Leder

Hvad nu, hvis hverken USA eller Iran blinker først?

Donald Trump har malet sig op i et hjørne med sin melding om, at hans politik går ud på at hindre Iran i at få atomvåben i al evighed
Hvis Teheran øger produktionen af beriget uran ud over atomaftalens mål – og det er indtil videre meldingen – står Trump over for et problem: Han må enten kravle ned fra sit træ eller konfrontere uoverskuelige konsekvenser. Her se tungtvandsanlægget i byen Arak.

Hvis Teheran øger produktionen af beriget uran ud over atomaftalens mål – og det er indtil videre meldingen – står Trump over for et problem: Han må enten kravle ned fra sit træ eller konfrontere uoverskuelige konsekvenser. Her se tungtvandsanlægget i byen Arak.

Hamid Fourutan

18. juni 2019

Der trædes lige nu vande i nervekrigen mellem USA og Iran – eller mere præcist mellem præsident Donald Trump og Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Spørgsmålet er: Hvor længe endnu?

Tydeligvis er ingen af parterne interesseret i en militær konflikt i større skala end den, der kontrolleres på lavt blus rundt omkring i Mellemøsten. Men de er heller ikke interesserede i at tale sammen.

Ud over de to terrorangreb på tankskibe i Omanbugten – tre den 7. maj og to den 12. juni – der ikke har nogen afsender, har Irans allierede i Yemen og Irak efter USA’s udtræden af atomaftalen sidste år, sendt ’hilsner’ til Trump og hans allierede i Saudi-Arabien.

Yemens houthi-oprørere har bombet den saudiske Adha-lufthavn med snesevis af sårede som resultat, og et droneangreb på en olierørledning i den saudiske Anbu-provins varsler, hvad der kan være på vej.

I september blev den amerikanske ambassade i Bagdad angrebet af en Iran-støttet milits.

Om sabotagen mod de fem tankskibe er iranernes eller Irans allieredes værk, er ikke klarlagt. Men det er påfaldende, at de omhyggelige nålestik, der sikrede, at skibene ikke sank, kom umiddelbart efter ophøret af USA’s otte undtagelser for sanktionerne mod olieimport fra Iran, der i seks måneder tillod otte lande i Asien og Europa at købe iransk olie.

Det er evident, at Irans økonomi står og falder med daglig olieeksport på to millioner tønder, så nu, hvor der er helt lukket, bider sanktionerne hårdt. Og præsident Hassan Rouhani sagde allerede sidste år, at »hvis Iran ikke kan eksportere olie fra Golfen, kan andre lande heller ikke«.

Et generøst ’tilbud’

Irans svar er øget produktion af beriget uran med en deadline 7. juli for de øvrige aftalepartnere til enten at finde et alternativ til det amerikanske eksportforbud eller tale Trump til besindelse.

Både den tyske udenrigsminister og den japanske premierminister har for nylig været i Teheran med opfodring til præstestyret om at imødekomme et angiveligt tilbud fra Trump om forhandling. Men de har ikke haft tegnebogen fremme til fortsat samhandel i erkendelse af, at international politisk logik er USA’s logik.

Iranerne blev i stedet præsenteret for et tilbud, som de i Trumps ejendommelige optik ikke kan afslå, nemlig at USA er villig til at suspendere sanktionerne midlertidigt ved forhandling om en ny atomaftale. Som vil indebære krav om vestlig (læs: amerikansk-israelsk) kontrol med ikke kun landets atomproduktion, men dets militære arsenal.

Iran har som suveræn stat end ikke overvejet det generøse ’tilbud’, men har meddelt, at forhandling om ændring af atomaftalen ikke er udelukket, men at det forudsætter, at sanktionerne sløjfes permanent.

Hvem har råd til at blinke først?

Det er situationen, og den er dyster: Irans produktion af beriget uran vil efter 7. juli nå et niveau, der overskrider de afsatte mål i atomaftalen.

Meget lidt – faktisk intet – tyder på, at hverken EU, kineserne eller russerne, der ligeledes er aftalepartnere, har råd til – endsige politisk mod på – at købe mere olie i Iran.

Frygten for at komme i karambolage med den amerikanske økonomi overtrumfer den politiske moral, der ellers burde være en selvfølge i en civiliseret verden. Eksempelvis var EU’s samlede eksport til Iran på knap ni milliarder euro i 2018, hvor eksporten til USA var på den gode side af 400 milliarder.

Om situationen eskalerer til en egentlig militær konflikt, som alle parter siger, de vil undgå, er ikke desto mindre en mulighed. Der kan ske fejl og misforståelser, der udløser ragnarok, men de kan indkapsles – og er blevet det. Langt mere ildevarslende er Donald Trumps gentagne udmelding om, at han vil forhindre Iran i at nå til produktion af et kernevåben – ikke bare i overmorgen, men i al fremtid.

Hvis Teheran øger produktionen af beriget uran ud over atomaftalens mål – og det er indtil videre meldingen – står Trump over for et problem: Han må enten kravle ned fra sit træ eller konfrontere uoverskuelige konsekvenser.

I Libanon har militslederen Hassan Nasrallah været ude med, at Hizbollah er ’rede til krig’. Den iranske revolutionsgardes chef, Qassem Soleiman, er citeret for at sige, at »hele regionen vil brænde, hvis USA angriber Iran«. Hvem har råd til at blinke først?

Hvis det ikke var, fordi det er så uhyggeligt, ville den naturlige reaktion på de ’mavefornemmelser’, der siges at styre Trumps politiske handel og vandel, være latterkrampe. Men der er desværre ikke noget at grine ad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • Anders Graae
  • Erik Karlsen
  • Olaf Tehrani
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Anders Graae, Erik Karlsen, Olaf Tehrani, Thomas Tanghus, David Zennaro og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Kristensen.
Før år nol var Europas befolkning ikke noget der skulle tælles i mange millioner.
Dengang var vi alle kinesere.

Du fremstiller amerikanerne som fredsskabere.
Men amerikanerne er da kun fredelige imod egne venner.
Stakkels alle dem der ikke mener som amerikanerne. For dem ser statistikken da anderledes ud.

Man kan ikke påberåbe sig at være fredelig hvis man har fjender.

Touhami Bennour

Man tilgiver Mongoler, kinæser og Vikinger for de har gjort med mennesker, for de var fattiger og søgte efter civilisation andre steder; De fik byer og tøj på, for rige og fattige. Menneskets udvikling måles efter rigdom og fattigdom og civilisation. Men nu menesker mangler ikke noget og er nogenlunde civilisieret, og de mangler ikke noget. så hvorfor gøre dem fattige ved at ødelægge de der har bygget? vii kan tage et eksempel: at genoppygge Ira elle Syrien, betyder det "at genopbygge det der var ødelagt og bygget før. Er det ikke dumt? Det er det det gør imperialisme. Hvorfor? for at berige sig på bekostning af andre mennesker.. En million af Iraker er Døde, for hvad var de værd? deres arbejde selvfølgeligt.

Sider