Leder

Uriasposten som tysk forsvarsminister vil næppe køre AKK i stilling som kansler

Kanslerhåbet Annegret Kramp-Karrenbauer er nødtvungent stemplet ind på øretævernes holdeplads i det tyske forsvarsministerium, hvor hun vil kæmpe for en stærk tysk oprustning. Den mission kan meget vel gå galt
Her ses Annegret Kramp-Karrenbauer og Angela Merkel til ceremonien, hvor Annegret Kramp-Karrenbauer blev indsat som forsvarsminister.

Her ses Annegret Kramp-Karrenbauer og Angela Merkel til ceremonien, hvor Annegret Kramp-Karrenbauer blev indsat som forsvarsminister.

John Macdougall

25. juli 2019

AKK. Det lyder som et håndvåben. Men forkortelsen står som bekendt for Annegret Kramp-Karrenbauer, CDU’s forkvinde, som er godt halvdelen af partiets kanslerhåb efter Merkel.

Efter et succesfattigt halvt år som CDU-leder blev AKK onsdag indsat som ny tysk forsvarsminister foran en svedende og amputeret tysk Forbundsdag, hvor de 709 medlemmer var blevet bedt om at holde én dags feriepause og flyve hjem til Berlin i denne ene anledning.

Dermed sidder AKK nu ikke bare med en slidt tysk forbundshær med en til dels dysfunktionel administration, hvor der er stærk mangel på kvalificeret personale. Hun sidder også på den måske sværeste og mest skandaleombruste post i tysk politik.

Som velkomstsalut har AKK derfor forsøgt at vise handlekraft ved at love, at hun vil kæmpe for det temmelig irrationelle NATO-løfte fra 2014 om at øge forsvarsbudgetterne »i retning af to procent af BNP«.

For Tysklands vedkommende vil det løbe op i ca. 550 milliarder kroner om året – eller markant mere end eksempelvis Ruslands militærbudget.

Desuden svinger det famøse total med konjunkturerne, og det kan bøjes efter, hvor meget infrastruktur, der regnes med under forsvarsbudgetterne. Som et trylletal giver de to procent også nærmest det indtryk, at hvis bare den magiske grænse opnåes – uanset hvad der regnes med – så vil tyskerne og europæerne være sikre og trygge.

Med procentdebatten som bagtæppe udartede indsættelsen af AKK sig til en harsk debat, som afspejlede den tyske splittelse i spørgsmålene om militær aktivisme og om Europas geostrategiske fremtid i en tid med hybrid krigsføring, med et lettere vaklende NATO og med opbrud i de atomare balancer.

I både den tyske og europæiske mediedebat skal man dog lede længe efter kvalificerede debatter om langsigtede forsvarsstrategier og -behov – og om en rationel og nødvendig europæisk integration på forsvarsområdet.

Soleklart er det til gengæld, at AKK’s oprustningskrav er drømmesnak. For regeringspartneren i SPD siger grundigt nej tak. Og De Grønne, som formentlig springer ind i regeringen, når Merkels sidste kabinet braser sammen, er af gode grunde også stik imod toprocentslogikken.

Den blinde tyske oprustning, som Merkel selv har advaret mod, bliver Europa altså fri for foreløbig.

Og AKK som tysk kansler? Som forsvarsminister vil hun forsøge at give den som statskvinde på den internationale scene.

Men uden forkundskaber på forsvarsområdet er det svært at se, hvordan AKK kan løfte opgaven mindre ringe end sin forgænger, Ursula von der Leyen. Og i modsætning til von der Leyens vej til tops i EU-kommissionen skal AKK trods alt vælges demokratisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Stig Bøg
David Zennaro og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu