Leder

Sidste udkald for Hongkongs frihed

I Hongkong demonstrerede en million indbyggere søndag i frygt og vrede over, at deres demokratiske rettigheder er under stadig hårdere pres fra Kinas kommunistiske styre. Konsekvensen af Beijings uforsonlige linje kan blive stadig voldsommere uro
Det er tydeligt, at Beijing ønsker at styrke grebet om Hongkong – og er lykkes med det. Billedet her er fra april i år.

Det er tydeligt, at Beijing ønsker at styrke grebet om Hongkong – og er lykkes med det. Billedet her er fra april i år.

Anthony Wallace

Udland
11. juni 2019

Det er ved at være sidste chance for at redde Hongkongs autonomi og dæmme op for Kinas forsøg på at indskrænke byens borgeres frihedsrettigheder.

Det var denne desperate erkendelse, der søndag fik et rekordstort antal indbyggere i den tidligere britiske kronkoloni på gaden i protest mod udsigten til en lov, der kan tillade udlevering af mistænkte til retsforfølgelse i Kina. Kritikere frygter, at loven vil blive brugt til at straffe politiske modstandere af det kommunistiske styre i Beijing, og den ses som det seneste i en lang række angreb på byens allerede skrøbelige demokratiske fundament.

Op mod en million personer deltog i demonstrationen – hvilket gør det til den største protest, siden Hongkong i 1997 kom tilbage under kinesisk kontrol. Og i en by med syv millioner indbyggere er det massive fremmøde et udtryk for en voldsom frygt og vrede over, at de rettigheder, som hongkongerne i modsætning til resten af Kinas befolkning nyder – som presse- og ytringsfrihed og uafhængige domstole – er under stadig hårdere pres.

Loven om udlevering, der forventes vedtaget inden for få uger, kan potentielt gøre det muligt for de kinesiske myndigheder at få fingre i dissidenter, aktivister og andre i Hongkong, inklusive udlændinge, som ellers traditionelt har nydt beskyttelse i byen.

Disse grupper risikerer dermed at blive stillet for en dommer i fastlandskina. Og den udvikling kan være med til at nedbryde skellet mellem det uafhængige retssystem i Hongkong og Kinas fundamentalt forfejlede retssystem, hvor domstolene er kontrolleret af kommunistpartiet, og hvor anklagede – især i politiske sager – ikke nyder nogen form for retsbeskyttelse, men i stedet er i alvorlig risiko for at blive udsat for tortur og en efterfølgende skueproces.

Stærkere autoritære kræfter

Hongkongs byregering, som er loyal over for Beijing, har forsøgt at berolige med, at Hongkongs egne domstole vil være garant for, at man undgår, at mistænkte for politiske forbrydelser vil blive udleveret til Kina. Men tiltroen til, at Hongkongs domstole kan agere uanfægtet af et intensiveret pres fra Beijings side, bliver stadig mindre, og der lyder advarsler om, at de kinesiske myndigheder vil bruge andre anklager – eksempelvis om korruption – for at få fat på sine politiske modstandere.

Der har på det seneste været en lang række eksempler på, at de demokratiske institutioner, der har været med til at gøre Hongkong frit og velstående, bliver undermineret. Og adskillige prodemokratiske folkevalgte politikere er blevet smidt ud af byens parlament, lederne af massive demonstrationer for demokrati er blevet fængslet, og boghandlere og forlagsejere, der har solgt bøger om styret i Beijing, er blevet bortført af det kinesiske sikkerhedsapparat.

For en del år siden var håbet ellers, at Hongkong ville inspirere resten af Kina til at åbne mere op politisk, men i stedet har folk i Hongkong klaget over, at deres identitet, kultur og politiske værdier er under angreb fra det autoritære styre i Beijing, og de frygter, at Hongkong mister sin unikke position og bliver omdannet til blot at være som enhver anden kinesisk by.

Den udvikling ses som et direkte angreb på ’et land, to systemer’-formlen, som ellers skulle sikre Hongkongs semiautonome status inden for Kinas grænser, og konflikten har ført til en stadig større aktivisme.

I 2014 blev Hongkong lammet af ugelange demokratiprotester, de såkaldte paraplydemonstrationer, der opstod som en reaktion på, at Beijing ikke – på trods af tidligere løfter – ville give befolkningen ret til at vælge deres egen bys leder gennem fuldt ud demokratiske valg. Men protesterne endte frugtesløse på grund af Beijings manglende vilje til dialog. Og det har ført til stor frustration blandt specielt Hongkongs unge, hvor mange mere og mere definerer sig som hongkongere – en identitet, der står i modsætning til den kinesiske.

De er begyndt at tale for selvstændighed, da de mener, at det er den eneste vej, der kan sikre ægte demokrati.

Men det er tydeligt, at Beijing ønsker at styrke grebet om Hongkong – og lykkes med det. Konsekvensen af den uforsonlige linje kan dog meget vel blive stadig voldsommere uro i Hongkong.

Hongkongerne demonstrerede søndag, at de ikke lægger sig ned uden politisk kamp. Deres by ligger på skillelinjen mellem demokrati og autoritært styre, og deres skæbne illustrerer, hvilket enormt pres demokratiske rettigheder er under globalt fra stadig stærkere autoritære kræfter – og ikke mindst fra Beijing.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Karlsen

Jeg forstår ikke, hvorfor man bliver ved med at kalde det kinesiske styre for kommunistisk. Ok, partiet kalder sig selv for (oversat til dansk) Kinas kommunistiske parti, men det bliver styreformen jo ikke mere kommunistisk af.

Michael Friis

Kina har et et-parti system. Kald det hvad du vil. Det virker.
Hong Kong, Macao og Taiwan vil med tiden blive som en del at resten af Kina.

Udlandet ser med beundring og frygt på det kinesiske eventyr.
Jeg har talt med flere kinesere om deres lands succes, og de mente, at Kina er et samfund med stor "Conformity" - det oversættes til "Overensstemmelse" (blandt mennesker) - muligvis kan man kalde det omstillingsparate eller ens. Interessant.
Hertil har Kina en stadig bedre kvalificeret arbejdstyrke. Rigtigt mange dygtige og flittige mennesker.
Udfordringen for Kinas ledelse er konstant at skaffe bedre levevilkår for deres store befolkning. Det kræver vækst. Pt 6.3 pct og Kina vil muligvis være verdens største økonomi om 5 eller 10 år.
Men fremskrivninger er ofte forkerte. Som udfasing af (1) svenske burhøns (2) svensk atomkraft, "lukning" af Guantanamo Bay fangelejr, indkøring af DSB IC4 tog eller Paris klimamål m.m..

Lars Steffensen

"Kina har et et-parti system. Kald det hvad du vil. Det virker."

Ja. Man kan med en diktatorisk politistat holde sammen på en befolkning, der ellers aldrig ville være blevet til en nation. Det er dog ikke så sjovt for befolkningen.

"Hong Kong, Macao og Taiwan vil med tiden blive som en del at resten af Kina."
Hong Kong er formentlig en tabt sag, og de er også godt på vej til at få en valutakrise.
Men Taiwan er en helt anden sag. De udgør en vigtig del at indæmningen af Kina og vil formentlig fortsat blive støttet millitært af USA.

"Udlandet ser med beundring og frygt på det kinesiske eventyr."

De fleste ved at kinas vækst er af samme art, som den man ser hos steroide dopede bodybuildere. Og at det fører til samme slags alvorlig misvækst, forstørret hjerte, kræft-svulster m.m. Der er intet af Kinas vækst, der er naturlig, ærlig eller udtryk for menneskelig udfoldeles. Væksten er baseret på statsstøtte, tyveri af teknologi og den vestlige verdens ekstreme imødekommenhed.

"Hertil har Kina en stadig bedre kvalificeret arbejdstyrke. Rigtigt mange dygtige og flittige mennesker."

Ja, men ikke så mange som tidligere. Hvis man i 25 år forbyder folk at få flere en et barn, vil man på et tidspunkt opdage at man mangler 25 årige. De mangler som arbejdskraft, men også som forbrugere. Hvilket gør Kina afhængig af eksport.

"Udfordringen for Kinas ledelse er konstant at skaffe bedre levevilkår for deres store befolkning. Det kræver vækst. Pt 6.3 pct og Kina vil muligvis være verdens største økonomi om 5 eller 10 år."

Ja. Med mindre at de ikke længere kan importere billig energi, gratis teknologi og sælge hele deres produktion til den vestlige verden. Hvis ikke den nuværende 100 % gunstige situation fortsætter, så vil Kina igen ikke være i stand til brødføde sin egen befolkning. Det vil f.eks. være en katastrofe for Kina hvis fjendtlighederne mellem Saudi Arabien og Iran blusser op og en krig forstyrrer deres olie-eksport. Eller hvis kinas egen eksport trues af ændrede verdensmarkedsforhold.

Kina er ekstremt sårbar for ændringer, der ligger langt uden for Kinas indflydelse og har selv set skriften på vægen. Kina er igen et diktatur, hvor man ikke kan mene noget, der strider mod Peter Plys' interesser. Og det vil blive værre med tiden. Og der er ikke noget, der tyder på at Kina ved egen kraft kan etablere sig som en supermagt, hverken millitært eller økonomisk.

Michael Kamp

Mon ikke de bare sender dem (Hongkongerne) i genopdragelseslejre? de såkaldte ”centre-for-forvandling-gennem-uddannelse" som man har gjort det med Uighurere i Xinjiang-provinsen.

Lars Steffensen

" Jeg forstår ikke, hvorfor man bliver ved med at kalde det kinesiske styre for kommunistisk. Ok, partiet kalder sig selv for (oversat til dansk) Kinas kommunistiske parti, men det bliver styreformen jo ikke mere kommunistisk af."

Ja - hvorfor ikke starte den evige "jammen det er ikke rigtig kommunisme/socialisme"-diskussion.

Kommunisme og socialisme er oprørsideologier, der søger at omstyrte samfundets elite og etablere en mere "retfærdig" fordeling af midler og magt.

Problemet er at der skal langt færre ressourcer til at gøre dette end til at opbygge en velfungerende stat. Derfor går det altid galt, når man efter at have omstyrtet magt-eliten, skal skabe et fungerende samfund. Specielt hvis man starter med at henrette en lang række "modstandere", der sidder inde med nødvendig viden om at drive et hummant samfund.

Derfor ender socialisme altid med at blive en slags smiket diktatur. Se f.eks. USSR, Østtyskland, Ungarn, Tjekoslovakiet, Cambodia, Kina, Nordkorea, Venuzuela, Cuba, Polen, Rumænien, og Joguslavien.

Der er ikke nogen eksempler på at det er gået bare nogenlunde godt efter en socialistisk revolution. Så vi behøver ikke nogen ny betegnelse for socialistiske stater, der er mislykkedes. Vi kan bare kalde dem for socialistiske elle kommunisktiske.