Leder

Sri Lanka i saudiernes skygge

I Sri Lanka har en konservativ retning af islam slået rod, ligesom man ser det andre steder i Sydøstasien. Ofte med afsæt i den saudiske statsreligion wahabismen, der skaber splittelse og gøder jorden for ekstremisme
I Sri Lanka har en konservativ retning af islam slået rod, ligesom man ser det andre steder i Sydøstasien. Ofte med afsæt i den saudiske statsreligion wahabismen, der skaber splittelse og gøder jorden for ekstremisme

Ishara S. Kodikara

26. april 2019

Påskebomberne i Sri Lanka ramte med den slags blodig kynisme, der kendetegner terror udført af militante islamistiske grupper. Flere end 250 uskyldige kirkegængere og hotelgæster mistede livet (tidligere lød dødstallet på 359, men det blev nedjusteret med omkring 100 torsdag aften).

Vold og selvmordsbomber er set før i Sri Lanka, hvor borgerkrigen hærgede i 25 år frem til for ti år siden. Men angreb af religiøs karakter og i den størrelsesorden er en ny rædsel.

Islamisk Stat har taget skylden, men har endnu ikke fremlagt beviser. Sikkert er det derimod, at bomberne blev detoneret af srilankanere.

Myndighederne mener, at de tilhørte en lokal islamistisk gruppe kaldet National Thawheed Jamath, og at de fik hjælp udefra.

Wahabismens fremmarch

Muslimerne i Sri Lanka udgør en minoritet på ti procent af øens 22 millioner indbyggere. Stort set alle er sunnimuslimer og praktiserer deres religion i fredelig sameksistens med andre trosretninger.

Men som det er tilfældet flere steder i Syd- og Sydøstasien, har en langt mere konservativ og ortodoks tolkning af islam slået rod. Ofte med afsæt i den saudiske statsreligion wahabismen, der forkynder en kompromisløs udgave af islam og fortolker Koranen i dens strengeste form.

Saudi-Arabien har brugt enorme beløb på at bygge moskeer og skoler i Asien og på at finansiere stipendier til koranstudier i Mellemøsten. Det har virket.

Flere steder har en saudiskuddannet muslimsk elite udnyttet øget politisk frihed til at fremme religiøs protektionisme og en konservativ islamisk lære. Ved det netop afholdte valg i Indonesien havde radikale grupper held med at presse de store partier mod det religiøse højre. Brunei er det mest ekstreme tilfælde. Strenge sharialove indført tidligere på måneden betyder, at for eksempel utroskab nu kan straffes med stening.

I Sri Lanka kom wahabismen til landet sammen med studerende, der vendte hjem efter at have afsluttet studieophold i Saudi-Arabien betalt af kongedømmet. Deres base blev bevægelsen Sri Lanka Thawheed Jamath. Selvmordsbomberne fra National Thawheed Jamath menes at være en udbrydergruppe.

Wahabismens fremmarch i store dele af Asien er stærkt bekymrende. Saudi-Arabien eksporterer en religiøs ideologi, der ekskluderer, skaber splittelse og gøder jorden for ekstremisme i en region, der huser to ud af tre af klodens muslimer.

Sikkerhedsstyrker bevogter kirke i Colombo efter søndagens bombeangreb, der indtil videre har kostet 290 mennesker livet, herunder tre danskere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Gert Romme
  • Olaf Tehrani
  • Johnny Christiansen
ulrik mortensen, Gert Romme, Olaf Tehrani og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alene navnet på terrorgruppen - National Thowfeek Jamaath. - er egentlig en krigserkæring. Godt nok er mit arabiske lidt rustent, men det betyder sådan cirka "den nationale monoteistiske bevægelse".

Så er det ligesom klart, hvad de mener om det, store, buddistiske befolkningsflertal.

Jørgen Larsen, Karsten Lundsby og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Vagn Buch-Pedersen

Det er nødvendigt, at der bliver gjort op med saudiernes eksport af wakabistisk had, der splitter befolkninger, der tidligere har levet fredeligt uanset religion, og som skaber grobund for jihadisme og islamistisk terror. Det er en trafik, som har stået på i årtier, og som blandt andet har omkalfatret tidligere rimeligt tolerante og fredelige samfund som Pakistan og Bangladesh til ensporet, militant islamisme med den mest middelalderlige fortolkning - den saudiske wahabisme - som grundlag. I disse lande sker det gennem en massiv finansiering af madrassaer og moskeer, og i disse lande er der i dag millioner af eleverne i madrassaerne, hvor de massivt hjernevaskes, så de efterfølgende er villige til blandt andet at uddanne sig til hellige krigere i lejre i stammeområderne og i taliban-kontrollerede områder i Afghanistan. På samme måde giver saudierne rundhåndede legater til sturende, som rejser til Saudirabien, hvor de ligeledes massivt inddoktrineres, inden de sendes tilbage som "lærere" eller prædikanter i de saudisk finansierede moskeer. Saudierne finansierer på samme måde også radikale muslimske partier, der har skaffet sig stor indflydelse. Rapporter udarbejdet blandt andet i det amerikanske senat taler om, at der er investeret op til 100 milliarder dollars igennem de seneste par snese år, og trods pres fra tidligere amerikanske regeringer overfor blandt andet styret i Pakistan, fortsætter denne eksport af had og intolerance både i fjernøsten, i Afrika og også gennem støtte til for eksempel moskeer i vestlige lande.

Karsten Lundsby, jens christian jacobsen, Arne Albatros Olsen og Michael W Pedersen anbefalede denne kommentar

Vagn - "Det er nødvendigt, at der bliver gjort op med saudiernes eksport af wakabistisk had, der splitter befolkninger, der tidligere har levet fredeligt uanset religion, og som skaber grobund for jihadisme og islamistisk terror. "

Første del af din sætning er rigtig.

Anden del er faktuelt forkert. Må jeg bare minde om delingen af Indien i 1947, på Gandhis sultestrejker i 40´erne når muslimer og hinduer var ved at smadre hinanden, igen-igen eller militariseringen af sikh-religionen i 1600-tallet (den blev til en slags beskytterkaste for hinduerne mod...gæt selv hvem).

Jeg kan ikke anbefale UNDPs Arab Human Development Reports nok til dem, der vil forstå, hvad det er vi ser i disse år.

http://www.arab-hdr.org/

Jeg kan enten gøre det her langt eller kort. Så jeg gør det kort: Islam har et problem med viden. Og, især, viden og kvinder. Så længe det ikke ændrer sig, vil vi blive ved med at se en eskalation af offergehabe og vold.