Leder

Valget af EU-ledere er et demokratisk nederlag for Europa

Efter europaparlamentsvalget så vi konturerne af et nyt og bedre EU. Mere åben debat, en ny parlamentarisme og mere folkelig legitimitet. Men efter tre lukkede topmøder i Bruxelles vaklede statslederne tirsdag aften ud i sommernatten og annoncerede, at – voilà – nu har de skam selv udpeget lederen af vores stolte kontinent: En tysker ingen aner, hvad mener. Vi blev narret. Og det er en demokratisk skandale
Ursula von der Leyen står til at skulle være EU-kommissionsformand og skulle udpege EU-kommissærer, stå i spidsen for al EU-lovgivning og de næste fem år mødes med alverdens statsledere på EU-borgernes vegne.

Ursula von der Leyen står til at skulle være EU-kommissionsformand og skulle udpege EU-kommissærer, stå i spidsen for al EU-lovgivning og de næste fem år mødes med alverdens statsledere på EU-borgernes vegne.

Vincent Kessler

4. juli 2019

I månederne op til europaparlamentsvalget den 26. maj fik vi et glimt af en ny og bedre virkelighed for Europa.

Nu skulle det ikke længere være klatøjede statsministre i lukkede mødelokaler, der udpegede unionens ledere.

Nej, i god tid før valget præsenterede de paneuropæiske partifamilier i Europa-Parlamentet – de liberale, de grønne, de konservative og socialdemokraterne – en række ’spidskandidater’, som gerne ville være kommissionsformænd.

De fremlage deres politiske visioner for vælgerne, de blev portrætteret og hudflettet af pressen, og de deltog i stort opsatte debatarrangementer over hele Europa.

Vælgerne kunne vurdere dem, og valgresultatet ville afgøre, hvem der fik flertal i Europa-Parlamentet og kunne indtage EU’s absolutte toppost.

Det lignede begyndelsen på en ny europæisk parlamentarisme og en ny fælles offentlighed.

Systemet var ikke perfekt. Langtfra alle vælgere kendte kandidaterne, langtfra alle kandidater var solide, og langtfra alle politikere bakkede op om nybruddet.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Anders Olesen
  • Thomas Tanghus
  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Estrup
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • David Zennaro
  • Poul Erik Riis
  • Carsten Mortensen
  • Tommy Clausen
  • Bjarne Andersen
  • Torben Skov
  • Michael Friis
  • Katrine Damm
  • Torben K L Jensen
  • Espen Bøgh
  • Stig Bøg
Benno Hansen, Anders Olesen, Thomas Tanghus, Jesper Eskelund, Eva Schwanenflügel, Christian Estrup, Klaus Lundahl Engelholt, David Zennaro, Poul Erik Riis, Carsten Mortensen, Tommy Clausen, Bjarne Andersen, Torben Skov, Michael Friis, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Espen Bøgh og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Gosvig Olesen

Da Helle Thorning-Schmidt var statsminister i DK, tydede meget på, at Margrethe Vestager var den reelle magthaver. Den grå eminence. Hvorfor skulle det samme ikke kunne ske i EU? Specielt med en svag leder.

Niels Duus Nielsen, søren ploug, Maud Margrethe, Karsten Lundsby, Anita Grün, Estermarie Mandelquist, Henrik Peter Bentzen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Sjovt nok er det præcis samme måde vores egen statsminister, alle øvrige ministre samt formand for folketinget udpeges...

Lars Thomsen, Torben Lindegaard, Kasper Olesen, Karsten Lundsby, René Arestrup, Ruth Knudsen, Tommy Clausen og Jørgen Larsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Ingen har stemt på de nye kandidater? Nej, og ingen har stemt på "de gamle", ingen har stemt på at Vestager skulle komme i betragtning. Og selv hvis man stemte på hvem der bliver kommision, hvad så? Vil det give mere legitimitet til...hvad, at vi får en EUropæisk "regering"?

Hvornår fanden holder folk op med at drømme om Stor-Europa, pan-nationalisme og fantasier om at blive den nye stormagt, at tro at hvis man bare var lidt mere ens, tænkte lidt mere ens, identificerede sig med det samme, så ville der være fred? Hvornår holder man op med at tro at centralisering er lig "effektivitet", at decentralisering er "ustabil" og at instabilitet er noget man for alt i verden skal af med. Skal vi virkelig først til at bekæmpe føderalismen når den først er blevet en realitet - noget "vores" politikere siger at vi hellere må tilslutte os ellers stiger prisen på kreditkortsafgifter og alle "de lande vi sammenligner os med" vil også med føderationen.

Lars Thomsen, Jes Balle Hansen , Allan Stampe Kristiansen, kjeld jensen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Tue Romanow, Torben K L Jensen, Karsten Lundsby, Rene Thorarinsson, Michael Friis, Lise Lotte Rahbek, John Drage Thomsen, arne tørsleff, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Peter Høivang og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Demokratisk underskud i EU er ikke noget nyt.
Det er Folketinget der lovgiver, ikke statministeren. Sådan bør det også være med Parlamentet og dets formand.

Karsten Lundsby, Poul Erik Riis, John Drage Thomsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

"Tirsdag levede EU op til sine kritikeres værste fordomme.

Vores naive håb om en mere åben debat, en ny europæisk parlamentarisme og et mere demokratisk forankret EU blev kvalt. Og det er en skandale for Europa."

Ja, jeg synes, det er svært at opfatte det spil og diverse personfnidder, landefnidder, partifnidder, hvem står for tur-fnidder som andet end overstående citat.

Og som fuldstændig løsrevet fra ca 500 millioner mennesker i et EU, hvor klimaforandringer stadig manifesterer sig mere og uligheden fortsat stiger.

Så hvad vil de nye så gøre ved det?
Det bliver nok - alt for uhyggeligt - spændende.

Hanne Ribens, Allan Stampe Kristiansen, Sus johnsen, Thomas Tanghus, kjeld jensen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Jens Wolff, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby, Rene Thorarinsson, Lise Lotte Rahbek, Poul Erik Riis, Carsten Mortensen, John Drage Thomsen, Ete Forchhammer , Tommy Clausen, Torben Skov, Michael Friis og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Øh? er det ikke sådan at Europaparlamentet skal godkende indstillingen fra topmødet mellem de demokratisk valgte regerings- og statsledere? Jo, kan det være mere demokratisk?

christian christensen, Jens Christensen, Rolf Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Asger Brandt

Demokratisk indignation kan ind imellem være en mærkelig størrelse. Tag nu sætningen :"Folket vælger ikke chefen for den Europæiske Centralbank (ECB), formanden for Det Europæiske Råd eller dommerne i EU-Domstolen, selv om institutionerne har en enorm magt over deres liv. "
Hvis vi oversætter den til dansk kunne det blive noget i denne retning: Folket har ikke valgt nationalbankdirektøren, folket har ikke valgt statsministeren, folket har ikke valgt dommerne, folket har ikke valgt Folketingets formand - for slet ikke at tale om Dronningen.
I denne naive forståelse findes der ingen demokratier i verden. Snarere end at kritisere processen for at være udemokratisk burde man kritisere den for at have vanskeligt ved at frembringe en stærk ledelse.

Pietro Cini, Sune Keller, Torben Lindegaard, Allan Stampe Kristiansen, kjeld jensen, Christel Gruner-Olesen, Peter Beck-Lauritzen, Niels Johannesen, Rolf Andersen, Karsten Lundsby, Jørgen Mathiasen, Rene Thorarinsson, Lise Lotte Rahbek, Michael Friis, Steffen Gliese, René Arestrup, Erik Fallesen og Claus Møller Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ruth Knudsen

Informations kommentar er helt hen i vejret. Som andre kommentarer siger, så er der ingen i Danmark har stemt på Mette Frederiksen som statsminister, eller på en af de andree 19 ministre som minister. Mette Frederiksen selv under forhandlingerne i Bruxelles støttede Vestager imod sin egen gruppes socialdemokratiske kandida. Hvem har forøvrigt oerhovedet indstillet Vestager, og hvorfor? Der var vist ikke noget demokratisk der. I USA og Frankrig har man direkte og demokratisk præsidentvalg, men jeg kender ikke mange andre lande der har, Men trods alt skal Europaparlamentet godkende indstillingerne fra regeringscheferne, og det er mere demokratisk end i Danmark.

Mogens Holme, Karsten Lundsby, Henriette Bøhne, Helene Hansen, Maya Lumina, Niels Duus Nielsen, Rolf Andersen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, søren jensen og Erik Fallesen anbefalede denne kommentar

Andre steder kan man læse at Ursula von der Leyen er Macron's opfindelse og ikke Merkel's. Hun havde til gengæld slet ikke von der Leyen i tankerne. Og er det ikke typisk? Har vi ikke set det hele før? Kvinder, der i månedsvis har haft en plan. og når de så gennemfører den, får de lige indbildske mænd at rende rundt og udbrede, at det er dem der har regnet det hele ud! Det sker vist hver dag i selv de bedste familier.

Noget andet er at man ikke kan undgå at lægge mærke til ligheden mellem von der Leyen og hovedpersonen i den hedengangne 1975 filmbasker Ilse - Hunulven fra SS.

Er det et varsel?

Nike Forsander Lorentsen

@JanJensen, er det den slags filmer du ser, vedrørende dine to sidste linier. Og en krænkede clow er du,...intet andet.

Carsten Nørgaard

@Bjørn Pedersen: Det, du beskriver er ikke europæisk føderalisme. Majoriteten af europæiske føderalister argumenterer præcis ligesom du gør – samme kritik af »det samme til alle« mv. Det ser føderalister som et grundlæggende problematisk træk ved den intergovernmentale tilgang til samarbejdet, altså den måde man arbejder på nu, og det er et hovedtræk ved tankegangen, at den skal afskaffes så medlemsstaterne kan være herrer i eget hus på langt flere områder uden at rive EU fra hinanden, som euroskeptikerne vil.

Her kan jeg med fordel nævne, at en væsentlig del af folk indenfor føderalistmiljøet er skeptiske overfor, hvorvidt EU overhovedet kan reformeres fra et system bygget på intergovernmentalisme til at gå over til en føderal forfatning (og en såkaldt »forfatningstraktat« er altså ikke en forfatning). Man får jo aldrig høvederne i de nationale regeringer til det, så det er lidt ligesom Puigdemont's konstatering vedr. Catalonien om at »regionernes Europa er dødt«, bare med omvendt fortegn.

Dem der ikke mener, det kan lade sig gøre, ser behovet for at komme ud af EU og starte et nyt projekt som har en føderal forfatning som udgangspunkt fra begyndelsen af. Her kan f.eks. henvises til European Federalist Papers, som er et nyere værk på området – de to forfattere redegør for netop denne tankegang, men giver også deres egne bud på, hvordan man evt. kunne reformere EU til at blive føderalt (som jeg i øvrigt ikke ser som holdbare bud).

Problemet er, at du og (stort set) alle andre i offentligheden er blevet helt solgt på mediernes og politikernes fejlkarakteristik af hvad europæisk føderalisme egentlig er. Du kan ikke høre en føderalist tale om føderalisme nogen steder i medierne ud over et hurtigt og sjældent »det ville være rart«, for i mange årtier har det haft status som en slags F-ord, man helst ikke skulle nævne.

Derfor er de beskrivelser, vi er blevet fodret med i meget, meget lang tid, ligesom Fanden læser Bibelen, med undtagelse af, at oppositionen til den tankegang sjældent har læst noget overhovedet. Her henviser jeg på den ene side til de intergovernmentalister, der bare vil have flere traktater, mere integration og mere centralisering for centraliseringens skyld, og på den anden side de skeptikere, der vil rulle den intergovernmentale tilgang tilbage og erstatte den med, ja, hvem ved egentlig hvad? Kleinstaaterei?

Der er en grundlæggende mangel på forståelse af, hvad den føderale organisationsform går ud på. Den er vi ikke vant til i Europa , hvor de fleste lande blev unitære stater efter overgangen fra det absolutte monarki – og oven i det skal så tilføjes, at ethvert forsøg på at anvende det føderalistiske princip på europæisk plan ville nødvendiggøre at designe en helt ny model. Man kan ikke bare tage f.eks. USAs forfatning og pynte den med lidt godt fra de schweiziske, belgiske, og tyske forfatninger og så regne med at det vil fungere. Her kommer den (lille) føderale bevægelse til kort, for der er ikke en konkret vision eller nogle holdbare bud på, hvilken form for forfatning der evt. kunne fungere – der bliver svaret i både øst og vest og der er ikke enighed på området.

Men hele konceptet er altså noget helt andet end det, du beskriver, og det er egentlig dumt, for der er ganske mange føderalister, som har præcis den samme kritiske holdning, som du giver udtryk på – så giver det da mere mening at stå sammen om tingene end at kaste med en slags mudder, som netop de personer, der vil have »det samme til alle« har blandet op for at lukke munden på deres kritikere.

David Joelsen

@Asger Brandt
Demokrati er vel i en eller anden form lidt naiv, for hvem siger at den rigtige eller stærke leder bliver valgt. Men magten er tre-delt (og burde måske være 4-5 delt) for netop at den ikke kører samme “spor”. Derfor er det demokratisk nedslående på en eller anden, at man politisk udvælger netop disse topposter.

Poul Erik Riis

Demokrati? Regeringslederne tæller dobbelt. For ikke at sige tidobbelt. EU har en blandet forfatning, en blanding af demokrati og oligarki – hvor oligarkerne repræsenterer nationer. Det er for så vidt o.k. EU er et system under udvikling, under demokratisering. Det går bare for langsomt med demokratiseringen. Det kedelige er, at kabalen er et skridt i den forkerte retning.

Topposterne kunne have været valgt af et parlament, der havde proportional repræsentation i stedet for at favorisere små nationer. Det ville have været mere demokratisk. Ville det have gjort EU til en forbundsstat? Ikke nødvendigvis. Der er intet, der forhindrer, at et mere demokratisk EU bliver en konstruktion, der aldrig før er set. Det er EU allerede, og det kan det blive ved at være. Parlamentet kunne gøre det til sin hovedopgave at videreudvikle traktatgrundlaget, lidt efter lidt, og gerne ret hurtigt. I den forbindelse er det vigtigt, at vælgerne presser på for at få mere demokrati.

Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Polakkerne og ungarerne støtter Ulrika Leyen, der er føderalist. Det siger vel klart, at demokrati og føderalisme ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Efter min mening er USA faktisk et elendigt demokrati.

Steffen Gliese

Asger Brandt, verdenshistorien handler om konsekvenserne af instabilitet og partikularisme. EU har sikret den indbyrdes fred i snart 80 år.

Carsten Munk, Nike Forsander Lorentsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Tænk, hvis vores statsminister var overordnet uenig med vicestatsministeren (finansministeren?).
Sådan må det være i "EU-regeringen" - formand og vice uenig om EU`s funktion i demokratisk retning.
En strid om, hvad EU skal beskæftige sig med - det store som klimaet og det lille som mænds barsel.

Parlamentet er, som demokratisk "folketing", nødsaget til at forkaste disse valg.
Om igen, skabhalse !

Jørgen Wind-Willassen

Det er da lige præcis demokratisk det der sker.
Alle har jo en mening om hvem der skal have posten som formand for kommissionen.
Derfor er det et flot demokratisk valg som viser at EU kan finde kompromisser.
EU parlamentet skal jo også med flertal godkende hende.
Så hvad er lige det udemokratiske?

Demokrati er en sjov størrelse. Som en kineser forklarede: I USA har de to partier men har kun en politik. I Kina er der kun et parti men de har flere politikker. Kina er ikke et kapitalistisk land forklarede han..Hvorfor? .. Fordi, forklarede han, kapitalen ikke står over det politiske system - det er ikke til salg som i USA.
Kina har en stærk ledelse er det mon en sådan der efterlyses i denne debat?

Mon ikke hun bliver godkendt i parlamentet - det har de formodentlig klaret af. Andet ville vel være torskedumt.

Når vi går til valg, sker det på grundlag af forskellige dagsordner - fra folk imod til ivrige tilhængere af stat og overstat.
Sådan må det være i alle lande - forhåbentligt.
Heraf kommer parlamentets sammensætning, som må føre til "regeringens" sammensætning.
Derefter må parlamentet være vagthund overfor kommissionen.
Sådan må det demokratisk set være/blive - forhåbentligt.
Jeg tror parlamentet kommer på arbejde, hvis det godkender disse valgte.

- Hvor blev demokratiet af i EU(?), vælgerne sendes til stemmeurnerne for at stemme på de kandidater der skal sidde i EU-parlamentet, - som i sin natur så skulle finde ud af hvem der skal lede EU-parlamentet og have de ledende poster.

- Nej, sådan er det ikke i EU, her bestemmer de helt store lande hvem der skal have disse poster, helt uden om demokratiet, og mennesker der ikke har været opstillet eller blevet valgt il EU-parlamentet, vælges ved studehandler, helt uden om det demokrati som vælgerne er sat til at stemme om, hvem der skal sidde i EU-parlamentet.

Nigel Farrage har ret i sin udtalelse tidligere, om at EU er blevet en mafiaorganisation, - ganske vist var stemmeprocenten høj denne gang, i modsætning til tidligere, hvor den lå under 50 %, og dermed ikke repræsenterede over halvdelen af EU's borgere, og dermed ikke var legitim i demokratiske forstand.

Dertil kommer udbetalingen af kr. 35.000,- hver måned til alle medlemmer af EU-parlamentet, - en slags mafiavederlag for at blive siddende i EU-parlamentet og som holder de grådige til stolene, og som samtidig med en ganske god løn månedlig på omkring kr. 70.000,- og frie rejser, og en efin pensionsordning af de ekstraordinære, så holder EU sig selv oppe ved korruptionspenge taget af EU-kassen, som borgernes arbejdskraft betaler via skatten i de enkelte lande, som staterne betaler til EU i henhold til budgettet og fordelingen af udgifterne.

"Den korrupte Union" kan man tale om, og hvor demokratiet er sat ud af kraft, for ikke at sige det, - har det aldrig været til stede, - de valg UE's borgere er sendt til igennem årene har været falske, fordi Parlamentet ikke selv ejede retten til at konstituere sig selv, når stemmerne var talt op fra EU-valgene.

Der er klar linje og direkte forbindelse imellem et demokratisk valg til sæder i et demokratisk forum, og til at disse valgte slev indbyrdes står for deres egen konstituering ibland de valgte, uden indblanding udefra.

Torben Skov, Flemming Berger, Michael Friis, Karsten Lundsby og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Kender ikke den kvinde, men af og til trækker man et ukendt kort fra bunken, en som ikke har stødt nogen på manchetterne ind når andet ikke kan lade sig gøre. Studehandler. Om det er en stærk ledelse? Måske, måske ikke. Det er måske en af det representative demokratis svøber.

Men det forlyder at der ikke skal ske større ændringer i den førte politik.

Niels Duus Nielsen, Michael Friis og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Jeg må spørge i min uvidenhed : Hvem og hvordan tages stilling til, som eksempel :
- Skal EU overhovedet beskæftige sig med barsel for mor og far som overnational bestemmelse.
- Hvordan afgøres resultatet af overvejelserne, når det er besluttet at beskæftige sig hermed.
- Er det kendt, hvem der stemte for og imod, fordelt på mænd og kvinder.
- Kan staterne forkaste og nægte at følge, det der er besluttet.

Jeg forventer ikke svar. Det er jo så fjernt, det EU.

Forløbet af valget af ny kommissionsformand er bestemt ikke nogen skandale, hvis man ret betænker, hvordan EU fungerer. DEt er lige efter bogen, den bog som de gamle europæiske "stormagter" har skrevet.
Skandalen er, at den danske offentlighed, og ikke mindst den let venstreorienterede del af den, bevidst tager sig selv og alle medløberne, feks. Læserne af Information, ved næsen, så ganske eftertrykkeligt. .
DEt var helt efter bogen, at Vestager måtte nøjes med at få den ærefulde post af vice-dørvogter. Og det var da virkelig en lykke, at hun ikke blev kommissionsformand, med en EU-politik, der kun i meget ringe omfang harmonerer med den danske befolknings valne ved-ikke- rigtigt ønsker.
Og når Information hidser sig og mener, det er en demokratisk katastrofe, er det helt hen i vejret. Kommissionen har intet med demokrati at gøre, det ligner nærmest politbureau i det hedengangne Sovjetunionen, EUSSR.

Michael Friis

Mange gode og relevante kommentarer.
Interessant er, at vi hver især fortolker processen og finder argumenter, der understøtter egne grundholdninger.
Hvis jeg skal være ærlig, så blander jeg af og til EU strukturen sammen, Det er kompliceret. Bevidst? Muligvis.
Vestager er uden tvivl dygtig. Og de andre EU lande kommer også med gode og dygtige kommissærer. Dygtige mennesker, der naturligvis har til opgave, at gøre EU bedre, større og stærkere. Det er nok udfordringen.
Valget til EU parlamentet er netop overstået. Få husker, hvem der blev valgt. Valget havde ingen eller lille indflydelse på, hvem der fik hvilke topjobs. Valget var ligegyldigt. Ligesom Parlamentet og dermed borgerne er ligegyldige.
Mange siger ja til EU, fordi det er umuligt at se et alternativ.
Jeg er skeptisk overfor EU, som vi kender det idag. Og bange for mere EU med bl.a. EU hær.
Men hvad er alternativet? Jeg vil tilbage til EF og uden et Parlament og uden EURO. Kun et fællesmarked, der styres at en minister for Handel fra hvert mellemsland. Ingen Union.

Mogens Holme, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Leo Nygaard og Steen Piper anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Denne gang har Bennike fundet en tysker, "ingen aner hvad mener", uanset at man i halvsovende tilstand vil være i stand til at nævne en betydelig forsamling af mennesker, som i mange år har mødt von der Leyen som minister med forskellige resorts. Det er en mærkelig journalistik.

Tænkende mennesker, såvel vælgere som politikere og dele af den europæiske presse, spørger nu sig selv om, hvorvidt socialister og grønne vil omsætte deres kritik af konstitueringen i en afvisning af von der Leyen, når der stemmes om et par uger. Det er langtfra givet, men for deres stemmer vil de måske forlange en stadfæstelse af spidskandidat-princippet.
Det sidste ord om dette princip er næppe sagt. Det er ikke evident at partiudpegede spidskandidater, som i fremtiden eventuelt kan vælges henover landegrænser, i sig selv indebærer en garanti for fremskridt. Vi kan komme til at opleve, at en større gruppe vælgere mener, at Matteo Salvini eller Nigel Farage ville være den helt rigtige leder af den europæiske union.

Lars Bækgaard

Indtil vi er klar til ægte demokrati, må vi nøjes med parlamentarisme.
I Danmark har parlamentet desværre en tendens til at delegere for megen magt til regeringen.
EU er endnu ikke baseret på parlamentarisme - parlamentets magt er reduceret på forhånd via traktatbestemmelser.

EU er ikke en federation, men en samordning af nationer. Hvis det var en federation, skulle der afholdes præsidentvalg. Ved valget til EU-parliamentet, var ledervalget ikke et hovedtema. Spidskandidatordningen er kun delvist demokratisk, fordi den ikke afrundes med en fælles afstemning om fraktionernes spidskandidater. Ordningen med, at den største fraktion vinder sikrer ikke, at kandidaten har flertallet bag sig. Vestager tilhører den liberale gruppe, men var ikke dens klare spidskandidat. De lukkede forhandlinger mellem regeringscheferne er en konsekvens af EUs konføderale forfatning. De er ikke nødvendigvis udemokratiske, for regeringscheferne er demokratisk valgt. Men de kan føre til udpegning af en ledelse, som ikke støttes af et flertal i parliamentet.

Demokrati er ikke en entydigt ideal, og Europa rummer flere politiske systemer, der kalder sig demokratiske. Det fælles-europæiske regime har behov for buffere, der kan bremse op for populisme, klientilisme og korruption. Disse buffere kan kritiseres som udemokratiske. Men hvis de fjernes, er det ikke givet, at det medfører mere demokrati. Tværtimod kan hele EU få italiensk-polsk-ungarske tilstande. Det historisk interessante ved udpegningen af EUs nye ledelse er, at den går imod de nationalpopulistiske strømninger. Det synes nationalpopulisterne selvfølgelig er udemokratisk - men de er ikke troværdige stemmer for det oplyste folkestyre.

Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Først hedder det sig, at Ursula von der Leyen er en "afdanket justitsminister" og at valget af hende er "en demokratisk skandale".
Alligevel opfattes det som et stort fremskridt, at "demokratisk legitimitet er blevet solgt for feminin repræsentation".
Blevet solgt?
Hvordan kan det nogen sinde legitimeres, at man vælger en dårlig kandidat i stedet for den bedste - uanset køn?

Jørgen Larsen

EU er en kompliceret størrelse (hvilket i sig selv er et problem) og den afviger på en række punkter fra den proces vi kender i Danmark. Grundlæggende set er der to lovgivende forsamlinger og ikke som i Danmark en.

Den ene lovgivende forsamling er valgt ved DIREKTE valg (Europa-Parlamentet). De enkelte medlemsstater udgør valgkredsen. Den anden lovgivende forsamling(er) har sit udspring i de nationale valgte repræsentanter (Det Europæiske Råd / Ministerrådet).

Mere end 90% af al lovgivning forudsætter godkendelse i BEGGE disse lovgivende forsamlinger før den kan blive til Europæisk lov. De sidste 10% kræver som MINIMUM godkendelse i Ministerrådet. Altså en godkendelse med udgangspunkt i nationalt valgte repræsentanter.

EU kommissionen er den udøvende magt og Kommissionen består af 1 kommissærer fra hvert medlemsland (og igen med udgangspunkt i nationalt valgte repræsentanter). Valg af formand og fordelingen af ansvarsområder forhandles mellem medlemslandende.

Man kan sagtens være modstander af hele konstruktionen og synes det er for kompliceret. Men jeg har altså svært ved at se, at det ligefrem skulle være 'udemokratisk'.

Torben Lindegaard, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

Og blot for en god ordens skyld. Hvis man skulle pege på en demokratisk svaghed ved denne konstruktion, så er det ikke valgprocessen af EU kommissionen, men kommissionens monopol på fremsættelse af lovforslag.

Karsten Lundsby, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Carsten Nørgaard, 4. juli, kl. 9.14
For snart længe siden, et eller to år siden, korrigerede du mig ligeledes om omfanget af begejstring for pan-europæiske symboler og fremvæksten (og ønsket herom) af en "europæisk nation" eller fællesidentitet blandt føderalister. Jeg gik dengang udfra at den pan-europæiske identitetsfølelse var den primære drivkraft for føderalismen. Dengang læste jeg dit indlæg, og svarede ikke på det - fordi jeg blev i tvivl om jeg netop havde misfortolket virkeligheden - og jeg svarede ikke tilbage fordi... af og til har man/jeg jo ikke, sådan nødvendigvis lyst til at indrømme at man har taget fejl. ;-P

Så selvom jeg umiddelbart tænker at hvis man går ind for at skabe en EU-stat, er det vel mere centraliseret end at have selvstændige stater, så vil jeg denne gang vil jeg både kvittere for at du sikkert har ret i at min antagelse om at føderalister primært er tilhængere af mere centraliserende politiske tiltag, er baseret på et fejlagtigt grundlag. Hvor pænt det end er af dig at give medierne hvertfald noget af skylden, er det jo ens eget ansvar at være kritisk - hvad jeg ellers normalt betragter mig som.

Jeg skal dermed blankt erkende at jeg overhovedet ikke kan sætte mig ind i bevæggrundene, logikken eller argumenterne for et føderalt EU, for et EU som én forbundsstat ligesom f.eks. USA. Jeg har hørt nogle pege på "historiske" argumenter f.eks. myten om at det har været nationalisme, der har været årsagen til de fleste europæiske krige som argument for et Europas Forenede Stater. Hvis hverken "centralisterne" eller de pan-europæiske idealister dominerer føderalistmiljøet, har jeg svært ved at se hvilke argumenter resten kan have? At man kan tjene flere penge på ét stort marked fremfor flere? At det er så besværligt at veksle penge?

Der skal et bedre...framework til at samarbejde i EU, og jeg ved heller ikke hvad det skal være. EU modelleret efter Hansestæderne, måske? (Om ikke andet for at slippe for at høre på at fremme af europæiske værdier skal associeres med en middelalderlig frankisk krigsherre, der begik krig og ødelæggelse mod andre europæere)

At skabe en stat, en stat uden et folk, uden en demos, uden en offentlighed, hvad formål vil en sådan stat have bortset fra dens helt egen? En embedsmandsstat, for embedsmænd, af embedsmænd og til embedsmænd. At man kan "konkurrere" på stormagtsstatus med USA, Rusland og Kina? Jeg synes den måde de europæiske statsledere, og antageligvis befolkninger, ser hinanden på er mere vigtig end den såkaldte "integration" repræsenteret ved fælles policy omkring handel, klima, etc. Skellet mellem Øst og Vesteuropa, samt mellem Syd og Nord kræver at man taler mere sammen, i stedet for at affærddige statsledere og de befolkninger der har stemt på dem, som irrelevante, som skal straffes. Hvis vi ikke forstår hinanden, hvis det kun er det vestlige Europa EU skal tage udgangspunkt i, er hverken nogen integration, eller håb om EU overhovedet overlever, sandsynlig. Ingen gider at blive ignoreret igen og igen og ingen gider at høre på at de ikke er "sande" europæere.

Carsten Nørgaard

@Ole Riis: Man kan sagtens have en føderation uden præsidentialisme. Det gælder f.eks. det følgende udvalg (men der er skam også andre):

* Australien: et føderalt, parlamentarisk, konstitutionelt monarki
* Belgien: et føderalt, parlamentarisk, konstitutionelt monarki
* Canada: et føderalt, parlamentarisk, konstitutionelt monarki
* Indien: en føderal, parlamentarisk republik
* Malaysia: et føderalt, parlamentarisk, konstitutionelt valgmonarki

Udeladt fra listen men værd at nævne: semi-præsidentielle systemer som Rusland og Schweiz – i Schweiz er der fx heller ikke præsidentvalg, som vi kender det fra USA og Frankrig. Vedkommende bliver valgt af det udøvende organ, Forbundsrådet, til at lede rådet – stillingen varer 1 år, og man kan ikke blive genvalgt med det samme.

Det karakteristiske for føderalisme er, at medlemsstaterne og den føderale regering har lige gyldig uafhængighed. I dansk sammenhæng ville det fx ikke være Christiansborg OVER regionerne, men Christiansborg OG regionerne (vi forestiller os lige, at regionerne var sat i verden for at håndtere andet og mere end hospitalerne). Traditionelt har der været en stærk adskillelse mellem hvilke ting man har »råderet« over. Hvis man sammenligner med en lejlighedsbygning med ejerlejligheder og et beboerråd, så er det fx en skelnen mellem hvem der har ansvar for vedligehold af trappe, facade og præmisserne omkring bygningen, mens hver enkel råder fuldt ud over sin egen lejlighed. I tysk kontekst taler man om et »Kompetenzkatalog« (oversættelse skulle være unødvendig), så der er rene linjer. På den anden side har man USA, som i begyndelsen af det 20. århundrede bevægede sig væk fra den skarpt adskilte »layered cake federalism« til en mere diffus og de facto mere centraliserende »marble cake federalism«. Men i hvert fald er det grundlæggende princip, at uafhængigheden bliver grundlovssikret for både medlemsstater og føderal stat (regering mv.) og at den ene ikke står under den anden. Heraf følger også, at alle parterne skal være enige, før man omrokerer på føderationens struktur. Det kan designes og er blevet designet ret forskelligt. For eksempel om beslutninger som at forlade føderationen skal være enstemmige eller ved majoritet.

Så vidt jeg kan forstå, så findes der – ud over disse grundlæggende principper – stort set ikke nogen grænser for, hvordan man kan tilrettelægge en føderal forfatning. Også almindelige organisationer kan organisere sig på en føderal måde. Helt overordnet forholder det sig derfor således hos mange europæiske føderalister, at de ser en føderal model som en naturlig fortsættelse af det oprindelige koncept med EU, nemlig at hindre krig og splid i Europa, mens en grundlovssikret ligestilling mellem medlemsstaternes og den føderale stats uafhængighed og en skarp skelnen mellem hvem har ansvar for hvad ville (1) give et vist mål af sikkerhed/stabilitet, (2) muliggøre at nyde fuld gavn af de fordele der er ved at stå fælles om ting, og (3) samtidig lukke døren i ansiget på de intergovernmentalister, som bare kører på med at centralisere og forsøge at gennemtvinge »det samme til alle«.

For at vende tilbage til artiklen, så kan jeg se dagen derpå, at der er nogenlunde enighed hos de føderalister, jeg taler med (bemærk: føderalister, ikke nationalpopulister), om at det Europæiske Råds nominering virkelig er et nederlag for demokratiet (ligesom Information skriver) men en forudsigelig sejr for netop intergovermentalisterne (i nogle bøger om pro-europæiske bevægelser: »unionisterne«). Personligt kan jeg heller ikke se, hvordan man kan tænke på det Europæiske Råd – det ultimative symbol på EU-plan for magtfuldkommen klientelisme og egenrådighed – som en buffer. Jeg er ikke enig med spidskandidat-processen, men når det kommer til stykket er det da helt klart de folkevalget parlamentarikere i Europa-Parlamentet der har rollen som buffer og vagthund i dette tilfæle.

Carsten Nørgaard

@Bjørn Pedersen: Hov, jeg så først lige din kommentar nu.

Den næstsidste paragraf i min kommentar umiddelbart ovenfor kommer lidt ind på grundholdninger hos føderalister i Europa. Men den undtagelse, at der selvfølgelig er føderalister som hilser centraliseringen velkommen. Det vil ofte være »nye ansigter« i den egentlige føderalistbevægelse. Som udgangspunkt er det dog ovre hos »unionisterne« (intergovernmentalisterne) at der kan tales om dominans: Europabevægelsen osv. Det er jo dem, der helt og holdent har domineret dagsordenen siden Maastricht-aftalen.

Med andre ord: I dag er føderalismen bare en høstak af forskellige visioner og forskellige argumenter. Der er et fælles ordforråd med ord som »føderalisme« selvfølgelig eller floskler som »United States of Europe« (dog tager mange afstand fra den vending, fordi de netop ikke vil have en føderation bygget efter amerikansk forbillede).

Men ud over det er det et ekstremt heterogent miljø med et virvar af forskellige holdninger og argumenter for hvorfor/hvorfor ikke. Jeg kan forstå, at der har været et større momentum for flere årtier siden, især i Italien, Benelux og Tyskland, men i dag er det bare sådan, at det er svært at tale om en egentlig bevægelse, fordi der ikke er nogen tegn på at dem med føderale drømme rent faktisk bevæger sig i nogen retning. (Det er lidt ligesom når man skal løbe parløb med bundne fødder, men ud over en eller anden form for vision om føderalisme så vil alle i modsatte retninger.)

Her mener jeg ikke kun almindelige mennesker på internettet, men også egentlige »repræsentanter« for bevægelsen. For eksempel var der stor uenighed mellem Elmar Brok, den tyske CDU-politiker, som også var præsident for De Europæiske Føderalisters Union, og Ulrike Guérot, professor i europæisk politik og demokratistudier ved Donau-Universität Krems og en stærk offentlig stemme for et føderalt Europa. Hvor han kalder på en ret centraliserede EPP-domineret føderalisme, så kalder hun i stedet på en radikalt decentraliseret, nærmest regionaliseret »Europæisk Republik«, hvor fællesskabet opstår i kraft af at vi indfører reel lighed over for loven i europapolitisk sammenhæng – noget, der ikke er tilfældet nu. Faktisk går hun så langt, at hun – på trods af den føderalistiske realitet i hendes program – tager afstand fra selve begrebet »føderalisme«, fordi hun mener den bliver forbundet for meget med netop Elmar Broks syn på sagen, som hun i stedet udpeger som en del af EU-projektets kroniske problemer.

Der er en anden akse, som du også kommer ind på i din kommentar: alt det der med identitet og fællesskab. (Jeg bruger kun pladsen her på lige at kridte banen op, det er selvfølgelig et stort område og som sagt ikke et med en særlig høj kendskabsgrad her i Danmark.) Du taler om pan-europæere, og man kan sige, at det faktisk har en bestemt med-betydning i denne her sammenhæng. Der findes jo den Pan-Europæiske Union, som er en af de ældste. Den blev oprettet af Coudehove-Kalergi langt tilbage i det 20. århundrede. Her er vi virkelig ovre i noget nærmest nationalkonservativt (»kristendommen er Europas sjæl,« »den Pan-Europæiske Union er imod alle kræfter, der undergraver Europas intellektuelle og moralske kraft« osv.). Man kunne godt forestille sig, at der er et ønske om at skabe en europæisk nationalstat blandt disse rækker. Det er heller ikke helt tydeligt, at de partout vil have en føderation. Hvis de kunne skabe et unitært Europa, så ville de sikkert gøre det. Og den tendens går tit igen, når man hører folk i den pro-europæiske fløj bruge netop det udtryk: »pan-europæisk«. Og de findes skam, især blandt skaren af EPP-tilhængere. Jeg vil dog påstå, at de er et mindretal (den organisation er helt ude af billedet i dag, men lignende holdninger er noget mere populære). Der er rigtig mange unionister og især føderalister, der i stedet læner sig op ad det kosmopolitiske og støtter en afsked med nationalstater og størstedel af det tankegods, der hører til der. Hvis der er tale om nationalisme, taler man i stedet hellere om patriotisme eller tidlig nationalisme à la Frankrig og USA, hvor medlemsskab i nationen i det sene 18. århundrede defineres som det at være borger i et demokrati. Altså noget juridisk, hverken blod, jord eller sprog.

Der er altså nogle modsatrettede syn på, hvordan en europæisk fællesskabsfornemmelse skal oprettes. De bygger tit på nogle tidligere visioner og udelukker som regel nogle andre ditto. Men selve spørgsmålet om, hvordan man skaber en europæisk offentlighed og hvad en sådan skal været baseret på, når nu vi fx ikke taler samme sprog, er faktisk et meget hyppigt forekommende diskussionsemne. Brexit har haft en vis indflydelse for et tredje perspektiv, som går på, at offentligheden kan skabes organisk så længe der er en fornemmelse af, at der findes en usikkerhed og/eller udefra kommende trussel, der hele tiden minder folk om behovet for at stå sammen. Den er især populær hos dem, der ser intergovernmentalisternes indsatser for centralisering som noget godt, man lige kan smække en føderation ovenpå. Centraliseringen er noget godt i sig selv, fordi den skaber den europæiske offentlighed nærmest ud af den blå luft.

Personligt kan jeg godt se grundidéen med et føderalt Europa som skildret i den næstsidste paragraf i min kommentar lige ovenfor, men der er et enormt stort skridt fra teori til praksis, og min pessimistisk-realistiske side får mig til at tænke, at hvis projektet endelig blev til noget i virkeligheden, så ville det nok være en udgave, jeg ikke selv ville synes om med for meget centralisering og for meget »pan-europæisk nationalisme«. Det ville til gengæld også få mange, der er føderalister i dag, til at stige helt af, for de ville ikke kunne se logikken i at gå den vej og samtidig advare mod »at vende tilbage til et nationalstaternes Europa« – det ville være det samme, bare i forskellige størrelsesordener.

Til sidst en kommentar på det sidste, du skrev:

»Skellet mellem Øst og Vesteuropa, samt mellem Syd og Nord kræver at man taler mere sammen, i stedet for at affærddige statsledere og de befolkninger der har stemt på dem, som irrelevante, som skal straffes. Hvis vi ikke forstår hinanden, hvis det kun er det vestlige Europa EU skal tage udgangspunkt i, er hverken nogen integration, eller håb om EU overhovedet overlever, sandsynlig. Ingen gider at blive ignoreret igen og igen og ingen gider at høre på at de ikke er "sande" europæere.«

Det synes jeg, du har helt og aldeles ret i. Kort og godt. Og jeg ved jeg, at der også er en del andre føderalister, der også ville erklære sig enige. Desværre er det sådan, at der er en stærk overrepræsentation af folk fra Skandinavien, Benelux, Tyskland og Irland på nettet i forhold til andre dele af Europa (i hvert fald indenfor det her miljø, men mener det også gælder onlinetrafikken i almindelighed), og det har virkelig stor indflydelse på hvordan den politiske debat kommer til udtryk. Der er stadig forfærdelig megen chauvinisme at tage et opgør med i denne sammenhæng. Efter min mening er der tale om en af de helt store barrierer her, og det er jo kun blevet endnu værre nu der også er en eurozone at bekymre sig om.

Nå, det blev til lidt af hvert. Det var mere bare for at give dig en rundtur af nogle af de tanker, der findes inden for det tankerum derude. Men de er jo kronisk uenige, så der bliver nok ikke rykket ved så meget de næste mange år.

Bjørn Pedersen

@Carsten Nørgaard
Jeg siger mange tak for din grundige uddybelse af hvilke ideer EU-føderalisme-tanken kan indebære (og ikke indebære). Det sætter, i hvertfald for mig, en anden artikel i Informations beskrivelse af von der Leyen som en glødende føderalist i et lidt andet perspektiv.

Jørgen Mathiasen

Med den kompetente og ind i mellem vittige analyse fra Boisen og Friis i Deadline-studiet af konstitueringsforslaget i EU kunne man fastslå, at der er mennesker i den danske offentlighed, som ikke alene kender spillerne i europæisk politik, men også har et begreb om, hvorfor de handler, som de gør. Det er da også noget.

@Asger Brandt tror Nationalbanken ikke har været ejet af Danmark i mange år, og som sådan fungerer som en selvejende institution, som de allerfleste nationalbanker i verden. Derfor er det ikke muligt at vælge noget. Nationalbanker overalt i verden(undtagen en håndfuld som Cuba, Iran, og før Libyen og Irak) er ejet af større banker.

Helene Hansen

Hvordan kan en journalist udtaler sig om van der Leyen, når han ikke aner hvem hun er? Hun er en af de mest markante tyske politikere, der bl.a. har påtaget sig den ikke helt nemme opgave at rydde tysk forsvar for højreradikale muldvarper. Det har givet hende en del harme fra disse. Hun har været så tæt på Merkel, at der i årtier har været tale om hun kunne være hendes kronprinsesse. Hun har et måske konservativt naiv, men hæderligt forhold til demokratiet. Og et menneskesyn, der er meget tæt på Merkels. Så meget - af det sidste - kan man ikke sige om vores egen ststsminister, der lefler for DF.
Jeg kunne ikke drømme om at stemme andet end grønt og afgjort ikke konservativt. Men van der Leyen er ikke det værste valg.

Touhami Bennour

Presidentielt system er bedre egnet til udenrigspolitik og forsvar og især magtpolitik. Det var teorien bag De Gaulle, der sagde økonomi er for "intendance",forvaltning der slet ikke interessere ham og uddelegere den til regering chefen. Vi ser de to karakteristika i Frankrig og USA , som er to presidentielle stater. Forsvar( krig og fred) og udenrigspoltik.

Jørgen Mathiasen

@Helene Hansen
Realpolitisk var Von der Leyen ikke det værste valg. Annalena Baerbock, som til information for Information leder forbundsformandskabet af De Grønne sammen med Robert Habeck, antydede meget kraftigt i "Maybrit Illner", at De Grønne vil stemme for von der Leyen. Antagelig af den grund, at der ikke er udsigt til at få en bedre kandidat ved at vælte von der Leyen, og måske også af den grund, at De Grønne kan få nogle politiske indrømmelser ved at stemme for hende.

Jørgen Larsen

@Peter Madsen - Vi kan sagtens blive enige om, at det er problematisk at parlamentet ikke direkte kan opstille lovforslag. På den positive side:

1) Det Europæiske borgerinitiativ.

Med tilstrækkelig mange underskrifter (1 million) kan borgerne foreslå konkrete ændringer til lovforslag.

2) Ministerrådet og Parlamentet kan altid opfordre kommissionen til konkrete lovforslag.

3) Kommissionen skal godkendes af Parlamentet.

4) EU Parlamentet kan fremsætte et mistillidsvotum og afsætte kommissionen.

5) EU's årlige budget skal vedtages i fællesskab af ministerrådet / parlamentet.

6) Kommissionen har ingen lovgivende myndighed.

Men jeg har en mistanke om, at selv hvis EU parlamentet kunne fremsætte lovforslag direkte og udenom kommissionen, så ville du ikke være tilfreds. Det handler i virkeligheden ikke om, hvorvidt EU er demokratisk. Du vil bare ud under alle omstændigheder og derfor griber du til det halmstrå, at EU angiveligt er udemokratisk.