Hvorfor Putin svarede passivt-aggressivt på, om han er immun over for modstand mod eliten

Klokken havde passeret midnat i Moskva, da præsident Putin fik spørgsmålet om, hvor længe Rusland ville være immun over for den form for folkelig modstand mod de etablerede magteliter, som man har set udslag af i Europa, USA og den arabiske verden.

Så længe som muligt, svarede Putin. Og så gik han til modangreb på den liberale verdensorden, fortæller journalisterne fra Financial Times, der interviewede den russiske præsident op til sidste weekends G20-topmøde.

Liberalismen har haft sin tid, sagde Putin og fremhævede især, hvordan de vestlige demokratier for ham at se har mistet kontaktet med, hvad et overvældende flertal af befolkningen synes om multikulturalisme og indvandring: De vestlige statsledere siger, »at de ikke kan føre en hårdere politik på grund af loven. Men så må man jo ændre loven!«

Forklaringen på Putins passivt-aggressive modangreb skal man måske finde i, at hans egen politiske ideologi ser ud til at synge på sidste vers – og modsat det liberale demokrati, som netop lever af at forny sig selv konstant – har han ikke noget på svar på, hvad der skal følge efter.

I Putins verdensbillede står intern politisk stabilitet over alt andet. Magtens opretholdelse. Men hele systemet er bygget op om hans magt, og ikke alene er han nu i gang med sin sidste præsidentperiode uden en åbenlys plan for, hvad der skal følge efter, hans magtbase er også allerede begyndt at slå revner.

En økonomi i krise

Hverken han eller regeringen er immun over for folkelig utilfredshed, og som Information over de seneste uger har beskrevet i en artikelserie, holder russerne sig ikke længere tilbage med at protestere mod de uretfærdigheder, de oplever i samfundet.

De ser ikke længere ’den stærke hånd’ som statens vigtigste formål, men dens evne til at betjene befolkningen. Og lige nu halter statens resultater på en lang række områder.

Det største problem er nok økonomien, hvor realindkomsten er faldet fem år i træk. Den gennemsnitlige russer får groft sagt færre penge at leve for, mens de kan se, at det går fremad i deres nabolande.

For det første falder befolkningstallet, fordi der bliver født færre børn, og der flytter færre mennesker til Rusland for at arbejde. Imens stiger antallet af russere på vej på pension. Hvis udviklingen fortsætter, vil der være omkring ti millioner færre russere på arbejdsmarkedet, når Putin selv går på pension i 2024.

Forsøgene på at modvirke tendensen skaber blot yderligere folkelig modstand, som man så det med sidste års protester mod pensionsreformen.

For det andet har udenlandske sanktioner kostet Rusland omkring én procent af BNP, lyder russernes egen vurdering.

Dels er de udenlandske direkte investeringer faldet fra ca. 70 mia. dollar til ni mia. dollar, siden Rusland annekterede Krimhalvøen i 2014. Dels er kapitalflugten ud af Rusland eksploderet i samme periode, og det gælder vel at mærke både russisk og udenlandsk kapital.

For det tredje – og mest afgørende – er russisk økonomi fortsat tæt forbundet med prisen på olie og gas, der som bekendt kan svinge vildt.

En vælgerlussing på vej

Det kan være svært at klandre de russiske magthavere for, men det, man kan klandre Putin for, er, at det tilsyneladende hverken har været statens eller befolkningens interesser, der har været styrende for, at han i sine snart 20 år ved magten ikke har formået at åbne økonomien mere op og mindske afhængigheden af råstoffer.

De ved det godt selv, Putin og de øvrige russiske magthavere.

I dag, fredag, begynder regeringspartiet Forenet Rusland sin årlige partikongres, og i den forgangne uge har premierminister og partiformand Dmitrij Medvedev annonceret, at det er tid til at skifte kurs for at svare på »vælgernes mistillid« og følelse af »ikke at blive hørt«.

Selv om der er lang tid til, at både regeringens og præsidentens mandat løber ud, frygter de en vælgerlussing til Forenet Rusland ved en række regional- og suppleringsvalg den 8. september.

Men de aner ikke, hvad svaret er.

Gennem de seneste 20 år har de brugt alle deres kræfter på at kvæle den liberale demokratiske dialog, der kunne foregå i civilsamfundet og i medierne for at registrere samfundets store og små problemer, og hvad løsningerne kunne være derpå.

De har centraliseret magten i en grad, så det nu er Putins tidligere personlige bodyguards, der bliver udnævnt til regionale guvernører rundt om i landet, af den primære årsag at han stoler på dem. Ikke at folket gør.

Så Putin kan vrænge på næsen ad problemerne med liberalt demokrati alt det, han vil. Det løser ikke hans egne.