Leder

INF-traktaten afgår i dag ved døden – det lugter allerede af nyt atomkapløb

I dag dør den uhyre vigtige INF-traktat om atomar nedrustning mellem USA og Rusland. Foran os står måske det eneste, der virker mere skræmmende end Den Kolde Krigs bipolare afskrækkelse: en jungle af mindre atommagter
Hvor der i Den Kolde Krig var en bipolar verdensorden med to atommagter, der holdt hinanden i skak med truslen om gensidig udslettelse, tyder meget nu på, at vi står foran et globalt atomart oprustningskapløb med langt flere aktører – ’den atomare jungle’, skriver Mathias Sonne i denne leder. Her ses Donald Trump og Vladimir Putin til et møde i Japan.

Hvor der i Den Kolde Krig var en bipolar verdensorden med to atommagter, der holdt hinanden i skak med truslen om gensidig udslettelse, tyder meget nu på, at vi står foran et globalt atomart oprustningskapløb med langt flere aktører – ’den atomare jungle’, skriver Mathias Sonne i denne leder. Her ses Donald Trump og Vladimir Putin til et møde i Japan.

Shealah Craighead

Udland
2. august 2019

Sjældent er nogen med så stor betydning gået så stille fra os: I dag, fredag den 2. august, er INF-traktaten, som siden 1987 har sikret en historisk nedrustning af mellemdistanceraketter mellem atommagterne USA og Rusland, afgået ved døden.

Datoen er værd at bide mærke i.

Sat på spidsen kan man nemlig hævde, at Den Kolde Krig nu endegyldigt er slut. Og dog er der tale om meget dårlige nyheder.

For hvor der i Den Kolde Krig trods alt var en bipolar verdensorden med to atommagter, der holdt hinanden i skak med truslen om gensidig udslettelse, tyder meget nu på, at vi står foran et globalt atomart oprustningskapløb med langt flere aktører – ’den atomare jungle’.

Man kan fra nu og til dommedag (også kendt som Tredje Verdenskrig) diskutere, hvem der er skyld i miseren. I de gensidige beskyldninger om brud på INF-traktaten lignede Rusland den mest skyldige i gerningsøjeblikket. Men langt mere interessant er det, at hverken Rusland eller USA viste interesse for at opretholde traktaten.

Den begrænser nemlig kun dem selv og ikke en lang række øvrige lande, som i dag enten har eller ønsker egne mellemdistanceraketter og atomare sprænghoveder.

Det gælder f.eks. Nordkorea, Pakistan, Israel, Indien og – bekymrende aktuelt – Iran. Og det gælder i særdeleshed Kina.

Et multilateralt trusselsbillede

Hvis New Start-traktaten til begrænsning af de russiske og amerikanske atomarsenaler som forventet også aflives i 2021, vil der ikke være mange redskaber tilbage til at undgå et nyt alvorligt atomkapløb. Den oplagte idé har derfor været at udvide INF til en global nedrustningsaftale.

Men USA og Rusland sidder stadig på over 90 procent af alle atomare sprænghoveder i verden – hver for sig over 20 gange så mange som de par hundrede stykker, som Kina indtil videre kan mønstre. Derfor er en slags ’INF International’ måske en oplagt idé, men også mest et fromt ønske, som kineserne ikke har meget interesse i.

I de kommende år er vi europæere derfor tvunget til at stille os selv nogle meget ubehagelige spørgsmål om den atomare beskyttelse og afskrækkelse, som trods alt udgør kernen af NATO.

Gennem skrækscenarierne må vi holde fast i, at vi ikke længere kan forlade os på koldkrigsfortællingen om, at atomvåben kun er noget, man rasler med – eller at de ligefrem virker fredsbevarende i deres ligevægtige afskrækkelsesbalance.

I et multilateralt trusselsbillede er den logik død. Trods vores nedadgående globale betydning skal europæerne derfor kæmpe med alle diplomatiske midler for at undgå, at det oplyste menneske ruster sig selv til den totale selvudslettelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Det er mærkeligt, som vi har det med at bunke katastrofer op. Atomkrigstruslen har vi vænnet os til. Forureningen lever vi også med, indtil vi bliver syge og dør. Befolkningseksplosionen lader vi hånt om, og kunne fx aldrig forestille os at lave etbarnspolitik i DK. Klimatruslen nøjes vi med at gøre lidt ved. Hvad skal vi med alle vores flotte uddannelsessystemer, når de bare ser bort fra katastroferne eller direkte er med til at forøge dem? Der er ikke en eneste ting, der moralsk set dur, når vi ikke kan lade være med at lave selvudslettelses-handlinger.

Karsten Lundsby, Carsten Munk, Arne Albatros Olsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Tik....tok, tik....tok, november 2029.

Søren Nielsen

Det går sgu nok alt sammen, desuden har jeg både brød og cirkus.