Modis valgsejr var en demokratisk sejr over demokratiet

Først en god nyhed: Indisk demokrati er i topform. I går kom resultatet af valget til parlamentet Lok Sabha, og det viste den højeste valgdeltagelse nogensinde. 67,1 procent havde valgt at møde op til valget, der tog sin begyndelse den 11. april og først blev afsluttet i søndags. Med omkring 600 millioner afgivne stemmer er det den største demokratiske begivenhed i verdenshistorien.

Og så til den dårlige: Resultatet faldt ud til fordel for en mand, der de seneste fem år systematisk har undergravet en række af de institutioner, som vi anser for fundamentale for et liberalt demokrati. 

For Narendra Modi har – med loyal opbakning fra sit parti Bharatiya Janata Party (BJP) og til taktfaste klapsalver fra den hindunationale bevægelse Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS) – i de seneste fem år udrenset kritikere fra universiteterne og indsat deres egne støtter, sat ngo’er og medier under konstant pres, centraliseret magten, manipuleret domstolen og bid for bid hugget ind den postkoloniale verdens mest ambitiøse sekulære forfatning.

I The Economists demokratiindeks karakteriseres Indien i dag som et flawed democracy og er siden Modis sejr i 2014 faldet fra en 27.- til 41.-plads. Det demokratiske dilemma er sat på spidsen. Som den politiske kommentator Arjun Appadurai skriver: 

»Modis sejr er det klareste tegn på en global erosion af demokratiet ved flertalsafgørelse.« 

»Chowkidar«

Og flertal fik han. Ved redaktionens afslutning står BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) til en endnu større sejr end i 2014 med 355 ud af parlamentets 545 pladser. Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen står til blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, står til 97.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at det sidste skud på Gandhi-stammen, Rahul Gandhi, endelig havde udviklet den politiske skægvækst, der gjorde ham til et bud på en arvtager af dynastiet. 

Men så skrev den 68-årige Modi – der navigerer på de sociale medier, som var han digitalt indfødt – et magisk ord på Twitter: chowkidar – hindi for ’sikkerhedsvagt’.

At kun han kunne sikre indernes nattesøvn, og budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Var man stadig i tvivl, truede Modi med at bruge atomvåben næste gang. Den stærke mand luftede sit stærkeste våben. 

Modi inviterede alle indere til at blive chowkidar sammen med ham og appellerede derved til længslen blandt millioner af indere i den lave middelklasse, der kun har få håndgribelige håb for et bedre liv, om at blive en betydningsfuld del af noget større. Der var brug for dem til at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, rettighedskrævende dalitter og stammefolk samt den sekulære liberale elite.

Det projekt får Modi nu fem år mere til. Spørger man hans kritikere, kan det i værste fald betyde en revidering af den indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre ordet ’hindu’.

Tid til at kæmpe for demokratiet

Ingen tvivl er der om, at det indiske demokratis autokratiske karakter vil blive yderligere styrket. Og måske er det ikke en uønsket bieffekt. Måske er det netop det, som han fik mandat til. 

En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at inderne ikke er særligt optaget af uafhængige statsinstitutioner og pressefrihed. Demokratiet i udvidet forstand som alt det, der foregår mellem valgene, opleves altså ikke nødvendigvis som den bedste måde at varetage indernes egne interesser på.

Perspektivet ved det er mere vidtrækkende, end hvis der blot var tale om en forbigående populistisk flirt med den stærke mand. Men det skal ikke give anledning til at sørge over det indiske demokrati. 

»Det er tværtimod tid til, at alle minoriteter rejser sig og kæmper for deres rettigheder og bygger alliancer,« skriver den politiske skribent Nilanjana Bhowmick.

»For vi kan ikke underkende en jordskredssejr i verdens største demokrati. Men vi kan blive ved med at bekæmpe deres ødelæggende dagsorden alle andre steder.«