Formanden for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, demokraten Jerrold Nadler, erklærede onsdag, at USA nu befinder sig i en »forfatningskrise.«
Hans dramatiske beskrivelse af den verserende konflikt mellem den udøvende og lovgivende magt skal i lyset af justitsminister William Barrs afvisning af Det Demokratiske Partis lovgiveres krav om at få udleveret alle overstregede sætninger i den særlige anklager Robert Muellers rapport om Ruslands påvirkningskampagne under præsidentvalget i 2016.
Cirka otte procent af rapportens 428 sider er blevet censureret. Og hver gang Justitsministeriet har haft gang i overstregningstuschen, er begrundelsen anført. Årsagen til censureringen kan enten være personlige oplysninger, klassificerede efterretninger eller følsomt materiale fra storjuryen, fra hvilken den særlige anklager gennem to års undersøgelser modtog bemyndigelse til at anskaffe dokumenter og stævne og forhøre vidner.
Under »normale« omstændigheder ville Justitsministeriet og retsudvalget i Repræsentanternes Hus søge at nå til enighed om, hvilken type oplysninger der bør holdes hemmelige, og hvilke der kan tilgå Kongressen. Men det er i dette tilfælde ikke lykkedes. Efter alt at dømme kræver Jerrold Nadler indsigt i alt det censurerede materiale, mens William Barr har valgt at træde hårdt på bremsen.
Det er i det lys, man skal se retsudvalgets afstemning onsdag om, hvorvidt justitsministeren har udvist »foragt« for Kongressen. Resolutionen blev vedtaget med et flertal – alle demokrater. Nu skal plenum i Repræsentanternes Hus stemme, og udfaldet vil med sikkerhed blive det samme.
I princippet er det en forseelse af kriminel karakter at afvise en stævning fra Kongressen. Straffen er bøde eller indespærring. Men Barr risikerer næppe den type sanktioner.
Hvorfor er det så afgørende vigtigt for de demokratiske lovgivere at få tilladelse til at læse hele Muellers rapport? Det er det, fordi de kun kan tage stilling til, hvorvidt der er legitim begrundelse for at indlede en rigsretssag mod præsident Donald Trump, hvis de er i besiddelse af al den dokumentation, som Mueller har indsamlet.
Særligt privilegium
For sammenligningens skyld vil en anklager i en kriminel retssag naturligvis kræve at have rådighed over alt materiale, politiet har indsamlet om en person, der er mistænkt for at have begået en forbrydelse, inden det besluttes, om der skal rejses tiltale eller ej.
Men en rigsretssag er ikke en konventionel retsproces, og en amerikansk præsident er ikke en person som alle andre. Hverken forfatningen eller retsnormerne er klare og entydige. Tværtimod er der masser af tvetydighed, som giver begge sider i konflikten gode argumenter for deres sag.
Det er op til Repræsentanternes Hus (anklagemyndigheden) og Senatet (domstolen) at fastlægge regler og kriterier for sigtelserne og domfældelsen. Lovgiverne kan benytte sig af præcedens fra to tidligere rigsretssager (mod Andrew Johnson i 1868 og Bill Clinton i 1998) og retsudvalgets formulering af anklagepunkter imod Richard Nixon i 1974 (inden afstemningen trådte Nixon tilbage).
Men Kongressen kan in extremis også helt se bort fra præcedens og vedtage sine egne procedurer.
Justitsministeriet og Det Hvide Hus kan argumentere for, at en præsident for at kunne regere uhindret og på effektiv vis har behov for at holde kommunikation med sine medarbejdere og ministre hemmelig. Det er imidlertid ikke en rettighed fæstnet i forfatningen eller lovgivningen. Det er et privilegium eller en sædvane, som de politiske institutioner har udviklet gennem historien.
Det er dette privilegium, justitsminister Barr benytter som argument for at afvise at overdrage hele den ucensurerede Mueller-rapport til Repræsentanternes Hus. Men holder det argument stik i denne sag? Ikke rigtigt.
Faktisk havde Barr inden offentliggørelsen af Muellers rapport lejlighed til at rense den for materiale, som falder under Trumps særlige privilegium til at holde kommunikation med sine medarbejdere hemmelig. Og i ingen af de overstregede afsnit anføres »executive privilege« som begrundelse for censuren. Det anfører juraprofessor ved Harvard University, Noah Feldman, i Bloomberg News.
Det er derfor svært at konkludere andet, end at justitsministeren assisterer præsidenten med at dække over noget i rapporten. Barr kunne utvivlsomt komme overens med Nadler om, hvilke oplysninger i rapporten, der er irrelevante for retsudvalgets undersøgelser og derfor kan forblive fortrolige. Men af uransagelige grunde afviser han at gøre det.
Hvad gør demokraterne? De har næppe anden udvej end at gå til domstolene for at tvinge Barr til at samarbejde. Det vil forhale udfaldet, men er den rigtige løsning.
Alle de journalister, der omgående accepterede justitsministerens fire siders referat som den endegyldige sandhed, har formodentlig fået noget at tænke over.
Farcen fortsætter.
Trump vil blive genvalgt, hvis ikke snart Demokraterne forstår, at der skal positive forslag på bordet. Det er ikke nok at sige: "stem på mig, for jeg er ikke Trump". Hvis man vil have amerikanerne til at forlade sofaen og gå til stemmeurnerne, skal man begejstre dem og give dem håb ved at formulere en positiv vision for fremtidens USA.
Blot at overtage en modificeret udgave af Trumps slogan: "Make America Great Again" ved at tilføje: "as it was before Trump" vil ikke animere de desillusionerede amerikanske vælgere.
For at brede indtrykket af USA.
Den tidligere amerikanske efterretningsofficer, Chelsea Manning, blev i går løsladt efter 62 døgn i brummen i Virginia.
Hun blev fængslet i marts, da retten anså, at det var foragt for retten, at hun ikke havde noget oplysninger at vidne om i den storjury, der efterforsker sagen mod Julian Assange fra WikiLeaks.
Denne sag er absolut ikke slut, for regeringen i USA forlanger simpelt hen at få noget "voldsomt", de kan hænge Julian Assange op på. Men Chelsea Manning´s advokater siger, at hun kun kan svare på samme måde næste gang hun indkaldes til vidneafhøring. "For ved man ingen ting, kan man jo heller ikke sige noget andet".
Samtidig ser det også ud til, at man på denne måde forsøger at straffe Chelsea Manning endnu mere, da magtfulde personer i administrationen absolut ikke mener, hun har fået straf nok.
Vi må alle blive enige om at når lobbyisme er så udbredt som i USA er der ikke tale om et demokrati.
Landet har demokratiske institutioner ja, men det er ikke ensbetydende med at landet bliver styret af respæsentanter for et politisk flertal. Det er nærmere et monetært flertal der styre landet.
Vi må komme op med en ny definition på demokrati der én gang for alle udelukker totalitærer regimer som USA, Rusland og Israel fra at pryde sig med den titel.