Leder

Efter tre ugers valgkamp ligner Europa mere et sundt demokrati end et demokrati på randen af sammenbrud

EU-valget blev ikke en krig imod de onde populister, som mange forudsagde. Vi har tværtimod set en forbløffende politisk enighed: Om klima, om europæisk samarbejde, migration og en mere reguleret kapitalisme. Pludselig ser demokratiet i Europa sundt ud. Måske varslede Brexit og Trump ikke begyndelsen på en undergang, men derimod en overgang
Det er ikke længere kun de grønne partier, der bekymrer sig om miljøet. Det gør Marine Le Pen også i dette valg til Europaparlamentet. Noget tyder på, at Europas demokrati er sundere, end vi troede, skriver Christian Bennike i denne leder. 

Det er ikke længere kun de grønne partier, der bekymrer sig om miljøet. Det gør Marine Le Pen også i dette valg til Europaparlamentet. Noget tyder på, at Europas demokrati er sundere, end vi troede, skriver Christian Bennike i denne leder. 

Nicola Marfisi/Ritzau Scanpix

25. maj 2019

Efter tre ugers europæisk valgkamp må vi konstatere, at alt er gået anderledes, end vi havde frygtet.

Søndagens valg til Europa-Parlamentet er blevet talt op til at være det næste slag i en stor krig, som begyndte med Trump og Brexit.

»Right wing is coming,« som De Radikale siger i deres Game of Thrones-inspirerede kampagnevideo.

En stor kamp mellem »os« og »dem, der hader Europa«, som Emmanuel Macron siger i sit partis officielle kampagnevideo, hvor billeder af Steve Bannon, Matteo Salvini, oversvømmelse og gadekampe toner frem.

EU-valget ville blive krig mellem gode, åbne demokrater og onde, lukkede populister, forstod man. Mellem lys og mørke. Men det er gået helt anderledes.

Valgkampen har ikke været polariseret og skandaløs, den har tværtimod afsløret en forbløffende enighed på tværs af partier og lande.

Det virker pludselig, som om alle er blevet klimabevidste økologer: Det er ikke bare de grønne partier, der har udtrykt bekymring for miljøet, det er også Marine Le Pen og den konservative Manfred Weber.

Pludselig har alle kunnet se det uretfærdige i skattely og hvidvask: Tilhængerne af en fælles bund under selskabsskatten omfatter nu også Venstre i Danmark, Emmanuel Macron i Frankrig og det tyske regeringsparti, CDU.

Pludselig vil alle styrke EU’s ydre grænser og reformere flygtningesystemet: Det er ikke kun Orbán og Salvini, der bakker op om EU’s aftale med Tyrkiet, også De Grønne i Tyskland bakker stille op.

Og pludselig vil selv de hårdeste populister blive i unionen: Hverken Salvini eller Le Pen vil ud af euroen eller EU.

Den store partilederdebat i Bruxelles, hvor spidserne fra Europa-Parlamentets partifamilier tørnede sammen, var bestemt heller ingen krig. Det handlede mere om nuancer og praktik end om den fundamentale retning for Europa. Selv tyske Manfred Weber ville være hård ved de multinationale selskaber, og selv den EU-skeptiske Jan Zahradil ville blive i unionen.

Den politiske enighed dækker naturligvis over konkrete uenigheder: Hvordan laver vi grøn omstilling? Hvordan reformerer vi flygtningeregimet? Hvad gør vi med skattely? Og den polemiske tone er ikke forsvundet – Salvini og Macron har stadig brug for hinanden som retoriske skræmmebilleder, der kan afstive deres politiske profil.

Men det store slag er udeblevet.

Det er en gammel sandhed, at man dårligt kan se forskel på et demokrati, der virker, og et demokrati, der er ved at bryde sammen. For demokratiet er kendetegnet ved evig kamp og kaos. Det kan føles som én lang krise.

Men bedømt på tre ugers valgkamp ligner Europa i dag mere et sundt demokrati end et demokrati på randen af sammenbrud.

Overgang frem for undergang

Vi kender ikke valgresultatet før søndag aften, men måske er det, vi frygtede ville være en undergang i virkeligheden en overgang. Fra én politisk epoke til en anden.

Man sidder med en fornemmelse af, at de folkelige bekymringer, som har boblet i Vesten siden Murens fald, og som eksploderede mellem hænderne på os i 2016, endelig er trængt bredt igennem til de europæiske politikere.

Måske kan vi ligefrem skimte konturerne af et nyt stort politisk projekt: En bred erkendelse af, at der både er behov for en grøn omstilling, for en mere reguleret kapitalisme, for europæisk samarbejde og for en mere styret migrationspolitik.

Staten har gjort politisk comeback på den politiske scene. De liberalistiske drømme om global konkurrence, åbne grænser og frie markeder er skubbet til side. I stedet diskuterer Europa igen, hvordan staten – både den nationale og den europæiske – kan styre markedet og beskytte borgerne.

I det lys fremstår Trump og Brexit ikke som varsler om en dunkel undergang, men som symptomer på et politisk og socialt vakuum; en uforløst overgang mellem 90’ernes og 00’ernes markedsoptimistiske globalisme og en ny politisk epoke, som vi måske endelig er på vej ind i. Måske.

Nogle begræder udviklingen og kalder det yderfløjenes sejr, fordi holdninger, der for få år siden virkede ekstreme, nu er blevet mainstream. Men man kunne lige så godt se udviklingen som en demokratisk sejr og som et eksempel på demokratiets unikke evne til kontinuerligt at regulere sig selv.

Vi er meget klogere, når stemmerne er talt op søndag aften. Men de seneste tre ugers valgkamp har allerede efterladt en ny optimisme – både på demokratiets og på Europas vegne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg mener, at dette valgt faktisk kan give borgerne en enorm mulighed med EU.

Sagen er jo, at det ikke blot er højrepopulister, der vinder frem. Men det gør også de "grønne" partier, der typisk bygger på et socialistisk grundlag. Og hvis de gamle liberale magtpartier bliver svækkede, og det gør de jo, da det er dem, der afgiver stemmer til begge yderfløje, giver det en rigtig stor mulighed for at ændre hele Europa.

Ser man på de højrepopulistiske grupper, har de egentlig ikke meget til fælles, og det svækker deres muligheder vitalt, at de er faktisk er opdelt i 3 grupper. Og egentlig har de fleste af disse populister ingen egentlig politik at fremlægge. Deres primære politik frem til nu har været at gafle penge fra EU´s kasse til politisk arbejde, hvilket også har finansieret deres drift.

Derfor kan de grønne partier - hvis de kan finde sammen med de rigtige socialistpartier i et konstruktivt samarbejde, både skabe en hensigtsmæssig klimapolitik for hele samfundet, samt sikre en jævnbyrdig social fordeling af den årlige værdivækst.

Og dette giver faktisk muligheder, Europas borgere ikke har haft i mange år.

Troels Brøgger

751 mandater med forskellige sprog og forskellig kultur i et parlament der ikke kan stille lovforslag. Masser af mennesker der bliver glemt i den, for den økonomiske elite så bekvemmelige, fri bevægelighed. En domstol der ustandselig spænder ben for landenes mulighed for at indrive skatter fra de store multinationale. Et komplet uigennemsigtigt system hvortil hører en kommision som ikke er valgt af befolkningerne men i koridoraftaler mellem statslederne, og som samtidig har enorm magt.
Optimisme er ikke lige den følelse der rammer mig

Troels Brøgger

Husk lige EU startede som en kul&stål union. Et handelssamarbejde som er organiseret som et handelssamarbejde. At bygge statsdannelsestanker på en sådan konstruktion er vanvid for folk der elsker at lave planer de ikke selv skal udføre og heller ikke tage konsekvenserne af.