Leder

Vi har fået en europæisk offentlighed: Nu skal vi bruge den til at tale sammen om, hvordan vi skal bestemme sammen

Information vil frem til europaparlamentsvalget den 26. maj præsentere en række europæiske intellektuelles synspunkter om, hvordan vi kan arve vores historie, forstå vores samtid og forme vores fremtid
Det er ikke kun typiske fortalere for Europa som Angela Merkel og Emmanuel Macron, der er med til at skabe en europæisk offentlighed. Det er også nationalistiske ledere som Ungarns Viktor Orbán.

Det er ikke kun typiske fortalere for Europa som Angela Merkel og Emmanuel Macron, der er med til at skabe en europæisk offentlighed. Det er også nationalistiske ledere som Ungarns Viktor Orbán.

Olivier Hoslet

17. april 2019

Demokrati kan gøres til et meget teknisk og teoretisk anliggende. Men det kan også forklares enkelt: Det drejer sig om, at vi snakker sammen om, hvordan vi bestemmer sammen.

De moderne samfund er afhængige af bureaukratier, som forvalter reglerne og administrerer institutionerne, og de bygger på en markedsøkonomi, der forsvarer menneskets ret til dets eget arbejde, skaber fælles viden om fælles behov og belønner de enkeltes bidrag til fællesskabet. 

Administrativ magt og økonomisk kapital kan ikke udryddes uden meget store tab. Men de kan og skal kultiveres og præges gennem offentlige samtaler.

En bureaukratisk magt, der tvinges til at begrunde sig selv og lader sig reformere af kritik, bliver demokratiseret. Og en økonomisk kapital, som skal forklare sig selv, stå til kritisk regnskab for offentligheden og følge de fælles regler, kan virke til det fælles bedste.

Læren er, at jo bredere, dybere og mere åbne vores samtaler er, jo bedre forudsætninger har vi for at kunne bestemme i fællesskab. Det kræver, at den tekniske bureaukratiske magtudøvelse bliver oversat til et sprog, alle kan forstå, og at den avancerede kapitalisme bliver gjort gennemskuelig for en bredere offentlighed, så vi kan drage den til ansvar.

Det, vi ikke forstår, kan vi ikke regere over, og det, der unddrager sig retfærdiggørelse, kan udvikle sig til skandaløs uretfærdighed. 

En europæisk offentlighed er blevet dannet

Det er en betingelse for en samtale, der demokratiserer magtudøvelsen, at vi har en fælles offentlighed. At vi kan drage magthavere til regnskab i en offentlighed, som alle principielt har adgang til.

At vi kan udveksle argumenter, ideer og historier i offentlige ræsonnementer, som strækker sig fra de enkelte overvejelser derhjemme over samtaler i familien og på arbejdspladsen til en stor samlet offentlighed.

Det er et ofte overset, men stærkt inspirerende faktum, at vi over de seneste år har fået en fælles europæisk offentlighed. Det er blevet efterlyst i årtier som en forudsætning for et demokratisk EU. Vi kan nu efter finanskrisen, den europæiske gældskrise, flygtningekrisen, klimaprotesterne og den politiske krise registrere, at en offentlighed, hvor europæere forholder sig til europæiske problemer, er blevet dannet.

Det er ikke sådan, at alle er blevet europæere og orienterer sig gennem europæiske medier. Det er de nationale offentligheder, som har åbnet sig mod hinanden, og det er for en italiensk, ungarsk, tysk eller dansk statsborger blevet naturligt at tænke sine problemer med økonomisk uretfærdighed, indvandring og klima i en europæisk sammenhæng.

Det er ikke kun tilhængere af mere europæisk samarbejde som Emmanuel Macron, der er med til at skabe en europæisk offentlighed. Det er også nationalistiske ledere som Ungarns Viktor Orbán. De er begge europæiske politikere, som inspirerer henholdsvis liberalister og nationalister. 

Vi må hæve niveauet for den offentlige samtale

Europaparlamentsvalget den 26. maj i år bliver den største politiske begivenhed i en fælles europæisk offentlighed. Det opbrud, vi har set ved de enkelte valg, vil finde sted på europæisk niveau.

Vi har set, hvordan den italienske regeringsleder Matteo Salvini har hentet inspiration hos den franske protestbevægelse De Gule Veste, og at han har involveret Dansk Folkeparti i en tværeuropæisk alliance for nationale partier, der sammen vil gøre op med teknokratiet i Bruxelles og hævde national selvbestemmelse. Nationalismen er så at sige blevet en fælleseuropæisk position.

Og vi har set venstreorienterede som Yanis Varoufakis, som er kritiske over for EU-kapitalismen, slutte sig sammen i den tværnationale alliance Europæisk Forår

Den europæiske offentlighed er en forudsætning, men ingen garanti for et progressivt Europa.

Vi må også hæve niveauet for den offentlige samtale. Bringe nye ideer ind, knytte de enkelte punkter sammen i større linjer, tænke økonomi og bureaukrati som noget, vi kan bestemme over, og udfolde argumenter i fællesskab.

Det kan dem, vi kalder for ’intellektuelle’, når de er bedst. De fortæller ikke folk, hvad de skal tænke, men hjælper os alle med at tænke selv, handle politisk og forstå den virkelighed, vi er borgere i.

Vi aktualiserer således en gammel tradition for, at vi tænker sammen i Europa, og vi taler sammen, når Information i en ny serie frem til europaparlamentsvalget vil præsenterer en række europæiske intellektuelle, deres ideer, tanker og erindringer.

Intellektuelle fra syd og nord, øst og vest bidrager til den fortløbende dannelse af europæiske samtaler. Vi har talt med dem om, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid. Og de hjælper os med at tænke en fremtid, hvor vi bestemmer sammen.

Serie

Europæiske intellektuelle

Finanskrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og den politiske krise har udløst et kolossalt opbrud over hele Europa. Og nye partier og bevægelser bryder frem, mens gamle samfundsbærende partier bliver skubbet ud.

Frem mod Europa-Parlamentsvalget den 26. maj har Information mødt ti store europæiske intellektuelle, fra øst og vest, nord og syd. De fortæller, hvad der har formet dem som europæere, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid og skabe vores fælles fremtid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Toke Kåre Wagener
  • Poul Erik Pedersen
  • Ervin Lazar
  • Torben K L Jensen
  • Palle Jensen
  • Jørn Vilvig
  • Mihail Larsen
  • Poul Erik Riis
Bjørn Pedersen, Toke Kåre Wagener, Poul Erik Pedersen, Ervin Lazar, Torben K L Jensen, Palle Jensen, Jørn Vilvig, Mihail Larsen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

En måde at strukturere en sådan debat på, kunne være ASPEKTRUM debatmediet.
Se: www.idea.dk/aspektrum.pdf
Margot Walström blev introduceret til mediet ved et møde arrangeret af Nyt Europa
ASPEKTRUM er udviklet med støtte fra Folketingets Teknologiråd og Miljøstyrelsens Pulje for Grønne ildsjæle.
Debatmediet er opfundet af undertegnede og afprøvet i forskellige sammenhænge, først i Oprør fra Midten regi.

Det er noget af en tilsnigelse af påstå, at vi har fået en europæisk offentlighed pga. de strømninger Rune Lykkeberg nævner.

EU er efter Brexit i KÆMPE krise, og er truet indefra. Tyskland stadig dikterer de store linjer og det er der en masse, der er ved at være trætte af. Ikke mindst fordi EU ikke længere kan levere de samme resultater til mange et dets medlemslande. Det har resulteret i det modsatte af en europæisk offentlighed, hvor tingene diskuteres på tværs er landegrænser og problemer forsøges løst Pan-europæisk. Det har nemlig resulteret i klassiske tegn, som vi kender fra historien hver gang en krise virkelig kradser: Protektionisme, racisme, nationalisme og ofte en leg med fascismen. Italiens premierminister er et glimrende eksempel herpå: Han HADER Macron og Merkel og kalder dem globalister og mennesker, som truer det ægte og sande Europa.

Vi diskuterer stadigvæk ikke blandt Europas befolkninger særlig meget EU, hvilket også er afspejlet i medierne.
Indvandring og flygtningen bliver godt nok forsøgt at blive løst, men pointen er at pga. en manglende europæisk offentlighed er det UMULIGT at lave fælles europæiske løsninger, og i stedet trækker man sig tilbage med nationale tiltag som f.eks. at bygge hegn og mure eller indskrænker flygtningerettigheder endnu mere ofte på kant med menneskerettighedskonventionerne. Eller også udlicitere man problemet til Tyrkiet ( et ikke-EU land).

Et andet eksempel er de gule veste i Frankrig. Hvad de protesterer i mod er også et problem i adskillige andre lande. Men selv om de gule veste nu har været på gaderne i rekord lang tid, mangler det stadig at sprede sig til resten af Europa.

Det er også absurd at nævne DF's samarbejde med Italiens og andre højreorienterede som et eksempel på en stigende grad af europæisk offentlighed, når langt langt størstedelen af de enkelte landes problemer skal løses ved nationalisme og protektionisme.

Det har siden EU's oprettelse været erkendt at såvel en fælles europæisk identitet som en europæisk offentlig har manglet. Og sådan er det selvfølgelig stadig. Hvis man ikke mener EU og fælleseuropæisk samarbejde er i krise ignorerer man afgørende samfunds tendenser, som f.eks. Brexit, jordskredssejr til nationalisterne ved det sidste EU-valg, og en stigende tendens til at mange europæiske lande i disse tider vælger nationalistiske ledere som ligesom Trump lover at bekæmpe globalisering og gøre landet "great again".

Det ændrer altså ikke på, at vi ikke rigtig har en europæisk offentlighed og ikke mindst en fælles europæisk identitet, at Information nu interviewer en række intellektuelle i en temaserie om Europa.

Ole Bach, Ole Kristensen, Palle Yndal-Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Mange samfunds-grupper "kører" konstant i deres helt eget parallelsamfund og helt uden kontakt med andre, der har andre meninger. Og vi ser jo igen og igen i Danmark og visse andre lande, at et meget spinkelt flertal ændrer love på en radikal måde, og derved totalt tryner et stor mindretal.

Så der skal simpelt hen debat til - også uanset hvordan den opstår. Måske bliver man ikke enige, men blot man opnår at forstå hinanden, og respektere hinanden, vil disse fuldstændig urimelige lovændringer formentlig kunne undgås.

En lav kyst på få hundrede meter med bebyggelse/sommerhuse oversvømmes. Ejere og kommune enes om en løsning. Sagen indbringes i ministeriet, et miljøklagenævn. Videre til EU !!!! Indsatsen kan forhindres via en bestemmelse om et "Nature-2000 " område. Hvor skal magten ligge til at afgøre dette.
Var det, hvad vi ville med EU samarbejde ?

"Administrativ magt og økonomisk kapital kan ikke udryddes uden meget store tab"

Hvis det er hvad der skal til, må vi betale prisen. Jeg kan dårligt forestille mig en højere pris, end den vi betaler i øjeblikket med Rusland/Ukrainekrisen i forlængelse af EUs udemokratiske ekspansionsiver mod sydøst, Sydeuropas ungdomsarbejdsløshed og gældsfængsel som konsekvens af drømmen om en fælles DMark, Englands mislykkede forsøg på at undslippe den administrative magt og endelig EUs manglende respekt for de østeuropæiske demokratiers valgresultater.

Hvis EU skal have en fremtid i Europa, skal nationernes initiativ bringes tilbage, inden for de europæiske vælgeres rækkevidde. Demokrati er nøgleordet.

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Michael Nielsen

"...Det er ikke sådan, at alle er blevet europæere og orienterer sig gennem europæiske medier. Det er de nationale offentligheder, som har åbnet sig mod hinanden, og det er for en italiensk, ungarsk, tysk eller dansk statsborger blevet naturligt at tænke sine problemer med økonomisk uretfærdighed, indvandring og klima i en europæisk sammenhæng."

Jeg tillader mig at anfægte at vi ikke har en europæisk offentlighed. For efter min opfattelse, så kræver det at de nationale befolkninger åbner sig mod hinanden på samme niveau som befolkningerne gør internt i deres eget land. Men det har de ikke gjort og det kommer de heller ikke til at gøre. De europæiske befolkninger er alt for forskellige, rent kulturelt.
I Skandinavien har befolkningerne for længst åbnet sig mod hinanden, men selv her er der afstand.

Normalt ikke, men nu er der en fælles sag, som påtvinges alle - klimaet.
Indser alle ikke det, er fremtiden temmelig usikker.

Journalister har fået ny intellektuelle og meningsdannere de kan skrive om.
Borgerne har stadig ikke indflydelse på beslutninger i EU.
De kan blot vælge nogle få som kan række fingeren op og stemme.
Borgerne skulle kunne stemme direkte i store sager som klima, skatteoptimering og handelsaftaler mm. Og kunne stemme svindlere ud.

Ole Bach, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar