Vi har fået en europæisk offentlighed: Nu skal vi bruge den til at tale sammen om, hvordan vi skal bestemme sammen

Demokrati kan gøres til et meget teknisk og teoretisk anliggende. Men det kan også forklares enkelt: Det drejer sig om, at vi snakker sammen om, hvordan vi bestemmer sammen.

De moderne samfund er afhængige af bureaukratier, som forvalter reglerne og administrerer institutionerne, og de bygger på en markedsøkonomi, der forsvarer menneskets ret til dets eget arbejde, skaber fælles viden om fælles behov og belønner de enkeltes bidrag til fællesskabet. 

Administrativ magt og økonomisk kapital kan ikke udryddes uden meget store tab. Men de kan og skal kultiveres og præges gennem offentlige samtaler.

En bureaukratisk magt, der tvinges til at begrunde sig selv og lader sig reformere af kritik, bliver demokratiseret. Og en økonomisk kapital, som skal forklare sig selv, stå til kritisk regnskab for offentligheden og følge de fælles regler, kan virke til det fælles bedste.

Læren er, at jo bredere, dybere og mere åbne vores samtaler er, jo bedre forudsætninger har vi for at kunne bestemme i fællesskab. Det kræver, at den tekniske bureaukratiske magtudøvelse bliver oversat til et sprog, alle kan forstå, og at den avancerede kapitalisme bliver gjort gennemskuelig for en bredere offentlighed, så vi kan drage den til ansvar.

Det, vi ikke forstår, kan vi ikke regere over, og det, der unddrager sig retfærdiggørelse, kan udvikle sig til skandaløs uretfærdighed. 

En europæisk offentlighed er blevet dannet

Det er en betingelse for en samtale, der demokratiserer magtudøvelsen, at vi har en fælles offentlighed. At vi kan drage magthavere til regnskab i en offentlighed, som alle principielt har adgang til.

At vi kan udveksle argumenter, ideer og historier i offentlige ræsonnementer, som strækker sig fra de enkelte overvejelser derhjemme over samtaler i familien og på arbejdspladsen til en stor samlet offentlighed.

Det er et ofte overset, men stærkt inspirerende faktum, at vi over de seneste år har fået en fælles europæisk offentlighed. Det er blevet efterlyst i årtier som en forudsætning for et demokratisk EU. Vi kan nu efter finanskrisen, den europæiske gældskrise, flygtningekrisen, klimaprotesterne og den politiske krise registrere, at en offentlighed, hvor europæere forholder sig til europæiske problemer, er blevet dannet.

Det er ikke sådan, at alle er blevet europæere og orienterer sig gennem europæiske medier. Det er de nationale offentligheder, som har åbnet sig mod hinanden, og det er for en italiensk, ungarsk, tysk eller dansk statsborger blevet naturligt at tænke sine problemer med økonomisk uretfærdighed, indvandring og klima i en europæisk sammenhæng.

Det er ikke kun tilhængere af mere europæisk samarbejde som Emmanuel Macron, der er med til at skabe en europæisk offentlighed. Det er også nationalistiske ledere som Ungarns Viktor Orbán. De er begge europæiske politikere, som inspirerer henholdsvis liberalister og nationalister. 

Vi må hæve niveauet for den offentlige samtale

Europaparlamentsvalget den 26. maj i år bliver den største politiske begivenhed i en fælles europæisk offentlighed. Det opbrud, vi har set ved de enkelte valg, vil finde sted på europæisk niveau.

Vi har set, hvordan den italienske regeringsleder Matteo Salvini har hentet inspiration hos den franske protestbevægelse De Gule Veste, og at han har involveret Dansk Folkeparti i en tværeuropæisk alliance for nationale partier, der sammen vil gøre op med teknokratiet i Bruxelles og hævde national selvbestemmelse. Nationalismen er så at sige blevet en fælleseuropæisk position.

Og vi har set venstreorienterede som Yanis Varoufakis, som er kritiske over for EU-kapitalismen, slutte sig sammen i den tværnationale alliance Europæisk Forår. 

Den europæiske offentlighed er en forudsætning, men ingen garanti for et progressivt Europa.

Vi må også hæve niveauet for den offentlige samtale. Bringe nye ideer ind, knytte de enkelte punkter sammen i større linjer, tænke økonomi og bureaukrati som noget, vi kan bestemme over, og udfolde argumenter i fællesskab.

Det kan dem, vi kalder for ’intellektuelle’, når de er bedst. De fortæller ikke folk, hvad de skal tænke, men hjælper os alle med at tænke selv, handle politisk og forstå den virkelighed, vi er borgere i.

Vi aktualiserer således en gammel tradition for, at vi tænker sammen i Europa, og vi taler sammen, når Information i en ny serie frem til europaparlamentsvalget vil præsenterer en række europæiske intellektuelle, deres ideer, tanker og erindringer.

Intellektuelle fra syd og nord, øst og vest bidrager til den fortløbende dannelse af europæiske samtaler. Vi har talt med dem om, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid. Og de hjælper os med at tænke en fremtid, hvor vi bestemmer sammen.