Leder

Det handler ikke om reformer men om penge, når saudiske kvinder får lov at køre bil

De ændringer i den saudiarabiske samfundsstruktur, der tillader kvinder at køre bil og rejse uden overvågning, er ikke reformer, men justeringer, der skal tilpasse kongeriget til moderne produktionsvilkår
Det kan undre, at amerikanske, britiske, franske, tyske og såmænd danske politikere og medier synes at tage Saudi-Arabiens reelle hersker, kronprins Mohammed bin Salman, for pålydende som ’reformator’, mener lederskribenten Lasse Ellegaard. Her ses han til G20 Osaka-topmødet i Japan i juni 2019.

Det kan undre, at amerikanske, britiske, franske, tyske og såmænd danske politikere og medier synes at tage Saudi-Arabiens reelle hersker, kronprins Mohammed bin Salman, for pålydende som ’reformator’, mener lederskribenten Lasse Ellegaard. Her ses han til G20 Osaka-topmødet i Japan i juni 2019.

Bernd von Jutrczenka

5. august 2019

Diktaturstater genkendes på, at også herskerens trivielle excesser er forsidestof. Despoten er øverst i tv’s nyheder med overklipning af ligegyldige snore eller håndtryk til en tilrejsende diplomat.

Fænomenet er udbredt i Mellemøsten, og læsere, der har rejst i Egypten og Tyrkiet det seneste tiår, har kunnet registrere, hvordan medieprioriteringen er ændret fra almene nyheder til persondyrkelse af præsidenterne, Abdel Fatah al-Sisi og Recep Tayyip Erdogan.

Glidebanen fra halvvejs demokrati til helvejs autokrati kalder nu og da på et overbærende smil, selv om der ikke er noget at grine ad. 

I Saudi-Arabien er tendensen til at forlene despoten med en aura af kløgt og visdom tilsvarende latterlig, og heller ikke her er det morsomt.

Ja, faktisk kan det undre, at amerikanske, britiske, franske, tyske og såmænd danske politikere og medier synes at tage den reelle hersker, kronprins Mohammed bin Salman, for pålydende som ’reformator’. Senest efter hans kongelige dekret om, at saudiske kvinder nu kan få et pas og rejse uden overvågning af en mandlig værge, det være sig far, ægtemand, bror, onkel, fætter eller søn (!).

Samme særprægede imponerethed viste sig, da ’MbS’ – som denne mørkets kronprins kaldes i jovialt tonefald – for et år siden annoncerede, at kvinder nu kunne tage kørekort!

’Reformen’ blev lanceret få uger efter anholdelsen af kvindelige aktivister, der havde blogget for ret til at køre bil, og hvoraf mindst tre stadig sidder fængslet, udsat for tortur, seksuel chikane, voldtægtstrusler og ’løfter’ om dødsstraf.

Disse ’kongelige dekreter’ er ikke reformer, men justeringer. Den saudiske kronprins har indset, at olien er fortid inden for overskuelig fremtid, og at den saudiske økonomi må omstilles til produktion på nutidige markedsvilkår, hvis den skal overleve.

Kongeriget slås i forvejen med en betydelig ungdomsarbejdsløshed, som kronprinsens lancering af en såkaldt ’Vision 2030’ skal få has på.

Der er tale om omfattende privatiseringer af statslige (rettere: kongelige) virksomheder, opbygning af nye industrier og en frihandelssektor efter Singapore-model. Dertil et ambitiøst vedvarende energiprojekt i samarbejde med Kina.

En sådan omlægning har selvsagt behov for kvalificerede kvinder på et arbejdsmarked, hvor der i dag kun er fire (4) procent erhvervsaktive. Men en arbejdsstyrke, der ikke kan køre på arbejde uden eskorte, er en strukturel umulighed.

Problemerne står i kø

Om den ambitiøse Vision 2030 kan realiseres, henstår – rapporter om samarbejdsvanskeligheder på grund af projektets amerikanske konsulentstyring og kontrære lokale myndigheder, der ikke tages med på råd, sinker gennemførelsen af kronprinsens forkromede visioner ude i provinserne – et ikke ukendt fænomen i generel arabisk planlægning.

Dertil kommer, at samarbejdet med Kina om et gigantisk solcelle-projekt, der skal afløse behovet for fossil energi, kan slå sig på Donald Trumps fortsatte handelskrig mod kineserne.

Derudover står kronprinsens problemer i kø: Krigen mod houthi’erne i Yemen er på vej ind det femte år uden udsigt til løsning – tværtimod er krigslykken i stigende grad på houthi’ernes side.

Forenede Arabiske Emirater, der har bistået saudierne med tropper, har trukket dem hjem, hvilket belaster Riyadhs i forvejen overanstrengte krigsmaskine, hvilket kan forklare den nylige ankomst af 500 amerikanske soldater til Saudi-Arabien.

Deres konkrete opgave er dog ikke oplyst, og de kan lige så vel være udsendt som et signal til Iran om, at USA øger den militære tilstedeværelse i den stillingskrig, der udspiller sig i Den Persiske Golf.

Så sent som søndag meddelte iranerne, at endnu et tankskib – af ukendt nationalitet – var opbragt, angiveligt fordi det ’smuglede olie til en arabisk destination’ – det var, hvad verden vidste søndag aften.

Internt må Mohammed bin Salman belave sig på, at stationeringen af amerikanske tropper på en base nær Riyadh kan skabe problemer. Dels har han fjender i egen kongefamilie og dels kan det wahabbi-fundamentalistiske segment, der givetvis heller ikke er begejstrede for den nye justering af kvindernes nye bevægelsesfrihed, tænkes at lave støj efter ankomsten af USA-tropper.

For trods sine kun 33 somre ved kronprinsen formentlig meget vel, at det var amerikansk militær tilstedeværelse på helligt saudisk territorium, hjemsted for Mekka og Profetens grav, der i 1991 blev selve anledningen til, at Osama bin Ladens stiftede al-Qaeda. Ups!

Rigspolitiet afviser Udenrigsministeriets anbefaling om at tilbagekalde tilladelser til eksport af militært udstyr til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Dermed kan danske virksomheder fortsat sælge til landene – trods mistanke om krigsforbrydelser og VLAK-regeringens beslutning om et eksportstop
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Marianne Stockmarr
  • David Zennaro
  • Pietro Cini
  • Curt Sørensen
  • Johnny Christiansen
  • Grethe Preisler
Katrine Damm, Marianne Stockmarr, David Zennaro, Pietro Cini, Curt Sørensen, Johnny Christiansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Det er traditionen og derved ikke en praxis for altid. Traditionen går ud på at vise fra hvilket land han kommer fra, jo flere lande besøger landet jo mere venner man har. Det ved man Vesten har ikke venner men kun interesser men man skal ikke generalisere.
Mellem Østen er ellers meget kendt "fra korstog" det er ikke noget nyt ( jnf. Saladdin og Løvehjerte)

Annette Chronstedt

- tak tak, igen, for oplyst saligt overblik ved denne skribents gennemborende blik ! Vil redaktionen ikke være venlig og sørge for akut oversættelse, så også den store verdens øjne kan få hjælp til at skue gennem alle autoritetsforblændelsens lallende filtre ? !