Leder

50 år efter Apollo 11 er det på tide at sætte fokus på Jorden. Månen og Mars venter gerne

Landingen af mennesker på Månen i dag for 50 år siden var en epokegørende bedrift – et veritabelt kunststykke, der stadig vækker beundring for datidens opfindsomhed, gå på mod og tapperhed. Men hvorfor skal vi bruge knappe ressourcer til at vende tilbage? Og hvorfor sende mennesker til Mars?
Vi bør alle overveje, om menneskeheden ikke ville være bedre tjent ved at sætte al fokus og alle ressourcer ind på at bevare, hvad vi har. Månen og Mars venter gerne, skriver Martin Burcharth.

Vi bør alle overveje, om menneskeheden ikke ville være bedre tjent ved at sætte al fokus og alle ressourcer ind på at bevare, hvad vi har. Månen og Mars venter gerne, skriver Martin Burcharth.

Chris Cook

20. juli 2019

I CNN’s dokumentarfilm Apollo 11, der bruger hidtil usete filmoptagelser fra NASA’s arkiver, opstår der kun en enkelt gang panik på rumskibets smidige og lange vej fra Jorden til Månen i juli 1969. Det er på tidspunktet, hvor landingsfartøjet Ørnen er blevet adskilt fra moderskibet Apollo 11 og bruger brændsel til at bremse hastigheden. Pludselig blinker det rødt på skærmene i kontrolrummet i Houston. Computeren, der styrer fartøjets månelanding, er øjensynligt overbelastet.

Der er kun nogle få minutter til at træffe beslutning om at afbryde eller fortsætte missionen. Dataloger på Massachusetts Institute of Technology, der har skrevet softwareprogrammet, bliver øjeblikkeligt kontaktet. De giver grønt lys til landing, selv om alarmen aldrig er gået af under prøverne. Lederen af M.I.T.-holdet, den kvindelige datalog Saydean Zeldin, forklarer, at hun har taget højde for netop den situation i sin programmering. Kaptajn Neil Armstrongs hjerterytme er i løbet af de få minutter hoppet fra 110 til 180 i minuttet.

Det er næsten ufatteligt at tænke på, hvor meget der kunne være gået galt under den dristige mission. Alene de skiftende ansigtsudtryk i kontrolrummene i Florida og Houston illustrerer, hvor usikre de operative ledere var på udfaldet.

Richard Nixons taleskribent William Safire havde forberedt en kort og bevægende tale, som præsidenten ville holde, hvis Armstrong og Buzz Aldrin skulle strande på månen, og som de første mennesker nogensinde dø på et andet himmellegeme.

I alt 400.000 amerikanere var på en eller anden vis engageret i planlægningen, bygningen og udførelsen af månelandingen. NASA havde 600 softwareingeniører beskæftiget på et tidspunkt, hvor en enkel computer kunne fylde et helt kontor. Det lykkedes for dem at reducere størrelsen til en mappe – en i Apollo 11, en anden i Ørnen. En lang kæde af nyopfindelser lever på godt og ondt videre i vore dages teknologidrevede samfund.

Som fire kommentatorer i dagens avis fortæller, kan menneskehedens første rejse til Månen anskues fra mange vinkler. Af det indsamlede geologiske materiale lærte vi enormt meget om sammenhængen mellem Jordens og Månens opståen for 4,5 mia. år siden – en debat, der endnu ikke er afsluttet med en skudsikker teori. Vi fik syn for sagn om de historisk mytiske aspekter ved Jordens nærmeste nabo. Kunstnernes tidshorisont blev udvidet, deres forståelse af universet uddybet.

Trang til at udforske og erobre

I nationernes rivalisering blev Månen til et territorium, der kunne erobres og koloniseres, selv om amerikanerne med bevingede ord understregede, at deres bedrift var på vegne af menneskeheden. Præsident Kennedy havde i en tale i 1961 fremstillet missionen – der på det tidspunkt af mange ansås for at være utopisk – som en måde at mobilisere amerikanerne til at løse en ekstrem vanskelig opgave. »Det vil tjene til at systematisere og afmåle vores evner og gå på mod,« forklarede Kennedy.

Men når det kom til stykket, handlede Apollo-missionen i sin essens om at komme først og plante Stars & Stripes på Månen. USA var ikke kommet sig over, at Sovjetunionen havde sendt det første rumskib (Sputnik) og menneske (Jurij Gagarin) i kredsløb om Jorden i henholdsvis 1957 og 1961. I Den Kolde Krigs rivalisering mellem de to supermagter krævede russernes bedrift et kontant og spektakulært modsvar. Dyrt blev det. I vore dages mønt kostede Apollo-missionerne 500-600 mia. dollar.

Og så lige pludselig i 1972 blev Apollo-programmet indstillet. Interessen for yderligere udforskning af Månen forsvandt. Det til trods for, at Kennedy i sin tale havde nævnt Månen som et trinbræt til Mars. Der er god grund til at reflektere over, hvorfor USA og Kina samt rigmænd som Elon Musk, Jeff Bezos og Richard Branson i dag – 50 år senere – planlægger at investere kolossale ressourcer i udforskning af rummet, etablering af permanente månestationer og endda en landing på Mars.

Skyldes det menneskets ubændige trang til at udforske og erobre, eller er det fordi vi ikke længere føler os sikre på menneskehedens overlevelse på vores planet? Det er værd at minde om, at de få mennesker, der har set hele planeten i dens fortræffelige pragt fra rummet, alle har bemærket det enestående netværk af have, bjerge, floder, skove – et biosystem opbygget over milliarder af år. Set på lang afstand virker dette sindrige system mere skrøbeligt end oplevet tæt på.

Netop derfor bør vi alle overveje, om menneskeheden ikke ville være bedre tjent ved at sætte al fokus og alle ressourcer ind på at bevare, hvad vi har. Månen og Mars venter gerne.

Denne weekend er det 50 år siden, at landingsmodulet Ørnen fra Apollo 11-missionen landede på Månen, og mennesket for første gang betrådte dens asfaltfarvede overflade. Her fortæller fire fagfolk om Jordens tavse og fascinerende følgesvend
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Ejvind Larsen
  • Espen Bøgh
  • Morten Lind
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Ervin Lazar
Thomas Tanghus, Ejvind Larsen, Espen Bøgh, Morten Lind, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Olaf Tehrani og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Brøgger

Endelig var der en fornuftig mand der sagde det: Det er fundet en planet i vores solsystem som er supervelegnet til at blive beboet af mennesker: Vores egen :)

Thomas Tanghus, Ejvind Larsen, Torben Arendal, Benta Victoria Gunnlögsson, Karsten Lundsby, Erik Winberg, Hanne Ribens, Olaf Tehrani, Janus Agerbo, Ervin Lazar og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Amerikanerne var nok de første på månen, men Sovjetunionen sendte den første kvinde Valentina Tereshkova ud i rummet samt den første asiat vietnameseren Pham Tuân og den første med afrikansk oprindelse cubaneren Arnaldo Tamayo Méndez. Og så var det naturligvis den sovjetisk kosmonaut Jurij Aleksejevitj Gagarin, der den første mand i rummet i 1961.

Ejvind Larsen og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Hvis man kan henvise de mest forurenende industrier til rumstationer og baser ud i solsystemet (og desuden hente metaller og mineraler derfra), er det vel at foretrække frem for at de skal være i vores eget økosystem? Og det kræver at man forsker og investerer i rumforskning og rumfart. Det er og bør være del af samme løsning som investeringer i grøn teknologi og teknikker.

David Joelsen

@Bjørn - interesant vinkel.
Forurenende industrier skulle måske hellere gøres ikke-forurenende, end at spendere miliarder på at flytte dem til andre steder i solsystemmet. Undtagelsen er selvfølgelig når resursen ikke er tilgængelige her på jorden. Og endelig kan det vel måske endda karakteriseres som forurening, når det tilføres vores verden i unaturlige mængder? Men ja, rumforskning og teknologiudvikling er vigtig af flere grunde.

Kenneth Hansen

Hvorfor? Fordi afledte teknologier igen vil være en væsentlig drivkraft i udviklingen af menneskets teknologiske formåen.

Morten Balling

Apollo 11 samlede menneskeheden. De fleste var stolte over at "mennesket" havde sat foden på Månen, ikke "amerikanerne". Selv i dag med den krise vi står overfor er vi ikke i nærheden af at være lige så samlede som vi var i dagene efter Apollo 11.

I dag er der intet som værd at komme efter på Månen, men rigeligt at tage fat på her på planeten. Det berømte "Blue Marble" billede lærte mange mennesker, at Jorden er den eneste planet vi kommer til at bo på, og at den, som jeg plejer at sige, er en stenkugle i det ydre rum.

Selv folk som "bare" har været i kredsløb kommer ofte tilbage og er blevet økoflippere og klimatosser. Personligt har jeg kun været deroppe i virtual reality, men jeg har kigget nok i en stjernekikkert til at indse at bare Månen er ekstremt langt væk, og at den ikke er noget særligt rart sted. Mars er superfascinerende, med kæmpe vulkaner og en kløft som får Grand Canyon til at blegne, men mennesker kan ikke overleve på Mars, og enhver idé om at terraforme er absurd, når vi tydeligvis ikke engang bare kan få vores egen biosfære til at fungere.

Derudover er der det vi altid tager for givet: Energi. Det kræver enorme mængder energi at transportere bare ét menneske ud af Jordens tyngdefelt. Hvordan nogen forestiller sig at man kan redde menneskeheden ved at flyve den til Mars er mig en gåde. Med mindre det selvfølgelig kun er en lille gruppe rige, magtfulde mænd ledsaget af fødedygtige supermodeller, som det foreslås af Dr. Merkwürdigliebe.

Thomas Tanghus, Ejvind Larsen, Morten Lind, Karsten Lundsby, John Hansen og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar
Johannes Astrup

Hvis man vil beskytte vores planet, så er det en forudsætning, at man forstår dens plads i solsystemet, dens oprindelse, historie og samspil med de øvrige himmellegemer. Udforskningen af Mars lærer os en helt masse om vores egen planet: Hvordan Jordens atmosfære er dannet, hvorfor at her er vand, hvorfor at Jorden (modsat Mars) har en aktiv kerne, hvordan liv er opstået osv. Alt denne viden er også brikker i det store puslespil vi skal løse, for at sikre Jordens fremtid.

Billedet "Earthrise" som blev taget under Apollo 8 missionen i 1968, viser Jorden som en lille, ensom, blå kugle i et kæmpe univers. Billedet fik en kæmpe kulturel betydning og var blandt andet en central del af organisationen Greenpeace's kampagner tilbage i 70'erne. Udforskningen af rummet gør Jorden til et astronomisk objekt i vores bevidsthed og minder os om hvor unikt og skrøbeligt det sted vi lever er.

Som en side kommentar kan det nævnes, at flere af de rigmænd (måske med undtagelse af John Bezos) som investerer milliarder af dollars i rumfart også spenderer store beløb på projekter, som skal udvikle alternative energikilder, fremme grøn omstilling med videre.

Rikke Nielsen, Rolf Andersen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@David Joelsen
Jeg har svært ved at forestille hvordan man kan gøre f.eks. udvinding af metaller fra Jordens undergrund helt ikke-forurenende. Så hellere lade det jern, guld, sølv, diamanter, etc. vi kan udgrave udenfor vores økosystem, forblive nede i jorden.

Der er ingen økosystemer at forurene i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og man kan ikke vente til ressourcerne på Jorden helt er sluppet op til at starte med at opfinde rum-minedriftsteknologier. Og så kan man bygge industri på Mars og Månen (og rundt om begge). Varecontainere kan så jævnligt kastes ned med faldskærm i havet på samme måde som astronauter i deres kapsler.

Hvis Jorden blev tilført færdigproducerede varer fra produktionsstationer i kredsløb rundt om Jorden, Månen og måske Mars med materialer fra asteroidebæltet, ville det kun være forurening af Jorden hvis materialerne ikke blev genanvendt. Før vi opdagede landbruget, var der ikke så meget korn i verden som der er nu. Korn forbruger vist mere energi fra Jorden end en klump jern fra Tyskland eller mars måner, så tror ikke man kan tale om "forurening" hvis Jorden blev tilført ekstra metaller og mineraler fra andre steder i solsystemet.

Morten Balling

@Bjørn Pedersen

Pt. er vi i gang med at opbruge den fosfor vi har liggende i klippe rundt omkring på kloden. Fosfor er nødvendigt for liv, og et menneske skal have ca. et gram om dagen. Ganget med 8 milliarder bliver det til ret store mængder fosfor på et år.

Når vi graver fosfor op af jorden, bruger den som gødning og spiser den via vores mad, så pisser vi den bagefter ud i spildevandet, som vi udleder i de syv verdenshave. Det er... dumt! Der er masser af fosfor, og det er et grundstof så det forsvinder ikke. Vi hæver bare entropien voldsomt når vi tager den relativt højkoncentrerede fosfatholdige klippe og spreder den ud over hele kloden. At sænke entropien igen (at samle fosforen sammen igen) er ikke umuligt, men det kræver enerome mængder af energi, og den er vi også ved at løbe tør for.

Vi er nødt til at forstå at økologi og biosfæren ikke er noget hippiepjat. Det er grav alvor. Det bedste bud på at recirkulere fosfor er at vi bygger et ekstra kloaknet, således at vi kan adskille urinen fra toiletterne og bruge den som gødning. Udover at mennesker synes det er ulækkert, så kræver det to kloaknet, og vi har ikke engang et globalt kloaknet som virker.

Dér burde vi bruge ressourcer, tid og energi. Sammen med alt det andet vi skal have løst.

Korn bruger energi fra Solen. Den lagrer planterne som kemisk energi i form af sukker via fotosyntese. Siden vi opdagede landbruget har det ført til at vi har fældet skov og brugt arealerne til marker. Fordi der er meget mere biomasse i en hektar skov end på en hektar mark, har det betydet at vi siden romerriget har halveret den samlede mængde levende celler på planeten.

Morten Lind, Karsten Lundsby og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Morten Balling mennesket kan godt komme til at bo på mars og måske også andre steder i vores solsystem,
den første koloni på mars ( og på månen ) vil skulle bo i tryktætte bygninger og kun bevæge sig udenfor med rumdragter og i tryktætte køretøjer,
senere forestiller jeg mig under-marsiske byer som også har jordiske trykforhold, men på megalangt sigt er terraforming faktisk også en mulighed,
men jeg ser ikke mars som menneskets frelse fra at gøre jorden ubeboelig, men det samme som vi har gjort her på jorden nemlig opsøgt ubeboede egne for at finde nye levesteder men uden at affolke nogen områder, vi flytter ikke vi spreder os,
andre steder i solsystemet kunne være i have på måner hvor der er underjordiske have, hvilket klart er endnu mere udfordrende end marskolonier, men ikke umuligt,
det problem jeg ser er vores nuværende overforbrug som gør kolonisation af rummet sværere fordi de resurser der ville skule bruges allerede er brugt,
på meningsløst overforbrug, drevet af generel grådighed og af kommercielle interesser på grund af ideen om at vækst altid er godt uanset hvad vi fremstiller og til hvilket formål,
det ultimative eksempel på produkter som er mindst 110% overflødigt forbrug af resurser, er militær og produktion til militæret, det eneste vi får ud af det er krige,
og den slags tåbeligheder bør selvfølgelig ikke finde sted, så lad straks alverdens militær omstille til rumforskning sammen med den tilhørende industri,
så kan der blive fred i vor tid og man vil endda samtidig kunne få råd til at afskaffe al fattigdom og redde klimaet,
men husk at meningen med menneskelig beboelse på andre planeter / måner ikke er at flytte menneskeheden dertil, men at skaffe plads til expansion og resurser til en langsigtet fremtid,
for det er jo efterhånden tydeligt at vi enten skal bremse helt op eller smadre livebetingelserne her på jorden og dermed uddø,
men hvis vi kan foretage den nødvendige opbremsning her på jorden og så flytte befolkningstilvæksten til andre steder vil det give mulighed for at mennesket kan fortsætte sin existens på det helt lange sigt og bebo flere planeter måske endda hinsides dette solsystem,
blive ved med at overleve og udvikle sig til en intergalaktisk art, det er der da virkelig fremtid i ;o)

Dennis Tomsen

Lederen skyder helt forbi og tager det ofte hørt, men fuldt ud tåbeligt forsimplede synspunkt, at penge brugt på rummet enten forsvinder i et sort hul eller kan omsættes på jorden 1:1. Sludder og vrøvl. Vi bruger uendelig mere på våben og måder hvordan vi kan slå hinanden ihjel end vi nogensinde har brugt på rummet. Bundlinjen, vi bør rummet på grund af forskning og viden, teknologisk udvikling og ikke mindst råstofudvinding. Vi havde som art ikke udviklet os særlig meget hvis vi var blevet oppe i træerne, hvor sikkert den end var.

Morten Balling

@Jan Weber Fritsbøger

På et rent praktisk plan, så vil f.eks. en solstorm have helt anderledes fatale konsekvenser for et menneske på Mars, fordi Mars ikke beskyttes som Jorden af et kraftigt magnetfelt.

@Dennis Tomsen
Når det kommer til ressourceudvinding i rummet, så lyder det jo som en god idé, lige indtil man begynder at bruge regnestokken. At udvinde ressourcer, her på Jorden eller fra en astroide, kræver brug af andre ressourcer, bla. energi.

Vi er pt ved at løbe tør for olie og har ikke noget alternativ. Hvilke ressourcer kan vi udvinde fra en astroide som vil have større nytteværdi, end at vi bruger den resterende fossile energi på Jorden på at indrette os mere hensigtsmæssigt?

(Jeg er vild med rumfart og Universet. Jeg ville (som Jens Martin Knudsen) gladeligt give mit eget liv for en enkel billet til Mars, hvor jeg ville stille mig på kanten af Valles Marineris og nyde udsigten med et smil, men ift. til vores overlevelse på planeten ville det ikke nytte noget.)

Morten Balling

For at sætte tingene lidt i perspektiv: Jeg læste for nogle år siden, at amerikanerne bruger færre penge på NASA end de bruger på pizzaer. Det er sandt, men det hører med til regnestykket at de æder ufatteligt mange pizzaer, og at de pt. ikke er igang med en ny bemandet mission til Månen eller Mars. Afløseren for Hubble teleskopet er stadig på vej, bla. pga. manglende penge.

Dennis Tomsen

@Morten Balling
Det absolut dyreste ved råstofudvinding fra rummet er Jordens tyngdekraft. Ligningen ser helt anderledes ud såfremt transporten igennem gøres markant billigere eller udvindingen og forarbejdningen allerede sker ude i rummet. Det der altså mangler i rummet er industriel infrastruktur og en sådan kommer først med derboende mennesker. Jorden er et lukket kredsløb med begrænsede ressourcer, rummet er ubegrænset. Og det gælder også energi, såsom sol, uran eller Helium-3. Hvorfor drive rovdrift på Jorden, når alternativet er derude?

Morten Balling

@Dennis Tomsen

Vi er til dels enige, men det begynder at gå op for mig hvor seriøst fucked menneskeheden er. Hvis vi ikke laver radikalt om på stort set alting, så kollapser systemet, og det vil dybest set betyde at børn i dag vil komme til at opleve noget som minder om menneskehedens endeligt. Det er ikke utænkeligt at der vil være små enklaver som overlever, men hvis vi ikke får fingeren ud nu, så er det slut i dette århundrede, formentlig startende med en eller anden form for kollaps omkring 2050, og derpå en stejl tur nedad.

Når vi har løst det, så synes jeg vi skal gå videre med rumfarten. For 10 år siden mente jeg noget andet. Dengang mente jeg at vi skulle arbejde på at videnskaben kunne komme op med løsningerne. Siden har jeg studeret emnet på universitetet, og jeg nåede personligt til et punkt, hvor tingenes reelle tilstand gik op for mig. Derpå sad jeg og stirrede handlingslammet ud i luften i et par måneder. Jeg er normalt ikke pivet.

Rikke Nielsen

Nogle gange hænger tingene sammen.
Om ganske få år vil vi være 11 millarder mennesker på jorden - et uhyggeligt højt tal.
Om vi alle så nøjedes med at spise græs, vil den voldsomme befolkningstilvækst i sig selv være et enormt problem for klimaet og miljøet.
At udforske andre planeter kalder på ny videnskab.
Ny videnskab der skal sikre beboelige forhold på en ny planet, optimeret føde til en ny befolkning etc.
Alt sammen teknologier vi også får brug for på Jorden.
Men med flere perspektiver og dermed flere investorer.

Jan Weber Fritsbøger

Morten Balling, ja en koloni på mars vil have andre udfordringer end vi har her på jorden, dog synes jeg solstorme er et ret dårligt eksempel,
da man kan sikre sig imod disse og desuden vide hvornår de er på vej, så i virkeligheden kan man måske helt undgå dødsfald som følge af solstorme,
til gengæld slipper man for oversvømmelser og mudderskred, jordskælv og en del andre trusler vi lever med her på jorden både naturlige men desværre også selvskabte.
Jeg er i øvrigt fuldstændig enig med dig i at vi er seriøst fucked, hvis vi ikke laver virkelig seriøse ændringer i vores livsstil,
grådighed skal væk og det samme skal magten i dens mest ultimative form : militær, med dertil hørende krige om de svindende resurser, derfor mener jeg det vigtigste initiativ lige nu er afskaffelse af alt overflødigt forbrug her i verden med militæret som det første vi skal afskaffe helt.

Jan Weber Fritsbøger

de rige, de fattige er problemet for de får alt for mange børn
de fattige, de rige er problemet med deres rovdrift og grådighed og vilde overforbrug

at de fattige har ret hjælper ikke, for de rige har magten

Jan Weber Fritsbøger

morten jeg synes din sammenligning med pizzaer er i den grad irrelevant og meningsløs, sammenlign i stedet med penge brugt på militær og militær produktion så giver det mening.

Jan Weber Fritsbøger

Rikke Nielsen, du tager helt fejl selv 11 mia mennesker på jorden ville ikke være et problem hvis alle levede i fattigdom, og så behøver befolkningstilvæksten jo ikke fortsætte, faktisk er der opbremsning i stigningstakten og tegn på at jordens befolkningstal kan stabiliseres af sig selv, dette betyder så ikke det ikke kan komme til af udgøre et problem, og det er klart at hvis alle skal have mobiltelefon fladskærm og privatbil så betyder det kollaps inden vi når så langt.

Hvis ikke vi var taget til månen for 50 år siden, havde vi ikke haft alle de problemer med databeskyttelse, computervira, musearm og laservåben. Hvis ikke vi mennesker var mennesker...

Rikke Nielsen

Jan Weber Fritsbøger, det er noget af en romantisk Morten Koch drøm at tro, at 11 millarder mennesker ikke vil følge deres menneskelige instinkt og kæmpe for at komme ud af deres fattigdom.

Specielt i disse tider, hvor klimaet gør oprør og vi oplever mange naturkatastrofer, der driver mennesker på flugt.

Med hvad der dertil følger: Krige, masseflugt, enorme flygtningelejre, mindre fri natur, da 11 millader mennesker fylder mere end 7, mindre føde.

Du får det til at lyde som en selvfølgelighed, at folk bare accepterer at leve i fattigdom.

Dennis Tomsen

@Peder Bahne

Og var vi blevet oppe i træerne, så havde vi aldrig haft nogle af den moderne civilisations problemer...

Morten Balling

@Jan Weber Fritsbøger og Rikke Nielsen

Grafen her viser at de 10% rigeste lever af ca. 4000 kcal per dag, og at resten i gennemsnit lever af lidt over halvdelen:

https://slides.ourworldindata.org/hunger-and-food-provision/#/Inequality...

Hvis man ser bort fra uretfærdigheden i dette, så er der et andet regnestykke:

De 90% som ikke er de rigeste spiser stadig ~2000 kcal om dagen. Derfor spiser de

(2000*0,9)/(2000*0,9+4000*0,1)*100% = 82% af de kalorier som omsættes dagligt.

Når vi taler om grådige rige mennesker, så er det mest et spørgsmål om moral. Ift fordeling af de reelle ressourcer, dem vi lever af og ikke penge etc. så er det som betyder noget det globale befolkningstal.

Tja.., tiden drømmere har der altid været nogle af, så selvfølgelig findes de også i denne forbindelse.

Der er intet springbræt fra hverken Månen elle Mars til de andre galaxer, - vi har endnu ikke den teknik det kræver at forbi gå lysets hastighed med, så inden vi når frem er alle døde af alderdom.

Red hellere jorden først, det er da mere overkommeligt.