Leder

Massakren i Sudan: Ideen om demokrati lever videre i den arabiske kollektive bevidsthed

Det så lovende ud i december, da protester mod diktatoren Omar al-Bashir og hans islamiske styre tog fart. Men realiteterne i de arabiske forårsrevolter er, at demokratisering kun kan finde sted med militær bistand. Alligevel lever tanken om demokratisering videre
Sudanesere til Eid al-Fitr, der markerer afslutningen på årets ramadan i Omburdan, lige på den anden side af nilen til hovedstaden Khartoum. Volden risikerer at eksalere i landet, efter mere end 35 personer blev dræbt under en protest tidligere denne uge.

Sudanesere til Eid al-Fitr, der markerer afslutningen på årets ramadan i Omburdan, lige på den anden side af nilen til hovedstaden Khartoum. Volden risikerer at eksalere i landet, efter mere end 35 personer blev dræbt under en protest tidligere denne uge.

AFP

6. juni 2019

To fænomener blev afdækket med massakrerne i Sudans hovedstad, Khartoum, hvor soldater har dræbt mindst 100 civile demonstranter: Ideen om demokratisering af de arabiske samfund er levende trods striben af nederlag i Syrien, Libyen, Egypten, Bahrain og Yemen. Det er faktisk opmuntrende.

Mindre opmuntrende er den kendsgerning, at massakren ikke har afstedkommet nævneværdige vestlige protester bortset fra en tysk-britisk indkaldelse af FN’s Sikkerhedsråd til et lukket møde tirsdag, som kun resulterede i en vag opfordring til forhandling. Den instans, der kunne have gjort en forskel i sikkerhedsrådet – nemlig USA – forholdt sig neutral fraset en forkølet ambassadørtweet, der kaldte massemordet ’forkert’ med en formaning til den regerende junta om at holde inde med skydningen.

Præsident Donald Trump har overladt det til de lokale interessenter at forvalte undertrykkelsen af demokratiet i Sudan. Og de lokale interessenter er Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, der ikke har nogen interesse i et demokratisk Sudan. Tværtimod.

Det så ellers lovende ud tilbage i december, da protester mod diktatoren Omar al-Bashir og hans islamiske styre tog fart. I april greb hæren ind og afsatte al-Bashir med løfte om frie valg. Det så lovende ud, også fordi det faldt sammen med Algeriets ’smilende revolution’, hvor hæren imødekom et folkekrav om at fjerne den senile despot Abdelaziz Bouteflika.

Realiteterne i de arabiske forårsrevolter er, at demokratisering kun kan finde sted med militær bistand. Det var tilfældet i Tunesien, den enlige succeshistorie, hvorimod de folkelige revolter i Egypten, Libyen, Yemen og Syrien ebbede ud i nye diktaturer, kaos eller blodig borgerkrig.

En årsag er, at i regionen – og det gælder også Iran og Tyrkiet – er den stærke institution militæret – og ofte også den eneste, der fungerer. Den anden årsag er, at de regionale rige onkler er de mest svorne fjender af tilløb til demokrati. Det var da også efter en hurtig rundtur til Egypten, emiraterne og Saudi-Arabien i sidste uge, at Sudans kupofficerer vendte hjem til Khartoum med en donation på tre milliarder dollar og påbud om at rydde pladsen foran forsvarsministeriet for protesterende civilister.

Det gjorde de så – med USA’s stiltiende billigelse. Og dog skimtes lys for enden af tunnelen: Ideen om demokrati har sat sig fast i den kollektive arabiske bevidsthed. Den vil ikke gå væk.

Volden risikerer at eksalere i Sudan, efter mere end 35 personer blev dræbt under en protest tidligere denne uge.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Trond Meiring
Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Der findes ikke arabiske kollektive bevidsthed, Ellers så vurde revolutionen havde vundet slaget. Arabere er som alle andre folkeslag. de har forskellig interesser og mål. USA den vigtige nation har en anden president, som holder kortene tæt på kroppen. Man kan sige historiens gang er ofte ubevidst. men det skal gå frem.

Bjørn Pedersen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar