Leder

Den fortsatte tyske nedsmeltning får konsekvenser for hele Europa

Efter et elendigt Europa-valg står Tysklands regeringspartier under massivt pres, mens De Grønne midt i opturen står foran en voldsom realpolitisk prøvelse. Allerede nu er den tyske magt i Europa svindende – på godt og ondt
Merkels CDU/CSU gik fra 35,4 procent i 2014 til knap 29 procent. Et godt bud er derfor, at vi med den europæiske magtforskydning efter Brexit vil opleve et markant mindre tysk Europa – på godt og ondt.

Merkels CDU/CSU gik fra 35,4 procent i 2014 til knap 29 procent. Et godt bud er derfor, at vi med den europæiske magtforskydning efter Brexit vil opleve et markant mindre tysk Europa – på godt og ondt.

AA/ABACA

29. maj 2019

»Situationens alvor er absolut klar for os alle.«

Selv SPD-leder Andrea Nahles prøvede ikke at tale katastrofen væk. Efter en usædvanligt indholdsfattig valgkamp styrtdykkede regeringspartiet i EU’s største og økonomisk tungeste nation fra 27 procent i 2014 til under 16 procent ved søndagens Europa-valg.

Nahles tog straks den risikable konsekvens. I næste uge tvinger hun partiet til at bekræfte hendes autoritet som partileder og gruppeforkvinde – eller vælge en anden.

Nahles har ikke dårlige kort på hånden. For den triste sandhed er, at SPD hverken har aflæselige kernebudskaber til unge, arbejdere eller klimabevidste. Og der står ingen afløser klar, der er i nærheden af at kunne binde partiet sammen indadtil og optræde som karismatisk leder udadtil.

Også Merkels CDU/CSU måtte søndag lægge ryg til et grimt styrt fra 35,4 procent i 2014 til knap 29 procent. I en GroKo-regering i fortsat nedsmeltning flyver anklagerne nu rundt i CDU, der har tabt de unge i forhold til klima og digitalisering. I de tyske storbyer blev CDU suverænt overhalet af De Grønne, ja, i hele Tyskland står De Grønne stærkere end CDU/CSU blandt unge under 60 (ja, tres!) år.

Merkels kronprinsesse Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK) har tilmed raget sig ud i endnu en uheldig debat, nu om YouTuberen Rezo, der har leveret en sønderlemmende kritik af CDU med langt over ti millioner views. At videoen visse steder er på kanten af det saglige, er lige så rigtigt, som at den udstiller de gamle mediers og partiers enorme problem.

Men for CDU er det presserende spørgsmål, om Merkel bør holde op eller ligefrem er holdt op med at bruge mere politisk kapital på at bære AKK frem som kanslerkandidat.

Valget understregede ligeledes den dybe splittelse mellem Vest- og Østtyskland, hvor Alternative für Deutschland mange steder blev største parti. Billedet af det opdelte Tysklandskort skurrer især i øjnene, når man husker på, hvem der er AfD’s hovedfjende ud over Merkel: De Grønne, som mange østtyskere ser som et arrogant parti for velhavende wessies.

Den sang synger flere borgerlige tyske medier som Welt og Bild nu med på ved at erklære den grønne optur for et verdensfjernt luksusfænomen.

De Grønne står unægtelig foran en enorm realpolitisk test. Et spørgsmål er, om de går til det næste tyske valg med en seriøs kanslerkandidat. Et andet er, hvordan de i praksis vil skabe en grøn omstilling. En opgave, der kun er blevet større siden deres sidste regeringsperiode under den sælsomt neoliberale Gerhard Schröder.

Det gælder udfordringen med at få Energiewende og den grønne omstilling af trafik- og boligsektoren på ret køl på en socialt bæredygtig måde i den tyske industrination – uden at forvolde skade på den tyske økonomi, der står foran en nedkøling, og som sidder dramatisk fast i sin analoge og fossile succesmodel fra anden halvdel af det 20. århundrede.

»Berliner-blokaden« brudt

Efter et Europa-valg med 28 nationale prægninger og uden en klar fælleseuropæisk retning må Tysklands De Grønne medgive, at de er hovedkraften bag den grønne bølge i en række nord- og vesteuropæiske lande, mens sejrherrerne i f.eks. Frankrig, Polen eller Italien blæser på klima og miljø.

Det proeuropæiske og grønne Tyskland er altså (desværre) langt fra at være et mini-Europa.

Spoler man tiden fem år tilbage, bliver det tydeligt, at den tyske position er svækket i dag. Ved Europa-valget i 2014 havde Merkel og CDU/CSU netop sat sig i førersædet med 41,5 procent i et land, der rasende hurtigt havde overvundet krisen fra 2009.

I dag leder Merkel en GroKo-regering lammet af skræk over sin egen fortsatte nedtur, og hun har givet tøjlerne fra sig i et parti uden udsigt til en ny stærkt leder.

Når de europæiske ledere tirsdag aften og nat tager hul på fordelingen af de europæiske topposter i hundeslagsmålet mellem Parlamentet og Rådet, som i disse dage sørgeligt nok fylder mere end Europas politiske visioner, vil den gamle EU-floskel være fortid: at 28 lande diskuterer, og til sidst skærer den tyske kansler kagen.

Det åbne spørgsmål er, hvilken europæisk magt Tyskland vil have de næste fem år. Set med grønne øjne – f.eks. med den tyske spidskandidat Sven Giegolds øjne – kan det kun blive bedre, når vi endelig får brudt »Berliner-blokaden« mod at bekæmpe skattedumping og lobbyisme og i stedet kæmper for det sociale sammenhold i et grønnere Europa.

Et godt bud er derfor, at vi med den europæiske magtforskydning efter Brexit vil opleve et markant mindre tysk Europa – på godt og ondt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benny Jensen
  • Christian Estrup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
Benny Jensen, Christian Estrup, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu