Leder

Christine Lagarde forstår, at økonomi og politik ikke kan skilles ad. Derfor ligner hun den rigtige ECB-formand

Hun startede som synkronsvømmer, og i sidste uge blev hun nomineret som den første kvindelige chef for Den Europæiske Centralbank. Det er en god nyhed. Franske Christine Lagarde har nemlig forstået, at økonomi og politik ikke kan skilles ad
Christine Lagarde, nomineret som den første kvindelige chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), sammen med Mario Draghi, der har været chef for centralbanken indtil nu.

Christine Lagarde, nomineret som den første kvindelige chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), sammen med Mario Draghi, der har været chef for centralbanken indtil nu.

Fred Dufour

8. juli 2019

»Hvad sker der, hvis et lille EU-land står foran et bankkollaps,« spurgte Christine Lagarde retorisk i et interview med en tysk avis i oktober 2008

Hun var Nicolas Sarkozys finansminister, og finanskrisen rullede gennem Europa.

»Måske har regeringen ikke midlerne til at redde institutionerne, og det rejser spørgsmålet om en løsning på europæisk niveau,« sagde hun.

Der var brug for et fælles europæisk »sikkerhedsnet«.

Der gik ganske få dage, før tyskerne reagerede: Der ville bestemt ikke blive nogen stor fælleseuropæisk redningspakke, erklærede Angela Merkel, og hun fik opbakning fra den franske chef for ECB, Jean-Claude Trichet. Til sidst måtte Sarkozy undsige sin egen minister.

Men Christine Lagarde havde ret.

Der kom først for alvor styr på den europæiske krise fire år senere, da italienske Mario Draghi, som i mellemtiden havde afløst Trichet i ECB, sagde de nu berømte ord:

»ECB er parat til at gøre, hvad end der er nødvendigt for at bevare euroen.«

Nu kom der rent faktisk et kollektivt sikkerhedsnet; en stor stærk centralbank, der stod klar til at hjælpe euroen og svage europæiske regeringer. Det blev et vendepunkt. Og det havde Christine Lagarde forstået som en af de første.

Ingen ballademager

Tirsdag i denne uge blev den nu 63-årige franskmand nomineret til posten som formand for ECB. Det er glædeligt.

Den anden topkandidat til posten, tyske Jens Weidmann, havde været en regulær katastrofe for Europa. Weidmann var uenig i Draghis beslutning i 2012, han var klar til at ladet euroen falde, med alt hvad det ville indebære af social nød og politisk kaos.

Forventningen er derimod, at Lagarde vil videreføre Draghis linje: Fortsætte med at stimulere den skrøbelige europæiske vækst via store opkøbsprogrammer – kvantitativ lempelse – hvor ECB trykker milliarder af digitale euro og bruger dem til at købe statsobligationer, så det bliver billigere at låne penge.

Alene nomineringen af Lagarde fik obligationsrenten til at falde, så samtlige 19 eurolande nu kan låne penge over en toårig periode til negative renter.

Som ung var Christine Lagarde på det franske landshold i synkronsvømning, og hun har selv forklaret Bloomberg, at det skyldtes ungdomsoprøret i Frankrig:

»De studerende gik på gaden, og mine forældre var skrækslagne for, at jeg også ville gøre det, så de gav mig lov til at holde fri fra skole og gå i svømmebassinet.«

Mens Frankrigs ungdom byggede barrikader og demonstrerede, øvede Lagarde sit undervandssmil. Hun er ingen ballademager. Hun står stadig op klokken fem om morgen og svømmer sig en tur.

Christine Madeleine Odette Lagarde voksede op i Paris, far var universitetsprofessor i engelsk litteratur og mor underviste i fransk grammatik, latin og græsk.

Satte spørgsmålstegn ved neoliberale reformer

Efter et år på high school i Maryland på den amerikanske østkyst læste hun jura i Paris og blev advokat. Hun fik job hos et af verdens største advokatkontorer, amerikanske Baker Mckenzie, steg i graderne, og endte på forunderlig vis som chef for hele butikken i hovedkontoret i Chicago.

I 2005 ringede Jacques Chirac, og Lagarde blev fransk handelsminister. Da Sarkozy kom til magten i 2007, blev hun den første kvindelige finansminister i et G7-land, og da IMF’s franske chef, Dominic Strauss-Kahn, fire år senere blev anholdt i New York efter et uheldigt rendezvous med en stuepige, kørte et næsten samlet Europa Lagarde i stilling til at overtage posten.

Siden har hun stået i spidsen for at implementere de hårde nedskæringsprogrammer, der følger med, når man låner penge af IMF – ikke mindst i Grækenland.

Men hun har også trukket IMF i en ny retning. I sommeren 2016 udsendte fonden en bemærkelsesværdig rapport, der satte spørgsmålstegn ved virkningen af den type »neoliberale« reformer, som IMF selv har promoveret i årtiet.

Ulighed skulle tages mere alvorligt, lød det pludselig.

Siden sin nominering til chef for ECB er Lagarde blevet kritiseret for ikke at være økonom – og for at være politiker.

Den slags går da ikke i en centralbank, mener især tyskerne, der stadig betragter centralbankchefer som en slags überteknokrater bygget af grafer og tal, smukt svævende over de beskidte politiske trakasserier.

Men nomineringen af en centralbankchef er politisk. Og det er en politisk beslutning, om ECB skal stå entydigt bag euroen og opkøbe italienske statsobligationer. Det bedste ville være at udvide ECB’s politiske mandat, så banken ikke kun skal holde inflationen stabil, men også stimulere beskæftigelsen.

Christine Lagarde forstår, at økonomi og politik aldrig kan skilles ad. Derfor ligner hun den rigtig kvinde til jobbet.

Ursula von der Leyen, der er nomineret til posten som formand for EU-Kommissionen, sammen med den nyvalgte formand for Europa-Parlamentet David Sassoli.
Læs også
Ursula von der Leyen kommer fra en stilling som tysk forsvarsminister.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Stig Bøg
  • Poul Erik Riis
  • Torben K L Jensen
Katrine Damm, Stig Bøg, Poul Erik Riis og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

cben: Den rigtige ECB-chef er vel en, der har som mål at få temperaturen ned. Er det ikke rigtigt? Jeg er jo ligeglad med om der kommer flere arbejdspladser, hvis der også kommer flere skybrud, hedebølger, skovbrande, klimaflygtninge m.m.
“Den skrøbelige europæiske vækst skal stimuleres”. Er det ikke lige netop vækst, der er årsag til klimaproblemerne? Ikke-temperaturstignings vækst har jeg ikke set endnu.

Danny Hedegaard

Niels-Simon Larsen

Har du, som jeg dit på de tørre med fast arbejde og en hæderlig indkomst, eller er det en gratis bekymring for dig?

Som de Gule veste i Frankrig sagde, uden at jeg støtter deres vold og hærværk.

Eliten bekymrer sig om verdens undergang, vi bekymrer os om månedens udgang.

Syd europæiske krise økonomier, og deres masse arbejdsløshed hungrer efter jobs, og dermed smør på brødet.
Det sker ikke uden vækst, og det kan godt være den bliver vores fælles undergang.

Men hvis ikke du kan kompensere underklassen, så får vi reaktionen i kraft af gule veste.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Niels-Simon Larsen

Danny Hedegaard: Jeg mener, at vi er kommet så langt ud, at det hedder nu eller aldrig. Enten laver vi en total forandring, hvor alle borgere er sikret en anstændig indkomst, eller også er det forbi. Vi har ca 10 år til at besinde os.

Vi har endnu ikke stillet os det væsentlige spørgsmål om, hvad vi skal gøre, når vi bliver ramt af den store, grønne omstilling, som vi skal have. Hvis vi ikke vil have en fabrik som Ceminova, så skal de ansatte selvfølgelig kompenseres. Det samme med olieindustrien. Ja, hvis vi ikke vil have noget, som forurener verden, så skal meget ændres. Desværre ser jeg ikke mange tegn på en dybtgående ændring. Det er nærmest som om, at, nå, det ordner vi med venstre hånd.

At der sidder sådan en dame som Lagarde og bestyrer finanserne forstørrer kun ironien. Hvis man sagde, hallo, moster, hvad havde du tænkt dig at gøre ved temperaturstigningen, så ville hun pege på nogle andre, der igen ville pege på andre, og de sidste ville sige, at de ikke kunne gøre noget. Vores system er slet ikke gearet til at modstå en global trussel. Til allersidst står børnene og skriger, at de ikke har nogen fremtid. Den har vi voksne taget fra dem, og det skal vi til at indse, indrømme og gøre noget ved.

Danny Hedegaard

Lige præcis Niels-Simon Larsen!

Men hvis ikke vi kan tilbyde arbejderne på Ålborg Portland, alternativ beskæftigelse, som det er lykkedes så flot med på det tidligere Lindø værft.

Hvor der nu bygges tårne til hav vindmøller, så siger arbejderne på Ålborg Portland det samme som De gule veste i Paris.

Vi har ikke råd til bekymre os om verdens undergang, vi bekymrer os om månedens udgang.

Det er de nøgne realiteter i maskinrummet, ude i den virkelige verden, udenfor de akademiske cirkler hvor man bekymrer sig om verdens undergang.

Nogle kan ikke om skoles til nye muligheder, og der bliver heller ikke brug for alle til den grønne omstilling.

Vi er pinedød nødt til at acceptere, at nogle vil skulle forsørges af os alle 10, 15 eller 20 år før tiden, hvis vi skal undgå et oprør i desperation mod den nødvendige grønne omstilling.

Forhåbentlig sikres disse mennesker et værdigt udkomme, der bliver næppe brug for dem mere, men hvad skal de gøre i fattige lande, når den samme virkelighed når dem?
Iøvrigt et rørende smukt indslag, respekt!

Abschied von der Steinkohle: Bergmänner singen das Steigerlied
https://www.youtube.com/watch?v=HUhwJJxpFGY

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Niels-Simon Larsen

Jeg er godt klar over, at du er på den solidariske vogn, men hvor mange er vi der? Hvor mange vil opgive deres muskelbiler og indse, at festen er forbi? Solidaritet var et arbejderklassefænomen. Nu er det alle, der skal være solidariske med alle, og så får vi se, hvad vi har lært. Der kan ikke undgå at blive ballade. Vi kan bare se nu, hvor regeringen bliver angrebet på pengespørgsmålet, som om penge er vigtigere end vores overlevelse. Egoismen og kynismen vil snart vise sig at være den herskende ideologi. Hverken religion eller ideologi hjælper her, og hvis alle ifører sig gule veste, kan vi hurtigt få klimakrig på alle fronter.
Selvom jeg ikke har stemt på socialdemokratiet, bakker jeg 100% op om regeringen.