Leder

Vi håbede, at EU kunne skabe et nyt migrationssystem. Vi tog fejl

Her er faktisk et område, som vælgerne går op i, og hvor EU kunne gøre en helt afgørende forskel i verden. Alligevel har unionen vist sig at være ude af stand til at finde en fælles løsning på migrationsspørgsmålet
Paradoksalt nok er de mest hårdtslående initiativer på migrantområdet kommet fra de enkelte nationalstater: Søtransporten fra Libyen til Italien blev først for alvor bremset, da Matteo Salvinis regering tog fat og indgik en række suspekte aftaler med lokale militser og menneskesmuglere.

Paradoksalt nok er de mest hårdtslående initiativer på migrantområdet kommet fra de enkelte nationalstater: Søtransporten fra Libyen til Italien blev først for alvor bremset, da Matteo Salvinis regering tog fat og indgik en række suspekte aftaler med lokale militser og menneskesmuglere.

Alessandro Garofalo

23. april 2019

I sidste uge viste en meningsmåling, at 18 pct. af danskerne ser ’ulovlig migration’ som det vigtigste emne til EU-Parlamentsvalget i maj. Dermed er migration, sammen med klima, valgets væsentligste tema for de danske vælgere – igen. For migration var også øverst på vælgernes dagsorden ved valget i 2015.

Det giver mening. Antallet af migranter, som drømmer om et liv i Europa, vokser år for år i kraft af befolkningstilvækst mod syd, klimaforandringer, nye konflikter og ny informationsteknologi, der gør det lettere at forestille sig et liv i Europa.

Samtidig er migration et område, hvor nationalstaterne er nødt til at samarbejde for at håndhæve deres suverænitet – vores naboers handlinger påvirker os.

Det er kort sagt et område, hvor EU virkelig kan gøre en forskel. Alligevel har unionen vist sig ude af stand til at finde brugbare løsninger.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Arne Thomsen
  • David Zennaro
Gert Romme, Arne Thomsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Hele sagsforløbet med EU & migrationssystemet understreger bare endnu engang EU's magtfordeling - EU's ministerråd er almægtigt, som du skriver, og EU Kommissionen fungerer som Ministerrådets bureaukrati.

Det er der altså ikke noget nyt i.

Carsten Nørgaard, Michael Hullevad, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Bennike skriver:

"(...) så længe de ikke kan enes om et nyt migrationsregime, hvor man f.eks. vil kunne søge asyl fra ambassader uden for EU eller huse migranter i lejre i sikre tredjelande,(...)

t.o. en artikel om delokaliseringen:

http://refugees.dk/fokus/2015/juni/europaeisk-asylkolonialisme-martin-le...

"Idéen om at flytte asylsagsbehandling til flygtningelejre udenfor europæisk territorium blev første gang formuleret i 1986 af Schlüter-regeringen i FNs Tredje Komité. Her lancerede Danmark, hvad man kaldte en ny strategi om et ”verdensfællesskab med flygtninge.” Dette skulle indebære større støtte til nærområderne samt FN-kontrollerede ”flygtningecentre”, hvorfra folk kunne søge asyl til Europa. Disse centre skulle dermed afløse asylsagsbehandlingen i de enkelte lande. Forslaget var formuleret humanitært, men sigtede i realiteten på at ændre hele flygtningebeskyttelses-systemet ved at ophæve sammenhængen mellem landes territorium og deres ansvar for beskyttelse."

Peter Ravn-Olesen

Meget klar analyse. Tak. Men var det nogensinde realistisk at finde en EU-fordeling af flygtninge så længe der kommer langt flere end landene er villige til at modtage? - og de der vurderes som migranter ofte ikke kan sendes hjem?
Vi ryster på hovedet af Trumps mur, men er der alternativer for Europa med det stigende pres udefra?

jan henrik wegener

Er der efterhånden så mange andre løsninger end indenfor det man kan kalde oprindelseslandene?

Egentlig gik det hele ad h. til i 1980erne, da vi, overalt i Europa, begyndte at acceptere spontanflygtninge og så den anden vej, når asylansøgerne havde ødelagt alle papirer inden ankomsten til det ønskede land.

Jeg havde det her tæt inde på livet. Kendte en udsendt for UNHCR, som i 1986-87 fortalte mig om et par iranere, der havde fået asyl i Danmark....UNHCR kendte dem, vidste hvordan de var kommet til landet - det hele. Og de kendte deres baggrund.

Intet gav dem ret til asyl - men det fik de. (Jeg snakkede selv med flygtede iranske kommunister, som kendte deres koran bedre end kapitalen).

Jeg tror egentlig, at vi havde undgået allerhelvedes mange problemer, hvis hele Europa havde holdt hårdt fast i kvote-flygtninge-systemet. Og så kunne antallet for min skyld godt have været højere.

Måske ser vi for snævert på dét, at de attraktive livsbetingelser i vores vestlige verden, tiltrækker flygtninge og migranter mere end vi vil være med til.
Vi må nok regne med tiltagende folkevandringer i de kommende år p.g.a. global befolkningstilvækst samt klimaproblemer, og spørgsmålet er vel: Hvor gør vi af de mange mennesker?
Er der steder på kloden, hvor de ville være velkomne, og hvor de kunne trives?
Og er der ikke sådanne steder, kunne vi vel gribe ind i de områder, der flygtes fra, samt gøre noget virksomt ved klimaproblemerne.
Hvorfor er der ikke befolkningstilvækst i de rige lande? Og hvorfor er der i de fattige områder?
Kunne en global folkepension, der sikrede de fattiges alderdom stoppe befolkningstilvæksten?
Kunne vi udfase kulkraft med moderne atomkraft indtil vi har nok brugbar vedvarende energi?
Både migrantproblemer og klimaproblemer er globale - og kan nok kun løses globalt. Altså: FN!

@ Torben Lindegaard,

Det er ikke blot hvem i EU, der har initiativ- og beslutningsretten, eller selve beslutningsretten i ministerrådet, der afgør hvilke beslutninger EU kan tage.

For samtidig har ministerrådet været gennem en betydelig og løbende kontinuitets-ændring gennem de seneste 20-25 år. Det gør, at ministerrådet afspejler den ændrede politiske dagsorden, som hersker i medlemslandene, og den er blevet langt mere national-egoistisk og populistisk. Men ministerrådet samtidig vælger kommissionen, der igen består af politiske venner, virker denne politiske kontinuitet dobbelt.

Løsningen må være, at man overlader initiativ- og beslutningsretten til parlamentet, der netop er valgt direkte af borgerne, og samtidig stækker ministerrådet. Og så må man se på en ny stemmefordeling ved afstemning, dels så der ikke skal være absolut flertal, og des så et meget lille flertal ikke kan fortage væsentlige beslutninger, der tryner et stort mindretal.

Men ændringer på disse områder sker i hvert fald ikke uden solidt pres fra unionens borgere. For ingen giver frivilligt afkald på sine fordele.

Torben Lindegaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Personligt finder jeg det bekymrende, at LLR, som på en god dag repræsenterer halvdelen af befolkningen, tager beslutninger på hele befolkningens vegne. Det gælder både her i landet, hvor et snævert flertal kan gennemføre en politik, som den anden halvdel af befolkningen er modstandere af, og i EUs ministerråd, hvor den danske opposition slet ikke er repræsenteret.

Det samme vil gøre sig gældende i EU-parlamentet, hvis beslutningsretten bliver placeret der. Efter min mening kræver det en gentænkning af demokratiet som sådan. Det har aldrig været meningen, at et lille flertal skal have hånd- og halsret over et meget stort mindretal.

Måske skal langt flere beslutninger tages ved kvalificeret flertal? På denne måde vil der ikke blive taget så mange beslutninger, og givet kvaliteten af de beslutninger, som den nuværende regering tager, er det vel ikke det værste, der kan ske? En dårlig beslutning er for det meste værre end ingen beslutning.

Michael Hullevad

Al udvikling i u-landene starter med et landbrug der fungerer. EU har "tariffer" som gør det umuligt at tiltrække knowhow, kapital og afsætning. Ret beset fungerer EU som et kartel med monopoler og begrænset konkurrence ude fra. Kommer der ikke gang i et økonomisk kredsløb skyldes det landbrugs politikken og toldsatser. Får man ikke ændret politikken bliver vi alle fattigere og får bremset migrationen.