på gadeplan og set deres rettighedder stå for skud på politisk niveau. Konkret er der f.eks. blevet indført forbud mod oksekød i flere af de nordlige stater, og ifølge bl.a. Human Rights Watch er antallet af hadforbrydelser på baggrund af religion, kaste og etnicitet steget voldsomt siden 2014.

Blandt andet er op imod 50 muslimer blevet dræbt af selvtægtsgrupper – ofte sanktioneret af lokale politikere og politi – på grund af mistanke for at have dræbt en ko. Og i de fem år er også kritiske journalister og politiske aktivister blevet chikaneret og retsforfulgt for »antinational virksomhed«.

Men det handler om mere end forfølgelse af mindretal.

Indien og inderne er i en hidsig forhandling om, hvad Indien er. I en vis forstand kan man kalde 2014 for Indiens sande postkoloniale øjeblik.

Modi er den første premierminister født efter uafhængigheden, leder af et parti etableret efter uafhængigheden. Hans valgsejr betød et farvel til den type nationalisme, som havde sine intellektuelle rødder i den koloniale fortid, og som blev nedskrevet i den indiske forfatning af den elite, der var blevet skabt af kolonimagten – i dens billede.

I et absurd twist har højrenationalister endda refereret til den (venstreorienterede) teoretiker Gayatri Spivaks berømte essay Can the subaltern speak? og svaret: Ja, det kan de nu. Gennem mediet Modi, søn af en simpel tesælger fra Gujarat, kan de nu tale imod dem, der blot blev født til magten, fordi de hed Gandhi. Og fordi briterne havde lært dem sproget.

Det narrativ bliver kun styrket af det store oppositionsparti, Kongrespartiet, der igen ved dette valg stiller op med en Gandhi: Rahul Gandhi – søn af Sonia, barnebarn af Indira, oldebarn af Nehru – og flankeret af søsteren Priyanka Gandhi.

Ghandierne har stadig kampen mod briterne på deres nedarvede CV, men Modi har noget bedre. Han har drømmen om noget, der ligger før. Faktisk ’før-før’. Før briterne, men også før de muslimske invasioner. Det er med referencen til denne gyldne fortid før den dobbelte katastrofe af ikke-hinduistisk indflydelse, at han effektivt kilder fanasi-nerven hos de millioner, der ikke har særlig meget at se frem til i deres egne liv. 

Flere indiske kommentatorer har argumenteret for, at dette valg er det vigtigste valg i Indiens historie. For det er til dels den postkoloniale elites idé om Indien, repræsenteret af Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, der er på valg. Den socialistiske økonomiske politik røg i begyndelsen af 1990’erne, den alliancefri udenrigspolitik fulgte lige efter, og nu er det det sociale samfundsideal, herunder en særlig form for indisk sekularisme, der står for skud.

Hindunationalismens svar er, at der hidtil har været praktiseret en pseudosekularisme, fordi mindretal er blevet forkælet og forskelle fremhævet.

De siger: Vi er alle indere, og ingen skal derfor have særlige rettigheder. Og det lyder jo tilforladeligt, ja, endda helt fornuftigt, for et europæisk øre. Problemet er bare, at den logik, der lurer bagved, siger, at det er nemt at være tolerant, hvis der kun er en religion.

Modi er favorit til at vinde valget. Men ikke fordi han på papiret har leveret på valgløfterne fra 2014. Trods en nydelig vækstrate på omkring syv procent blev Indien ikke et nyt Kina. Tværtimod led økonomien bl.a. under den spektakulære pengeombytning i 2016, hvor regeringen pludselig meddelte, at de mest benyttede pengesedler i landet ikke længere var gyldige.

Og selv om det lykkedes at give bankkonti og kreditkort til millioner, sanitet til mange, og mindre lån målrettet de svageste, hjalp det stort for de millioner af bønder, der hver dag mister deres levebrød, mens de lovede job i den formelle sektor er udeblevet.

En »demokratisk festival«

Ved årsskiftet så det svært ud for Modi. Lige indtil medlemmer af den pakistansk støttede terrorgruppe Jaish-e-Mohammad (JeM) dræbte 44 indiske soldater i Kashmir i marts.

Indien svarede igen med jagerfly over pakistansk luftrum og Modi fik hjemme anledning til at gøre det, han er bedst til: holde sine eminente buldertaler mod den ydre fjende. Og puste til den altid ulmende identitetspolitiske ild hos hans hidsige hinduistiske græsrødder.

Spørgsmålet er, om oppositionen formår at få valgkampen til at handle om de økonomiske realiteter og folks hverdag fremfor om deres hedeste drømme og deres identitet. Og om, hvem der evner at danne alliancer med de regionale partier, der ofte skærer igennem alle de store ord fra Delhi med konkrete, lokale løsninger. 

Uanset udfaldet, er det altid en fejring værd, når Indien går til valg. 

Denne gang vil 100 millioner verdensborgere for første gang deltage i demokratiet – så mange førstegangsvælgere kan potentielt støde til i den unge land. Intet andet valg inddrager så mange mennesker i demokratiet. Modi har ret, når han kalder det en »demokratisk festival«.

Indiens vigtigste valg

Information benytter anledningen til i de næste 6 uger at fokusere på landet, der kan synes så anderledes og fjernt. Hvordan kan vi forstå Indien (og Europa) gennem den rige litteratur? Hvad kan Indiens videnskab bidrage med til vores fælles viden om verden? Hvori findes lighederne og forskellene mellem den indiske nationalisme og de højrenationale strømninger i Europa? Hvad vil de unge indere med deres fremtid?

Kongrespartiet tabte valget i 1977. Indira Gandhi bad om vælgernes vurdering af sin alternative idé om Indien og fik den. Nej tak, sagde de, til at bytte frihed og fundamentale demokratiske institutioner ud med en stærk kvinde, der lovede at passe på dem.

Narendra Modi har ikke erklæret undtagelsestilstand. Men de seneste fem år har Indien oplevet en gradvis erodering af de institutioner, der gør det indiske demokrati til verden største. Nu spørger Modi vælgerne, om han må beskytte dem mod interne og eksterne fjender.

Men det har sin pris. På et niveau for Indiens unikke sekulære model. Og på et andet, mere konkret gadeplan for indiens minoriteter.

Indien har altid været svært at regere. Forskellene er enorme, og civilsamfundet står stærkt og overfor en på mange måder svag stat. Så Indien har altid haft behov for en stærk nationalisme. Det er ikke i sig selv hverken nyt eller problematisk. Problemet er, at den nationale fortælling, som Modi repræsenterer, gør majoritetens religion til den nationale markør. Spørgsmålet er, om vælgerne er med på den.

Derfor kan den kommende valghandling meget vel vise sig at blive det vigtigste valg i Indiens moderne historie.